Kvinder på druk
Læsetid: 20 min.

Hvor er de gode bøger om fulde kvinder? Vi er taget på litterær druktur efter svar

Alle siger, at Jeppe drikker, ingen spørger hvorfor. Men hvorfor tog hans rappenskraldede hustru Nille ikke også en slurk i Holbergs komedie? Vi dykker ned i alkoholens og kvindernes litteraturhistorie for at se, hvordan kvinder har beruset sig i de store fortællinger – og finder ud af, at der er mere end moralske tømmermænd at hente
Alle siger, at Jeppe drikker, ingen spørger hvorfor. Men hvorfor tog hans rappenskraldede hustru Nille ikke også en slurk i Holbergs komedie? Vi dykker ned i alkoholens og kvindernes litteraturhistorie for at se, hvordan kvinder har beruset sig i de store fortællinger – og finder ud af, at der er mere end moralske tømmermænd at hente

Mia Mottelson

Kultur
26. februar 2021

I Arv og miljø, Vigdis Hjorths roste skandaleroman fra 2016, får dramatikeren Bergliot sig tit et ordentligt glas rødvin. Hun blev misbrugt seksuelt som barn af sin far, men hendes mor og to søstre tror ikke på hende – eller vil ikke tro på hende.

Rødvinen hjælper hende med at falde i søvn. Da faren dør, sætter det gang i en arvestrid om familiens feriehytter, og Bergliot bliver nødt til at genoptage kontakten med den familie, hun ellers har brudt med. Så bæller hun en fadøl, før de skal mødes. 

Arv og miljø handler om, hvem der har ret til historien, og at det, man husker – eller vælger at huske – ikke er en entydig sandhed.

Men Bergliot drikker ikke for at fortrænge. Hun vil sådan set gerne huske. Og rødvinen er som sådan heller ikke et problem.

Nej, man kan regne med procenterne, hvis effekter indtræffer, som de skal. Det, man ikke kan stole på, er historierne, minderne, familien. Sig selv måske. 

Vigdis Hjorths roman skabte stor debat i Norge, fordi Bergliots familiefortælling tilnærmelsesvis minder om Vigdis Hjorths egen. Men da jeg læste Arv og miljø, var jeg mindst lige så fascineret af drikkeriet i romanens randområder.

Det er ikke, fordi det er uforståeligt eller uhørt, at en kvinde kan drikke rødvin, som Bergliot gør – det fascinerende er snarere, at Hjorths roman er et sjældent eksempel på, at alkoholen ikke altid forråder kvinder i litteraturen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler maksimalt 14 ugentlige genstande til mænd mod syv til kvinder. Den slags anbefalinger tror jeg ikke, forfattere redigerer deres værker efter – men det er alligevel påfaldende, at de mandlige drukkenbolte i mit indre bibliotek udgør langt over det dobbelte af kvinderne.

Jeg tænker straks på Ole Jastrau, der i Tom Kristensens Hærværk (1930) beslutter sig for at gå i hundene i druk, og jeg tænker på samme Kristensens digt »Det blomstrende slagsmål« (1920), hvor en værtshusslagsmål forvandler sig til en ekspressivt blomsterbuket af skønhedsbesunget ødelæggelse og vold.

Sådan er det også hos franskmanden Charles Baudelaire i Syndens blomster (1857), en hæmningsløs digtsamling, der for alvor gjorde Paris til modernitetens, men dermed også den hjernelammende druks by. Digtet »Berus jer!« er en opfordring:

»Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave.« 

Hos den amerikanske forfatter Charles Bukowski hundrede år senere er rusen lige så essentiel, når han lader sit gavtyve-alterego Henry Chinaski drikke direkte af flasken og sige oneliners som: 

»Hvis der sker noget skidt, så drikker man for at glemme. Hvis der sker noget godt, så drikker man for at fejre. Hvis der ingenting sker, så drikker man for, at noget skal ske.«

Hemingways granatchokkede soldater dulmer krigsliderligheden i flasken. Privatdetektiven Philip Marlowe fra Raymond Chandlers noir-krimier drikker uendelige mængder mørk spiritus og løser mysteriet. Michel Houellebecqs tabermænd afspænder nerverne i rødvin og pastis. 

