Interview
Læsetid: 12 min.

Jeannette Ehlers: God kunst har altid en eller anden form for politik i sig

Jeannette Ehlers blev i 2018 kendt i den brede offentlighed for monumentet ’I Am Queen Mary’, det første danske mindesmærke over Danmarks kolonihistorie. Siden har statue- og racismedebatten taget fart – og en storm rev hovedet af ’I Am Queen Mary’. Vi har mødt kunstneren, der af avisens kunstredaktion blev kåret til årets kunstner 2020
Jeannette Ehlers blev i 2018 kendt i den brede offentlighed for monumentet ’I Am Queen Mary’, det første danske mindesmærke over Danmarks kolonihistorie. Siden har statue- og racismedebatten taget fart – og en storm rev hovedet af ’I Am Queen Mary’. Vi har mødt kunstneren, der af avisens kunstredaktion blev kåret til årets kunstner 2020
Kultur
19. februar 2021

Mellem jul og nytår, da landet igen var gået i de facto nedlukning, rasede en storm. Med voldsom styrke kastede den bølgerne op på Larsens Plads – det lange kajstykke fra Skuespilhuset og op til Langelinje i København – hvor statuen I Am Queen Mary troner. 

Men fordi hun ikke er støbt i bronze, er hun mindre modstandsdygtig end sine mange hvide mandlige modstykker, der de seneste århundreder har stået, siddet og reddet rundt omkring i København.

Stormen fik fat i hende. Den beskadigede den stol, hun sidder på. Og, som om det ikke var nok, så flåede den til sidst hovedet af hende.

»Det var voldsomt,« husker Jeannette Ehlers, monumentets ene ophavskvinde, som morgenen efter fik en opringning fra Henrik Holm, museumsinspektør på Den Kongelige Afstøbningssamling, og skyndte sig at cykle derhen. 

»Det var enormt hårdt at se hende ødelagt.« 

De besluttede, at hun ikke kunne stå der og være beskadiget, så figuren på monumentet blev fjernet. I dag er det kun soklen, der står der. 

’I Am Queen Mary’ er det første danske mindesmærke over Danmarks kolonihistorie. Til højre ses 'I Am Queen Mary' efter hun havde mistet sit hoved i et stormvejr.

’I Am Queen Mary’ er det første danske mindesmærke over Danmarks kolonihistorie. Til højre ses 'I Am Queen Mary' efter hun havde mistet sit hoved i et stormvejr.

Finn Frandsen
Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
I Am Queen Mary er skabt i polystyren, og Jeannette Ehlers fortæller, at hun og den caribiske kunstner La Vaughn Belle, som hun tilbage i 2018 lavede statuen sammen med, havde undersøgt forskellige materialer, men var altså endt på denne flamingolignende plasttype, som skulle være slidstærkt.

I den ene hånd har Queen Mary en sukkermachete, i den anden hånd en fakkel. Kroppen er lavet ud fra en sammensat 3D-scanning af de to kunstnere, som har rødder i henholdsvis Trinidad og Jomfruøerne i det caribiske hav. Skulpturen, der er et kæmpestort monument over Danmarks kolonihistorie, er en påmindelse om, hvordan Danmark koloniserede dele af verden og igennem flere århundreder tjente formuer på slavebundne menneskers arbejde. Formuer, der blandt andet har finansieret mange af de palæer, der stadig troner rundt omkring i Bredgade, Toldbodgade og andre kroge af København.

Jeg har sat Jeannette Ehlers digitalt stævne, efter Informations kunstredaktion kårede hende som årets kunstner 2020 – et kunstår, der i Danmark var præget af mediernes opmærksomhed på interne ideologiske fejder på Det Kongelige Kunstakademi i København, og hvor globale diskussioner om racisme og statuer dominerede, og i Danmark kulminerede med en buste fra akademiet, der endte i Københavns Havn. 

Hele I Am Queen Marys historie – både dens materiale og det, at den flere gange er gået i stykker – fortæller ifølge kunstneren en hel del om værdier og den kamp, som både den oprindelige Queen Mary kæmpede, og den, som Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle har kæmpet med i forbindelse med værket.

Ved en normal udsmykningsopgave i det offentlige rum er der sørget for alt, inden kunstneren går i gang. En bygherre og staten eller en kommune har inviteret kunstneren og sørget for, at alle tilladelser og finanser er på plads. Sådan var det ikke her. Ehlers og hendes kollega La Vaughn Belle var ikke blevet inviteret af nogen.

»Initiativet skulle selv tage pladsen, vi skulle selv skabe det hele fra bunden,« siger hun.

»Ideen til et mindesmærke blev initieret af forsker Helle Stenum, men projektet er fuldstændig kunstnerdrevet. Vi tog – kan man sige – en plads, der ikke var tiltænkt os.« 

Værket ligger på den måde i forlængelse af virkelighedens Queen Mary, der var med til at lede opgøret mod de danske plantageejere under eksempelvis arbejderopstanden Fireburn i 1878 på St. Croix. Her tilkæmpede arbejderne selv deres plads i samfundet.

»Det er ofte omdrejningspunkt, når vi taler opgør og modfortællinger: ’Den plads er ikke skabt til os, den må vi selv tage.’ På den måde har processen i høj grad stemt overens med historien.«

Fordi projektet var så kunstnerdrevet, var der heller ikke mange, der, før hun stod der, havde forestillet sig, at det offentlige københavnske rum stod og manglede en skulptur af en sort kvinde, fortæller Jeannette Ehlers.

»Men da hun pludselig stod der, tror jeg, flere begyndte at reflektere over, hvad der ellers står rundt omkring. Og i nærheden af 98 procent af de statuer, der står i København, er repræsentationer af hvide mænd, og det er også en af de ting, skulpturen er begyndt at sætte i gang – en perspektivering af repræsentation.«

– Ville du – nu du i retrospekt kan se på processen – hellere have haft, at den var i bronze?

»Det havde været nemt,« svarer hun.

»Og i det lys: Måske. Men altså – i det større perspektiv har den proces, vi har været igennem, været hård og nervepirrende og er det stadig, og hele processen underbygger jo egentlig historien, og på den måde kunne det ikke være anderledes.«

Hun smiler. 

Hvad der skal ske fremover med monumentet, er endnu uvist.

Nye dagsordener

Jeannette Ehlers er født i 1973 og har de senere år været en af Danmarks mere toneangivende kunstnere. Ved årsskiftet til 2020 blev hun forkvinde for det magtfulde Legatudvalg for billedkunst under Statens Kunstfond, og ved årets udgang kårede Informations kunstredaktion hende altså som årets danske kunstner.

Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, som de senere år har været genstand for megen omtale, polemik og kritik. Især i Berlingske og Weekendavisen har man spalte efter spalte kunnet læse om den gamle institutions arbejds- og studiemiljø, som altså kulminerede i slutningen af 2020, da en buste af akademiets stifter, Frederik V, under stort postyr røg i havnen efter en kunstnerisk happening.

Jeannette Ehlers’ fars familie kommer fra Trinidad og Tobago.

Jeannette Ehlers’ fars familie kommer fra Trinidad og Tobago.

Jeannette Ehlers vil nødigt udtale sig om den verserende debat om akademiet, siger hun, for hun kender slet ikke til detaljer.

»Men der er ingen tvivl om,« siger hun, »at vi er i en brydningstid nu, og der er nye dagsordener på spil, som mange gamle aktører – og pressen – har svært ved at kapere.«

Jeannette Ehlers er opvokset i Aarhus og Odense og har egentlig en baggrund i elitegymnastik og dans. Erfaringerne bruger hun i sit arbejde med kroppen og det performative, ligesom musik betyder meget. Da jeg spørger hende, hvilke værker og kunstnere der har været skelsættende for hende, har hun vanskeligt ved at levere et konkret svar, fordi hun som regel er inspireret af »rigtige mange ting på én gang«. Begivenheder, stemninger og problematikker snarere end bestemte kunstnere og værker.

Jeannette Ehlers var musisk-sproglig student fra det odenseanske Skt. Knuds Gymnasium og havde dengang et band med nogle veninder. Da hun efterfølgende flyttede til København, sang hun backing vocals i et technoband.

