Jeg tænker på Anne, som stadig er i Nicaragua. Om to uger vil hun være død

Jeg har lige fået min første lejlighed, min helt egen første lejlighed, den ligger på Fælledvej på Nørrebro, anden baggård.

Det er 1987, og min storesøster, som er tre år ældre end mig, bor på fjerde sal i samme opgang. Jeg har ikke flere ting, end at mit flyttelæs kan være i min mors 2CV, og jeg sidder ved det spisebord, jeg selv har malet blåt.

Jeg har en omvendt papirkurv som lampeskærm, to potteplanter i vinduet. Jeg har en liter sødmælk stående på bagtrappen. Jeg tænder to stearinlys, sætter en plade med Frank Sinatra på grammofonen, jeg hører Evert Taube.

Kuglepennens hoved ruller på modtageligt papir, jeg er ved at skrive et brev til min kusine, som er i USA. Jeg elsker min kusine, jeg er sikker på, at vi vil være venner resten af livet. Jeg fortæller, at min veninde Anne og jeg er blevet optaget i en international kaffebrigade i Nicaragua.

Angrebene fra de amerikanskfinansierede contraer er taget til i styrke, og det er derfor, vi skal derover og hjælpe med kaffehøsten. Jeg er også lige begyndt på postterminalen, jeg skal sortere julepost, før vi skal afsted i januar.

Hele efteråret har jeg brugt på at skrive digte. Min mor og far er skilt, men min mor bor stadig i mit barndomshjem, det er dér, jeg har renskrevet digte og sendt dem ind til Hvedekorn, men jeg har fået afslag.

Jeg skriver til min kusine, at det nok alligevel er meget godt, at hun ikke skal besøge mig i Nicaragua, for der er ikke sikkert, der hvor vi skal være, contraerne kommer ind i landet fra nord, fra Honduras. Vi har lige fået at vide, at vi skal have grønt regntøj på, ikke gult, vi må ikke gå rundt der i bjergene og ligne skydeskiver. Men du skal ikke være urolig, skriver jeg til min kusine, vores lejr bliver bevogtet, sandinisterne vil ligge rundt omkring den i tre ringe.

Året efter Nicaragua er jeg i Grækenland. Både Anne og min far er nu døde.

Privatfoto

Vi er seks unge danskere, der skal afsted til Nicaragua, vores afrejse har været nævnt i en forsidenotits i Politiken. I Moskva står vi i lange køer, vi fremviser pas og dokumenter, og hvert øjeblik venter vi, at nogen skal sige, at vi mangler et eller andet afgørende dokument, men endelig er vi på vej mod Havana, hvor vi skal mellemlande.

Vi griner af de russiske stewardesser, der vækker os, vi griner af, hvordan de nærmest beordrer os til at spise kylling hver tredje time. Vi mellemlander i Havana, og jeg tænker, at jeg vil til Havana en dag, jeg er den yngste, jeg er lige fyldt 20.

Vi lander i Managua, Nicaraguas hovedstad, og bliver hentet og kørt rundt i en by, der er hærget af revolution og fattigdom, midt i byen er der pludselig marker, pigtråd, en enlig ko står ved et hegn med et sår i panden.

Allerede dagen efter skal vi videre op i bjergene, op til Matagalpa-provinsen, hvor vi skal plukke kaffe, vi bliver fragtet derop sammen med nogle af de andre brigadister fra andre lande. Vi er en stor international brigade med 150 deltagere fra 20 forskellige lande.

Vi tager plads på lastvogne, og vi står stuvet sammen på meget lidt plads, og jeg har dårlig mave, måske på grund af al den kylling, måske på grund af spændingen, men der er ingen udsigt til, at lastbilen standser de næste par timer, jeg må bare holde mig. Heldigvis fik jeg i sidste sekund nogle opiumdråber af en venindes mor, hun hviskede:

»De standser alt.«

Nu lader jeg opiumsdråberne gå rundt i den danske delegation, og dem som ikke har diarré, er køresyge, for vejen er fuld af huller, og man kan ikke læne sig op ad lastvognens sider, tværtimod, de kan falde af hvert øjeblik. Vi må søge ind mod midten, holde fast i hinanden, en tværbjælke, noget reb. Jeg ved ikke, om argentinernes store tromme og kampsange gør det værre eller bedre, men pludselig er vi der, langt oppe i de grønne bjerge, luften er helt ren.