Og i Holbergs komedie om Jeppe på Bjerget klager bonden over, at alle siger, at han drikker, men at ingen spørger hvorfor. Jeg undrer mig snarere over, hvorfor hans sure hustru Nille ikke også tog sig en slurk. 

Mændene gennemlever eksistentielle vilkår i rusens kontroltab (eller hævder, at det er det, de gør). Men hvor er de drikkende kvinder?

Både i 1800-talsromaner som Louisa May Alcotts Little Women (1868-69) og i teaterklassikeren Kat på et varmt bliktag (1955) er kvindernes funktion blandt alkoholiserede mænd at prædike afholdenhed.

Men kigger man godt efter, er det faktisk muligt at lave en kvindernes litterære drukkanon. 

For at forstå damernes druk må vi helt tilbage til Odysseus’ eventyr om troldkvinden Kirke. Vi må forbi Shakespeares store tragedier, forbi Marguerite Duras’ skandaløse alkoholikerliv og Delphine de Vigans autofiktive skildring af at vokse op som barn af en fordrukken mor. 

Det bemærkelsesværdige er, at alkoholen i dag ser ud til at have bevæget sig længere og længere væk fra problemflygtende misbrugsdruk hos Tove Ditlevsen – og til at danne langt sjovere venskabsbånd hos nyere forfattere som Stine Pilgaard og Tine Høeg.

Spørgsmålet er, om vi faktisk er på vej til at opnå drukmæssig ligestilling.

Heksens bryg

Som mange andre gode ølstuehistorier begynder vi kvindernes litterære drukkanon i Homers Odyssé. Det er fortællingen om krigshelten, der farer grundigt vild på havene på vej hjem og møder kykloper, sirener og sekshovedede monstre.

På en af de øer, hvor Odysseus og hans mænd driver ind, bor troldkvinden Kirke. Hun byder dem på et festmåltid af ost, honning og forgiftet vin og får tryllet mændene om til grise med krøl på halen og ikke anden mulighed for råb om hjælp end et grynt. Den snu Odysseus får fat i en magisk urt, der gør ham i stand til at modstå giften, og så må Kirke forsøge sig med sit næste trick – at få ham til at gå i seng med sig.

Mænd, der bliver til svin efter rigeligt at drikke, lyder næsten som en for god parodi på en nutidig bodegascene. Og med sine magiske tricks og smukke ydre virker Kirke stadig som begrebet ’kvindelist’ personificeret. Med grisedrikken vender hun magtforholdet mellem kønnene om – og afslører måske, at mændene under overfladen hele tiden var svin.

Kirke tager ikke selv en tår, heller ikke af den uforgiftede vin. Men hvad ville der ske, hvis hun gjorde?

Det kan William Shakespeare måske svare på. Hvor folkefortællingernes hekse ellers brygger ildelugtende substanser til ethvert fortryllende formål, så får de sjældent selv en slurk. Bortset fra Lady Macbeth.

Shakespeares mordintrige Macbeth (1606) begynder med en spådom om, at hærlederen Macbeth skal blive konge. Han tvivler; hvordan skulle det dog kunne lade sig gøre?

Hans kone er anderledes håndfast – hun mener, at han skal myrde sig til magten. Da han tøver, spotter hun ham: »Og håbet, du før gik klædt i, var det da beruset? Har det mon sovet siden? Vågner det med grønbleg afsky for sin drukkenskab? [ …] Da du turde, var du en mand.«

Straks får hun lagt en plan og hældt en drik på de to, som den vægelsindede mand skal stikke ned. De falder i en dyb søvn – men hun smager selv på drikken og siger så:

»Det, der berused dem, har gjort mig modig; det, som har døllet dem, har optændt mig.«

Lady Macbeth bliver handlekraftig og beruset, altså mandig, af drikken – ikke tvivlende ædru, som hun anklagede sin mand for at være. 

