Jeg kunne starte her: Det var natten den 20. oktober 2017, og snart ville mit liv forandre sig. Det var sent, og jeg sad alene på mit værelse, på internettet, hvor jeg kunne se, at den skotske elektroniske musiker Sophie lige havde udgivet en musikvideo til sangen »It’s Okay To Cry«, hendes første single i næsten tre år.
Jeg havde været fan af hende længe, danset til hendes sange. Før var hun anonym, uden ansigt, som så mange andre elektroniske musikere, men nu afslørede hun sig virkelig. Et ansigt foran små stjerner og stjerneskud, et klæde af skyer, det rullede ind bag hende. Sophie alene på himlen. Og jeg græd, for det måtte jeg jo gerne. Hun kastede sit hoved til side, smilede kækt og sang: »I hope you don’t take this the wrong way, but I think your inside is your best side«. Det var gennem denne video, at jeg indså, at jeg er en transkønnet kvinde, ligesom Sophie, og jeg kan ikke forestille mig, hvordan min rejse ville have været uden hende.
Hendes krop ramte mig mere og mere, hver gang jeg så hende danse, de spirende bryster, hendes store hænder, det tydelige adamsæble under hendes røde læber, og jeg så mig selv og mine drømme i de kropstegn. Hun kunne være sig selv, og hun var lykkelig. Jeg kunne se det, og der var ingen tvivl. Jeg kunne være den, jeg ville være, og jeg kunne blive lykkelig ligesom Sophie.
Kan en musikvideo skabe en ny verden? For jeg forstod ikke længere den, jeg engang levede i. Sophie havde gennemgået en forandring, det var tydeligt, og intet var skjult. Hendes ansigt havde været igennem det maskuline. Hendes kæbe og bryn, helt skarpe op mod stjernehimlen. En krop kan rumme sin fortid og alligevel blive noget nyt. Det ved jeg nu, alt er muligt, kroppen er ikke en skæbne.
Noget alligevel ubeskriveligt
Jeg skriver dette minde frem igen, fordi hun er død, og dette giver det hele et andet lys. Jeg kunne starte her. Hun døde i en ulykke natten til lørdag, den 30. januar, tæt på hvor hun boede, i Athen. Hun var på vej op for at se årets første fuldmåne, og hun gled og faldt. Hun var kun 34 år gammel.
Det er noget, jeg ikke kan ryste af mig, det pludselige tab. Selv om hun var en offentlig person, føles min sorg stadig for privat. Det er en mærkelig følelse. Jeg skrev en statusopdatering på min Facebook:
»Jeg ville på en måde ikke være her, hvor jeg er i dag, uden hende, og nu er det bare vildt underligt, at jeg ikke kan se hende blive ældre, mens jeg bliver ældre.«
Jeg kunne starte her: Sophie var en elektronisk musiker og producer. Hendes lyd var banebrydende. Noget nyt. Det var popmusik og alligevel ubeskriveligt. Det er ikke helt forkert at sige, at det lød som fremtiden.
Hun var en af de første, der tog synthesizeren og computeren ind i popmusikken, ikke for at efterligne fysiske instrumenter, men for at søge hen til lyden af industrielle materialer. Klingende metal i stedet for trommer, gnidende gummi som erstatning for violiner.
Hun sagde engang i et interview:
»Med elektronisk musik har du teoretisk set muligheden for at skabe enhver tekstur og en hvilket som helst lyd. Hvorfor skulle nogen musiker have lyst til at begrænse sig selv? Man vil da helst arbejde med de mest kraftfulde værktøjer, du kan. Tidligere har det måske været klaveret eller guitaren. Men i dag mener jeg, at kraften i synthesizersoftware er noget, alle musikere burde have lyst til at udnytte.«
Hun nåede at producere for mange kunstnere, blandt andre Mø, Charli XCX, Lady Gaga, Vince Staples og Madonna. Hun var så indflydelsesrig, at da hun udgav sit debutalbum i 2018, føltes det som en sejrsrunde. Albummet hedder Oil of Every Pearl’s Un-Insides, og det blev mødt med den største hyldest fra samtlige anmeldere og en grammynominering. Hun nåede at se sin lyd blive til en bevægelse, og hendes lyd er lyden af popmusikken lige nu. Det trøster mig. Vi kan blive ved med at høre hendes lyd i de kunstnere, som blev inspireret af hende. Hendes pludselige død vil ikke standse den betydning, hun har haft.
Internetfamilie
Og hun var en transkvinde. Og jeg tror, at jeg opdager hendes betydning igen, eller den bliver større og større. Min Twitter og Instagram er fyldt med folk, der sørger over tabet. Det er alle de transpersoner, jeg følger, og som udgør min internetfamilie. Vi græder og er rystede, som enhver familie ville være det, når de har mistet en søster. For hun var vores søster, og for mange var det hende, der åbnede for muligheden for at blive en del af denne familie.
Min historie gentager sig igen og igen i andres historier med enkelte variationer. Hvorfor? Det var på grund af hendes synlighed og mod. Dét at hun aldrig undskyldte eller gemte sig væk i et forsøg på at opnå normalitet. Hun var der bare, lige foran os, og lavede musik, som vi kunne danse til og føle os genkendte i. Hun var et eksempel på livet for os. På at vi kunne blive til os selv i egne kroppe og bare leve. Være lykkelige. Og vi så hende være lykkelig.