»Jeg har aldrig selv komponeret musik, men er god til at lytte til og forstå musik, jeg er god til at danse til musik. Jeg er god til at bruge musikkens rum til at hente inspiration – både til min kunst og mit liv i det hele taget.«

Og egentlig kan man sige, at hele hendes forhold til vores koloniale fortid tog sin begyndelse i musikkens verden. I gymnasiet lavede hun en stor opgave om jazzens rødder, hvor hun gik i dybden med kolonitiden i en amerikansk kontekst.

»Det sjove er, at jeg tit føler, at jeg vender tilbage til noget af den viden, jeg hentede dengang. Jeg kan bruge det, i forhold til de temaer jeg bearbejder, og måder, jeg går til tingene på. Det var før, jeg blev artikuleret omkring tematikkerne på den måde, jeg er det i dag,« siger hun og tilføjer, at længere ophold på Trinidad og Tobago, hvor hendes fars familie kommer fra, selvfølgelig også har haft stor betydning for hendes identitetsdannelse.

Åndelig service

I årene efter Jeannette Ehlers store soloudstilling, SAY IT LOUD i Nikolaj Kunsthal (2014), som samlede hendes foreløbige værker om identitet og tilhørsforhold, globalisering og historisk magt, er kolonialisme kommet på manges læber.

Ikke mindst med Danmarks markering af salget af De Vestindiske Øer i 2017 og de senere års racediskussioner i USA og Black Lives Matter-bevægelsen. Jeannette Ehlers har kaldt kolonialismen »det fortrængte« og »vores kollektive hukommelsestab«, og det gør hun stadig.

»Selv om der i en dansk sammenhæng er kommet mere fokus på det, er det stadig en slags bevidst fortrængning af, hvordan vores kolonihistorie præger den tid, vi lever i. De fleste har måske forstået, at okay, vi har haft kolonier, og vi har stadig forbindelser til Grønland, men der er lang vej derfra og til, at folk virkelig forstår, hvad det betyder. For mange er det bare en historisk begivenhed.«

– Mener du, at du løfter en slags public service-agtigt ansvar som kunstner?

»Jeg ser det ikke på den måde. Jeg ser mit arbejde som en mulighed for konstant at uddanne mig selv og forstå mig selv i den her verden. Jeg føler, at jeg skaber en vidensproduktion for mig selv, som jeg deler med dem, der har lyst til at tage imod den,« siger hun og ser ud til at smage på begrebet ’public service’.

»På den måde er det en form for vidensdeling, ja, men jeg synes, at public service er et underligt ord at bruge om det. Al kunst – hvis det er god kunst – er jo sat i verden for at få folk til at reflektere. For mig har det mere med åndelig service at gøre, hvis man kan sige det på den måde?«

Men hvad så med al den gamle kunst, der findes om kolonialismen, som ikke er kritisk og måske endda idealiserer den. Hvad skal der blive af den? Kan vi bruge den til noget?

»Vi kan i hvert fald bruge den til at stille os selv nogle spørgsmål,« siger Jeannette Ehlers: »Er det stadig aktuelt at hylde den slags i dag? Når vi i dag ved, at den kunst står for undertrykkelse, racisme, nationalisme? Og hvis vi gør det – mener, der er brug for at hylde det og lade det være en dominerende del af samfundet – så må vi spørge os selv hvorfor? Den type spørgsmål kan den slags kunst, du taler om, få os til at stille.«

– Men der er vel forskel på at hylde dem og bare lade dem stå. Mener du, de skal fjernes eller blive stående? 

»Det har jeg ikke noget konkret svar på. Jeg vil hellere servere det som et spørgsmål: Hvis du gerne vil have en skulptur af en slaveejer og en racist, er du nødt til at spørge dig selv, hvorfor du har behov for at bevare det?«

»Men jeg mener, at vi har brug for modrepræsentationer til den ret dominerende fortælling, der præger vores offentlige rum. En måde at håndtere det konkret på er for eksempel, som vi har gjort ved at skabe I Am Queen Mary-skulpturen. Her forsøger vi at rette op på en ubalance, vi oplever hver dag i samfundet.«

Hun tilføjer, at flere museer – blandt andet Den Sorte Diamant, Ny Carlsberg Glyptotek og Statens Museum for Kunst – er begyndt at forholde sig kritisk til europæisk kunst og kolonialisme i deres egne samlinger.