Lady Macbeth er blevet udlagt som en shakespearesk version af den manipulerende Kirke – omend det ser ud til, at de begge er bundet på hænder og fødder, når det angår drikkeri. Om heksen blot uddeler drikken, eller som Lady Macbeth smager på den, så handler det at drikke om magt. Ellers ville de slet ikke være så skræmmende.

Når kvinderne tiltvinger sig drikken, altså magten, som Kirke, der snører krigsheltene med deres egne laster, eller Lady Macbeth, der gør dem drikkekunsten efter, bliver det afskrevet som hekseri. Drikken virker pludselig ikke, som den gør på mænd, men gør kvinder morderiske eller overmodige, og slet ikke dydigt underdanige, som de jo burde være. Hende, der behersker drikken, bør frygtes.

Trods alt bedre end narko

Ser man bort fra hekse og morderiske dronninger, er alkoholens konsekvenser for kvinder i den realistiske litteratur heller ikke ligefrem lykkelige.

I erindringsbogen Gift (1971) skriver Tove Ditlevsen, der selv var alkoholiker, om en forfatterindes skiftende ægteskaber og et misbrug skabt af en læge, der bliver hendes mand og gør hende afhængig af en sprøjte med petidin. Det er et barsk liv, og en afstumpet kvindelig fortællerstemme holder al unødvendigt føleri fra døren. Når hun registrerer følelser, sker det med en bogholdersk nøgternhed i passive sætninger som: »Der kommer en kort lykkelig periode.«

Selv om kvinden bliver narkoman, er Gift alligevel en fortælling om at gøre sig uafhængig; i romanens tilfælde ved at insistere på at ville skrive, selv om det betyder at svigte de roller, hun forventes at leve op til som hustru og mor og ordentlig kvinde. Kvinden føler sig lykkelig, når hun skriver – og lykkefølelsen har en parallel, ikke i stofmisbruget, men i det i romanen noget mere undselige alkoholforbrug.

For i Gift flyder alkoholen til fester, hvor den ellers så afmattede kvinde i den mørke besættelsestid kan mærke noget: »I en slags forstue er der indrettet en bar, med disk og høje stole og en bartender, der skænker rigtig spiritus og ikke pullimut. Af en eller anden grund føler jeg mig lykkelig og frigjort og har en dunkel fornemmelse af, at der vil ske noget særligt, inden natten er forbi. Jeg drikker whisky og bliver fuld og glad og overmodig.«

Straks efter går hun halvt ubevidst i seng med lægen, der putter stoffer i hende. Alkoholen er uhæderlig lykke, der gør hende sårbar.

Gift vrimler med abstinens- og misbrugsscener, med grusomme aborter og voldelige forhold. Ekstremerne er voldsomme, og accentueres endnu mere af de små, berusede glimt af lykke.

Måske, fristes man til at sige, er det at drikke i romanen en fristelse, ikke for kvinden, der i stedet bliver narkoman, men for læseren og måske forfatteren. Alkoholen er fest og afslapning, bare et kort øjeblik. Her er ingen mulighed for at krydse over og blive heks – den slags sker kun i myterne.