***

Fordi vi er nogle af de første, der ankommer til lejren, er vi med til at indrette den, og sammen med nogle andre får jeg ansvar for rengøring og indkvartering. Det første vi beslutter er, at der skal graves nogle meget store huller til alt det affald, vi forventer, at 150 mennesker vil producere, vi vil også have de lokale til at indhegne deres svin, så de ikke går frit rundt i lejren, den støvede jord.

Af en eller anden grund bliver det mig, der får ansvaret for at holde styr på, hvilke delegationer der skal indkvarteres hvor. Vi skal alle sammen være i den samme store træbarak, og jeg holder regnskab i min notesbog, fem cyprioter på værelse ti, ti elsalvadoranere på værelse to.

I begyndelsen er jeg meget i tvivl om, hvad det egentlig er, jeg har meldt mig til. På informationsmødet fik vi at vide, at vi sikkert ville fortryde. Vi kunne godt regne med at skulle arbejde ti timer i regnvejr, vi kunne godt regne med kun at få ris og bønner og sikkert også orm. Jeg trækker min grønne militærkasket godt ned i panden, jeg indretter min køje med billeder af hele familien. Jeg er allerede skeptisk over for de andre, der taler om socialistisk kappestrid, ja, ja, tænker jeg, lad os nu se.

Men så er jeg alligevel glad for mine opgaver i lejren, og jeg bliver gode venner med lederen af lejeren, Christian, der er sort og fra østkysten. Efter kort tid udpeger han mig til at være med i lejrledelsen, og kaffehøsten går i gang. Alle bliver vækket klokken fem, og klokken seks er der morgensamling.

Her tager vi opstilling i pelotoner og råber en masse antiamerikanske slagord. Vi går op til kaffemarkerne, der ligger endnu højere oppe i bjergene, vi går opad og opad som en lang, bugtende slange, og vi kommer først tilbage ti timer senere, når dagens høst er målt af.

I barakken er Irland, Cypern, El salvador i færd med at hygge efter fyraften. På grund af pladsmangel måtte mange deles om en køje.

Privatfoto

Midt i det hele bliver jeg forelsket, næsten sygeligt forelsket i en guitarspillende argentiner. Jeg kan ikke tænke på andet end ham, og selv om vi bor nærmest dør om dør, er der ikke meget tid til at ses. Min plads i lejrledelsen gør, at jeg konstant er indkaldt til møder om bulgarerne, der ikke slutter række, russerne, der snyder med vejningen af deres høst, og USA, der tager til byen uden tilladelse.

Og nok er jeg stolt af at være med i ledelsen, af at være udvalgt og hårdkogt, men jeg har ikke meget tid sammen med de andre, heller ikke min argentinske flamme, vi må snige os ud sent om aftenen med en lommelygte og en ordbog, og da han spørger, hvad jeg laver, er jeg ikke i tvivl.

»Jeg er digter,« siger jeg.

»Poeta.«

***

Det er formiddag, og jeg stikker hænderne ind i kaffebusken, en hånd på hver side af grenen, jeg vrider de modne bær af og lader dem falde ned i den kurv, jeg har bundet om maven. Selv om jeg har prøvet at sikre mig, at bærrene er røde, så kan jeg ikke altid se hele grenen, og en dag stikker jeg hænderne ind i en busk og mærker, at jeg bliver bidt.

Få dage forinden har tjekkerne til morgenmødet fremvist en gennemsigtig pose giftslanger og advaret om, at buskene skal ses godt igennem, før man begynder at plukke, og jeg kigger på min finger og kan ikke se et bid, så jeg tror ikke, at det er noget, jeg plukker bare videre. Indtil jeg pludselig kan mærke, at fingeren er ved at blive følelsesløs.

Jeg kigger på den, der er intet at se.

Alligevel bliver jeg urolig, og jeg kalder på Anne og siger, at jeg vil ned til lægen, jeg er blevet bidt af et eller andet, og Anne går straks med. Heldigvis er vi et sted, hvor vi selv kan finde hjem. Vi går ned gennem markerne, ned til grusstien, vi skrider ned ad bjerget i vores militærstøvler, og følelsesløsheden breder sig til andre fingre, op gennem håndleddet, jeg spørger Anne, om hun tror, jeg skal dø, men det er ikke mig, der skal dø et år senere.

Uden for vores barak har østtyskerne opstillet et lægetelt for at stå til rådighed for lokalsamfundet, og vi skynder os ind i teltet, ind til en læge, som lægger mig på en båre, kigger på min hånd og beder mig beskrive biddet.

»Det er bare en larve,« siger han.

»Gå du ind og sov,« fortsætter han, for alle i lejren lider af konstant søvnmangel.

»Når du vågner, vil du igen kunne mærke din hånd,« siger han.

Jeg lægger mig til at sove med kasketten godt nede om ørerne.

***

Hele tiden får vi at vide, at vi er i sikkerhed, at de sandinister, der skal forsvare os mod contraerne, ligger i tre ringe rundt om lejren. Men pludselig en dag bliver der indkaldt til krisemøde, for contraerne er brudt igennem den første ring, og ingen ved, om deres mål er at bryde igennem anden og tredje ring. Krisemødet er hemmeligt, og vi der sidder i ledelsen, må ikke sige noget om contraernes fremrykning til de andre. Vi må sige, at vi skal holde evakueringsøvelse, men vi må ikke sige hvorfor, vi må ikke sprede panik.

Vi bliver vækket midt om natten, vi skal alle sammen være ude af barakken på ti minutter, og allerede her går det galt, folk skal jo lige i tøjet, have støvler på, folk er søvndrukne, langsomme. Det er stjerneklart, og vi bliver ledt op af en flod, vi springer tavse fra sten til sten for ikke at blive våde, vi gemmer os under træerne.

»Calma, calma,« hvisker ungsandisterne.

Til sidst får vi at vide, at vi gerne må gå tilbage til barakken, og jeg begynder at gå, jeg ved ikke, hvor de andre er. Min argentinske flamme dukker op lige bag mig, og vi går ved siden af hinanden i mørket, han peger på nogle ildfluer i grøften, de ligner små forvirrede stjerner.

Vi går lidt i tavshed, og så spørger han om det, alle spørger hinanden om i disse dage: Om jeg vil med til fronten, hvis det bliver nødvendigt?

»Nej,« siger jeg træt.

»Men hvem skal så,« siger han insisterende. »Hvem skal så svare, når fjenden angriber?«

»Jeg ved det ikke,« siger jeg.

»Kvinder kan også kæmpe,« siger han, og jeg kan høre på hans stemme, at han er skuffet over mig, og jeg er faktisk også skuffet over mig selv, for jeg kan ikke lide at være i lejrledelsen mere. På det seneste har alt drejet sig om sikkerhed, og de fire andre i ledelsen adskiller sig fra mig på alle måder: De er mænd, de taler spansk, og de har militærtøj på.

Efter evakueringsøvelsen er der nogen, der foreslår, at vi skal sove med tøj og støvler på, så vi hurtigt kan komme ud af barakkerne, hvis alarmen går. Jeg siger til Christian, at jeg ikke har nogen militærtræning, og han siger, at det netop var derfor, de gerne ville have mig med i ledelsen, og så giver han mig en kompliment, jeg bliver stolt af og gemmer i hjertet mange år frem.

Mange af ungsandinisterne i kaffebrigaden ligger efter endt arbejdsdag i grøftekanterne og slapper af, mens de prøver at opfange nyheder fra fronten. Fordi deres batterier som regel er dårlige, er det, man hører, ofte en skratten. Hvis man for eksempel er gået ned til floden for at vaske tøj, hører man pludselig en skratten i et krat, og så ligger der en sandinist og drejer på sin radio for at opfange et signal, og signalet er næsten altid dårligt, og det er det, Christian nu siger til mig:

»You is like,« siger han og ser ud, som om det er hans første metafor nogensinde. »You is like when the battery is good.«

Mange af de deltagende brigadister rejse under hemmeligt navn. Billedet er fra det efterfølgende optog i Nicaraguas hovedstad, Managua, da brigaden var slut.

Privatfoto

Kaffebrigaden er slut, og jeg sidder på en af Managuas få restauranter med min argentinske flamme, og vi taler om, hvad vi skal, når vi kommer hjem, og jeg siger, at jeg vil læse dansk, skrive digte.

»Og hvad så med alt det, du har set,« siger han.

Pludselig synes jeg også selv, det er lidt overklasseagtigt at sidde derhjemme og skrive digte, når folk hernede er så fattige. Jeg tænker på børnene oppe i bjergene, jeg tænker på slumkvartererne her i Managua, for hvad har disse mennesker egentlig gjort andet end at omstyrte en diktator? Hvordan kan man vende det blinde øje til det? Lade som ingenting? Bare fortsætte, som om intet var hændt?

En tallerken med friturestegte bananer kommer ind, og vi drikker koldt, skummende øl, og det er vild luksus, når man har levet af ris og bønner i to måneder. Min argentinske flamme synes allerede, det er lidt i overkanten, han sidder og piller ved etiketten. Han spørger, om vi skal skrive sammen, og vi udveksler adresser, og jeg er forelsket på den måde, hvor jeg tror, det aldrig holder op, ikke kan holde op, evig kærlighed, simpelthen.