I disse år taler man meget om repræsentation af minoriteter. Hvad mener du, kunstnerens personlige baggrund og egne erfaringer betyder for kunsten? 

»Det har altid en betydning. Dermed ikke sagt at alle ikke kan arbejde med alle emner, det tror jeg sagtens, man kan – det handler om, hvordan man gør det. I bund og grund handler kunst vel altid om at undersøge sin plads, position eller væren i verden.«

Og hvad så hvis man ikke gør det, forstår sin position, men laver noget om andres erfaringer – bliver det så dårlig kunst?

»Det er der ikke nogen opskrift på. Kunst er jo eksperimenternes, refleksionernes og diskussionens rum. Det handler om, hvordan den enkelte kunstner håndterer en problemstilling.«

Du sagde før, at al god kunst er sat i verden for at få folk til at reflektere. Den danske maler Harald Giersing har populært sagt, at al god kunst er politisk, har du det også sådan?

»Ja, jeg mener også, at al god kunst på en eller anden måde indeholder eller italesætter noget politisk.«

Fra Missy Elliot til Auschwitz

Jeannette Ehlers arbejder lige nu på sidste værk i trilogien We’re Magic, We’re Real, der ifølge kunstneren selv er bredt funderet fra æstikken fra Nollywood (Afrikas svar på Hollywood) og afrofuturisme (æstetisk 90’er-bevægelse) over konceptkunstnere som David Hammons og Walter de Maria, bevægelser omkring funk, disko og hiphopkultur, Missy Elliott, Earth, Wind and Fire, botanikeren Carl von Linné og hans pseudovidenskabelige racelære, dna-test og Auschwitz.

Jeannette Ehlers’ ’WE’RE MAGIC WE’RE REAL #2’ – en 2 x 2 meter stor, langsomt roterende skulptur skabt af syntetisk afrohår – var sidste år en del af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legatudstilling i Den Frie Udstillingsbygning.

 

Jeannette Ehlers’ ’WE’RE MAGIC WE’RE REAL #2’ – en 2 x 2 meter stor, langsomt roterende skulptur skabt af syntetisk afrohår – var sidste år en del af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legatudstilling i Den Frie Udstillingsbygning.

 

Frida Gregersen/ Den Fri Udstillingsbygning
På Den Frie har hun blandt andet lavet en kæmpestor ’afro’ – en 2 x 2 meter stor, langsomt roterende rund skulptur skabt af syntetisk afrohår, som »en afrocentrisk manifestation af modstand mod samtidens kolonialitet« hængende som eneste objekt i midten af et overbelyst rum med hvidt, spejlblankt vinylgulv. På Thorvaldsens Museum var hun med på udstillingen Ansigt til Ansigt, der handlede om at aktualisere Thorvaldsens portrætbuster, hvor hun brugte afrohåret som afsæt til at tale om, hvordan historien er lagret i vores dna; som noget, der lever i os.

Hun havde fyldt et rum halvt op med afrohår.

»Det handlede om, hvordan historien og fortid, nutid og fremtid er opbevaret i vores dna. Det kunne jeg vise ved at bruge afrohåret som mit materiale.«

Fra hårsaloner rundt om i Europa og USA havde Ehlers indsamlet afrohår for at italesætte noget historisk og samtidig sætte det ind i en samtid. Samtidig var det en kommentar til repræsentation, fordi udstillingen handlede om portrætter, men der var ikke nogen portrætter af dem, hvis rygge museet var bygget på.

»Jeg lavede et kollektivt portræt af et folk, den afrikanske diaspora, som har afgørende betydning, men som ikke er repræsenteret. På grund af det europæiske koloniale projekt er den afrikanske diaspora spredt ud over hele verden, og overordnet kan man sige, at vi er blevet gjort rodløse. Men samtidig kunne jeg i det her værk italesætte den følelse af connectivity – samhørighedsfølelse – der er i den afrikanske diaspora.«

I disse januardage sidder hun og arbejder på en video, der skulle have været en liveperformance i Vega, men som på grund af pandemien er blevet udskudt. Det er en performance, hvor håret igen er omdrejningspunkt.

