Identitetspolitik
Læsetid: 9 min.

The New York Times er gået fra neutral nyhedsdækning til meningsfællesskab. Det er ikke uproblematisk

The New York Times har i årtier været en autoritet i hele verden. Men avisen er præget af konflikter om identitetspolitik og race, og senest er en mangeårig stjernejournalist blevet fyret, fordi han ved en middag for to år siden sagde n-ordet. Tiderne er skiftet, og amerikanske mediehuse er blevet mere sårbare over for kritik, lyder det fra USA-kyndige mediefolk, som advarer om, at det i sidste ende påvirker journalistikkens troværdighed

I mange år hørte The New York Times til på den legendariske adresse på Times Square. Fotoet her er fra 1931.

Mary Evans Picture Library/ Ritzau Scanpix

Kultur
12. februar 2021

Trump, #MeToo, Black Lives Matter, raceuroligheder, global pandemi med epicenter i New York City og et helt, helt vildt præsidentvalg.

Der har været nok at tage fat på for aviserne de seneste år, og den vel nok mest kendte, The New York Times, har forsøgt at have greb om det meste. All the news that’s fit to print, som avisens slogan har været siden slutningen af 1800-tallet.

Og på mange måder har de senere år været en god tid for den gamle avis med redaktionslokaler på Manhattans Eight Avenue. I sidste uge kunne mediekoncernen fremlægge et regnskab for 2020 med rekordmange abonnenter. 7,5 millioner betalende brugere har avisen på print og web. Det er flere end nogensinde – og det skyldes især de mange nye digitale abonnenter, som coronakrisen og præsidentvalget har genereret. Samtidig har avisen succes med en bred vifte af podcast, ikke mindst den daglige nyhedspodcast The Daily, der dagligt downloades to millioner gange.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Artiklen beskriver en udvikling, der er ekstrem i USA, men tendenserne i retning af at gå fra idealer rettet mod omnibus - avisen til noget, man kan kalde "menigheds - avisen", bevidst kundeorienteret mod bestemte markedssegmenter i samfundet, er overhovedet ikke ny.

Der er paralleller til tidligere tiders partiaviser, men det er snarere Bourdieus sociologiske kategoriseringer og Gallup Kompas, man skal have fat i, hvis man vil undersøge, hvem det er, som henholdsvis Information, Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten først og fremmest betragter som deres kundegrupper.

En avis som Politiken har fået foretaget grundige markedsanalyser af, hvem der læser deres avis, sammenholdt med konkurrenterne, for at hjælpe annoncørerne i retning af målrettet at vælge Politiken ved markedsføring af deres produkter.

Disse grundige markedsanalyser afspejler også fint den måde, som avisen dækker sit stof på. Hvilke sager tages op, hvordan præsenteres de, og hvordan selekteres og vinkles der.

Det er klart, at disse tendenser må træde klarere frem ved meningsstoffet end ved nyhedsstoffet.

Herhjemme gjorde medieforskeren Stig Hjarvard opmærksom på tendensen for snart 20 år siden, og fra det tidspunkt var det et pespektiv, der indgik i min undervisning i medier i gymnasiesammenhænge.

Jeg synes, det er interessant at se udviklingen i de forskelle, som henholdsvis Informations Kulturtillæg, Bogtillæg og Moderne Tider er udtryk for, hvor det er oplagt, at man forsøger i særlig grad at imødekomme interesser hos forskellige kundegrupper, også med hensyn til holdninger og værdier.

Kulturtillægget er i højere grad orienteret mod den lidt yngre del af Millennialgenerationen, og nok i højere grad de lidt "nørdede" universitetsstuderende (med værdiorientering mod seksualitet, køn og etnicitet), end dem Politiken orienterer sig mod i deres kulturtillæg.