Identitetspolitik
Læsetid: 9 min.

The New York Times er gået fra neutral nyhedsdækning til meningsfællesskab. Det er ikke uproblematisk

The New York Times har i årtier været en autoritet i hele verden. Men avisen er præget af konflikter om identitetspolitik og race, og senest er en mangeårig stjernejournalist blevet fyret, fordi han ved en middag for to år siden sagde n-ordet. Tiderne er skiftet, og amerikanske mediehuse er blevet mere sårbare over for kritik, lyder det fra USA-kyndige mediefolk, som advarer om, at det i sidste ende påvirker journalistikkens troværdighed
I mange år hørte The New York Times til på den legendariske adresse på Times Square. Fotoet her er fra 1931.

I mange år hørte The New York Times til på den legendariske adresse på Times Square. Fotoet her er fra 1931.

Mary Evans Picture Library/ Ritzau Scanpix

Kultur
12. februar 2021

Trump, #MeToo, Black Lives Matter, raceuroligheder, global pandemi med epicenter i New York City og et helt, helt vildt præsidentvalg.

Der har været nok at tage fat på for aviserne de seneste år, og den vel nok mest kendte, The New York Times, har forsøgt at have greb om det meste. All the news that’s fit to print, som avisens slogan har været siden slutningen af 1800-tallet.

Og på mange måder har de senere år været en god tid for den gamle avis med redaktionslokaler på Manhattans Eight Avenue. I sidste uge kunne mediekoncernen fremlægge et regnskab for 2020 med rekordmange abonnenter. 7,5 millioner betalende brugere har avisen på print og web. Det er flere end nogensinde – og det skyldes især de mange nye digitale abonnenter, som coronakrisen og præsidentvalget har genereret. Samtidig har avisen succes med en bred vifte af podcast, ikke mindst den daglige nyhedspodcast The Daily, der dagligt downloades to millioner gange.

Det er imidlertid hverken forretningen eller journalistikken, avisen har gjort sig mest bemærket for det seneste års tid. Tværtimod har en række personalesager vokset sig til store debatter i offentligheden.

Sidste år blev avisens debatredaktør James Bennet fyret under stor ståhej, efter han havde ladet et kontroversielt debatindlæg fra en højreorienteret senator trykke. Ikke længe gik der, før den profilerede konservative kulturskribent og redaktør Bari Weiss, der havde arbejdet tæt sammen med Bennet, forfattede en harmdirrende offentlig opsigelse, i hvilken hun forklarede sin afsked med beklagelse over den verserende kulturkamp mellem en identitetspolitisk og racebevidst strømning.

Og senest har avisen været kulisse for sagen om den rutinerede sundheds- og videnskabsmedarbejder Donald McNeil Jr., der i 1976 begyndte at arbejde for The New York Times, og de senere årtier har været dens epidemispecialist. I sidste uge blev han fyret, efter det kom frem, at han som turguide i Peru på en studietur for highschool-elever i 2019 havde omtalt n-ordet, hvilket af nogle af eleverne blev opfattet som racistisk. Under en middagssamtale med eleverne var han blevet spurgt, hvad hans holdning var til, at en elev var blevet bortvist fra deres skole, fordi hun i en video havde brugt ordet som 12-årig. Da han spurgte eleverne ind til forløbet, og hvordan den bortviste elev havde brugt ordet, sagde han ikke »n-ordet«, men anvendte det racistiske udsagn, ordet står for.

Efterfølgende klagede en gruppe af de studerende over Donald McNeils Jr.’s sprogbrug. I første omgang fik han en påtale fra avisens ledelse, men siden skrev 150 af hans kolleger under på en erklæring om, at de havde følt sig »dybt berørte« af situationen.

»Vi tolererer ikke racistisk sprogbrug, uanset hensigten,« lød det så i sidste uge fra avisens chefredaktører Dean Baquet og Joseph Kahn til avisens medarbejderne, da de blev orienteret om, at McNeil Jr. nu var fyret.

Et journalistisk alter

De mange sager efterlader et indtryk af en avis i konflikt med sig selv – og en avis, der er sårbar over for intern kritik. Chefredaktør på Weekendavisen Martin Krasnik, der har en fortid som blandt andet USA-korrespondent og har skrevet interviewbogen Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, kalder udviklingen »enormt trist«.

Op gennem det 20. århundrede var The New York Times verdens ubestridt bedste avis, siger han, fordi den iagttog og undersøgte verden med et isnende neutralt blik. Journalistikken var så renset for holdninger, at det nogle gange blev »røvsygt«, men alle vidste, at det eneste, medarbejderne var samlet om, var deres efterprøvning af virkeligheden.

»Det gjorde The New York Times til en institution, som for os journalister nærmest var et journalistisk alter. Det var det højest opnåelige,« siger han.

Siden har det ændret sig markant – ikke mindst de seneste fire år med Donald Trump som præsident.

Den nylige fyring af videnskabsjournalisten McNeil har en påfaldende lighed med Philip Roths roman fra 2000, The Human Stain, siger Martin Krasnik. Den handler om en litteraturprofessor, som benytter ordet »spooks« (spøgelser) om to afroamerikanske studerende, der ikke dukker op til undervisningen. I en anden kontekst kan ordet forstås som nedsættende over for sorte, men det er ikke sådan, professoren bruger ordet. Han anklages alligevel for racisme og bliver fyret.

Ude af kontekst

»Dengang for 20 år siden var man nødt til at henlægge den slags til en fiktiv roman-setting for at give det troværdighed,« siger han om det skønlitterære eksempel.

»Nu er det virkelighed – ’uanset hensigten’ er nøgleudtrykket, som viser, hvor absurd det er blevet på The New York Times.«

»Journalistik handler jo altid om kontekst. At forstå en situation, forstå et motiv. Det er det, vi arbejder for. Intet er nogensinde kontekstfrit – men her har vi en situation, hvor redaktører går ud og siger, at visse ord og udtryk accepterer man ikke uanset kontekst. Det er simpelthen så trist.«

Ifølge den danske journalist og forfatter Sara Maria Glanowski, som er bosat i New York og skriver for både danske og amerikanske medier, er fyringen også udtryk for det generationsoprør, der udspiller sig i redaktionslokalerne på The New York Times og overalt i det amerikanske samfund.

»Millennialgenerationen, som nu er den største generation, er mere liberal og mindre hvid, og den får mere og mere magt, både på arbejdspladserne og som forbrugere og læsere. Grænserne for, hvad der bliver opfattet som acceptabelt at sige, forandrer sig derfor voldsomt i de her år, især når det handler om identitetspolitiske spørgsmål som køn, seksualitet og race. At blive stemplet som racist i dagens USA er et brændemærke, du ikke kan ryste af dig; uanset om der er noget om snakken eller ej, kan det ødelægge resten af din karriere,« siger hun.

Martin Krasnik mener, at sagen skriver sig ind i en tendens, hvor The New York Times ligesom andre amerikanske medier, kulturinstitutioner og universiteter opfatter sig selv som et sted, der skal repræsentere. Først og fremmest medarbejdernes holdninger, men også den by eller det samfund, man arbejder i.

»I avisens tilfælde er det så New York, og det betyder, at den kommer til at repræsentere et særligt udsnit af Det Demokratiske Parti. Det betyder, at The New York Times er ophørt med at være en avis i den forstand, den var det for nogle år siden – nu er den et politisk organ – en politisk organisation, nærmest. Det har den konsekvens, at journalistikken kommer til at lide skade, for det billede af verden, man giver læserne, bliver skævt og i sidste ende utroværdigt.«

’Provinsiel’ dansk forargelse

En anden forhenværende USA-korrespondent, Berlingskes journalist Poul Høi, der vandt en Cavlingpris for sin dækning af terrorangrebet på New Yorks World Trade Center og de følgende begivenheder, mener, at der i Danmark er tendens til »provinsiel forargelse«.

»Vi ser The New York Times og USA med danske øjne og kalkerer en til en danske til amerikanske forhold,« siger han og nævner sagen om racedrabet på Bornholm, der tilsyneladende ikke var et racedrab, og som blev dækket intenst, men forfejlet af avisen. »På den måde er vi ikke meget bedre end The New York Times, som kom til Bornholm og kalkerede amerikanske forhold en til en på den historie.«

»USA er et multikulturelt samfund, som er holdt sammen af et tyndt lag finér af, hvad vi ofte kalder politisk korrekthed, men som vi også kan kalde politisk høflighed. Hvis alle begynder at råbe etniske eller andre skældsord efter hinanden, bryder skidtet sammen. Danmark er anderledes. Danmark er en monokultur, som ikke er underlagt de samme politiske høflighedsregler. Det er bagtæppet for, hvad der udspiller sig på avisen, og det glemmer de danske forargede, synes jeg,« lyder det fra Poul Høi.

Det er rigtigt, siger Martin Krasnik, at n-ordet er tabu i USA på en helt anden måde end herhjemme og har været det i årtier på universiteter og medier og blandt »almindelige ordentlige mennesker«.

»Men det nye er, at race og repræsentation er blevet fuldkommen definerende for alt andet – også for den måde, man udvælger vinkler på, og den måde, hvorpå man ender med at fyre folk for helt absurde ting. På The New York Times vil man repræsentere New York, men det er en særlig udgave af New York, og det, man repræsenterer, er holdninger, som man dermed ikke får debatteret eller udfordret. Det er noget nyt,« siger Martin Krasnik.

Men måske mest grundlæggende – siger Sara Maria Glanowski – handler det om økonomi. Tidligere blev avisen betalt af annoncer, og annoncørerne havde interesse i at nå så bredt ud som muligt. Da den model brød sammen, lykkedes det The New York Times at overleve gennem abonnementer, men det betyder, at den er mere afhængig af sine kernelæsere og af at imødekomme en generation, som igen er yngre, mindre hvid og mere liberal.

»Derudover er medierne generelt blevet mere polariserede de seneste fire år under Trump, hvor de i den grad har valgt side, særligt kabelkanalerne, men også en avis som The New York Times, der dog stadig er fuld af kritiske, faktuelle og afbalancerede artikler. Men især blandt den yngre generation af journalister har man siden 2016 set en tendens til at gentænke begrebet objektivitet og være mere aktivistisk,« siger hun.

Kulturkamp på The New York Times

Den 7. juni 2020: James Bennet stopper

Efter ti år som chefredaktør på nyhedsmediet The Atlantic blev James Bennet i 2016 ansat som debatredaktør på The New York Times. Her var Bennet udset til at få avisens debatsektion til at afspejle hele det politiske spektrum efter Donald Trumps valgsejr. I sommeren 2020 lod han et kontroversielt debatindlæg fra en meget højreorienteret senator trykke, hvis pointe var, at der var opstået »anarki« i gaderne efter politidrabet på den sorte mand George Floyd, og at »militæret må sættes ind«. Efter massivt pres fra ansatte på avisen, blandt andet den prominente sorte journalist Nikole Hannah-Jones, og heftig offentlig polemik måtte Bennet gå af.

Den 14. juli 2020: Bari Weiss siger op

Godt en måned efter Bennets fratrædelse sagde Bari Weiss, der var blevet ansat som en del af den nye opinionssatsning, sin stilling op. Til offentligheden begrundede hun sin afsked med den verserende kulturkamp mellem en identitetspolitisk og racebevidst strømning af unge aktivister og en gruppe af meningsdannere, der sympatiserer med bevægelsens målsætninger, men som også tager afstand fra en »voksende intolerance« over for divergerende synspunkter.

Den 18. december 2020: Podcasten ’Caliphate’

The New York Times-podcasten ’Caliphate’ om Islamisk Stat blev en stor succes, da den udkom i foråret 2018, og vandt en række priser. men i september 2020 kom det frem, at en af de centrale kilder i podcasten var blevet anholdt af canadiske myndigheder, og at hans tilknytning til terrororganisationen er totalt opdigtet. Herefter fulgte to måneders interne undersøgelser på The New York Times, før konklusionen i december lød, at ’Caliphate’ ikke lever op til avisens standarder, og at der var tale om store, institutionelle fejl. Ingen blev afskediget.

Den 21. januar 2021: Fyringen af Lauren Wolfe

En konservativ shitstorm og 36 timer skulle der gå, fra journalisten Lauren Wolfe den 19. januar 2021 tweetede, at hun fik »kuldegysninger« af at se USA’s nye præsident, Joe Biden, lande i Washington D.C., før hun blev fyret fra The New York Times. Wolfe var ansat på en freelancekontrakt på nyhedsredaktionen, og fyringen blev forklaret med, at hun brød avisens retningslinjer for privat brug af sociale medier ved tydeligt at give udtryk for sine politiske præferencer. Uden at komme det nærmere oplyste avisen desuden, at fyringen ikke skete på baggrund af et enkelt tweet.

Den 5. februar 2021: Donald McNeil Jr. og Andy Mills afskediget

Donald G. McNeil Jr. var en af de førende journalister i The New York Times’ afdækning af COVID-19-pandemien. Men da nyhedsmediet Daily Beast kunne berette, at han tidligere har gjort brug af racistisk sprog i arbejdssammenhæng, og 150 kolleger efterfølgende skrev under på et kritisk brev om McNeil, blev han fyret. Ifølge avisens chefredaktion skete det som konsekvens af, at McNeil i sin rolle som turguide i 2019 havde benyttet »n-ordet«, hvilket han ikke anfægter at have gjort. Andy Mills, der var medvært på ’Caliphate’, blev fyret, da en række sager om sexchikane fra hans tidligere arbejdspladser kom frem.

Johann Sten Nielsen

Kilder: The Daily Beast, The New York Times

Præcisering: I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at McNeil på studieturen i Peru i 2019 havde »brugt« n-ordet. Den korrekte formulering er, at han havde »omtalt« ordet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Artiklen beskriver en udvikling, der er ekstrem i USA, men tendenserne i retning af at gå fra idealer rettet mod omnibus - avisen til noget, man kan kalde "menigheds - avisen", bevidst kundeorienteret mod bestemte markedssegmenter i samfundet, er overhovedet ikke ny.

Der er paralleller til tidligere tiders partiaviser, men det er snarere Bourdieus sociologiske kategoriseringer og Gallup Kompas, man skal have fat i, hvis man vil undersøge, hvem det er, som henholdsvis Information, Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten først og fremmest betragter som deres kundegrupper.

En avis som Politiken har fået foretaget grundige markedsanalyser af, hvem der læser deres avis, sammenholdt med konkurrenterne, for at hjælpe annoncørerne i retning af målrettet at vælge Politiken ved markedsføring af deres produkter.

Disse grundige markedsanalyser afspejler også fint den måde, som avisen dækker sit stof på. Hvilke sager tages op, hvordan præsenteres de, og hvordan selekteres og vinkles der.

Det er klart, at disse tendenser må træde klarere frem ved meningsstoffet end ved nyhedsstoffet.

Herhjemme gjorde medieforskeren Stig Hjarvard opmærksom på tendensen for snart 20 år siden, og fra det tidspunkt var det et pespektiv, der indgik i min undervisning i medier i gymnasiesammenhænge.

Jeg synes, det er interessant at se udviklingen i de forskelle, som henholdsvis Informations Kulturtillæg, Bogtillæg og Moderne Tider er udtryk for, hvor det er oplagt, at man forsøger i særlig grad at imødekomme interesser hos forskellige kundegrupper, også med hensyn til holdninger og værdier.

Kulturtillægget er i højere grad orienteret mod den lidt yngre del af Millennialgenerationen, og nok i højere grad de lidt "nørdede" universitetsstuderende (med værdiorientering mod seksualitet, køn og etnicitet), end dem Politiken orienterer sig mod i deres kulturtillæg.