Åh, teenageårene. Få af os kommer os for alvor over dem.
Der er også meget at dvæle ved i disse formative år. Uddannelse og for nogle en voksen retning i livet. Dybe venskaber, som måske aldrig siden matches i deres inderlighed. Forelskelser, der føles, som om de kan slå ihjel. Og dét at de fleste af os midt i dette hormonhelvede stræbte efter at få vores seksuelle debut.
Dén glemmer de færreste, de fleste husker den som en ukøn affære. Ja, en af mine venner mistede sin mødom til The Beatles' »Maxwell's Silver Hammer.« Især gonglyden, når Maxwell i Paul McCartneys sang slår sine ofre ihjel, er ikke ligefrem lyden af lir.
Ikke desto mindre kredser vi om ungdommen, især teenageårene, som tungen om hullet, hvor der engang var en tand. Tilsyneladende kan sjælen aldrig helt holde op med at opsøge dét vakuum, hvor der engang var en uskyld.
Pornogennemvædet virkelighed
Heldigvis kan vi så genopleve ungdommen som voksne, ja nærmest gen-gennemleve den i fiktionen. Og derfor sidder vi også så højt oppe i årene og følger med i ungdoms-tv-serier. Ikke mindst fordi de gerne og ofte tager livtag med de første ømme skridt ud i seksualiteten. Endda i et ret så bredspektret felt.
Streamingtjenester går stadigt tættere på teenagernes sexliv i disse år, endda med ekstreme yderpunkter. Det skaber et virkelig givende mulighedsrum for unge mennesker, der er i gang med at opdage seksualiteten, både i form af konservative serier, der maner til besindelse, jublende serier, der fejrer seksualiteten og hårdt realistiske serier, der undersøger alle faldgruberne og det potentielle mørke, der kan vise sig i sex.
Og voksne kan sagtens se med – både for at genkende og for at erfare en ny SoMe- og pornogennemvædet virkelighed.
To slags investerede blikke
I den ene ende af spektret er der den pussenussede, heteroseksuelle soapopera-romantik i Cobra Kai (2018 og frem), i den anden ende er der den pornografiprægede og queer Euphoria (2019 og frem).
I første sæson af den fremragende og knugende tv-serie Euphoria har den transkønnede teenagepige Jules (Hunter Schafer) fundet endnu en meget ældre sexpartner via sin datingapp. De mødes på et motel. Da hun ligger på ryggen, flår han hendes strømpebukser op. Han stikker sine fingre ned i hendes hals og bruger hendes spyt som glidecreme. Så trænger han brutalt op i hende og er færdig efter 20 sekunder.
Det er en scene, der får denne signatur til at længes tilbage til en mere uskyldig tid, til de erotiske øjeblikke i de levende billeders verden, dengang i biografen. Får mig til at savne danske hovedpersoners første famlende forening med feberblanke øjne, kogende kinder og generte kroppe i Bille Augusts Zappa og Edward Flemings De Uanstændige i mit tweenår 1983.
Året efter, i 1984, var det amerikanske teen-hit The Karate Kid noget langt mere kysk. Og det er den aktuelle, godmodigt charmerende Karate Kid-spinoffserie Cobra Kai også – selv om den foregår i nutiden.
I tredje sæson griber the original karate kid Daniel LaRusso (Ralph Macchio) sin datter og hendes flamme Miguel i en uskyldig seance, da han åbner døren til sin dojo, karatetræningsrummet: Samantha (Mary Mouser) og Miguel (Xolo Maridueña) kysser.
Farmand opsætter ikke desto mindre på stedet en ny regel: »Hvis du tager drenge med i dojoen, så lad døren stå åben.« Og som afsked til Miguel siger han: »Begræns jeres sparring, forstået?« Miguel forstår hentydningen og svarer som en spejderdreng »Yes, sir.«
Cobra Kai har hjertet på rette sted, men det slår ikke rigtig i takt med virkeligheden. Til gengæld har man hjertet helt oppe i halsen, mens man overværer Euphorias afsøgning af seksualitetens mørkere domæner.
