Klumme
Læsetid: 4 min.

Richard Swartz: Hånden på hjertet, har du haft noget at bruge din krop til for nylig?

Virtuelle teknologier gør, at vi kan leve stadigt mere kropsløst, og nu tvinger pandemien os til at gøre det. Men hvad er det for et liv?
Kultur
19. februar 2021
Ingen sjæl uden et legeme, siges det. Men måske er en hjerne nok? Bevaret i en slags kemisk opløsning, der kan garantere opretholdelse af menneskelig bevidsthed uden unødvendige fysiske manifestationer? Det spekulerer Richard Swartz på.

Ingen sjæl uden et legeme, siges det. Men måske er en hjerne nok? Bevaret i en slags kemisk opløsning, der kan garantere opretholdelse af menneskelig bevidsthed uden unødvendige fysiske manifestationer? Det spekulerer Richard Swartz på.

Alexander Tsiaras

Strækker jeg mine arme ud til begge sider, har jeg en rækkevidde på næsten to meter. Her slutter min krop, og der begynder verden. Min hud holder kroppen sammen, og bag dens grænser begynder det, som ikke længere hører til mit ’jeg’.

To meters rækkevidde er ikke alverden. Den opfattelse deler resten af menneskeheden med mig, og derfor har mennesker fra første færd beflittet sig på at forlænge den med diverse instrumenter, først af meget håndgribelig slags såsom sten eller spyd. Senere kom hjulet og anlagte veje for at flytte kroppen hurtigere, løftestænger og lægtehammere for at kunne løfte og slå bedre, hovedtelefoner og mikrofoner for at overvinde afstand og hurtigt videreformidle de lyde (sprog), kroppen giver fra sig.

Med tiden er instrumenterne blevet stadigt mere virtuelle. Efterhånden er det nok med et fingertryk på en knap eller en skærm og vupti – mit jeg er blevet udstrakt. Det har udvidet sig, men på samme tid paradoksalt nok gjort sig endnu mere uafhængig af min krop. Men alle disse udvidelser af vores ’jeg’ ser vi som fremskridt – ikke som en fare, der kan vende sig mod den krop, de skal tjene.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her