Mor sælger barn for champagne 

Anderledes hallucinerende og billedrigt omtåget forholder det sig hos den franske forfatter Marguerite Duras. Hun var som Tove Ditlevsen både alkoholiker og i stand til at omsætte den selvbiografiske tragedie til hårrejsende dramaer. For eksempel i den sene tekstsamling La Vie Materielle (1987), hvor hun kalder den kvindelige drikkerske en utilstedelig raritet:

»Når en kvinde drikker, så er det, som var det et dyr, der drak, eller et barn. Alkoholisme er skandaløst for en kvinde, og en kvindelig alkoholiker er en sjældenhed, en alvorlig sag. Det er en fornærmelse mod vores guddommelige natur.«

Det er ikke nødvendigvis kvindelig erfaring, der interesserer Duras, men grænseoverskridelse – om det er dyr, børn eller kvinder, er lige meget. Duras’ skrift er som et fotoalbum med væmmeligt svulmende billeder, der hober sig op og støder sammen. Og det er i de sammenstød, at man i Duras’ værker ofte finder alkohol som et slags ekstra provokerende kirsebær på toppen.

I romanen Dæmning mod Stillehavet (1950) står det for eksempel skidt til. En fattig fransk enke bor med de to halvvoksne børn Joseph og lillesøsteren Suzanne i Fransk Indokina. Hun prøver igen og igen at bygge dæmninger mod det havvand, der hele tiden vælter ind over hendes forsøg på landbrug.

Moren er sadistisk over for børnene og svælger selv i lidelsen, og det hele er blot mere skandaløst, fordi de er hvide i det koloniale system, men så ludfattige, at de må spise stuvning af sumpens magre fugle.

Og så forelsker den rige kineser Mr. Jo sig i Suzanne. Han har en diamant, der kan redde familiens økonomi. En umulig racemæssig forbindelse – men Mr. Jo får alligevel for vane at hente familien og invitere dem til byen for at more sig. Så sidder de og drikker sig mod til at formalisere prostitutionen af datteren:

»Da ingen af de tre, og det af gode grunde, var vant til champagne, lod den ønskede virkning ikke vente på sig. Selv moren, der ikke direkte brød sig om at drikke, drak. Hun drak, påstod hun, for at drukne sin skam.«

Moren bekæmper skam med mere skam, løfter glasset »med stor væmmelse, men løssluppent«, og får snart nok indenbords til at turde lufte det endnu mere skamfulde, men også spydige tilbud:

»Det er ikke, fordi vi forhindrer hende i at gå i seng med dem, hun gerne vil, men hvis De vil i seng med hende, må De gifte Dem med hende. Det er vores måde at sige det, for fanden.«

Hun gør i en og samme sætning kineseren til et undermenneske, som Suzanne aldrig af fri vilje ville give sig hen til. Men tilbyder selv samme at købe datteren, som var hun en ting.

Marguerite Duras er mester i tilspidsning af tabu, og her iscenesætter hun et clash mellem forfaldent moderskab, børneprostitution, raceforskelle og kolonimagt; den luksuriøse champagne, kun kineseren har råd til, bliver en slags umage lim, der binder alt det forkerte sammen.

Duras og Ditlevsen er begge blevet hyldet for at skrive upassende kvindefortællinger om det forkerte og forbudte, der selvfølgelig også hører den feminine erfaring til. Hvor kvinder ikke kun passer på ægtemænd, der har fået en tår over tørsten, eller forsøger at lægge bånd på deres lyst.

Motiver som børneprostitution for familiens økonomiske redning eller den afstumpede fortællerstemme hos Tove Ditlevsen er nok nybrud i kampen om også at måtte være et svin som kvinde. Men kampen er næsten ubærligt ensom.

Autofiktionens svimmelhed

Sådan behøver det måske ikke at være. En af nyere tids fineste og mest smertefulde morportrætter er den franske forfatter Delphine de Vigans Alt må vige for natten (2011, dansk 2016). Det er en bog om at være barn af en alkoholiseret mor – men frem for at dyrke skammen og flugten omfavner de Vigans bog moren. 

I romanens første scene står datteren over for det blå lig af moren, der har taget sit eget liv i en alder af 61 år. Herfra beslutter hun sig for at forsøge at forstå kvinden, der selv var et offer for overgreb, alkoholiseret og psykisk syg – men også kærlig, nydelsessyg og vittig. For den barndom og den mor, der fortælles om, kan aldrig bare være en ting.

