Skrevet af menneske eller maskine? Gæt selv med, før litteraturanmelderen giver sit bud

»Altså, nu bliver jeg jo helt bange for, om jeg svarer forkert,« siger Informations litteraturanmelder og ekstern lektor på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet Kamilla Löfström grinende, da hun bliver spurgt, hvilken tekst der er skrevet af den kunstige intelligens, sprogmodellen GPT-3, og hvilken der er skrevet af forfatter Ida Marie Hede.

Den test, som Löfström har indvilget i at deltage i, hedder Turingtesten. Den går i sin enkelthed ud på at gætte, hvilken tekst der er skrevet af maskine, og hvilken der er skrevet af menneske. 

Information har fået adgang til GPT-3, som er en kunstig intelligens – verdens mest avancerede sprogmodel – der blev lanceret den 11. juni af det amerikanske selskab OpenAI.

GPT står for Generative Pre-trained Transformer. Det får måske ikke mange klokker til at ringe, men det betyder, at den er blevet trænet på kæmpestore mængder af tekst, der består af en stor del af internettet, skønlitteratur og andre tekster, som firmaet bag GPT-3, OpenAI, har udvalgt.

Efter at GPT-3 har gennemanalyseret de enorme mængder tekst, har den lært sig selv sprog – og kan generere ny tekst. Man kan bede den om at skrive en novelle, et digt, eller du kan skrive hele din livshistorie og bede den give et bud på, hvordan den tror, dit liv vil udforme sig fra i dag. Der er ingen grænser for, hvad man kan sætte den til. 

Du kan her læse teksterne og se, om du kan gætte, hvilken tekst der er skrevet af GPT-3, og hvilken der er skrevet af Ida Marie Hede, der er aktuel med den anmelderroste roman Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer? og er tilknyttet Information som kunstanmelder:

Skriver som en amatør

Information har fodret GPT-3 med en kort novelle skrevet af Ida Marie Hede og bedt algoritmen skrive videre på teksten. Den oplysning får Kamilla Löfström først, efter hun har læst teksterne og bliver spurgt, hvem der har skrevet hvad. Ligeledes får hun også først her fortalt, den har skrevet på dansk, men at den ville have skrevet bedre, med færre sproglige fejl, hvis den var sat til at skrive på engelsk. 

»Jeg tænker, at tekst 1 er skrevet af Ida Marie Hede, og tekst 2 er af maskinen?« spørger Löfström lettere ængstelig over, om hendes professionelle autoritet som litterat og litteraturanmelder nu vil lide et knæk. Hun kan ånde lettet op. Det er korrekt. 

Allerede ved første sætning, hvor der står lød det fra den amerikanske præsident, har Löfström på fornemmelsen, at det er teksten af GPT-3, hun er i gang med at læse. »Jeg tror, at et menneske ville skrive ligesådan, hvis det skulle skrive skønlitteratur for første gang. I stedet kunne man jo bare skrive siger den amerikanske præsident. Det er en måde at puste sproget op, som jeg bestemt ikke mener, at Ida Marie Hede har en tilbøjelighed til.«

Kamilla Löfström underviser på skrivekurser og kan genkende GPT-3’s skrivestil fra nogle af sine kursister, som ikke har skrevet skønlitteratur før. Når man begynder med at skrive skønlitteratur, kan man have en tilbøjelighed til at skrive i definitiver, påpeger hun. »Det gør GPT-3, når den skriver jeg var absolut sikker på, at det ikke ville blive nødvendigt. Den skaber meget drama ud af næsten ingenting. I stedet kunne man sige, at det ville nok ikke blive nødvendigt – og så droppe absolut.«

Hovedpudespejl og Megaroser

Men det er ikke kun et oppustet sprog, der ifølge Löfström karakteriserer teksten af GPT3. Hun mener også, at den kommer med nogle sproglige genialiteter. 

»Det der spejl i hovedpuden er fandme sjovt. Det er i sådan et tilfælde, at man bliver glad for en maskine. Det ville jeg ikke selv have fantasi til at finde på – det er der måske nogle gode forfattere, der ville. Det bliver jo sådan helt narcissistisk og klaustrofobisk,« siger hun. 

GPT-3 fanger også nogle ord, som sagtens kunne være skrevet af Ida Marie Hede, mener Löfström. Hun har fulgt Hedes forfatterskab tæt. 

»Megaroserne og elevatorkabinen er nogle sjove sproglige bastarder, som peger i retning af, at det godt kunne have været Hede, som havde skrevet det.«

Det interessante ved Ida Marie Hede er, ifølge Löfström, at hun er så stilistisk stærk. »Hun bringer elementer sammen, som man normalt ikke ville bringe sammen. Hun bringer kropsvæsker og bakterier sammen med teknologi i sit forfatterskab. Vi mennesker har kropsvæsker, vi lugter, og det gør maskinen ikke, og den har heller ikke nogen besværlige følelser, og der er hun sjov i sit forfatterskab, fordi hun forbinder de to ting.«

Mens GPT-3 lykkes med at få skabt lidt af det samme sci-fi-univers, som der er i Ida Marie Hedes tekst, viser teksten også noget om, hvordan mennesker bruger sprog. 

