I en lille novelle tager Adda Djørup os på roadtrip ind i foråret

Juan sagde, at sandheden i sig selv er ligegyldig.

Lydia sagde, at sandheden er uden for rækkevidde.

Juan sagde, at det væsentlige er, hvordan man gestikulerer, når man nu og da kommer i tanke om, at sandheden faktisk findes, der hvor man ikke kan nå den, og selvfølgelig også hvad man så siger. Men mere end hvad man siger, måden man siger det på.

Lydia sagde, at man gør sig selv og verden en tjeneste ved at betragte mennesker som landskaber. De er, som de er. Man kan gå en tur i dem eller lade være. Man kommer så langt, som man kommer. Hvis man falder i en lavapøl eller dør i et sneskred, har man åbenlyst taget den forkerte vej. Eller haft det forkerte tøj på.

Juan lo og sagde, at så findes der ikke dårlige mennesker, der findes bare forkert påklædning. Og forkerte veje at gå.

Lydia sagde, at hun ikke skulle nogen steder foreløbig. Hun ville ligge i haven og læse. Det var det eneste, hun havde tænkt sig at lave hele ferien, ud over det, der var strengt nødvendigt for opretholdelsen af livet – at spise, at sove, at holde blodomløbet i gang og gå på toilettet. Og, for hendes vedkommende, sådan føltes det at gå i seng med Juan.

Juan sagde, at han kedede sig i verden, menneskenes verden, som den var og vel egentlig altid har været. At det eneste, ud over Lydia, der ikke kedede ham i verden, var at læse om den. Det, og så det strengt nødvendige, hvorunder han også regnede det at gå i seng med Lydia.

Lydia påpegede, at eksistensen af menneskenes kaotiske og alligevel så repetitive verden var en forudsætning for, at nogen kunne skrive om den, og at tilfredsstillelsen ved at læse om den vel sådan set var, at man ved at skabe en miniature af den kunne stille sig uden for den og overskue den – og for en tid føle sig sikker, selv om man slet ikke var det. I øvrigt var hun vel egentlig enig. Var det muligt, ville hun allerhelst leve helt afsondret med Juan og katten og læse livet væk.

Juan fortalte om dengang, han havde kørt fra Madrid til Jerez de la Frontera ad præcis samme vej, som de gjorde nu. Med nød og næppe havde han undgået at blive impliceret i det trafikuheld, der havde krævet massevis af døde og sårede og været i alle nyheder. 20 meter længere fremme havde han været den brækkede nakke, blodet der nærmest skvulpede ud ad et hul i låret, til hjertet stoppede, de såredes rædsel og de dødes forbløffelse – frem for den, der levende og uskadt gav førstehjælp.

Lydia lyttede til den historie, hun havde hørt hundrede gange før, lagde blidt sin hånd om hans nakke og ønskede, at der ville ske noget nyt. At han ved et trylleslag ville glemme oplevelsen eller gå til psykolog, så de kunne begynde at feriere et andet sted frem for hvert år, to dage før påske, at køre til Jerez de La Frontera ad hans gamle nærdødsrute. På den anden side. Hvis det virker, virker det. Hun kunne godt lide Jerez, og huset de lejede, og Juan sagde altid, at han følte sig et år yngre, når de efter en uge kørte samme tur hjem med hende ved rattet. Da han var færdig, skiftede hun emne. De talte mest om, hvorvidt de skulle købe en briks eller en sovesofa til gæsteværelset.

Lige før Sevilla forstummede samtalen. Juan holdt øjnene på vejen, og Lydia betragtede landskabet. Himlen var høj og skyfri og forårssolen skarp som en skalpel, og skarpere og koldere oppe i bjergene end over sletterne. Efter Sevilla vågnede katten, der bare hed Katten, som for første gang var med og lå i et bur på bagsædet og satte i med en jamrende mjaven.

Det var, hvad Lydia havde frygtet. De ville snart være ved ulykkesstedet. Juan havde brug for at koncentrere sig. Hun kunne lugte hans sved og spurgte sig selv, om det mon var den lugt, der havde vækket katten af rusen fra dyrlægens bedøvende pille. Hun åbnede sit vindue. Det hjalp ikke. Kattens jamren tog til.

Ved næste rasteplads holdt de ind. Lydia satte sig om på bagsædet for at berolige katten. Hun ville tage den på skødet, men ikke så snart var den ude af buret, før den vred sig ud af hendes hænder, sprang op på forsædets ryglæn og ud ad det åbne vindue. Den forsvandt ind i den lille lund af nåletræer, der omgav rastepladsen, usikker på benene, men hurtig alligevel.

De ledte efter katten længe. Lydia græd. De kaldte inde mellem træerne og bevægede sig så længere og længere væk fra rastepladsen. Juan gik i den ene retning langs vejen, Lydia i den anden. Imens holdt de kontakt over mobiltelefonen. De vendte om, da Juan foreslog, at de ledte ved bilen og blandt træerne igen, før det blev mørkt. Det var til ingen nytte, og til sidst, i det sidste dagslys, satte de sig ind i bilen og sad der lidt i tavshed med hinanden i hånden. Lydia sukkede, og Juan tog hånden til sig og rakte ud efter tændingen.

De så det ske samtidigt, men så naturligvis ikke det samme. Lydia så katten, der som en skygge sprang ud fra lunden og pilede forbi dem ud mod vejen. Noget derinde måtte have skræmt den. Juan så et par lygter, der på vejen nærmede sig i alt for høj fart og med et ryk skiftede retning. I det sidste blændende lys, de var fælles om, så Juan to transparente billeder lægge sig oven på hinanden; mælkevejens spiralgalakse og et sneglehus’ logaritmiske spiral og åbnede munden. Lydia fik en erindring om katten, der som killing legede i sollyset, og tænkte på hvor underligt det var, at hun aldrig havde givet den et ordentligt navn.

Hermed ønsker Bogkort alle god fornøjelse med forårslæsningen.