Kommentar
Læsetid: 2 min.

Jeg troede, at når Marilyn Manson turde se så farlig ud, så var han det modsatte

Modsat Michael Jackson bedyrede Marilyn Manson i alt, hvad han gjorde, at han var slem. Han solgte slem som ingen andre i sin tid. Derfor troede jeg ikke, at han bag den slemme facade kunne vise sig at være grusom. Men så kom #MeToo igen forbi og lærte os noget, skriver kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde i denne kommentar
Er Marilyn Manson faktisk så slem, som han er ud?

Er Marilyn Manson faktisk så slem, som han er ud?

SUZANNE CORDEIRO

Kultur
5. februar 2021

Der var to freaks på populærkulturens stjernehimmel, der fascinerede mig særligt hjemme på ungdomsværelset i halvfemserne.

Der var Michael Jackson, der meget gerne ville forklare os, at han altså ikke var en freak og med sin englebarnsstemme afviste skøre rygter om, at han skulle sove i en ilttank, skifte hudfarve med vilje – og have sex med børn.

Sådan var han ikke, ville han gerne lade os forstå. Han var bare en voksen, der aldrig fik lov til at være barn, og som nu var et slags normalt barn i en genial kunstners voksenkrop.

Og så var der Brian Warner med kunstnernavnet Marilyn Manson. Han var populærkulturens sorte engel, bestyreren af spøgelseshuset i hele vestens Tivoli. Hvidmalet, hvide kontaktlinser, hår så sort som kul og læber så røde som blod. En satanisk flirtende variant af sine forbilleder Iggy Pop og Kiss.

Manson ville med navn og i image inkarnere en kombination af Charles Mansons mordersekt og Marilyn Monroes glamour. Modsat Jackson bedyrede han i alt, hvad han gjorde, at han var slem. Han solgte slem som ingen andre i den tid. Hans chok-rock var den hårdeste musik, jeg drypvist dristede mig til at lytte til. 

Antichrist Superstar fra 1996. Den sandtørre monsterstemme i den dundrende larm. Der er et særligt rum i maven, som det suser i, når noget bliver så mørkt. Men det susede også sødt, for Manson var også bare pop. Han var klædt ud som farlig, og vi var med på legen. Sådan føltes det for mig.

Sådan tog jeg også de sjove rygter om, at han havde fået opereret en kvindes øje ud for at kunne kneppe hende i øjenhulen. Og at han havde fået fjernet knogler i rygsøjlen, så han kunne give sig selv et blowjob. Det var sjovt at se på MTV, at han sov i en kiste. Det hele var med til at bekræfte en etableret kulturel forståelse i mig og mange andre: At dem, der tør se farlige ud og dyrker det, altid er de mildeste, fineste væsner. At de intet har at skjule. Den historie om Marilyn Manson har jeg lige siden båret med mig. 

I denne uge navngav skuespiller Evan Rachel Wood så i et instagramopslag den ekskæreste, som hun også tidligere, i anonymiseret form, har vidnet om til Senatet i Californien i forbindelse med en ny lovgivning om vold i hjemmet.

Her fortalte hun om, hvordan han afskar hende fra familie og venner i ekstrem jalousi, sultede hende, frarøvede hende søvn, truede med at slå hende ihjel, bandt, tæskede og gav hende stød i deres soveværelse. Manson benægter alle anklager, men nu er også fire andre kvinder, blandt andet modellen Ashley Lindsay Morgan, trådt frem med egne historier om Mansons misbrug.

På den måde tilbyder #MeToo endnu en gang en ubehagelig, øjenåbnende korrektion til faste forestillinger. Denne gang skulle vi så lære, at bag den slemme popfacade kan der selvfølgelig sagtens gemme sig noget grusomt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Mon ikke der er en intim forbindelse mellem MeToo og den lovmæssighed, hvormed rigdom fører til dårlig moral, som for tiden afdækkes i andre artikler?

Gert Hansen, Inge Lehmann, Alvin Jensen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

"Denne gang skulle vi så lære, at bag den slemme popfacade kan der selvfølgelig sagtens gemme sig noget grusomt."

Ærligt talt, så er det faktisk bekymrende, og muligvis lærerigt, at der skulle en eksponering af Mansons privatliv til for at en så banal læring kunne finde sted.

Peter H. Olesen, Gert Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Inge Lehmann, jens christian jacobsen, Jakob Silberbrandt, Alvin Jensen, Jacob Nielsen og Jens Christensen anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese, Epstein-affæren eksponerer ihvertfald at der kan være nærmest symbiose mellem magt, kapital, konspiration og seksuel rovdrift på mindreårige.
www.youtube.com/watch?v=myQ2wVQxHNE&t=217s

Inge Lehmann, jens christian jacobsen, Jakob Silberbrandt og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

At sammenblande Manson, Marilyn Monroe, Michael Jackson og #metoo i en og samme historie?

jens christian jacobsen

Ret enkelt, Daniel. Her nogle stikord: Tidlig svigt, depravation, narcissisme. stofafhængighed. Fortsæt selv.

@Steffen Gliese: ”Artikler” om sammenhæng mellem rigdom og dårlig moral? Henviser du i den forbindelse til den perlerække af retoriske kunstgreb og fejlslutninger, der tidligere i denne uge var fremsat som et debatindlæg fra et hovedbestyrelsesmedlem af Enhedslisten?

@John Kierans
Det var ikke kunstgrab, men virkelige videnskabelige undersøgelser der viser hvordan nogen ting hænger sammen. At du benægter er din sag, men du skal ikke kanter andre for din overtro.

Alvin, jeg er ikke det fjerneste i tvivl om eksistensen eller validiteten af de pågældende undersøgelser (omend de har været kritiseret for ikke at inddrage spørgsmålet om, hvad der er en funktion af hvad, dvs. årsag/virkning). Problemet med Paludans indlæg var nok snarere de videre følgeslutninger omkring betydningen for oksekød og flyrejser - og hvad man kan udlede af det. Her strakte den gode hr. Paludan konklusionerne en del videre, end bukserne kunne holde ...

Kierans, korrekte indvendinger - og personligt hælder jeg også til at der ofte er en nær sammenhæng mellem materiel/økonomisk rigdom og psykologisk/social afstumpning, som imidlertid ikke kan verificeres via identifikation af bestemte bilmærkers tendens til hensynsløshed i trafikken (omend dén slags kan ses som indikatorer med behov for yderligere verifikation).

Det er en retmæssig gråzone vi er ude i her og medierne spiller en rolle i undergravelsen af retssikkerheden. Folk står frem på samme tid, koordineret, med talspersoner og bookede interviews på day-time tv.

Hvor er de tidligere anklager der burde have været indgivet? Hvorfor nu? Hvorfor koordineret? Det er det pressen burde beskæftige sig med.

Morten Balling

"She had felt like she had raped herself with me"

-Louis C.K.

Forbavsende med disse holdningsartikler, som Information producerer mange af, at det de lære er simple og banale ting. Måske Information skulle skrive artikler, hvor de anvender kilder, altså spørger andre mennesker, end sig selv.

Lone Nielsen, Peter H. Olesen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar