Filmpris
Læsetid: 17 min.

Hollywoods bedste værste fest – Golden Globes er lige så utroværdig, som den er magtfuld

Søndag uddeles de årlige Golden Globe-priser for 78. gang. Det er en eftertragtet pris, fordi den er et afgørende skridt på vejen til at vinde en Oscar. Alligevel gør både værter og vindere ofte grin med prisen. Med god grund. For til den knytter sig adskillige kulørte skandaler, der viser, hvordan prisen på en og samme tid er en af de vigtigste i verden – og samtidig helt ligegyldig. Vi tegner et portræt
Lidt mere kulørt end storebror Oscar. Samuel L. Jackson og Joey Lauren Adams ved Golden Globes 1998.

Lidt mere kulørt end storebror Oscar. Samuel L. Jackson og Joey Lauren Adams ved Golden Globes 1998.

Ritzau/Scanpix

Kultur
26. februar 2021

»Jeg vil gerne afvise det latterlige rygte om, at den eneste grund til, at The Tourist blev nomineret (til en Golden Globe, red.) var, at så kunne de udenlandske journalister hænge ud med Johnny Depp og Angelina Jolie. Det var ikke den eneste grund: De lod sig også bestikke.«

I 2011 var den britiske komiker og skuespiller Ricky Gervais for anden gang vært for den årlige Golden Globes-uddeling. Allerede første gang havde han vist sig at være lidt af en mundfuld, der ikke holdt sig tilbage for at gøre grin med de forsamlede superstjerner – eller med selve prisuddelingen og organisationen bag, The Hollywood Foreign Press Association (HFPA), som består af små 100 udenlandske journalister bosiddende i Los Angeles.

Denne gang lykkedes det dog Gervais at gøre HFPA’s daværende præsident, Philip Berk, så pikeret, at Berk efterfølgende tog afstand fra komikerens mest provokerende jokes om prominente navne som Bruce Willis, Robert Downey Jr. og Cher.

Ricky Gervais gik også direkte efter Berk selv – blandt andet med en bemærkning om, at Gervais inden uddelingen havde måttet hjælpe den aldrende præsident af toilettet og med at få gebisset på plads. Og så gik den britiske komiker direkte efter HFPA’s troværdighed med sin joke om bestikkelse.

Gervais viste sig dog at være så stort et hit blandt seerne, at HFPA bed al stolthed i sig og bad ham komme tilbage som vært i både 2012, 2016 og 2020. Det gav dem og prisen en vis goodwill, at de kunne forholde sig selvironisk til al den kritik, de har mødt gennem årene, og de mange skandaler og beskyldninger om korruption, der klæber til dem.

Som for eksempel, kunne The Los Angeles Times for en uge siden fortælle, at Netflix-serien Emily in Paris fik to Golden Globe-nomineringer, efter at 30 af HFPA’s medlemmer var blevet fløjet til Paris og installeret på luksushotel som en del af et besøg på optagelserne af serien.

Ricky Gervais med fadøl og fagter.

Ricky Gervais med fadøl og fagter.

Ritzau Scanpix

Det hele handler om Oscar

Golden Globes er Hollywoods næststørste og næstvigtigste filmpris efter Oscar, og den er kun blevet større og mere vigtig gennem de seneste 15-20 år, ikke mindst fordi den også uddeler priser til de bedste tv- og streamingserier.

Engang var det nærmest kun Oscar-uddelingen, man for alvor beskæftigede sig med i medierne, men nu er det i høj grad også Golden Globes. Det er der flere gode grunde til – ud over at den bliver tv-transmitteret.

»The Hollywood Foreign Press Association sørger for at lægge prisuddelingen, lige inden Oscarakademiets medlemmer begynder at stemme på Oscar-priserne, hvilket betyder, at hvis man vinder og holder en god tale til Golden Globes, så har man måske en bedre chance for en Oscar-nominering,« siger Alissa Wilkinson, kritiker hos onlinemagasinet Vox og lektor i engelsk og humaniora ved The King’s College i New York, til Information.

Oscar-uddelingen er den vigtigste. Det er slutspillet. Men Golden Globes sætter så at sige tempoet og bestemmer, hvilke film og præstationer der er vigtige. HFPA orienterer sig mod amerikansk mainstreamfilm og har i højere grad samme smag som Oscar-akademiet end de kritikersammenslutninger, der også uddeler priser hvert år, og som gerne går efter mere eksotiske og kunstnerisk vægtige titler.

Den bedste fest

Anne Thompson, der er redaktør på branchemediet IndieWire, og som har skrevet om den amerikanske filmbranche siden 1980’erne, fortæller, at Golden Globes-uddelingen ikke altid har været så stor og så vigtig, men at dens magt er vokset i takt med Hollywoods sult efter opmærksomhed og interesse i at opbygge momentum i forhold til Oscar-uddelingen.

»Gennem årene fik Golden Globes mere og mere opmærksomhed og større seertal,« siger hun over telefonen fra Los Angeles og beskriver uddelingen som den bedste fest i Hollywood. 

Fem skandaler i Golden Globes’ brogede historie

Golden Globes er ofte under beskydning for sin manglende troværdighed. Her er fem udvalgte møgsager.

Kom, hvis du vil have en pris

Ritzau Scanpix
I 1968 stoppede NBC med at sende Golden Globes-uddelingen. Det amerikanske tv- og radionævn, FCC, mente ikke, at uddelingen fortalte sandheden om, hvordan vinderne af priserne blev fundet. Det viste sig blandt andet, at vinderne på forhånd fik at vide, at hvis ikke de dukkede op til uddelingen, ville man give en anden deres pris. NBC, der blev kritiseret for sin rolle i skandalen, tog konsekvensen og droppede at sende uddelingen i seks år. The Hollywood Foreign Press Association bedyrede, at man ville rydde op i afstemningsprocessen.

Hvad koster prisen for nyt talent?

Pia Zadora.

Ralph Dominguez
I 1982 fik den tidligere barnestjerne Pia Zadora en Golden Globe-pris – Årets nye stjerne i en film – for sin rolle i filmen Butterfly. Og det selv om filmen og hendes præstation ikke ligefrem blev rost af kritikerne. Det viste sig, at Zadoras daværende mand, rigmanden Meshulam Riklis, havde fløjet medlemmer af HFPA på luksustur til sit kasino i Las Vegas, inden de skulle stemme om årets prisvindere. CBS, som havde tv-rettighederne til uddelingen på det tidspunkt, valgte at opsige aftalen med HFPA.

Smil altid til kameraet

Nicole Kidman og gemal ankommer til Golden Globes 1992.

Ritzau Scanpix
I sine erindringer fortalte tidligere HFPA-præsident Philip Berk i 2014 om, hvordan Nicole Kidman mange år tidligere sikrede sig en Golden Globe-nominering for sin rolle i Robert Bensons Billy Bathgate (1991) ved at stille op til interview og fotografering med HFPA-medlemmerne. Det afviste til gengæld hendes medspiller i filmen, Dustin Hoffman, og han blev ikke nomineret.

Lidt for dyre gaver

Sharon Stone.

Ritzau Scanpix
I 1999 måtte HFPA-medlemmerne returnere 82 ure af mærket Coach og til en værdi af cirka 400 dollar stykket. Dem havde de fået forærende af USA Films i et ’reklamefremstød’ for Sharon Stone og hendes titelrolle i Albert Brooks’ The Muse. USA Films hævdede, at de havde fået urene gratis og ikke anede, hvad de var værd. Stone blev nomineret til en Golden Globe for filmen, men vandt ikke.

Las Vegas-tur for nominering

Depp og Jolie i ’The Tourist’.

AFP / Archives
I 2011 blev spionthrilleren The Tourist med Angelina Jolie og Johnny Depp i hovedrollerne på bizar vis nomineret som bedste film i Golden Globes’ musical-/komedie-kategori. Der var ikke plads i dramakategorien, men noget skulle produktionsselskabet bag filmen, Sony, jo have for at invitere HFPA-medlemmer på en tur til Las Vegas med alle udgifter betalt. Også selv om filmen i dén grad fik hug af kritikerne.

En ikke alt for stor balsal på The Beverly Hilton proppet med stjerner, der sidder ved runde borde og spiser og kan drikke alkohol og bevæge sig rundt blandt venner og bekendte og kolleger – i modsætning til Oscaruddelingen, der er meget mere stramt styret og slet ikke så løssluppen.

»Golden Globes er en meget taktil, social begivenhed,« fortsætter Anne Thompson.

»Den har stjerner og alt andet, man gerne vil have til en prisuddeling. Der er nogle, som opfører sig dårligt. Der er folk, som bliver fulde og vrede, og der er skøre værter som Ricky Gervais. Folk, der bliver låst inde på toiletterne. Det er noget uforudsigeligt over det, og det er samtidig godt tv. For en tid var uddelingen også ret berygtet. Det var ikke, fordi der var nogen, som respekterede den. Det gør mange mennesker stadigvæk ikke.«

En smule tosset

Og det er i virkeligheden Golden Globes-prisen i en nøddeskal: Den er populær og vigtig for Hollywood, fordi den er et skridt på vejen til en Oscarnominering og måske også en Oscarstatuette. Men den betyder samtidig ikke spor i forhold til så mange andre priser – der er ingen reel prestige forbundet med at vinde en Golden Globe.

»Det er aldrig dårligt at vinde en pris,« siger Anne Thompson. »Men at vinde en Golden Globe er ikke lige så prestigefyldt som at få en pris fra kritikerne i New York eller en Oscar eller en BAFTA eller endda en European Film Award. Medlemmerne af HFPA arbejder ikke i filmbranchen som håndværkere. Og de er ikke skuespillere eller kritikere. De har mindre troværdighed.«

Set udefra virker det en smule tosset, at en organisation og en filmpris med så lille en troværdighed kan ende med at blive så stor og så vigtig en aktør.

For at finde forklaringen på det, må vi skrue tiden tilbage til 1943, hvor det, vi i dag kender som The Hollywood Foreign Press Association, blev grundlagt. Bag den stod en lille gruppe af udenlandske journalister, som boede i Los Angeles og skrev hjem til deres respektive medier om den amerikanske filmbranche.

Det var dog svært for dem at få adgang til filmselskaberne og stjernerne. I forsøg på at gøre sig mere eftertragtede etablerede de derfor en sammenslutning, der uddelte en årlig pris, og det viste sig at være løsningen.

Venner med stjernerne

Til at begynde med var den årlige Golden Globes-uddeling en lille, uformel affære, men med tiden – og ikke mindst da den fra midten af 1990’erne blev vist fast på en af de store tv-kanaler, NBC – voksede den til en stjernebestrøet gallaaften.

Golden Globe-priserne uddeles kun i stjernestærke kategorier – skuespillere og instruktører – og ikke også i tekniske kategorier som til Oscaruddelingen. Det sikrer en stor koncentration af stjerner på den røde løber, hvilket igen sikrer annoncører og seere. 

I 1955 begyndte HFPA at give priser til årets bedste tv-serier og -film, og det har løftet uddelingens profil igennem de seneste 15-20 år, hvor tv-serierne er vokset i antal og betydning, og de største skuespillere også laver tv.

»De havde ingen idé om, hvad det ville udvikle sig til,« siger Anne Thompson om The Hollywood Foreign Press Association, der har fået bedre adgang til stjerner og filmselskaber, end de formentlig nogensinde havde turdet håbe på.

»I løbet af årene blev uddelingen en institution, og det blev almindelig praksis, at pressemedarbejderne (det engelske publicists, red.) søsatte kampagner for hver eneste film, de håbede på priser til – og det var de fleste film.

De ville lave junkets (interviewarrangementer, red.) kun for HFPA og flyve dem eksotiske steder hen og behandle dem godt og sende dem gaver – swag, som vi kalder det. De blev på alle måder beværtet, og det hele handlede om at få dem til at se filmene og kunne lide stjernerne.«

Derfor kan man stadig se HFPA-medlemmer optræde på sociale medier med armen om smilende superstjerner eller selvsamme superstjerner med de pågældende medlemmers medier i hænderne.

Det danske filmmagasin Ekko køber lige nu artikler af HFPA’s eneste danske medlem, Tina Jøhnk Christensen, og har tidligere købt artikler af andre HFPA-medlemmer og kan derfor trykke egenannoncer, hvor Clint Eastwood, Woody Allen eller Anne Hathaway står med et eksemplar af Ekko i hånden.

»HFPA har igennem årene udviklet tætte relationer til et antal stjerner, og de taler endda om dem, som om de er deres venner. Hvilket er et ret interessant fænomen, fordi det er de selvfølgelig ikke – deres venner,« siger Anne Thompson.

»Som ’journalister’ burde de være objektive og holde en vis afstand til berømthederne, men den slags principper er for længst røget ud.«

Hvem er medlem af HFPA?

Det er ikke så lige til at finde ud af, hvem medlemmerne af The Hollywood Foreign Press Association er. Den slags oplysninger holder organisationen tæt til kroppen.

»Hvem der er en del af gruppen, og hvordan de bliver det, er stort set et mysterium,« siger Alissa Wilkinson.