I et vendepunkt i fortællingen reflekterer datteren over sin barndom, der hele tiden var et »både-og« af lykke og uro. 

»Årene, der fulgte, kan ikke fortælles uden ordene drama, alkohol, sindssygdom, der indgår i vores families ordforråd på samme vis som ordene fest, spagat og vandski.«

På den ene side er moren forfatteren Delphine de Vigans egen mor, som stråler ufatteligt smuk med en cigaret mellem fingrene på romanens forside – på den anden side er hun gjort til fiktiv romanfigur i et forsøg på at tegne et så sandt portræt som muligt med litteraturens friheder.

Datteren prøver at leve sig ind i hende og må ligesom digte med, selv om hun finder moren Luciles egne dagbogsnoter:

»Lucile røg sine første cigaretter alene på sit værelse som trettenårig, det slog benene væk under hende, hun blev svimmel. Når jeg læser hende i dag, virker det, som om der ikke var noget, Lucile bedre kunne lide end at drikke, ryge og ødelægge sig selv.«

Men hvem ved? Den fulde sandhed er ikke målet. Autofiktionens svimmelhed minder på sin vis om alkoholens svimmelhed. Ligesom synet flimrer, jo mere der kommer indenbords, sådan må en selvfortælling eller en morfortælling også svimle, hvis den skal fange et helt menneske. Kun med uskarpheden som middel kan man tegne et klart billede.

Autofiktionen under alkoholens indflydelse bliver til en slags litterær sandhedsvæske; jo mere sløret, desto mere sand bliver fortællingen paradoksalt nok også.

Jeg går op og lægger mig

Når man laver en litterær kanon over kvindernes druk, støder man hurtigt ind i de store emner om moderskab og kvindeundertrykkelse. Det bliver gravalvorligt. Men alkohol er for de mange trods alt noget, man forbinder med fester, slagsange og pinligheder – og kvinderne i litteraturen har i dag også vundet langsomt ind på det glædelige terræn. Man skal bare kigge godt efter for at finde dem.

For en helt anden, mindre central drikkerinde er den midaldrende, lidt fallerede madamme, der får en tår over tørsten, fordi hun ikke har meget andet at give sig til.

Sådan en finder man i Hans Scherfigs klassiker Det forsømte forår (1940), der både er en kriminalhistorie om den forgiftede lektor Blomme, men også et portræt af samfundets typer. En af dem, politimesteren, har en »udmærket kvinde« til kone, men, som han fortæller en kammerat, hun er begyndt at drikke.

Hun drikker Lilla Bols – den mest krukkede af alle likører og lavet på rosen- og violblade, vanilje, mandler og appelsinskal. Ovenikøbet spiser hun mayonnaise til og låser soveværelsesdøren. Politimesteren beklager sig:

»Hun tror, at likør bare er sødt. Hun vil ikke indrømme, at der også er sprit i. [ …] Det er i stedet for erotik, at hun må have likør.
– Det er meget mærkeligt.
– Det er i hvert fald meget kedeligt for mig. Og så med den sovekammerdør, som hun stadigvæk låser. Det er meget svært for mig.«

Det er forrygende satire, man forstår godt fruen, der ikke finder den brovtne politimester videre tiltrækkende. Samtidig er hun selv latterlig som en kusine til Maude Varnæs fra Matador, der for bestandig er gået op og har lagt sig til at gære i den lilla drik.

Den lidt ældre, fulde kvindes latterlighed er interessant. Man genfinder den sjovt nok i en roman, der som Scherfigs er halvvejs kriminalhistorie, halvvejs typeportræt, nemlig Pia Juuls Mordet på Halland (2009). 

Den midaldrende forfatter Bess’ mand Halland er blevet skudt, og ingen ved, hvem der har gjort det. Hun er rundt på gulvet, og på et tidspunkt vil hun altså på bodega – hvor hun selvfølgelig vælter alt for fuld rund. Da kassedamen fra den lokale Brugs venligt, men bestemt, følger hende ud, ser hun folk flytte sig for hende, som var hun Moses, der skiller vandene.

