Erindringer
Læsetid: 17 min.

Jeg tænker på Anne, som stadig er i Nicaragua. Om to uger vil hun være død

Forfatter Katrine Marie Guldager ser tilbage på dengang i 1987, da hun som 20-årig tog til Nicaragua midt i en borgerkrig
Kultur
26. februar 2021
Katrine 20 år plukker kaffe i Nicaragua. Man skulle være forsigtig med ikke at blive bidt af en slange.

Katrine 20 år plukker kaffe i Nicaragua. Man skulle være forsigtig med ikke at blive bidt af en slange.

Privatfoto

Jeg har lige fået min første lejlighed, min helt egen første lejlighed, den ligger på Fælledvej på Nørrebro, anden baggård.

Det er 1987, og min storesøster, som er tre år ældre end mig, bor på fjerde sal i samme opgang. Jeg har ikke flere ting, end at mit flyttelæs kan være i min mors 2CV, og jeg sidder ved det spisebord, jeg selv har malet blåt.

Jeg har en omvendt papirkurv som lampeskærm, to potteplanter i vinduet. Jeg har en liter sødmælk stående på bagtrappen. Jeg tænder to stearinlys, sætter en plade med Frank Sinatra på grammofonen, jeg hører Evert Taube.

Kuglepennens hoved ruller på modtageligt papir, jeg er ved at skrive et brev til min kusine, som er i USA. Jeg elsker min kusine, jeg er sikker på, at vi vil være venner resten af livet. Jeg fortæller, at min veninde Anne og jeg er blevet optaget i en international kaffebrigade i Nicaragua.

Angrebene fra de amerikanskfinansierede contraer er taget til i styrke, og det er derfor, vi skal derover og hjælpe med kaffehøsten. Jeg er også lige begyndt på postterminalen, jeg skal sortere julepost, før vi skal afsted i januar.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Spændende, velskrevet. Bringer minderne tilbage fra Nicaragua-dagene.

Jo Nilsen, Anders Graae, Lars Holmboe og Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Holger Nielsen

Der er godt skrevet, og spændende læsning, jeg gøs lidt et par gange.

Kai Birk Nielsen

Jeg var i Nicaragua i 1986/87, seks måneder, byggede skole i bjerglandsbyen El Carical, spiste mest ris og bønner, eller bønner og ris, grisene løb rundt i huset, jordgulv, intet toilet, minus el og vand, kun nede i den lille bæk hvorfra det måtte børes op til huset i spande. Bækken var også der vi tog bad, ofte sammen med grisene, Jeg tabte mig 16 kilo, det lyder måske ikke rar, men det var en fantastisk tid, ingen stress, ro eg fred, der var kun lidt larm når guitaren kom frem og vi sang en sang på dansk/spansk, det var en tid jeg stadig mindes og nogle gange savner. Vendte tilbage i 2009 for at besøge min "familie", efter mere end 20 år. Jeg græd af glæde, men mest af sorg, intet var sket, de samme klinede hytter, minus vand og el, intet fremskridt kun den samme fattigdom, det eneste positive, var at de mennesker jeg kendte dengang for det meste stadig var i live og viste mig den samme varme, det var fantastisk, mange tak for det.
Kai Birk Nielsen

Anders Reinholdt, Mikael Velschow-Rasmussen, Carsten Wienholtz, Estermarie Mandelquist, Ete Forchhammer , Holger Nielsen, Ole Kristensen, David Zennaro og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Dejligt skrevet, en menneskelig historie om drømmen om at gøre en forskel for dem, der har mest brug for det her i verden. Man mærker et menneske, der har turdet leve. Det har vi meget brug for i dag.

Har læst bogen og indrømmet den fangede ikke mig i længden, den blev for selvfikseret .