Det skyldes formentlig, at HFPA og enkelte, navngivne medlemmer tidligere er blevet kritiseret for både at være for gamle, for passive – man skal kun skrive fire artikler om året for at være aktivt medlem – og for at skrive for ukendte medier, også i deres respektive hjemlande. De er ikke kritikere og arbejder heller ikke i filmbranchen, understreger flere af Informations kilder.

Der er folk, som bliver fulde og vrede til Golden Globes. Her Emma Thompson og Nicole Kidman til afterparty.

Der er folk, som bliver fulde og vrede til Golden Globes. Her Emma Thompson og Nicole Kidman til afterparty.

Ritzau Scanpix
En garvet Hollywood-journalist, Sharon Waxman, skrev i december 1996 i en meget kritisk artikel i The Washington Post om den mildest talt brogede medlemsskare, at den bestod af »deltidsfreelancere for små publikationer i lande som Litauen og Bangladesh og omfatter en universitetsprofessor, en pensioneret ingeniør, en mand, der driver en ’bil-formidlingsservice’, og én, som indtil for nylig solgte holdholdningsmaskiner i Burbank.«

Og i en artikel i Vox i 2016 kunne journalisten Caroline Framke blandt andet fortælle, at det russiske medlem af HFPA var en tidligere bodybuilder og B-film-skuespiller, der blev medlem af HFPA, fordi han var nysgerrig.

Og Caroline Framke kunne ikke finde en eneste artikel skrevet af det spanske medlem.

Misundelse og xenofobi

Det er med andre ord nemt at pege fingre ad The Hollywood Foreign Press Association og dens medlemmer. Kilder, som Information har talt med, siger dog også, at en del af kritikken bunder i misundelse, fordi medlemmerne får så eksklusiv adgang, som de gør.

Tidligere var modstanden mod HFPA også forbundet med en vis xenofobi fra den amerikanske presses side over for de udenlandske journalister, der talte sjovt og ikke havde engelsk som deres modersmål.

Undervejs opstod der en myte om, hvor forfærdelige medlemmerne af HFPA er, siger Anne Thompson, der kender flere af medlemmerne og kalder dem gode journalister, der gør et stort stykke arbejde.

»Ja, nogle af dem er gamle og syge, nogle af dem er døde undervejs, men de er ikke så forfærdelige, som rygtet vil vide. Jeg vil ikke kalde dem kritikere, selv om nogle af dem anmelder. De fleste af dem er interviewere, som skriver om Hollywood og taler med berømthederne. De forsøger dog at gøre det rigtige og træffe de rigtige beslutninger i forhold til, hvad deres smag er, når de stemmer.«

Men, erkender hun, det kan være svært for et medlem at bevare jordforbindelsen, når filmselskaberne hele tiden bejler til det og giver det eksklusiv adgang. Medlemmet skal samtidig vurdere, hvordan alle gaverne og middagene påvirker det.

Andre af Informations kilder, der kender HFPA og dens medlemmer, fortæller, at det er forførende at have så megen magt, og at man ikke gerne giver den fra sig igen. Når man først er medlem af HFPA, forlader man ikke frivilligt organisationen – man er jo, hvor man gerne vil være: i centrum af alting.

Det betyder, at medlemsskaren kun sjældent udvides, og at det er svært at blive medlem, især hvis man repræsenterer lande eller territorier, som andre HFPA-medlemmer dækker.

Det har flere Los Angeles-baserede journalister oplevet, og så sent som sidste år sagsøgte en norsk journalist, Kjersti Flaa, HFPA for at have en slags monopol på den internationale presses dækning af Hollywood og bevidst holde hende uden for det gode selskab.

Søgsmålet blev afvist af retten i Californien, og alligevel har sagen skabt røre i andedammen. Det kunne The Los Angeles Times fortælle i en stort opsat artikel i sidste weekend.

I strid med lovgivningen

Der er nemlig intern ballade i The Hollywood Foreign Press Association. I sit søgsmål beskyldte Kjersti Flaa HFPA for at bruge nogle af de mange millioner, som organisationen hvert år tjener på at sælge tv-rettighederne til Golden Globes til NBC, på at aflønne egne medlemmer.

Det bekræftes i The Los Angeles Times-artiklen, og det kan være i strid med lovgivningen, idet HFPA er en non-profit organisation, der ikke er forpligtet til at betale skat, fordi den officielt bruger sine indtægter på velgørende formål.

