I kunstnernes fodspor
Læsetid: 6 min.

Det store drama i det helt upåfaldende billede

Ulrik Møllers oliemaleri ’Centrumpladsen i Vester Aaby’ ligner en fotorealistisk gengivelse af en upåfaldende dansk landsby. Det er den også og samtidig slet ikke. Informations kunstkritikere besøger dansk natur, som vi kender den fra kunsten – og ser den an i virkeligheden
Ulrik Møllers ’Centrumpladsen i Vester Aaby’ fra 2017 måler 190 x 240 cm og tilhører kunstneren, men kan opleves på Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring fra nu og til den 6. juni og derefter på Faaborg Museum fra den 17. juni til den 19.september.

Ulrik Møllers ’Centrumpladsen i Vester Aaby’ fra 2017 måler 190 x 240 cm og tilhører kunstneren, men kan opleves på Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring fra nu og til den 6. juni og derefter på Faaborg Museum fra den 17. juni til den 19.september.

Ulrik Møller

Kultur
12. februar 2021

Jeg kommer aldrig ud af Sydfyn. Det kan godt være, at jeg kunne forlade min fødeø for at danse i de københavnske saloner, men man kan ikke tage Sydfyn ud af mig. Det blev jeg for alvor opmærksom på, da jeg for nogle år siden første gang stødte på Ulrik Møllers malerier, der for langt de flestes vedkommende fremstiller genkendelige motiver fra min barndom.

Normalt er jeg ikke nostalgisk anlagt eller dyrker hjemstavnen, og da slet ikke når den fremstilles figurativt i kunsten. Med Ulrik Møllers malerier er det imidlertid anderledes, og jeg har nu i flere år prøvet at forstå, hvorfor han gør en forskel, og hvordan han kan slippe afsted med at skildre en virkelighed endnu mere realistisk, end den virkelig er?

Jeg er derfor kørt til Sydfyn på jagt efter det motiv, som kunstneren har gengivet på sit oliemaleri Centrumpladsen i Vester Aaby fra 2017. Det er ikke så længe siden, men på den anden side er verden bare dette seneste år blevet meget ældre.

Maleriet er lige nu som følge af den generelle nedlukning af landet låst inde på Vendsyssel Kunstmuseum og en del af udstillingsturneen »Ulrik Møller – Happy together«, der begyndte på Ribe Kunstmuseum og efter Vendsyssel er planlagt at slutte til sommer på Faaborg Kunstmuseum.

Jeg kender Vester Aaby fra min barndom og er som voksen kørt gennem byen utallige gange på vej til og fra familiesommerhuset fire kilometer fra den lille landsby. Denne lørdag i februar er der sol fra morgenstunden, frostgræs og dis, der løfter sig som en dyne fra haven, i takt med at solen får overtaget. To sjældne røde glenter flyver spejdende hen over markerne, mens jeg er på vej til landsbyen fra havsiden.

Vester Aaby har blot 832 indbyggere. Landevejen, der forbinder Svendborg og Faaborg, bugter sig igennem byen – og på Ulrik Møllers maleri, hvor vejen har det lille karakteristiske knæk, som er så typisk for de her små byer langs landevejen.

Ud fra maleriet rekonstruerer jeg, hvor maleren eller betragteren må have stået, da det blev til: Langs den hvidkalkede mur ved det hvide hus og yderst ude på det, der viser sig at være et kombineret fortov og cykelsti. Jeg ville ønske, jeg havde haft en kasse eller stige at stille mig op på for at få den perfekte gengivelse, men det er så godt, som det kan blive.

Centrumpladsen i Vester Aaby som den ser ud en kold februardag i 2021.

Centrumpladsen i Vester Aaby som den ser ud en kold februardag i 2021.

Carsten Bundgaard

Ulrik Møllers maleri er som en præcis fotografisk gengivelse. Det er ganske vist sommer med blade på træerne, mens det nu er vinter. Og siden det blev malet i 2017, er der kommet et vejskilt til højre i billedet, der viser afstanden til henholdsvis Faaborg og Svendborg. Alligevel er det ikke helt som et fotografi.

Der er intet påfaldende, intet sensationelt på Ulrik Møllers billede. Alt er tyst. Husene forskyder sig i forhold til hinanden, gavle og facader repræsenterer huse, men udgør også et arrangement, en komposition. Det samme gælder træer, lygtepæle og skilte – de er gengivelser af en virkelighed og samtidig del af en komposition.

Den største forskel fra fotografiet eller det blotte øje ligger i, at hvert hus på maleriet er der i sin egen ret. Der betragtes et sted fra, det sted, som Ulrik Møller har valgt, men det er ikke et privilegeret sted. På et fotografi er der et naturligt hierarki, som har at gøre med perspektiv og lys, på et maleri kan du delvist sætte det ud af kraft og fremhæve enkelte elementer på en anden måde.