Det er med hvert sit investerede blik, at jeg ser de to ungdomsserier: Det uskyldigt nostalgiske blik, og det bekymrede, men også genkendende blik. Øjne og sjæl fra et før og et efter syndefaldet.
Virkeligheden meldt savnet
Seksualiteten glimrer ved sit fravær eller sin undertrykkelse i Cobra Kai. Der er lidt kysseri og lidt pikjokes i serien, bevares, men ellers er det, som om vi er trådt ind i 50’ernes seksualmoral, hvor teens sniger sig til lidt krammeri, og forældrene leverer lidt lumre, interne bemærkninger. Helt crazy bliver det i ovennævnte scene, der vinker til en helt anderledes patriarkalsk verden, hvor faren vogter over datterens uskyld.
Så pligtskyldigt som Miguel opfører sig over for Samanthas far, gør i hvert fald ikke alle teenagere.
Men flertallet opfører sig heller ikke, som de gør i Euphoria.
Virkeligheden er så også blevet meldt savnet i den amerikanske serie. Centralt i serien står Rue (Zendaya), der er afhængig af stoffer, ikke sex, samt den transeksuelle transkønnede Jules, som Rue forelsker sig i, og som lever et promiskuøst sexliv.
Euphoria ankommer mednoget nær samme chokværdi i USA, som Larry Clarks film Kids gjorde i 1995. Filmen blev anklaget for pornografi, for at udnytte børneskuespillere og udsætte dem for fare.
Kids beskrev råt realistisk en gruppe teenageres tøjlesløse stof- og sexforbrug midt i en AIDS-tid. »Et wakeupcall til den moderne verden,« skrev filmkritikeren Janet Maslin i New York Times.
Hver generation sit syndefald.
Ugen før Euphoria strømmede ud på skærmene i USA stod Parents Television Council klar med en advarsel til forældrene. Organisationens leder Tim Winter udtalte, at serien »ser ud til overlagt, bevidst at markedsføre ekstremt eksplicit voksenindhold – sex, vold, bandeord og stofbrug – til teenagere og præteenagere.«
Der er masser af dick pics i serien, så tæt er vi på realiteterne, og HBO-serien er da også tæt på nogle teenageres seksuelle og narkotiske liv, men ikke det amerikanske flertals. På sundhedssitet Men’s Health gennemgik man kritikpunkterne og sammenlignede med statistikker, og i 2018 viste det sig, at kun 39,5% af alle high school-elever havde mistet deres mødom mod 47,8% i 2007. Og stofmisbruget – som er udbredt i serien – er også faldet.
Emohorror
Euphoria er altså ikke statistisk repræsentativ. Men det ændrer ikke på, at serien formidler en emotionel virkelighed om afhængighed og ung seksualitet accelereret af datingapps og pornografi. Den ønsker ikke at chokere, den ønsker at tegne komplekse portrætter af teenagere, der har svært ved at finde håndbremsen. Den undersøger manipulatorernes rovdrift såvel som konsekvenserne for de udsatte.
I Euphorias nylige, anden af to særepisoder – der fungerer som optakt til sæson to – er Jules kommet i terapi og fortæller om sit onlineforhold til ShyGuy118, der, ved vi fra første sæson, har vist sig at være den voldelige nar Nate (Jacob Elordi): »Vi plejede at sexte for evigt, om hvad som helst og alting. Jeg ved, det nok lyder lidt mærkeligt, men det var virkelig det bedste sex, jeg nogensinde har haft.«
»Hvad gjorde det så tilfredsstillende,« spørger terapeuten Jules.
»Det var bare ren fucking forestillingsevne.«
Men relationer antager også et dæmonisk tilsnit i afsnittet, nærmest emohorror, da Jules i sine feberdrømme opdager, at der ingen fotos er af hende i ShyBoy118’s lejlighed. Hun bliver kun begæret som et fantasifoster.
