Merete Pryds Helle kaster sig ind i digtfejden om Glostrup

Der har de seneste uger i Information været en digtfejde i gang med omdrejningspunkt i den københavnske Vestegnskommune Glostrup. Digtet ’Når jeg tænker på Glostrup’ er forfatter Merete Pryds Helles reaktion på striden, der startede med Henrik Nordbrandts digt ’Glostrup’
Kultur
12. februar 2021
Digterstriden om Glostrup fortsætter.

Digterstriden om Glostrup fortsætter.

Anders Rye Skjoldjensen

Når jeg tænker på Glostrup
tænker jeg på tiden
der skubber væk og skubber frem
tidens uundgåelige fødsel af forandring;
når jeg tænker på Glostrup ser jeg to klare øjne
omgivet af fosterfedt
fra noget der virker som et andet liv;
var jeg virkelig den samme?
En iskold martslejlighed
vinden piver ind, jeg vevakler mellem
de petroleumsovnsophedede stofbleer jeg trykker mod
en hidsigt pumpende livmoder,
og det badekar på løvefødder jeg fik båret op til 5. sal,
hvor der kun var koldt vand da vi flyttede ind,
men gasvarmer kunne man få,
jeg husker
gasflammens blå lys om natten,
som en sirenesang,
og jeg havde heller ikke bil,
så vi måtte banke på naboens dør klokken to om natten
udenfor faldt snefnuggene som svanefjer.
De var to kvinder der levede sammen,
den ene arbejdede som prostitueret nede ved Hovedbanegården, den anden
hentede sin bil og kørte os mod Glostrup
gennem svanefjerssne og jeg tænkte
dette er sidste gang i den tid der er min, jeg mærker nogen glide deres fod
mod mit indre.
Vejen ned mod fødeafdelingen var brolagt;
som om nogen ønskede at torturere de fødende,
veer er som at blive skåret op med en skærebrænder indefra.
Men dette var det andet barn, jeg kendte kroppens vevingeslag,
lå på siden vuggende gennem natten,
forestillede mig at smertebølgerne trak livmoderhalsens bløde elastik åben.
Martssolen stod op af sneen og overvandt alt og skinnede mig op,
og to klare øjne gled ud i livet.
Det første de mødte var den sol
glostrupsol
vores nabo kom ind og græd, lægen som jeg kendte, kom ind og græd, faren græd,
men barnet græd ikke,
så bare på mig midt i solen
med øjne som to dråber smeltet tid.

Digterfejden om Glostrup

Lige nu finder litteraturen sted i Glostrup. Over flere uger har der i Information udspillet sig en litterær fejde med afsæt i den københavnske forstadskommune Glostrup. Vi har kaldt den Glostrupfejden.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her