Så sætter hun sig på hug i vejkanten i den eneste beskrivelse af det bøvl, man har med udendørstisseri som kvinde, jeg kan komme i tanke om at have læst:

»Jeg kæmpede for at komme op og få trusserne på samtidig, drattede om på siden og blev våd. ’Jeg har også knækket en tand!’ råbte jeg.«

Myrdet mand rimer næsten på knækket tand, og Pia Juuls bodegatur er bittersød. Bess er lige så eksistentielt udfordret, som hun er grinagtig. Men med til at eksistere hører altså også at være for fuld, for pinlig og balanceudfordet, når man skal lade vandet på hug.

Flere uskønne kvinder

Moren for alle romaner, hvor kvinder kan være hamrende irriterende, tåkrummende berusede og alligevel have ret til at være her, er den amerikanske forfatter Chris Kraus’ kultroman I Love Dick (1997). Den handler om den ikke særlig succesfulde filmskaber Chris, der forelsker sig hovedkulds i sin akademikermands kollega Dick.

De tre spiser middag sammen og drikker sig fulde, og jo mere de får indenbords, desto tydeligere bliver kønsrollerne. Mændene blærer sig med deres viden om kritisk teori, og Chris, »der ikke er intellektuel«, lader sig blive flirtet med af Dick, der »hele natten lang, som vi alle sammen blev fuldere, fandt så mange måder at tale om sig selv på«.

Men det insisterende nye ved romanens Chris er, at hun ikke følger nattens kønsroller til dørs – hun vil ikke længere være den, der stille sipper sin cocktail, mens mændene snakker. I resten af romanen stalker hun Dick, skriver ham hede kærlighedsbreve og opsøger ham med en sådan seksuel appetit, at han kryber i skjul.

Noget er slået klik for den kæderygende, affældige, anmassende Chris, der har fået en nat for meget i den kvindelige ordentligheds maskineri. Hun går bananas, ikke i druk, men i en omvending af de roller, som kun bliver tydeligere for hende, desto flere drinksaftener, hun tilbringer som yndigt vedhæng til sin mands snak.

I Love Dick er en irriterende roman, Chris er alt for meget. Men hun er alt for meget, for at Bess senere kan sidde i vejkanten og vælte fuld omkuld. For litteraturens drikkerinder har også ret til at være pinlige – og så meget andet samtidig.

Veninder på druk

Når man først begynder at kigge efter, kan man finde fortællinger om champagneberusede glædespiger, om flaskeøl, der blev bundet i 1970’ernes kvindekamp, og de liter hvidvin, forstadskvinder har tyllet i smug. De kunne ikke alle sammen få plads her.

Men en af grundene til, at mændene sidder på den forestillede førstepræmie i litterær drikkeri, er, at alkoholen for dem fungerer som social smørelse. Det får følelserne og tungebåndet på gled, og venskaber formes, mens procenterne stiger. De betror sig til hinanden, og rørende scener opstår.

Iblandt moderskabsfortællingerne, opgøret med kønsrollerne og afhængigheden er det faktisk svært at finde en eneste litterær fremstilling af venskaber mellem kvinder, der drikker. Alkoholen gør kvinderne isolerede og stigmatiserede. 

Men noget er måske ved at ændre sig.

For i to af 2020’s bedst sælgende og mest anmelderroste forfatterskaber flyder fadøl og druklege i en lind strøm blandt kvinderne, selv om man knap bemærker det. Stine Pilgaards Meter i sekundet handler egentlig om at være en ny mor, brevkassebestyrer og notorisk køreskoleresistent i Vestjylland. Tine Høegs Tour de Chambre er egentlig en udforskning af ungdommens sprog, sms’er og tabte kærlighed.

