Baggrund
Læsetid: 10 min.

Skrivende kvinder bringer os bud fra fjerne og fremmede lande

En utrættelig feministisk forlæggeraktivist bringer bøger fra et land, mange af os bør kende. Senest en bog om Herman Bang som anmelder af samtidige kvindelige forfattere – blandt andre Karin Michaëlis’ ’Munken går i enge’
Kultur
5. februar 2021
»Hvis jeg var oplagt til at skrive – hvad jeg gerne var – tog jeg min Pen og dyppede den i Blækket,« skrev Karin Michaëlis.

»Hvis jeg var oplagt til at skrive – hvad jeg gerne var – tog jeg min Pen og dyppede den i Blækket,« skrev Karin Michaëlis.

Ullstein Bild/Ritzau Scanpix

Stillet lidt firkantet op har vores danske forlagslandskab siden årtusindskiftet været kendetegnet ved både samling og spredning. Tre-fire meget store forlag dominerer markedet og synes tilmed stadigvæk at vokse sig endnu større, men samtidig er et veritabelt væld af mindre og ganske små nye forlag skudt frem, der besætter nicherne i feltet og i modsætning til giganterne (Gyldendal, Lindhardt og Ringhof, Politikens Forlag og People’s Press) på aktivistisk facon kan udnytte muligheden for at profilere sig tydeligt.

Vi taler om det avantgardistisk-stratenrøverisk spireglade Gladiator, om det kræsent lyrikcentrerede århusianske forlag Hermann & Frudit, om Escho, som specialiserer sig i det sære og groteske, Sidste Århundrede, som kun udgiver bøger fra, ja, sidste århundrede, Asger Schnacks Forlag, som giver folk den ene perle efter den anden, og om Etcetera, som kun udgiver nye bøger oversat fra fransk.

I det følgende skal der stilles skarpt på enmandsforetagendet Kvinder skriver, drevet af forhenværende bibliotekar Helge Scheuer Nielsen (f. 1940) og med nu i alt 20 udgivelser på markedet.

Det begyndte med bogen Kvinder skriver (2011) om kvindelige forfattere på Politiken i perioden 1884-1901, og siden er fulgt en stribe bemærkelsesværdige udgivelser, senest litteraturforskeren John Chr. Jørgensens lille fine bog om Herman Bang som anmelder af samtidige kvindelige forfattere. Den skal vi vende tilbage til.

Det moderne gennembruds kvinder

Kvinder skriver drives som sagt af Helge Scheuer Nielsen, der har arbejdet som børnebibliotekar ved Skive Bibliotek, som faglig sekretær i Bibliotekarforbundet 1977-84 og som afdelingsbibliotekar på Sundby Bibliotek. Men, kan man spørge, hvad driver egentlig ham?

'Kvinder skriver' af Helge Scheuer Nielsen.

'Kvinder skriver' af Helge Scheuer Nielsen.

For at få svar på det er det oplagt at gå tilbage til Pil Dahlerups banebrydende og opsigtsvækkende doktordisputats fra 1983 Det moderne gennembruds kvinder, hvor hun i frontal opposition til Georg Brandes’ Det moderne Gjennembruds Mænd nøjagtigt hundrede år før tildelte kvindelige forfattere den opmærksomhed og plads, som naturalismens og realismens chefkritiker havde nægtet dem.

Vi var mange, som ventede, at der i kølvandet på Pil Dahlerups værk ville følge en massiv virksomhed med genudgivelse af uretfærdigt glemte og oversete forfatterskaber, og vist er der da kommet flere værker af blandt andre Adda Ravnkilde, Olivia Levison, Helga Johansen (alle i Gladiators Sandalserie). Men det er faktisk først med Helge Scheuer Nielsens utrættelige indsats, at der for alvor er rykket.

Hovedskikkelserne i hans serie har indtil nu været franske Georges Sand (1804-1874), Drachmanns søster Erna Juel-Hansen (1845-1922) og den i sin tid europæisk berømte Karin Michaëlis (1872-1950).

Mange vil om sidstnævnte vide, at hun i sin residens Torelore på Thurø bestyrede et internationalt netværk af forfattere og andre kunstnere, og at hun i sin tid aktivt medvirkede til at skaffe Bertolt Brecht husly ovre på Sydfyn under hans eksil fra nazisterne. Selv skrev hun et hav af bøger gennem mere end 50 år, nogle vigtigere end andre, men alle skabt efter samme stensikre recept.

Hun brugte den type pen, hun havde lært at skrive med som barn, og så en bestemt slags blæk, som hun medbragte på sine mange rejser.

»Hvis jeg var oplagt til at skrive – hvad jeg gerne var – tog jeg min Pen og dyppede den i Blækket.«

Herefter sad hun og ventede »i en dejlig højtidelig Spænding« på, hvad der ville komme ud af pennen, ligesom hun i teatret ventede på, at tæppet skulle gå op – fordi: »Jeg vidste, at der i hvilket Øjeblik, det skulde være, vilde opstaa en Kontakt mellem Hjernen, Fingrene, Pennen og Blækket.«

Hendes krop blev ifølge litteraturhistorikeren Lise Busk-Jensen (i en informativ artikel i Michaëlis-antologien Skriftens vagabond, 2016) ubevidst forlænget ud i pennen, gennem blækket og ned på papiret.

Et repræsentativt vidnesbyrd om, hvad der nåede ned på papiret, kan være den lille roman Munken går i enge fra 1905, der i lighed med andre udgivelser i serien serveres i prisbilligt typografisk udstyr og desuden i nutidig retskrivning af hensyn til læseligheden.

Beretningen er lagt i munden på en sygeplejerske, som i løbet af sankthansaften og nat rejser med tog op gennem Jylland. Dog, inde i hendes jeg-fortælling rummes en yngre kvindes uroligt bevægede beretning om sit liv. Jeget tror, hun skal gennemføre hele turen alene, men pludselig smutter en lille skikkelse ind, som sygeplejersken næsten med det samme genkender som en psykisk udsat person, hun engang har haft under omsorg.

KVINDER SKRIVER

Massi Bruhn

»Alt for Fædrelandet« (1891), 2012

Erna Juel-Hansen

Kærlighedens Veje (1895), 2012

En ung dames historie (1888), 2020

Terese Kærulf (1894), 2020

Tøbrud. 6 noveller (1885), 2020

John Chr. Jørgensen

Landet vi ikke kender. Herman Bang anmelder kvindelige forfattere, 2021

Maria Lazar (pseudonym: Esther Grenen)

Forgiftet (1920), 2019

Olivia Levison

Konsulinden (1887), 2012

Karin Michaëlis

Arme Søster. 8 fortællinger (opr. 1898, 1901, 1903, 1906), 2020

Munken går i enge (1905), 2020

Ghettoens blomst (1907), 2021

Helge Scheuer Nielsen

Kvinder skriver, 2011

Henriettes kreds, 2016

Kun friheden. George Sand, 2017

Henriette, 2019

Emigranter på Thurø, 2020

George Sand

Valentine (1832), 2018

Jeg elsker dig, skriv. Breve til og fra Gustave Flaubert, 2018

Marianne (1875), 2018

Nanon (1872), 2018

Alma, som den yngre kvinde hedder, fremtræder som en lidenskabelig natur, som har let ved at føle kærlighed og ofte har været tiltrukket af mænd. Hun har elsket mange, understreger hun, men hun har ikke elsket med nogen. Hendes kærlighedslængsel er på én gang rastløs og stedløs, som om det, hun så desperat stræber efter, ikke findes i denne verden.

Om en af sine mange forbindelser, den stenrige russiske Sergei, fortæller Alma:

»Vi var kun venner, du må tro, vi var kun venner … til den morgen, jeg skulle være hans frue, og så rejste jeg fra ham…«

Hvorfor? Af kærlighedsangst, vil mange måske tro, men Alma frygter ikke kærlighed. Kun tager hun instinktivt afstand fra de sociale og fysiske former, den antager i mandssamfundet.

Munke og hingste

Mandlige anmeldere fandt hende ved bogens fremkomst afvigende og sær. Men på en måde virker hendes anderledes forvaltning af sit driftsliv egentlig konsekvent, for hvis det, hun tragter efter, slet ikke har gang på jorden og hun så alligevel fastholder drømmen, kan hun måske forstås som en slags utopist på kærlighedens vegne?

Denne på samme tid perifere og centrale position manifesteres gennem hendes helt specielle sprog: Alma taler gebrokkent, fordi hun gennem mange år har rejst gennem Europa, og fordi hun har gået i klosterskole, formentlig i Frankrig.

Ledsætninger og præpositionsled anbringer hun gerne i grammatisk ekstraposition foran ny sætning. Personlige pronominer og adverbier, selv flere af de hyppigst forekommende små verber, anvender hun påfaldende skævt, og ordvalget virker generelt underligt usikkert.

»I Saint-Soeurs, vi havde geder men ikke heste. I ingen kloster er heste, og hvorfor, jeg véd det ikke … Det kunne være en yndig glæde, nedover højene, ned i dalen, ned for at samle urter. Søster Gudule mente, fordi en hingst er en mand, men jeg mener, hos nonnerne, vi kunne have hopper«.

Munkene derimod, tilføjer hun, de kunne have hingste!

Selv har Alma haft en fuldblodshingst, Achmet:

»Den var så fin i skindet, jeg havde skamfuldhed over at sidde op, jeg blev svimmel – jeg red uden sadel, og når jeg følte ryggen røre sig, De forstår! … Jeg tænkte, den var som en mand, om den ville, den kunne bære mig bort, ind i djunglen.«

På freudiansk ville man måske sige, at den unge kvindes viltre seksuelle trang overføres fra et skyld- og tabubelagt objekt til et mere uskyldigt, men hendes sprogføring gør, at hun fremstår som et særegent individ: oprørsk, stakåndet, utilpasset. Om man vil en slags budbringer fra et skjult elskovsrige hinsides sex?

Hinsides realismen

Da toget til sidst når Vendsyssel, afsløres det, at hun er rejst på sin bryllupsnat, og at hendes mand, en præst, under hele turen har siddet i en anden kupé. Og i sluttableauet vågner hun til kærlige ord fra sin forstående husbond:

»Godmorgen, hviskede han. Godmorgen, min lille kolibri. Tys, du skal ikke sige noget. Jeg kan se, hvad du vil spørge om. Hvor jeg kommer fra? … Inde fra dig selv. Hvor jeg har været i nat? … Inde i dig selv, ikke sandt? Nu kan du tydeligt mærke det. Troede du, jeg var mosedamp, som alle de andre? Nej, jeg bliver ikke borte som en tåge for solen. Lad den kun skinne. Jeg er ikke noget spøgelse, der går i jorden, når livets hane galer op.«

Påstanden eller håbet er, at Almas rastløse søgen efter den kærlighed, som overskrider de gængse udfoldelsesformer, nu omsider kan slutte. Men det lader Karin Michaëlis kun stå som en mulighed.

Bryllupsnattens flugt kan lige så godt være endnu én i den lange række af opbrud. For dén læsning taler Almas anderledeshed – som sættes i scene æstetisk ved brug af flersprogethed, eller det, som den russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtin kaldte ’heteroglossia’, dobbelt- eller fremmedsproget disharmoni, konfrontation mellem diskurser.

Anne Birgitte Richard, tidligere professor ved RUC, forsøger i et bidrag til ovennævnte antologi om Karin Michaëlis at indkredse hendes litterære egenart og siger blandt andet, at teksterne hele tiden bevæger sig hinsides realismen, prøver at ’aflyse’ den, hvorved forstås, at realismen er forudsat, og at vi som læsere kan komme langt med at afkode den enkelte tekst realistisk. Blot kan man ikke blive i denne læseposition, hvad der hænger sammen med, at teksterne på et eller flere niveauer undergraver de hos forfatterens samtidige gængse forestillinger og diskurser om kvinder og køn.

Mandhaftighed

Munken går i enge blev anmeldt af Herman Bang i avisen København 20. oktober 1905 – et lidt tvivlsomt forehavende, eftersom det blandt deres samtidige var velkendt, at den 15 år yngre kvindelige skribent bevidst efterlignede hans »kortaandede, af lutter Hovedsætninger bestaaende Stil« (Edvard Brandes).

»Når Herman Bang skulle anmelde Karin Michaëlis, måtte han have det i baghovedet, at ros til hendes stil kunne opfattes som selvros.«

Her citeres fra en af de allernyeste udgivelser i serien Kvinder skriver, John Chr. Jørgensens bog om litteraturanmelderen Bang. Af denne fremgår, at romanen vitterlig gjorde indtryk på læremesteren.

'Landet vi ikke kender - Herman Bang anmelder kvindelige forfattere' af John Chr. Jørgensen.