Vi får et lift tilbage til lejren, hvor der er kommet post, og jeg får breve både fra min mor og storesøster, fra min far og fra min mormor, som skriver: Jeg håber, du har det godt. Eller rettere: Så godt som man nu kan have det i et kommunistisk land. Kærlig hilsen Mormor.

***

Det første jeg gør, da jeg kommer hjem, er at melde mig ind i DKU, Danmarks Kommunistiske Ungdom, for jeg vil gerne gøre en forskel, jeg vil gerne lave solidaritetsarbejde med Mellemamerika, siger jeg, da jeg besøger min far på hans gård ved Skælskør. Min far griner af mig, for hvad er egentlig solidaritetsarbejde, hvad betyder det ord egentlig.

»Det vokser du fra,« siger han.

Månederne går, og jeg har stadig ikke hørt fra min argentinske flamme, selv om det var ham, der sagde, at vi skulle skrive sammen. Folk siger til mig, at det er postvæsenet i Argentina, og jeg prøver også at bilde mig selv ind, at hans breve til mig er bare blevet væk. Jeg overvejer at tage derned og banke på hans dør, spørge ham, hvorfor han ikke skriver. Han kan jo bare skrive, at han ikke vil skrive, tavsheden gør mig skør. Der må komme et brev i morgen.

Jeg melder mig til et spanskkursus på 3. Verdens Aftenhøjskole. Undervisningen foregår på Hellig Kors-skolen, og jeg forestiller mig mere og mere, at det er mit livs kærlighed, jeg har mødt, at jeg vil tage til Argentina og bo. Jeg laver lister over, hvad jeg skal bruge for at klare mig i et fremmed land, i en fremmed by, Buenos Aires, bare navnet, det lyder som magi. Ved hjælp af ordbogen skriver jeg også digte på spansk, håbløse digte om »el dolor« og »el amor«, og det slår mig ikke, at det må være lige så brugt som hjerte/smerte på dansk, i stedet spiller jeg guitar til.

Jeg er i tvivl, om jeg vil læse dansk, om jeg vil skrive, for hvorfor vil jeg egentlig skrive, vil jeg redde verden, eller vil jeg redde mig selv, og måske er jeg også lidt bange for at skrive, bange for, hvor det vil føre mig hen, ud på det åbne hav.

Jeg beslutter mig for polit. Jeg skriver en ansøgning og tager ind på studiekontoret og afleverer den personligt. Jeg har arbejde i en vuggestue, jeg tager en uge til Mallorca med min mormor, jeg tager på en kort delegationsrejse til Tjekkoslovakiet, hvor jeg sammen med 5.000 andre unge skal bestige et bjerg til Lenins ære, jeg skraldgriner sammen en cubaner over en joke, ingen af os kan forklare.

***

Jeg bliver optaget på polit., men allerede på rusturen kan jeg mærke en uro ved måden, vi er sammen på, en kassettebåndoptager, der står i et forladt lokale og spiller: »And I still haven’t found, what I’m looking for«. Vi er i en spejderhytte, vi sover i små værelser ovenpå, og næste morgen besvimer jeg på vej ned til morgenmaden. Folk griner og siger, at jeg nok drak for meget i går, men faktisk har jeg haft en tendens til at besvime, siden jeg var ganske lille.

Jeg er blevet undersøgt på kryds og tværs, min hjerne er blevet skannet, mit hjerte, men lægerne har ikke kunnet finde noget, og alligevel kommer besvimelsesanfaldene stadig. Jeg ved aldrig hvornår, men når jeg kommer til mig selv, er det altid forbundet med en mærkelig blandet følelse: På den ene side lettet over at vågne i verden igen, på den anden side skræmt, fordi det er som at ankomme til verden for første gang.

Nogle gange er jeg helt væk, andre gange er det kun et kort øjeblik, og da jeg besvimer på vej ned til morgenmaden i spejderhytten, er det kun et øjeblik. Jeg smiler til de andre, tager en paptallerken og et rundstykke. Jeg beder om jordbærsyltetøjet, der går på omgang i en stor blå spand. Jeg kigger på de andre og synes, at de virker så sikre i deres studievalg, i deres tro på fremtiden, sikre og overlegne på én gang. Jeg beslutter mig straks for, at jeg må prøve at være lidt mere som dem, jeg må prøve at være lidt borgerlig, lidt overklasse, det er da det mindste, jeg kan gøre, eller slet ikke.

