Medier
Læsetid: 9 min.

Markedet for nyhedsbreve vokser og tiltrækker kendte redaktørfrihedshungrende journalister

Nogle kalder nyhedsbrevet den mindst sexede kommunikationsform. Andre spekulerer på, om det bliver Donald Trumps nye foretrukne platform. Sikkert er det, at en ny trend, med platformen Substack i spidsen, skaber røre i det internationale mediebillede, og prominente internationale journalister, der er i konflikt med etablerede medier, er med

Jesse Jacob

Kultur
19. februar 2021

Nyhedsbrev. Smag på ordet. Det lyder ikke opsigtsvækkende og skaber ikke vilde associationer. For nylig kaldte det amerikanske magasin The Atlantic nyhedsbrevet for »den mindst sexede kommunikationsform«.

Ikke desto mindre er nyhedsbreve talk of the town i den amerikanske medieverden, og prominente internationale journalister som Pulitzer Prize-vinderen Glenn Greenwald, Orwell Price-vinderen Suzanne Moore og den tidligere redaktør på The New York Times Bari Weiss har sagt farvel til arbejdet på etablerede medier for i stedet at tilslutte sig platformen for nyhedsbreve Substack. De har forladt gamle medier efter interne kampe, har fundet deres eget betalende publikum på Substack og skriver sig dermed ind i en udvikling med et mere og mere polariseret mediebillede. Men mere om det senere.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

"Han er enig i mange af Haug og Iplands pointer og mener, at Substack er gået målrettet efter at få store navne, som er meget polariserende, ind på platformen. Det har de gjort, fordi de ved, at det er stjernerne, der driver de ’almindelige’ brugere ind i butikken."

Disse 'meget polariserende' journalister er i fagkredse anerkendte og kritiske journalister, hvis arbejde udgør nødvendige alternativer til produkterne fra de store mediehuse og platforme - i og med at demokratier er afhængige af mangfoldighed i de offentlige samtaler. USA står i en situation, hvor ganske få mediehuse, inklusive de tilkomne, digitale megaplatforme, på få årtier har bemægtiget sig markedet - og der er i høj grad brug for at back to basic-journalistisk formidling tager til genmæle.

Tendensen i nærværende artikel, hvor disse angiveligt 'polariserende' journalister omtales som kendte i anførselstegn og i øvrigt antydningsvist fremstilles som forretningsdrivende konfliktmagere, er kritisabel og indskriver sig i den verserende diskurs om behovet for myndighedskontrol med nyhedsformidling o.a. i lyset af Trump-æraen.

"Ifølge Haug sker udviklingen mod det nicheprægede parallelt med en anden overordnet ændring i mediebilledet. »Et overordnet skifte fra, at det er mediebrands, aviser og tv, som er ankrene i mediebilledet, til, at det er enkeltpersoner,« siger hun."

Det kan være ret hensigtsmæssigt at den enkelte journalist, som kan redegøre for sin kildekritik og sin metodik, sine præferencer og tilgang m.m., står i et direkte og forpligtende forhold til sine læsere/tilhørere ... hvorimod relationen mellem mediebrands/aviser/tv og disses lyttere/tilhørere ofte er abstrakt og meget uforpligtende.

Hér skriver én af de såkaldt polariserende og redaktørfrihedshungrende journalister, Greenwald, om den amerikanske kongres' helt reale pres for at Techgiganterne skal øve censur på deres platforme, inklusive de dertil knyttede forfatningsmæssige problemer: https://greenwald.substack.com/p/congress-escalates-pressure-on-tech

William Mannicke

i DK er der også behov for ” polariserende og redaktørfrihedshungrende journalister”.

Den danske medier verden er totalt domineret af frikløveret DR, TV2, Berlingske Media og JP/Politikens hus.

Enhver journalistspire, med ønske drømme om karriere ender på et eller andet tidspunkt i disse medie fabrikker.

De magtinteresser, disse statsstøttede medier repræsentere, gør det svært at kritisere selvsamme magthavere.

Redaktører, chefredaktører og bestyrelsesmedlemmer har alle mere eller mindre hoppet fra job til job mellem disse koncerner, og kender spillereglerne.

Senest eksemplificeret af dansen omkring undersøgelsen/dokumentaren af krænkelser i TV2:
Først opgiver TV2 at lave dokumentaren, så melder Politiken sig og trækker sig derefter. Berlingske lavre en ”hemmelig undersøgelse”, som ikke omfatter de mest udsatte grupper i koncernen. Og alt sammen med tågede begrundelser som ender i ret vås, om personbeskyttelse mm.

For hvis man ville undersøge, kunne man.
Men man vil ikke.
”Ingen redeskideri her”!

I stedet sendes journalister på kalkunjagt blandt politikere; erhvervs- og pressenlogens stormestre er fredet på stort set alle områder, med mindre de kvajer sig helt åbenlyst.

Så, jo, Danmark har også brug for ” polariserende og redaktørfrihedshungrende journalister” fri af det statsstøttede medie cirkus.