'Landet vi ikke kender - Herman Bang anmelder kvindelige forfattere' af John Chr. Jørgensen.

Hør bare: »Som Musik lister Munken gaar i Enge ind over vort Sind og dens Akkorder toner længe i vort Hjerte«.

Bang gør sig dog også samtidig overvejelser omkring et sted i romanen, hvor der tales generelt om forundringen som udgangspunkt for skabelsen af kunst.

Dette synspunkt har ifølge Bang tydeligvis gyldighed for alt, hvad hun selv skriver, men virker til gengæld indsnævrende for hendes udfoldelse, fordi det får hende til at dyrke subjektive fortælleformer såsom 1. persons beretningen (som nævnt anvendt dobbelt i Munken går i enge), brevet og dagbogen.

Ukritisk var han med andre ord langtfra, om end præcis Karin Michaëlis, sammen med Amalie Skram og Agnes Henningsen, var blandt hans favoritter blandt samtidige kvindelige forfattere i Danmark.

I sine domme er Herman Bang smagsmæssigt præget af det moderne gennembruds faste ideer om, at kunsten skulle være sandhedssøgende og troværdig, men over for kvindelige forfattere demonstrerede han en speciel åbenhed, fordi han gik ud fra, at kvindelige forfattere havde en privilegeret adgang til forståelse af kvinders liv.

Hvad angik fremstillingsformen, understregede han, at de kunne være i besiddelse af æstetiske kvaliteter, som kendtes fra litteratur skrevet af mænd. Ja, han queerede næsten sit eget synspunkt, da han ganske uden ironi karakteriserede Amalie Skram som et mandligt talent, hvilket sigtede til hendes uforfærdede mod og stærke greb om stoffet.

Herman Bang karakteriserede uden ironi Amalie Skram (billedet) som et mandligt talent, hvilket sigtede til hendes uforfærdede mod og stærke greb om stoffet.

Herman Bang karakteriserede uden ironi Amalie Skram (billedet) som et mandligt talent, hvilket sigtede til hendes uforfærdede mod og stærke greb om stoffet.

Ritzau/Scanpix

»Mandhaftighed og mandighed er ifølge Bang ikke en negativ kvalifikation hos en kvindelig forfatter,« opsummerer Jørgensen, ud af hvis undersøgelse man kan drage billedet af boganmelderen Bang som en aldeles eminent læser, uanset om hans kritikker omhandler i dag kendte forfattere som de tre nævnte eller skribenter, vi kender mindre til, såsom Helene Nyblom, Charlotte Eilersgaard eller niecen Bertha Holst, som for resten drev det vidt som børnebogsforfatter.

Bud fra fjerne lande

Ofte, hvor talen har været om kvindelige forfatteres produkter, har mandlige litterater og kritikere bortdømt værdifuld lyrik og prosa under henvisning til, at teksterne ved at tage udgangspunkt i en kvindelig erfaring begrænsede sig til at fremstille det specifikke i modsætning til det almene, greb fat i det partikulære fremfor at omspænde det generelle eller menneskeligt universelle.

Denne kritiske fælde går Herman Bang så aldrig i. Han anlægger gerne »en dobbelt betragtning på et litterært værk dels som en undersøgelse, som kan være mere eller mindre interessant, nuanceret dybfølt m.v. og dels som en fremstilling, der kan være mere eller mindre virkningsfuld rent kunstnerisk,« siger John Chr. Jørgensen.

Et litterært værk er principielt på én gang stof og form, erkendelse og kunst. Og hvis erkendelsestilgangen er af kvindeligt tilsnit, lader Bang sig villigt forføre æstetisk.

Flottest udtrykkes hans grundsyn i en portrætartikel om Mathilda Malling (1864-1942, også kendt under pseudonymet Stella Kleve):

»For hver Dag forekommer det mig mer og mer som om skrivende Kvinder bringe os Bud fra fjerne og fremmede Lande, som vi vel før have set afbildede paa skjønne Lærreder af store Mestre, men som vi aldrig selv besøgte; vi maa derfor stole paa deres Sanddruhed, som fortæller os om Landet, vi ikke kender.«

Helge Scheuer Nielsen har sat denne bemærkning som bagsidetekst på John Chr. Jørgensens bog og ladet den bære titlen Landet vi ikke kender. Rimeligt nok, set i lyset af, at Bang dermed sætter ord på bestræbelserne bag serien Kvinder skriver.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her