***

Efter nytår tager min far og hans nye kæreste til Malaysia, hvor min far skal arbejde. Jeg burde bruge januar på at læse op, men i stedet er jeg begyndt at skrive. Jo mere jeg prøver at undertrykke trangen til at skrive, desto stærkere melder den sig, og pludselig sidder jeg oppe om natten og skriver. Jeg ved godt, at jeg har valgt det forkerte studie, men jeg vil ikke indrømme det. Anne siger, at hun vil rejse til Nicaragua igen, om jeg vil med?

Nej, jeg vil ikke med til Nicaragua igen, jeg er 21, og jeg skal have mit liv i Danmark til at fungere, siger jeg. Jeg sidder i min lejlighed ved mit blå bord, jeg har ryddet op, fået reoler, jeg har indrettet mig, men lejligheden er bare mørk og fugtig, der kommer ikke noget lys ind.

Da Anne skal afsted, spørger jeg hende, om jeg ikke må leje hendes værelse på Østerbro, og det må jeg gerne, og jeg gør det hele på én gang: melder mig ud af polit., finder et skrivekursus og flytter i min mors 2CV, jeg flytter ind på det værelse, hvor jeg snart vil få den opringning: At Anne er død. Dræbt på åben gade i Nicaragua.

Mens min far er i Malaysia, tager min mor, min søster og jeg til Malta for at fejre min mors fødselsdag. Vi rejser med Dansk FolkeFerie, vi har en flot lejlighed med balkon, og på min mors fødselsdag er vi på en meget fin, dyr restaurant. Alle farverne i restauranten er meget lyse, næsten udviskede, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg er urolig, jeg mangler et eller andet.

Pludselig bliver jeg irriteret på tjeneren, som står lige bag ved mig. Det føles, som om han stirrer på mig, og han er under alle omstændigheder for tæt på. Jeg har ikke noget rum omkring mig, og jeg nikker til ham, men han nikker bare tilbage og smiler og bliver stående, sikkert fordi han skal, stå lige bag ved mig, pludselig får jeg en ubehagelig følelse i hele kroppen, hele restauranten dirrer.

»Kan vi ikke gå,« spørger jeg min mor og min søster, og de kigger på hinanden og så på mig, dette er jo den middag, hele rejsen har drejet sig om, det er selve fødselsdagsmiddagen, og så vil jeg bare gå, kan vi da ikke lige spise færdig? Hovedretten ankommer, desserten ankommer, og jeg spiser lidt for syns skyld, men jeg kan ikke trække vejret, jeg må ud, ud, ud.

Et par uger senere holder DKU kongres på Vallensbæk Statsskole, og vi indleder med at synge Internationale. Jeg får gåsehud, for det er det, DKU er for mig: En kraft, der skal hjælpe de fordømte her på jorden. Sultens slavehær går ikke ligefrem rundt i gaderne i Danmark. Men det er kampen for de svage, de dårligst stillede, de kuede, der gør, at jeg er her, og derfor er det så rørende, så befriende, så stærkt, når den samlede sal, når vi alle sammen står op og synger af vores lungers fulde kraft. Hele salen står op og klapper, og der er gæster fra hele verden.

Der er også mange kampe, mellem stalinister og fornyere, mellem folk, der synes, at støtten til Sovjet er problematisk, og folk, der bare smiler let: Ha, ha, krusninger på historiens overflade. Det er min første kongres, jeg vil ikke gøre noget forkert, sige noget dumt, og selv om stemningen er hård, så er den også sjov. Fløjene tørner sammen med nogle ordentlige drøn, og pludselig sker det samme som på Malta, jeg får et angstanfald, jeg har det, som om hele salen ryster. I stedet for at rejse mig og gå ud, fryser jeg, jeg prøver at holde det hele inde.

Jeg vil knuse angsten inde i mig, presse den sammen, til den til sidst forsvinder, jeg finder mig ikke i det, jeg vil leve, jeg vil ikke være bange, men det er jeg. Jeg tænker på Anne, som stadig er i Nicaragua, jeg forestiller mig, at hun sidder ved et andet bord, jeg forestiller mig, at vi har øjenkontakt, og at det gør mig rolig, men det gør hun ikke, og det har vi ikke. Om to uger vil hun være død. Om fire uger vil også min far være død. Om et år vil alt være det samme og noget helt andet.

Katrine Marie Guldager udgav tidligere i år erindringsromanen Det samme og noget helt andet. En del kom aldrig med i bogen, det er stykket her fra Nicaragua-turen i 1987