Vi så hende på den røde løber til grammyuddelingen sammen med sin kæreste. De smilte i blitzen. Vi så hende være en popstjerne blandt de andre popstjerner. Vi så hende flytte til Athen, hvor hun ville finde roen ved det blå Middelhav. Hun arbejdede og ville give os og hele verden flere albummer. Måske vidste hun, at hendes musik skabte et rum, og at det rum var vores.
Jeg sidder her og læser mine transsøskendes fortællinger. Vi fandt en tro på vores egen transition ved at opleve hendes liv. Jeg tænker på mediernes forundring over stigningen i antallet af mennesker, der søger kønsbekræftende behandlinger. Hvorfor denne forundring, når svaret er enkelt? Svaret er, at vi – takket være mennesker som Sophie – nu kan se, at livet er muligt, at vi faktisk kan leve det liv, vi drømmer og altid har drømt om.
Jeg må vende tilbage til det, jeg skrev i min statusopdatering: Jeg vil på en måde ikke være her, hvor jeg er i dag, uden hende, og nu er det bare vildt underligt, at jeg ikke kan se hende blive ældre, mens jeg bliver ældre.
En lille mistet fremtid
Min far gik rundt i juledagene og hørte det nye Bob Dylan-album igen og igen. Han summede ligesom bare rundt i, at albummet lød godt, og at en kunstner, som han havde kendt, siden han var ung, havde udgivet endnu et album.
Det er den lille fremtid, som mange nu har mistet. Jeg mangler billeder på, hvordan det er at blive gammel med den krop, jeg har. Det er det, som aids-krisen i 80’erne og 90’erne har taget fra verden. Det er det, som den høje selvmords- og mordrate blandt transkønnede tager fra verden.
Jeg frygtede det værste, da jeg læste nyheden om Sophies død, fordi det værste desværre er almindeligt for transpersoner. Jeg blev beroliget af, at det var et uheld, men alligevel er sorgen der.
Kendte ældre transpersoner er noget, jeg kun har brug for én hånd for at kunne tælle. Wendy Carlos, Wachowski-søstrene, Beverly Glenn-Copeland og Susan Stryker. De er 81, 55, 53, 77 og 60. Det er dem, jeg kan bruge, når jeg vil fortælle mig selv, hvordan min alderdom vil komme til at se ud. Jeg havde troet, at jeg skulle se Sophie blive gammel sammen med mig.
Sorgen deles stadig på Twitter, mens jeg skriver dette. Vi deler billeder af den fuldmåne, der hang over Athen natten til lørdag. Vi ved, at hun nåede at se den. Stor og gul, og den fyldte hele himlen.
Eller jeg kunne starte her. Jeg kunne skrive til dig, Sophie Xeon.
Kære Sophie
I morges, kort tid før jeg hørte, at du var død, stod jeg i køkkenet sammen med min kæreste og ventede på, at vandet til kaffen skulle koge. Elkedlen lavede sine lyde, og vi ventede lidt utålmodigt, og min kæreste begyndte at slå en lille rytme med en teske på kopperne og kaffedåsen, som stod fremme. Og min kæreste sagde: Se skat, jeg er Sophie! Bagefter talte vi om, at du nok snart havde et album klar, og jeg sagde, at der godt kunne gå tid. Jeg skriver til dig, fordi en allikeflok fløj forbi mit åbne vindue og sang, som en sværm af metalliske klange. Jeg skriver til dig, fordi du er død. Jeg skriver til dig, fordi du er så svær at miste. Jeg tænker på dette, du engang sagde i et interview, at transkønnethed for dig betød at tage kontrol og bringe ens krop mere i tråd med sjæl og ånd, så kroppen og sjælen ikke hele tiden kæmper mod hinanden. »På denne jord betyder det, at man kan komme tættere på ens egen sande essens uden samfundets pres for at udføre visse traditionelle kønsroller. Det betyder, at man ikke er mor eller far. Man er et individ, der ser på verden og føler verden. Og det er på en eller anden måde mere menneskeligt og universelt.« Tak. På grund af dig kan jeg bære min krop og min krops historie med stolthed. På grund af dig kan utallige andre bære deres kroppe og historier med stolthed. Vi bærer vores kroppe med din stolthed, og vi vil blive ved med det. Jeg tror, at du kan blive ved at tale til os alle, selv inde fra døden. Det er logisk for mig, fordi hvis kønnets grænser burde være opløste og selvvalgte, det har du jo sagt, så burde livets grænser også være det. Et uheld kan ikke rive dig fra mig, et uheld kan ikke rive dig ud af de transkønnedes hjerter, et uheld kan ikke rive dig væk fra det faktum, at du har sat spor på verden og vil blive ved med det. Og jeg ved, at du nåede at se fuldmånen. Og jeg snakker med andre på nettet lige nu, mine søskende, og vi snakker om at gøre hvert års første fuldmåne til din. Vi mener det. Det skal være Sophies måne, en ny queer helligdag. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med sorgen, men lige nu må jeg tro på, at vi kommer til at fejre livet igen. Vores liv i dit navn, Sophie. Og det er allerede et faktum, at månen er trans. Helt tilbage i 2016, et helt andet liv for os begge, skrev digteren Joshua Jennifer Espinoza, at månen er trans. Vidste du det? Det håber jeg.
Gry Stokkendahl Dalgas er født i 1990. Hun er forfatter og skriveunderviser. I 2019 dimitterede hun fra Talentskolens forfatterlinje, og samme år udkom hendes debutdigtsamling ’Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej’, for hvilken hun modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris.