Forældre og ikke mindst forældreorganisationers seksualforargelse er en god indikation af, hvor meget teenagere har behov for et diskussionsforum. For der kan teenagerne ikke længere nå forældrene, de er gået i panik.
Og dén diskussion og den nuancerede afdækning af moderne seksualitet i overhalingssporet tilbyder Euphoria.
Ja, den undersøger også, hvordan pornografien – som det indikeres i studier i disse år – påvirker adfærd under seksuelt samkvem.
I en ’lige på og hårdt’ scene i Euphoria tager kæresteparret McKay og Cassie tøjet af. Han trænger omgående ind i hende og tager så kvælertag på hende. »McKay, stop! Stop!,« råber hun halvkvalt. »Jeg troede, du kunne lide det,« siger han efter det afbrudte samleje. »Hvorfor fanden skulle jeg kunne lide det!?,« smælder hun. Hun fik sagt fra. Men det gør alle ikke.
Tager frisindets pris
En helt anderledes slagfærdig tone, men langt mere humanistisk og vejledende (uden at blive didaktisk) er den helt igennem sexpositive og panseksuelle, britiske serie Sex Education (2019 og frem). I kraft af sin komik er den ret så midtersøgende, men i sit frisind helt klart til venstre for midten tættere på Euphoria end Cobra Kai.
Det er serien om Otis (Asa Butterfield), der har en overfrigjort seksualterapeut af en alenemor Jean (Gillian Anderson), som nærmest kommer til at overopmuntre sin søns intimliv.
En yndlingsscene er sent i sæson to, hvor Ola (Patricia Allison) finder et alternativ til penetration grundet Lilys (Tanya Reynolds) vaginisme – den ufrivillige sammentrækning af den ydre skedemuskulatur, der gør penetration decideret smertefuld.
I stedet lægger de sig ved siden af hinanden i det lilla oplyste teenværelse og onanerer sig til hver deres skrigende orgasme, mens de ser sprutforelskede på hinanden.
Serien er en dramakomedie og foregår i strålende farver og i et område med smukke skove og dale, der må gøre selv hobbitter misundelige. Den har altså noget eventyrligt, men alligevel også ansvarligt over sig. Det samme kan man i øvrigt sige om to andre – amerikanske – teendramakomedier Never Have I Ever (2020) og I Am Not Okay With This (2020).
Men det er Sex Education, der tager frisindets pris i det selskab. Der er både cosplay, ekstrovert og fornægtet homoseksualitet, queer ikoner, dildoer ad libitum, og, tjuhej, hvis seksuallivet havde været så kulørt, da jeg var teen, så havde disse år virkelig været en komedie og ikke en virkelig dårlig episode af en tv-serie, som ingen ville orke at producere. Og heller ikke gjorde. Måske lige med undtagelse af, dengang jeg et stykke inde i en hæk ledte efter klitoris i en busk som efter en nål i en høstak.
Pålimet fuldskæg
Der er ting, som der kan undervises i, men som måske demonstreres bedre ved eksemplets magt. Begærets individuelle mål for eksempel. Og der står Sex Education stærkt, fordi den både lader folk famle og gramse – heldigvis mest når de har fået lov.
Det handler om emotionel og sanselig kontekst – til overmål repræsenteret i den italienske instruktør Luca Guadagninos (ham med Call Me By Your Name) fabelagtige serie We Are Who We Are fra 2020 om teenagebørn af personel på en amerikansk militærbase uden for Venedig, Italien.
Ned i denne omskiftelige bosættelse ankommer den nye oberst Sarah Wilson (Chloë Sevigny, der også spillede en hovedrolle i Kids), hendes hustru og 14-årige søn Fraser (Jack Dylan Grazer). Snart rulles han ind i en gruppe af jævnaldrende både fra basen og lokalmiljøet. De forelsker sig på kryds og tværs og er i gang med de indledende seksuelle knæbøjninger.