Millioner af mennesker i én maskine

GPT-3 har sit udgangspunkt i store dele af internettet og mange bøger og er dermed et sammenkog af millioner af menneskers måde at bruge sprog på. »Det virkelig spændende er at studere det gennemsnitlige sprog, der står i stærk kontrast til et skønlitterært sprog skrevet med kunstneriske ambitioner,« slår Löfström fast. 

Sprog kan være knastørt og knitrende, men fordi det er mennesker, der læser det, skal man nok blive rørt alligevel, mener Löfström, og den oplevelse har hun også, når hun læser teksten af GPT-3.

Hun er i forvejen meget optaget af forfattere, der bruger koncepter og maskiner, fordi for hende er det sproget, der er interessant. »Jeg gider godt høre folks personlige historier, men som litterat er det sproget, der interesserer mig.«

Ida Marie Hede forklarer om sin tekst, at hendes mål er at latterliggøre magten. Hun lægger altså fokus et andet sted, end GPT-3 lægger sit. »Når omdrejningspunktet i min historie er hår, er det, fordi jeg vil udstille iscenesættelsen af magten. Det er selvfølgelig meget inspireret af Donald Trump, men jeg valgte en fiktiv person, fordi jeg ikke havde lyst til at nævne Trump.«

Hede kan godt se, at GPT-3 prøver at ramme tonen i den tekst, som hun har skrevet. »Den kopierer nogle elementer fra min tekst – for eksempel bliver den kobberfarvede elevator fra min tekst til en kobberfarvet mobiltelefon.«

Den har også forstået sci-fi-aspektet i hendes tekst, bemærker hun. »For eksempel lyder præsidentens område The Woodlands i The Outer Heavys ret science fiction-agtigt. Den tuner ind på nogle genretræk i teksten.«

På den måde er GPT-3’s tekst »underlig på en ret morsom måde«, mener Hede. Det er påfaldende for hende, at den russiske præsident fylder så meget i GPT-3’s tekst, da han næsten ikke spiller nogen rolle i Hedes tekst.

Stereotyper gentaget

Ida Marie Hedes tekst handler primært om den amerikanske præsident, og så refererer hun ét sted til den russiske præsident. Alligevel fylder den russiske præsident meget i GPT-3’s tekst. 

»Frisøren, som er jegfortælleren, prøver at please den amerikanske præsident ved at lade et iPhone 33-cover med portræt af den russiske præsident ligge fremme – det er jo bare et lille hint i teksten om, at der er et venskab mellem den amerikanske og russiske præsident. Her har GPT-3 så taget det her lille hint og gjort deres venskab centralt,« konstaterer Hede. 

For Hede er det ret creepy, at GPT-3 skriver om storpolitik på den måde, den gør. »Den tager fat i noget, som vi alle synes er virkelig ubehageligt, som handler om broderskabet mellem den amerikanske og russiske præsident.«

I GPT-3’s tekst tages det for givet, at den amerikanske og russiske præsident er venner. »Den springer over selve plottet,« siger Hede og fortsætter: »Den placerer bare de to karakterer i et broderskab, næsten uden jeg har lagt op til det i min tekst.«

Ida Marie Hede bider også mærke i, at den amerikanske præsident taler i meget korte sætninger i GPT-3’s tekst. Det er fint, det er godt.

Og det er næppe en tilfældighed. GPT-3 fanger Trumps retoriske stil, på trods af at Trump ikke står nævnt. Den er stopfordret med informationer fra internettet og ved, hvad der karakteriserer Trumps talemåde, og den ved også, at der menes Trump, når der refereres til den amerikanske præsident. 

Ligeledes er det nok heller ikke en tilfældighed, at GPT-3 skriver om den amerikanske og russiske præsident, at »det var, som om de to mænd var brødre, indædt beundrende af hinanden«. Algoritmen griber ind i virkeligheden, og her bliver Vladimir Putin og Donald Trumps broderskab eller strategiske alliance, hvad end man vil kalde det, ofte italesat.

Et barn af internettet

GPT-3 er et barn af internettet, og den ved ikke noget, som ikke står på internettet. Algoritmen gengiver de holdninger, som er eksponeret for, sande eller ej, og det er en af det store farer ved at anvende den, som den er nu. Den har intet etisk eller moralsk kompas. Den skriver om verden på den måde, den bliver talt om på nettet. 

Som Löfström pointerer, er GPT-3 interessant, fordi den kan levere nogle sjove sproglige bastarder. Den kan fange genretræk og skabe et univers, som er spændende.

Men der er nok et stykke vej til, at maskinen erstatter forfatteren – den kunne i hvert fald ikke snyde Kamilla Löfström. Lige nu kan den mest af alt vise os, hvad der foregår på internettet – i moralsk ufiltreret form.

I næste artikel vil Merete Pryds Helle i sammenspil med GPT-3 skrive et digt om forholdet mellem menneske og maskine.