– Hvornår kan man så se den?

»Gid jeg kunne sige det,« siger hun og slår ud med armene.

»Vi ved det ikke. Men jeg forestiller mig måske til april eller sådan noget. Men altså … Alt er ekstra omskifteligt lige nu.«

Magten og ansvaret

Et par uger efter vores digitale samtale møder jeg Jeannette Ehlers i virkeligheden, da hun skal fotograferes til artiklen. Det er en iskold februardag, hun har store vinterstøvler på og er ellers iklædt sort fra tå til top. Siden vores første møde har jeg tænkt en del over harmonien mellem hendes kunstsyn og det faktum, at hun er forkvinde for Legatudvalg for billedkunst under Statens Kunstfond. Skal de kunstnere, der ikke er så optaget af relationer, samfund og kolonialisme og lige har sendt ansøgninger, være bekymrede? 

Jeg spørger hende, hvad hun tænker om ansvaret. 

»Jeg tænker: Ville du også have spurgt en modernistisk skulptør om dette? Vi har alle i udvalget et kæmpe ansvar for at få god kunst ud i det offentlige rum,« svarer hun.

– Og hvad med dit personlige kunstsyn? Kan du godt være åben om det og samtidig være den, der peger på, hvem der skal og ikke skal have støtte?

»Jeg er ansat, fordi jeg skal sørge for, at der kommer kvalitetskunst i det offentlige rum. Mit personlige projekts omdrejningspunkt er den koloniale arv– men jeg har en sensibilitet over for alle mulige andre projekter. Det er jeg nødt til at have som kunstner.«

– Føler du, at du har ændret adfærd, eller at der er kommet nye rammer for, hvor meget du kan sige?

Hun tøver lidt og svarer så: »Nej.« 

– Hvordan har du det med magten?

»Jeg tænker selvfølgelig over, om der kunne sidde nogle, som føler, at det nu kun er kunst med et kolonihistorisk perspektiv, der bliver tilgodeset. Men jeg er ikke bekymret, for vi sidder fem i udvalget, vi favner bredt, og vi elsker kunst. Og jeg er jo ikke kun interesseret i kolonialisme. Men jeg kan måske åbne for nogle vinkler, de andre ikke ser – og inkludere nogle stemmer, som måske ikke har været så synlige før.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Christian Jensen

Hvis god kunst altid har en form for politik i sig, så forklar mig venligst hvad Van Gogh´ Solsikker har i sig af politisk budskab.

Kjeld Pedersen

Hvis “I am Queen Mary” fra 2018 er det første mindesmærke i Danmark om vores kolonihistorie, hvad er John Kørners skulptur af Victor Cornelins i Nakskov fra 2016 så..?
“I am Queen Mary” er i.ø. ikke særlig godt kunst. Det ligner de propagandastatuer af Stalin og andre despoter, som verden er så rig på. Hverken i formsproget eller udførelsen er der noget, der interesserer.
Politisk propaganda når det er værst, men åbenbart godt når blot det er den rette, politiske propaganda, der udstilles.

jens peter hansen

Som PH sagde al god kunst er politisk, al politisk kunst et noget .....

Gert Friis Christiansen

Jeg ville gerne påtage mig skylden for trekantshandlen i den florissante periode på vegne af mine forfædre, men jeg tror ikke de kendte til den. Og i alt fald var det svært at koncentrere sig om den, når man som midtsjællandsk fæstebonde sad og dinglede på træhesten.

Carl Chr Søndergård, Søren Peter Langkjær Bojsen, jens christian jacobsen og Smike Käszner anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Måske indså Van Gogh tidligt at både sol- og vindenergi ville komme til at spille en væsentlig rolle i fremtidens energiforsyning. I det lys kan hans malerier være om ikke direkte reklamer for disse naturkræfter, så dog kraftige påmindelser om at lægge mærke til dem. Måske..... og så igen måske alligevel ikke.