Fraser har tilsyneladende en ubehandlet opmærksomheds- og hyperaktivitetslidelse og et lige lovlig kropsintimt forhold til sin mor. Men han er også intelligent og legesyg og bliver snart slyngveninde med en traditionelt anlagt oberstløjtnants (Scott Mescudi, også kendt som rapperen/produceren Kid Cudi) datter Caitlin (Jordan Kristine Seamón). Fraser bliver så lun på den unge major og græske statue i kød og blod, Jonathan (Tom Mercier), mens Caitlin begynder at eksperimentere med at lime korte hår på ansigtet som fuldskæg.
Det er en konservativ og en liberal verden, der her tvinges til en fællesmængde, men i dette felt er heteroseksualiteten stadig en skødesløs normalitet, mens Caitlin og Fraser må finde andre vandveje for deres flydende køn og seksualitet.
Til en afskedsfest har en pige og en dreng sex i sofaen midt i stuen. Mens Fraser må inden for døren i Jonathans lejlighed for endelig at kunne lægge sit ansigt imod, ja, nærmest kravle ind i hans bryst – vel at mærke mens Jonathans elskerinde – eller er det kæreste? – knuger Fraser bagfra.
Ungdom i realtime
Selv om Guadagnino langt hen ad vejen fokuserer på mulighederne frem for forhindringerne i disse unge menneskers liv, så er We Are Who We Are den mest realistiske serie i dette selskab af teensexshows.
Skuespillet er ubegribelig utvungent, flere scener virker improviserede. Der er ikke den karikerede komik som i Sex Education, den overdrevne mimik som i Cobra Kai eller det indædte drama i Euphoria. We Are Who We Are giver en følelsen af at se ungdommens beruselse og voksenverdenens labyrinter udfolde sig i realtime for øjnene af en.
Det forstærkes også af seriens ufiltrerede miljøbeskrivelse i grå nuancer og en dokumentaristisk fotografering, der nogle gange med klodset zoom og hurtige panoreringer illuderer en amatørfotografs spionerende blik.
I kontrast til dette står de gyldent airbrushede billeder i Cobra Kai og de kulørt boblende scener og pædagogisk farvestrålende vejledninger via eksempler i Sex Education. Samt ikke mindst den bemærkelsesværdigt innovative ekspressionisme i Euphoria – med mørke, ultrafarvede, ofte tilrøgede billeder, der gerne er udtryk for en sinds- eller brunsttilstand eller en drøm eller et mareridt, mere end den er rum med virkelig handling i.
Ingen glemmer de formative år
I disse seriers krydsfelt mellem brunst og skam, uskyld og dæmoni, identitetsprojekt og manipulation kan vi vel alle finde en genkendelig position. Tweens, teens, unge, voksne, midaldrende, gamle. Ingen glemmer de formative år.
Man kan ønske sig af den ansvarlige teensexserie, at den åbner muligheder og stimulerer fantasier hos de unge, men ikke så meget, at man ikke får en klar, virkelighedsbunden diskussion om et gryende sexlivs sværhedsgrad og et klart indblik i de mekanismer, der hersker og undertrykker, udskammer og/eller manipulerer folk i uønskede retninger.
Der er en del at vælge imellem. Og i mixet mellem disse tv-serier står unge godt rustet til at finde deres egne veje. Må de blive mange, selvvalgte, nydelsesfulde og gensidigt respektfulde.
Euphoria og We Are Who We Are udmærker sig samtidig – modsat Sex Education og Cobra Kai – ved ikke at tage moralsk stilling. Dermed åbner de en mulighed, som filmkritikeren Roger Ebert i sin anmeldelse af Kids i 1995 indikerede: »Kids er den slags film, man har brug for at snakke om bagefter.«
Det er her, den voksne og den unge kan tale sammen – om noget, de alle har oplevet på den ene eller anden måde.
Euphoria – En sæson og to specials på HBO Nordic.
Cobra Kai – Tre sæsoner på Netflix.
Sex Education – To sæsoner på Netflix.
We Are Who We Are – En sæson på HBO Nordic