Organisationen har da også givet stipendier til studerende og støttet uafhængig journalistik og bevaring af film med adskillige millioner dollar igennem de seneste år. Men The Los Angeles Times fortæller, at aftalen med NBC var hele 27,4 millioner dollar værd i seneste regnskabsår – mod 3,64 millioner blot et par år forinden – og at HFPA i samme periode udbetalte mere end to millioner dollar i honorarer til egne medlemmer for forskellige former for arbejde for organisationen. Det er over det dobbelte af for bare tre år siden.

Et medlem af HFPA siger til The Los Angeles Times, at »det er en smuk tanke at tage pengene fra NBC og give dem til gode formål så som undervisning og restaurering af film, men der er en stemning for, at man skal malke organisationen og tage pengene. Det er skandaløst«.

Flere medlemmer havde ifølge avisen håbet på, at Kjersti Flaas sagsanlæg ville give anledning til en reform af HFPA. Det er dog ikke sket, og det er de skuffede over. Nordmanden har dog ikke givet op, og en revideret udgave af hendes sagsanlæg har fået nyt liv, blandt andet takket været en spansk journalist, der også har haft problemer med HFPA.

HFPA afviser selv alle anklager, men et medlem siger til The Los Angeles Times, at de månedlige medlemsmøder er som en krigszone. Og en af de kilder, Information har talt med, siger, at HFPA på ingen måder er en harmonisk gruppe mennesker.

Netop deres forskellige temperamenter og en voldsom, intern konkurrence gør, at de sjældent marcherer i samme takt, især ikke under pres. Interview med de store stjerner har ikke samme eksklusivitet og værdi i dag, som de havde for ti år siden – internetmedier udfordrer de trykte medier – og det giver nogle medlemmer økonomiske problemer.

Det samme gør coronaepidemien, og HFPA siger til The Los Angeles Times, at de har et ansvar for at hjælpe medlemmerne.

Korrumperet indefra

Men selv om The Hollywood Foreign Press Association kan kritiseres for magtfuldkommenhed og fejlhåndtering af sine finanser, er det ikke kun organisationens egen skyld – eller fortjeneste – at den har fået så megen magt. Det skyldes i høj grad også systemet omkring de store filmpriser.

Engang var det meste tilladt, når det kom til Oscar-kampagner – reklamer, gaver, middage, swag etc. Men så blev der indført regler for, hvordan man må føre kampagne. Det er der ikke helt i samme grad, når det kommer til HFPA og Golden Globes.

For eksempel må man stadig gerne sende gaver til medlemmerne af HFPA, dog til en maksimal værdi af 125 dollar, og det bør man gøre, hvis man gerne vil have dem til at se og nominere ens film eller skuespiller.

Producer på Thomas Vinterbergs Druk, Kasper Dissing, fortæller, at filmens amerikanske distributør og en hær af pressemedarbejdere, ud over at gøre Thomas Vinterberg og hovedrolleindehaver Mads Mikkelsen tilgængelige for interview, sendte hvert HFPA-medlem en gave i form af et drinkssæt. Det havde en effekt – i hvert fald blev filmen nomineret og nævnes også i Oscar-sammenhæng. 

Det er alt dette, som Anne Thompson finder forkert, pressemedarbejderes bejlen til HFPA. Hun vil ikke gøre individuelle medlemmer til skurke, men hellere henlede opmærksomheden på det forkastelige i et system, der belønner pressemedarbejdere, hvis de får en film eller en serie nomineret.

»Det er en lumsk praksis, som hele filmprisøkosystemet har udviklet. Det er blevet korrumperet indefra. Det gælder også akademiet. Det bliver interessant at se, hvordan priserne bliver uddelt i år. På grund af corona er de mindre påvirkelige for smiger fra berømthederne og fester og de sædvanlige middage. Det er mindre intenst i år.«

På dybt vand

Med til historien hører, at de 90-100 medlemmer af HFPA er nemmere at forholde sig til som gruppe end de godt 10.000 stemmeberettigede medlemmer af det amerikanske filmakademi – eller de 25.000 medlemmer af tv-akademiet, som uddeler de årlige Emmy-priser.

»Det er meget nemmere at påvirke HFPA’s beslutninger, og det er derfor, at deres beslutninger ofte er meget underlige og excentriske,« siger Alissa Wilkinson med henvisning til kritikken af årets Golden Globes-nomineringer

Lee Isaac Chungs anmelderroste Minari, der er amerikanskproduceret og foregår i USA, er kun blevet nomineret i kategorien Bedste Fremmedsprogede Film, fordi der overvejende tales koreansk i filmen. Ingen af sidste års kritikerroste film med afroamerikanere foran og bag kameraet er blevet nomineret. 