Hos Pilgaard og Høeg har alkoholen ikke meget med tabu eller fortrængning at gøre – men med venskab, og så alligevel lidt med køn.

I Meter i sekundet inviterer hovedpersonen hele byens skæve forsamling af kvinder til 8. marts på værtshuset Mylles. Straks bliver veninden Krisser, der er stor i slaget, »mean drunk« og vil diskutere. Et øjeblik senere tuder hun over et fejlkøb.

Kampdagsscenen er et helt katalog af bodegaopførsel og -emotioner, fra ærkefjender, der forsones over en øl, til konkurrence om at slå søm i træstub, til brækposer på skødet i taxaen og sexet dans. Det hele krydret med præcist skåret fuldemandsreplikker a la »Iværksætter du ikke lige nogle shots« og udvekslinger som »Du skal hjem, siger Krisser og ringer efter en taxa. Det er der aldrig nogen, der er blevet gravid af, mumler jeg. Det kommer nok an på, hvem der sidder i taxaen, siger Krisser«.

På bare to sider optegner Stine Pilgaard en række kvinde- og fuldetyper og deres tendenser til at være klicheer på sig selv – som højskolepigen, der sidder og surmuler, men godt kan opmuntres lidt alligevel, eller den smukke, men tilknappede kørelærer, der alligevel ender med at vride sig på bordene. Men det hele er, som det er typisk for Pilgaard, så lunt og rummeligt skrevet, at ingen når at stivne i rollerne.

Indimellem brydes Meter i sekundet op af nydigtede højskolesange, og en af dem er passende nok en drukvise:

»Hånd i hånd på rusens stolte stævn
Glemt er alt om børn og morgendagens hævn
På et meget kort minut
Så er rygestoppet slut
I en tåge af fornuftens levn.«

Drukviser skal helst synges arm i arm, og hos Stine Pilgaard – også i andre værker som Min mor siger og Lejlighedssange – er selv de ensomste kvaler noget, man tager i fællesskab. På bodegaen eller i baglokalet udgyder man svovl over shots eller rødvin, og det er ikke, fordi nedturen ikke findes, det gør den bestemt. Men der er venner, der, selv om de er lige så beduggede som én selv, står klar til at gribe en. Eller i det mindste selv gå med i faldet.

Bedugget ordforråd

En god brandert er først rigtig god, når man deler den med sine venner, men måske drukturen også kan give afkast rent sprogligt. I Tine Høegs Tour de Chambre møder man forfatteren Asta, der arbejder på en roman om en polsk cementkunstner, men ingen vegne kommer.

I stedet begynder skriften af bevæge sig mod den kollegiegang, hun engang boede på. Lynsnart bliver gangens drukleg, tour de chambre, til et uopdaget lager af sproglig opfindsomhed, og endda med lidt eksistentielt spydig klang:

»engang var de aldrig kommet videre fra Kims værelse/ fordi han serverede absint og havde konstrueret / en rebusbaseret skattejagt om Heidegger /hvad var det for et tema? / kontintentalfilosofisk tema siger Kim.«

Tine Høeg tager kontrasterne i følelseslivet hos de unge mænd og kvinder alvorligt både sprogligt og scenisk. Asta var i kollegietiden forelsket i sin venindes kæreste, og et øjeblik under druklegen tror hun, at kærlighedstrekanten vil løse sig:

»jeg tænker i et kort og lykkeligt sekund /at det hele er smukt og godt og ligegyldigt / fordi vi alle sammen er ét / så kaster Gregers op i en gummistøvle.«

Det er ikke kun sjovt, der peges ikke kun fingre af stakkels Gregers, det er også den berusende forelskelse, der tipper over og bliver kvalm.

Alle de drukformer, som Stine Pilgaard skitserer – jaloux, grådlabil, ondsindet, fuldesyg – giver Tine Høeg endnu større indre liv med sin omsorgsfulde skildringer af ungdomssind.

