Hvor lækker skal man være for at spille voldtægtsoffer?

I en scene i den nye film Promising Young Woman bliver hovedpersonen, den 30-årige barista Cassie (Carey Mulligan), fulgt døddrukken hjem fra en bar af en mand. Eller det vil sige: Det er, hvad han tror. I virkeligheden har hun, pinlig ædru placeret sig selv i natten som en lokkedue for mænd, der naturligvis – for de er jo ’the good guys’ – følger forsvarsløse kvinder hjem.

Og så tager hvad de vil have. Mens han ligger oven på hende, spørger hun famlende og snøvlende: »Hvad er det, du laver?«.

Han tysser på hende, hvorefter hun sætter sig op i sengen, spændt som en fjeder og spørger, denne gang med klokkeklar og ikke spor beruset stemme: »Hvad er det egentlig, du laver?«

Og det gør hun aften efter aften: Lader sig følge hjem af en mand i en lade-som-om-brandert og venter på det rette øjeblik. Cassie er nemlig på hævntogt. 

Filmen, der havde premiere ved Sundance Festival sidste år, er blevet udråbt til noget så umiddelbart uforeneligt som comedy rape and revenge-film. Den er skrevet og instrueret af filmdebutanten Emerald Fennell, der blandt andet var manuskriptforfatter på tv-serien Killing Eve, som i lighed med Promising Young Woman blev hyldet for at anlægge et nyskabende og konsekvent kvindeligt (begærs)blik.

Og den debat, som fulgte en umiddelbart uskyldig anmeldelse af Promising Young Woman, kom netop til at spejle, hvor tæt sammenvævet popkulturens blikretning er med store samfundsmæssige debatter – i dette tilfælde om, hvem der bliver udsat for seksuelle overgreb. 

Anmeldelsen

For filmen blev ved premieren modtaget med ros over stort set hele linjen, og Hollywood-hypen har allerede udpeget hovedrolleindehaver Carey Mulligan til Oscar-favorit.

Men det blev alligevel en lille, primært positiv anmeldelse, der er kommet til at løbe med uforholdsmæssig meget opmærksomhed. Det respekterede film- og underholdningsmagasin Variety havde nemlig bedt kritikeren Dennis Harvey, der har skrevet for bladet i tre årtier, om at anmelde filmen. 

Den var han i det store hele rigtig tilfreds med, på nær lige en ting: Hovedrollen var fejlcastet, mente han. »Mulligan, en dygtig skuespillerinde, virker som et lidt sært valg til at spille denne (...) nuancerede femme fatale – Margot Robbie er producer på filmen og man kan (måske for let) forestille sig, at rollen var tiltænkt hende,« skriver han og tilføjer, at Mulligan bærer sit »score«-gear som »en dårlig drag« og: »selv hendes lange lyse hår ligner, at det er noget, hun har taget på«.

Margot Robbie, den gudeskønne australske skuespillerinde – som, så vidt vi ved, aldrig var tiltænkt den rolle – er altså, ifølge Dennis Harvey, en mere troværdig lokkedue for overgrebsmænd end Carey Mulligan. Sådan læste sidstnævnte i hvert fald ordene. »Jeg oplevede, at han sagde, at jeg ikke var lækker nok til at lokke mænd i fælden,« sagde hun til The New York Times i december.

»Jeg havde det sådan: ’Virkelig? Vil du skrive noget så overfladisk om lige netop den her film? Nu? I 2020?’«.

Undskyldningen

I avisen The Guardian afviste Dennis Harvey pure denne læsning af hans ord og var forfærdet over at blive beskyldt for kvindehad og sexisme på internettet. For, som det ofte er tilfældet med sager som denne, gik det hurtigt fra en sidebemærkning i et interview med Mulligan, der handlede om alt muligt andet – blandt andet hvor uhyre vigtig denne film er – til raseri på de sociale medier.

Men Dennis Harvey havde under ingen omstændigheder til hensigt at antyde, at Mulligan ikke var ’lækker nok’ til rollen, fortæller han: »Jeg er en 60 år gammel, homoseksuel mand. Jeg går faktisk ikke rundt og hænger mig i at sammenligne unge skuespillerinder i lækkerhed, for slet ikke at tale om at skrive om det.«

I stedet havde han blot påpeget, at det ville have været mere spændende, hvis de havde valgt en knap så »kamæleonagtig« skuespiller som Mulligan. 

Uagtet skribentens forklaring valgte Variety at give Carey Mulligan en uforbeholden undskyldning samt at tilføje denne discalimer i toppen af anmeldelsen: »Variety undskylder dybt til Carey Mulligan og fortryder det ufølsomme sprog og insinueringer i vores anmeldelse af Promising Young Woman, der nedgjorde hendes modige præstation.«

Sejlivet myte

Tilsyneladende provokerede det Mulligan yderligere, og hun følte sig kaldet til at forklare i et nyt interview, at det altså ikke var hende, der var personligt krænket over, at en tilfældig mandlig filmanmelder ikke synes, at hun var hot nok til, at det var troværdigt, at mænd ville forgribe sig på hende: »Jeg blev ikke såret på mit ego,« sagde hun.

»Men det bekymrer mig, at en så stor publikation anser vurderingen af en skuespillers udseende som en helt rimelig kritik.«

Det vil nok altid (i 2020 og for al fremtid) være en delikat disciplin at kommentere på en kvindes udseende i tilfælde, hvor det strengt taget ikke er det, det handler om. Både i USA og herhjemme har der været gentagne sager, hvor kvinder med fremtrædende stillinger har reageret på kønsspecifik omtale – senest herhjemme kom en anmelder på Politiken i voldsom modvind, efter at han kommenterede på en kvindelig TV-værts vimsende facon.

Men den her sag handler om meget mere end det. Når kritik af Mulligans udseende har vist sig så sprængfarlig skyldes det jo filmens tema. For hvis man læser Dennis Harveys ord som Mulligan gør, så gentager han en af de mest sejlivede og også mest skadelige myter om seksuelle overgreb, nemlig at det er noget, der sker for konventionelt attraktive kvinder. 

’Too ugly to rape’

I 2017 blev to mænd frikendt for voldtægt i Italien, til dels fordi dommerpanelet fandt offeret utroværdigt, da hun var for ’uattraktiv’ og ’maskulin’ til, at nogen ville voldtage hende. Sagen blev senere omstødt af den italienske højesteret, men står i dag tilbage som et af de grelleste eksemplet på det voldtægtsforsvar, der har fået tilnavnet too ugly to rape, og som vi har set genspillet sig igen og igen de seneste år. Også på allerhøjeste niveau.

I flere tilfælde har tidligere præsident Donald Trump fx. afvist anklager om grænseoverskridende adfærd med argumentet: Da E. Jean Carroll anklagede ham for at have voldtaget hende i et omklædningsrum i 1990’erne, udtalte han: »Hun er ikke min type.«

Efter at Jessica Leeds anklagede ham for at have stukket sin hånd op under hendes kjole på et fly i 1980, sagde han: »Tro mig, hun ville ikke være mit første valg.«

Og da journalist Natasha Stoynoff fortalte, at Trump engang havde stukket sin tunge ind i hendes mund, sagde han, til salens store moro, under et ralley i 2016: »Se på hende. Og fortæl mig så, hvad du tror. Jeg tror det ikke.«

Uanset hvad der må være eller ikke må være af hold i de anklager, er forsvaret gennemgående: Too ugly to rape.

Og det er bestemt ikke kun, når magtfulde mænd står over for anklager, at sammenhængen bliver slået fast. Fra internettets trolde, i udpræget grad for de erklærende misogyne onlinesubkulturer, såsom incels (involuntary celibates (ufrivilligt cølibatiserede), red.) er trusler om ikke at voldtage, snart så almindelige som trusler om at voldtage.

Som den britiske feminist Julie Bindel skriver humoristisk – for hvordan kan man efterhånden gøre andet – i et indlæg i The Guardian: »At blive fortalt, at vi er for grimme til at blive voldtaget er efterhånden en så almindelig oplevelse for mine feministiske medsøstre, at krimiforfatteren Val McDermid og jeg engang brugte en hel, hylemorsom aften på at opdigte kvinderockbandet ’2 Ugly 2 Rape’.« 

I en artikel i Politiken i denne uge fortæller Maja Brandt Andreasen, forsker ved University of Strathclyde, om voldtægt i meme-kulturen på internettet. Som eksempel bruger hun et populært meme, hvor der over et billede af Hillary Clinton, der står over for den senere dømte voldtægtsforbryder Harvey Weinstein, står: »Den ene gang, Harvey Weinstein var i stand til at styre sig«.

Maja Brandt Andreasen siger: »Man kategoriser kvinder ud fra, om de er rapeable eller ikke rapeable. Her tager man udgangspunkt i kvindens udseende og vurderer altså, om hun er tiltrækkende nok til, at man ville være interesseret i at voldtage hende«.

Det er en form for giftig maskulin dominans i anden potens: ’Jeg kunne voldtage dig, men du lever simpelthen for lidt op til vores idealer til, at jeg vil gøre dig den tjeneste’. Og igen er strategien ikke forbeholdt nettets kælderlokaler. Den nuværende brasilianske præsident Jair Bolsonaro endte i 2014 en diskussion med den kvindelige parlamentariker Maria do Rosário med ordene: »Jeg ville aldrig voldtage dig. Det er du ikke værd.«

Sårbarhed

Men der er intet empirisk grundlag, der underbygger, at smukke mennesker er mere udsat for overgreb end alle andre. Hvad der er solid viden, der peger på, at jo mere sårbar man er, jo større er risiko for at opleve overgreb.

Det gælder ikke kun prekærere positioner på arbejdspladsen, som det flere gange er beskrevet i #Metoo-debatten, men også for eksempel misbrug og dårlige sociale forhold der øger risikoen for vold, herunder seksuel vold.

For eksempel viste en amerikanske offerundersøgelse, udført af Bureau of Justice Statistics i 2018, at personer fra lavindkomstgrupper var 12 gange mere udsat for seksuelle overgreb end den gennemsnitlige befolkning.

En af dem, der har beskrevet hvad hendes udsathed betød for den voldtægt, som hun blev udsat for, er den sorte, feministiske forfatter Roxane Gay, der i 2017 skrev på twitter. »Folk elsker at tro, at tykke kvinder eller uattraktive kvinder undgår seksuelle overgreb. Det troede jeg også. Da jeg var barn. Men vi er ikke fredede. Til gengæld bliver vi ikke troet på. ’Hvem ville forgribe sig på dig?’. Og det gør os til nemmere ofrer. Mit hjem er tapetseret med ordene fra mænd, der forventede, at jeg ville være taknemmelig for deres overgreb.«

Men myten er ikke kun skadelig for de, i forhold til de konventionelle idealer, uattraktive kvinder, der oplever overgreb og måske vælger at tie af frygt for ikke at blive troet. Den kan også holde ’de smukke’ fra at tale højt af frygt for at blive pålagt skyld.

For siger man, at det kun er de attraktive, der voldtages, antager man jo også, at det er deres skønhed, der lokker mænd, og at de i den forstand bærer en del af ansvaret for deres overgreb. Det kunne de jo i så fald bare lade være med at være så smukke – de kunne jo for eksempel gå mere tildækket.

Den debat fandt også vej til Hollywood efter sagen om Harvey Weinstein hvor blandt andet skuespiller Angela Lansbury i 2017 i et interview med Radio Times Magazine sagde, at »vi må nogle gange tage en del af ansvaret (...) selv om det er forfærdeligt at sige det, så kan vi ikke få os selv til at se så attraktive ud som muligt uden at risikere at blive slået ned og voldtaget«.

Perspektivet

Det er altså en virkelig definitionskamp i samfundet som de par linjer i en ellers udmærket anmeldelse kom til at placere sig midt i. Og sagen om anmeldelsen blev i den forstand også et spørgsmål om, hvem der har definitionsretten: Fra hvilket perspektiv, skal vi se seksuel vold? Anmeldelsen blev et male gaze, et mandligt (begærs)blik, på en film, der har som udtalt ambition at anlægge et radikalt nyt perspektiv på overgreb.

For både Mulligan og instruktør Fennell har undret sig over, at filmen er blevet modtaget som ’provokerende’ og ’kontroversiel’. For vi har jo set misbrug af fulde kvinder mange gange før i blandt andet den ultrapopulære genre af ungdomsfilm, der har fået navnet bro comedy.

Vi har bare ikke opdaget at det var det, der skete, men bare grinet med, når hovedpersonen vågner nøgen op i en seng ved siden af en fremmed, de ikke kan huske, og valgt at se det fra mandens perspektiv, fortæller Fennel til Vanity Fair, men: »Hvis du er en ung fuld fyr, der går i gulvet, er der måske nogen, der vil tegne en pik på din kind eller barbere dine øjenbryn af. Men når det kommer til kvindekroppen … så er der en meget, meget anden respons til den sårbarhed.«

Merie Weismiller

Træne øjet

Det er, ifølge The Guardian, stadig uafklaret, om anmeldelsen kommer til at få indflydelse på Dennis Harveys tilknytning til Variety. »Det er stadig et åbent spørgsmål om 30 års skribentvirksomhed for Variety vil blive kasseret på grund af en anmeldelse som ingen fandt fornærmende indtil den blev genstand for en viral tendens,« siger han til avisen.

Variety har udsendt en pressemeddelelse, hvori de skriver, at de ikke har yderligere kommentarer: »Undskyldningen taler for sig selv.«

I den bedste af alle verdener ville sagen kalde på refleksion frem for sanktion. For Varietys undskyldning skulle jo slet ikke have været rettet mod Mulligan. Den korrekte disclaimer skulle i stedet lyde noget i retning af: ’Vi har måtte indse, at samtlige de mennesker – kloge, søde og ordentlige mennesker, ja, good guys –, der i dette store mediehus har haft denne tekst i hænderne har lidt af en alvorlig blind vinkel. Vi er derfor kommet til at reproducere en ødelæggende myte om voldtægtsofre. Vi vil arbejde på at træne vores øjne i ikke at gøre det igen.«

Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at skuespilleren Carey Mulligan er kendt fra Netflix-serien ’The Crown’. Det er dog ikke Mulligan, men Emerald Fennell, ’Promising Young Womans’ instruktør, som er kendt for sin rolle som Camilla Parker Bowles i serien. Information beklager fejlen.

Efter planen skulle ’Promising Young Woman’ have haft premiere i de danske biografer den 18. februar. Det er uklart, hvornår den får premiere.