Og en vigtig, progressiv og universelt rost serie som HBO’s We May Destroy You er blevet overset, mens den anderledes traditionelle Emily in Paris, der har fået blandede anmeldelser, som sagt er blevet nomineret til to priser – efter at 30 medlemmer af HFPA har været på luksustur til Paris på Netflix’ regning.

Emily in Paris.

Emily in Paris.

Carole Bethuel

»HFPA bliver i dén grad slikket i røven med det formål for øje at opnå nomineringer. Så man kan på sin vis forudsige, at de vil være sødere mod visse af deres favoritter. Det er de dog ikke altid, og i de senere år har de i højere grad valgt en mellemvej og gjort færre skøre ting – indtil i år, hvor de igen sprang ud på det dybe vand,« siger Anne Thompson.

»Sikkert fordi de alle har siddet derhjemme og ikke har talt med hinanden, men har kunnet fordybe sig i deres egen idiosynkratiske smag.«

Alissa Wilkinson synes ikke, at HFPA-medlemmernes beslutninger er blevet mindre excentriske. Men, siger hun, »fordi der er så mange flere tv-serier og film, end der plejede at være, er det sværere for folk at få øje på excentriciteterne. De går bare ud fra, at de aldrig har hørt om den pågældende serie eller film«.

Det handler om penge

Mens reformivrige medlemmer af HFPA håber på, at organisationen snart bliver nødt til at forandre sig, må man igen stille det indlysende spørgsmål: Hvordan det kan lade sig gøre, at en så skandaleramt prisuddeling stadig eksisterer – især når alle åbenbart kender til korruptionen og kritikken?

Svaret er lige så indlysende: Det handler om penge. Golden Globes er så vigtig for filmselskabernes muligheder for at vinde en Oscar, at den nærmest er too big to fail.

Samtidig er selve prisuddelingen en god forretning for selve byen Los Angeles og de mange erhvervsdrivende – hoteller, limousinefirmaer, modebutikker, cateringfirmaer, blomsterdekoratører etc. – som leverer ydelser og varer på selve aftenen.

»Hvis filmselskaberne ønskede at slå Golden Globes ihjel, kunne de gøre det fra den ene dag til den anden,« siger en kilde, der har arbejdet tæt sammen med HFPA til The Los Angeles Times.

»Men alle kan godt lide at få priser, og med alle de penge og alt det andet, der følger med et show af den størrelsesorden, er det ligesom en snebold, man ikke kan stoppe.«

Og i år er værten ikke revseren Ricky Gervais, som ellers var endnu mere bidsk end tidligere, da han indledte prisuddelingen i 2020: »Heldigvis for mig kan The Hollywood Foreign Press nærmest ikke tale engelsk, og de ved ikke, hvad Twitter er, så jeg blev tilbudt dette job via fax. Lad os slutte af med et brag, lad os have det sjovt på jeres bekostning. Husk, at det bare er jokes. Husk, at vi alle snart skal dø, og at der er ikke nogen efterfølger.«

Vi har forsøgt at få et svar på kritikken fra HFPA, men det har ikke været muligt inden for redaktionens deadline.

Golden Globes-uddelingen finder sted søndag den 28. februar og sendes på DR2 mandag den 1. marts om aftenen, dansk tid

Renee Zellweger, Catherine Zeta Jones og Harvey Weinstein ved Golden Globes 2004. Længe før #MeToo.

Renee Zellweger, Catherine Zeta Jones og Harvey Weinstein ved Golden Globes 2004. Længe før #MeToo.

Alex Berliner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

På denne plads i dagens avis havde jeg nok forventet en analyse af, at krigsvåbnet så kort tid inde i den ny tiltrådte præsident Bidens atter er kommet i brug. Vi og verdenen blev jo dog lovet diplomati frem for gold magtanvendelse.
Hvorfor optrapper præsidenten lidelserne for for de i forvejen sønderbombede mellemøstlige lande. Og hvad laver USA egentlig i Syrien og med hvilket mandat. Kunne vi ikke få en grundig analyse af ,hvorfor Biden og hans folk har valgt dette.

Det fremgår jo tydeligt nok i ovenstående artikel, at den kunne vi vist godt have undværet.

Mikael Velschow-Rasmussen, Eric Philipp, Torben Arendal og Per Torbensen anbefalede denne kommentar