I Tour de Chambre drikker kvinderne på lige fod med mændene, og mændene har samme sensibilitet og frygt for at overskride normerne, som det hos Tove Ditlevsen eller Chris Kraus er kvindernes opgave at bekymre sig om.

For Tine Høegs roman angår måske ikke kun dem, der netop nu befinder sig i kollegiefestens ungdomssind, ligesom Pia Juul måske ikke kun dokumenterer, hvad der sker, når forvirrede, midaldrende kvinder går på druk. Deres romaner handler om følelser, der hører alle mennesker til – og ikke kun gør én til en skamløs, drikkende type. 

Gennem litteraturhistorien bliver kvinderne, der drikker, langsomt ikke kun skandaløse figurer eller typer som mødre, hustruer eller normbrydere – men hele mennesker med alle de små og store kvababbelser, der hører med til at få sig en tår.

Det er muligvis folkesundhedsmæssigt skidt – men for den litterære mangfoldighed er det skønt.

Skål, søster! 

Fiktive drukkenbolte i film og tv

De alkoholiserede kønsroller findes ikke bare i litteraturen – de lever i lige så højt velgående i film og tv:

  • I tv-serien Mad Men var en del af reklamemanden Don Drapers mørke charme hans hang til Old Fashioned.
  • James Bond får sin Vodka Martini shaken, not stirred. Kvinderne lader ikke til at synes, at han har et alkoholproblem.
  • I sidste års store biografhit, Thomas Vinterbergs Druk, genfandt fire midaldrende mænd mere eller mindre glæden ved livet i et alkoholeksperiment.

Kvinderne har det mindre morsomt:

  • I May el-ToukHys film Dronningen drikker Trine Dyrholms manipulerende advokatkvinde hvidvin med milimeterpræcision, mens hun ordner arbejdspapirer om aftenen. Senere skejer hun ud til en parmiddag og gør bevidst sin mand forlegen.
  • I netflixserien The Queen’s Gambit bliver det forældreløse skakgeni Beth Hammond pilleafhængig og alkoholiseret. Når hun vågner op efter en druktur, er det i yndigt matchende lingerie og kun med let uglet hår.
  • Forstadsmødre elsker vin i amerikanske tv-serier. Husmoren Claire Dunphy drilles hele tiden med sin hvidvin i Modern Family, og i sæbeoperadramaet Desperate Housewives får den neurotiske regelrytter Bree Van de Kamp et reelt alkoholproblem, mens hendes ægteskab falder fra hinanden.

Og så er der en vidunderlig undtagelse:

  • I HBO-serien Sex & The City mødes fire succesfulde veninder for at drikke pink cosmopolitans. De scorer mænd i samme tempo, som de drikker cocktails. Men det er venskabet, der er den primære relation.
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja, skål og skål på en interessant artikel søster :-)

Maj-Britt Kent Hansen

Ikke helt 8. marts endnu!

Men close Maj-Britt ;)

Bortset fra det, så er DR lige begyndt at sende 'Mord med miss Fisher' igen.
Kom sent ind i den sidste gang, da jeg - helt og aldeles fejlagtigt - troede det var noget i retning af 'mord med en eller anden amerikansk dame', som jeg ikke kan huske, hvad hed, men som virkelig er, for nu at sige det direkte: noget argt lort!

Miss Fisher derimod er cool, lader sig ikke patronisere, er ligeglad med normer og forventninger til, hvad kvinder kan/ikke kan og må, og får sig og uddeler tilligemed nogle gedigne sjusser ;-)

Estermarie Mandelquist og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Med den beskrivelse - Katrine - må jeg da stifte bekendtskab med Miss Fisher, som jeg aldrig ellers ville have hørt om, var det ikke for dig.

;-) Maj-Britt

Og hvad jeg ikke lige fik skrevet er, at på trods af at miss Fisher er en privilegeret kvinde, så står hun altid op for de svage og dem på samfundets bund..