Eksempelvis er det bageste gule hus ganske vist længere væk og mindre, men det er lige så tydeligt som det gule hus i forgrunden. På den måde kan man i maleriet ophæve afstande. Sådan som det kan være i en erindring og kunstnerisk bearbejdning, hvor tingene skifter plads, kan være sideordnede og få tillagt subjektiv betydning alt efter, hvad den ting har betydet for kunstneren.

Mens jeg står i Vester Aaby, kører der en del biler forbi på vejen. På maleriet er der ingen biler og ingen mennesker. Det eneste, der er tilbage, er spor af menneskeligt liv og gerninger i form af huse, veje, skilte, lygtepæle.

Det ene skilt kan aflæses, »Damas«, står der. Hvis man er fra egnen, ved man, at det er byens stolthed, en gammel fabrik grundlagt i 1863, hvor man laver maskiner til at rense korn til landbruget, og byens største arbejdsplads. Som så meget andet industri blev store dele af produktionen forrige år flyttet til Polen, og kun en lille salgsafdeling er forblevet i byen.

Det er lidt en vits med Centrumpladsen. Der er faktisk ikke noget, der hedder det i byen, der ikke består af så meget mere end det, vi ser i billedet, så ’Centrumpladsen’ er bare der, hvor Strandvejen som et T munder ud i Svendborg-Faaborg-landevejen, og rutebilen har holdeplads. Det andet skilt på maleriet kan ikke aflæses, men viser hen til Fjællebroen, den lille havn nogle kilometer fra Vester Aaby.

Det er alt sammen ekstraoplysninger, for navnet på skiltet er bevidst sløret. Maleriet hæver sig over tid og sted. Det er selvfølgelig Vester Aaby, men det er også en hvilken som helst anden landsby. Det er et mentalt sted.

Også tiden står stille. Som betragter holder man vejret, for lige om lidt går det hele i gang igen, en bil viser sig i svinget, folk træder ud af husene, og livet går videre – men lige nu, i det her øjeblik, er tiden sat ud af kraft, og dette fastfrosne nu synes at blive ved.

Ulrik Møller trækker på den tyske romantiske maler Caspar David Friedrich. Her er det Friedrichs ’Vandreren over tågehavet’.

Alma-Tadema, Sir Lawrence – Pictures Now Collection/Ritzau Scanpix
Ulrik Møllers billede er figurativt. Det er alle hans malerier. Her er det et tilsyneladende idyllisk motiv med vejen, der svinger gennem en landsby, med en himmel, der er blå. Men hans malerier er ikke bare malerier af motiver fra Sydfyn, de er refleksionsrum eller mennesketomme dramaer.

Som kunstkritikeren Torben Sangild præcist har beskrevet i en portrættekst, trækker Ulrik Møller på den tyske romantiske maler Caspar David Friedrich: Hans synsvinkel er altid den ensomme iagttagers, der er standset for at betragte et mennesketomt sceneri.

Men til forskel fra Caspar David Friedrich, der i det kendte »Vandreren over tågehavet« har skudt betragteren frem foran sig, er man hos Ulrik Møller selv den betragtende vandrer, der står, hvor maleren har placeret os.

Der er aldrig mennesker på Ulrik Møllers billeder, end ikke i baggrunden. Han vil have os til at fokusere på, hvad der sker, når vi står stille og ser. Der er lidt Palle alene i verden over det. Du er den eneste person til stede, du er så at sige billedet, dets perspektiv, og du står der med et lille udsnit af verden som eneste mellemværende. Jeg ved ikke, men det er, som om det virker endnu stærkere i en coronanedlukket verden at møde denne ensomhed.

En stor del af Ulrik Møllers malerier henter motiver fra Vester Aaby eller omegn. Hvis man på et kort satte en passer med nålen i Vester Aaby, ville man kunne tegne en cirkel, hvor radius udgøres af få kilometer. Vester Aaby, Fjællebroen, Svelmø, Nakkebølle, Pejrup er både navne på hans motiver og hans hjemstavn.

Det er også med få kilometers forskydning min. Han har for længst forladt hjemstavnen, er flyttet til Berlin og blevet en internationalt anerkendt kunstner. Jeg har også forladt min og har boet flere år i Berlin. Jeg har aldrig mødt kunstneren, men jeg føler, at han er min tvilling eller måske min storebror.

Hvis jeg kunne male, tror jeg, at jeg ville male som Ulrik Møller. Jeg vil gerne flytte ind i hans malerier. De gør det muligt for mig igen at være i og elske det sted, jeg kommer fra. De forsoner mig med hjemstavnen, fordi de gør den større. De sætter tiden ud af kraft og giver plads til drømmene og fantasierne om alt det andet liv, der kunne udspille sig der.

Serie

I kunstnernes fodspor

Der er meget, kunstelskere ikke har adgang til for tiden. Men ture kan man gå. Også til de særlige steder, som kunstmalere har skildret. Hvad ser vi der nu? Hvad så kunstnerne i stedet dengang? Hvordan ser vi deres malerier i dag?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her