Essay
Læsetid: 14 min.

For 25 år siden angreb jeg musikredaktøren for at være tilbageskuende. Nu er jeg selv den gamle

For 25 år siden skrev Ralf Christensen et indigneret læserbrev, der kritiserede den daværende musikredaktør Klaus Lynggaard for at være tilbageskuende. Det fik ham ind på avisen, hvor han nu selv er blevet den gamle garde. Det diskuterer han med sin mentor og sin yngste anmelder
Hvor er musikkritikken på vej hen? Informations musikredaktør Ralf Christensen (i midten, født 1971) taler med sin forgænger på posten, Klaus Lynggaard (født 1956) og én af avisens yngre musikanmeldere, Sophia Handler (født 1993).

Hvor er musikkritikken på vej hen? Informations musikredaktør Ralf Christensen (i midten, født 1971) taler med sin forgænger på posten, Klaus Lynggaard (født 1956) og én af avisens yngre musikanmeldere, Sophia Handler (født 1993).

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
30. marts 2021

I dag er det 25 år siden, jeg gik til kækt frontalangreb på Informations dækning af moderne rytmisk musik.

I et harmdirrende læserbrev udmalede jeg min forestilling om en nostalgisk konsensus hos avisens daværende musikredaktør Klaus Lynggaard og musikanmelder Torben Bille. Jeg så to oldtidsfund, der var ude af stand til at se kvalitet i moderne musik.

Frustrationen kom fra et inderligt sted: fra en 25-årig knægt med ring i øjenbrynet og to år på dansk og filosofi på KUA på samvittigheden. Jeg var færdig med 18 måneder som pædagogmedhjælper – bleskiftning nok til et helt liv – i Rigshospitalets Vuggestue. Jeg var ankermand på det progressive musikradioprogram Velo Solex på Universitetsradioen og forsanger, guitarist, sangskriver i støjrock-kvartetten Straytoasters. Vi havde spillet i Propdenoppopklop på Stengade 30– ja, Lynggaard bragte faktisk foromtale af vores koncert dengang i 1994 i Information. Nu havde vores trommeslager fået tinnitus.

Hver dag åbnede jeg min avis, min Information, for at læse om den ny elektroniske musik. Hver dag spejdede jeg forgæves.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Nixen, bixen. Det handler om album og live kvalitet, slet og ret, ikke bokssæt og slet ikke enkeltnumre: Hendrix, Who, Beatles, Stones (de 4 store + Get yer + Aftermath, Get your Leeds lungs out og Some girls + Brussels Afffair og Tattoo you og Goats head soup, ikke alt crap siden) , noget C.V. noget Van the Man, en del af Poul Dissing, Sebastian, Little Feat, Carole King, meget Billy Holiday, meget Pink Floyd, Doors, Woodstock, Easy Rider, The Band (især Music from .. og The last Waltz, Marc Bolan, Bowie, V.U., Lou Reed, de to første med Oasis, noget Blur, noget Weather Report, en del Miles, en spids Zappa, noget Clapton, meget Neil Young, Led Z. 1-4, noget Plant, noget Gnags, nogetBifrost og Alrune Rod, Christiania pladen, M144, Erik Grip i en snæver vending, Otis R., James Brown, Live at the Regal, Joni Mitchell Blue, noget Emmylou Harris, Hank W., Louis Armstrong, Coltrane, Bird, The Outlaws, Dylan-Dylan-Dylan, George H: All things og Concert for Bangla Desh, John Lennon: Plastic + Imagine +.....altså eviggyldige, ikke binære...

Morten Balling

Hvis man prøver at være "ekspert" i "buksemode" uden at reflektere over, hvad "mode" egentlig er, vil alle på et tidspunkt nå til en mindre krise, men det holder ikke ret mange tilbage, specielt ikke når man er ung og naiv. Forståeligt nok. Et liv i den "kreative" verden er for de fleste langt at foretrække, frem for at være markarbejder med en gruppe polakker på Lolland. Så kommer det faktuelle i anden række.

Bjørn Pedersen

Jeg kunne meget godt tænke mig at musikanmeldere i højere grad droppede fokus på "albummusik", og kiggede mere på den megen gode musik, i mange forskellige genrer, på diverse YouTube kanaler. Musikstykker, der ikke udkommer som album, men som stykker af musik, der bliver udgivet sådan drypvist, når kunstneren har tid og mulighed for det. Men også et fokus på musikgenrer, der nyder udbredelse netop pga. et medie som YouTube. Eller blot et kig væk fra musikere, der primært synger på engelsk. For netop via YouTube er der altså en del i dag, der netop opdager og nyder musik, der ikke er på engelsk - også selvom vi ikke forstår sprogene..

Så hvis jeg må anbefale noget til musikanmelder-"faget" som det ser ud nu, er det at i bør søge at interessere jer for "enkelt-styks-musik" i højere grad. I stedet for at anmelde musik, der høres i jeres omgangskreds, eller de omgangskredse i nu måtte se op til, så prøv at interessere jer for musik som høres af... jer selv, når i går ind på YouTube og finder et hvilket som helst stykke musik som enhver anden ville have kunne finde.

Hvis musikanmelderfaget for 25 år siden, kunne dreje sig om et stykke musik man hørte i, og album man dernæst købte i Fona eller Stereo-Studio, så kan man også anmelde "enkeltstyks"-musik man på samme måde "falder over" på YouTube. Eller for den sags skyld, gode coverversioner. Hvis Jeff Buckley's version af Hallelujah fortjener at blive nævnt af musikanmeldere, må musikkonsortiet "Postmodern Jukebox's coverversion af Cheap Tricks "I want you to want me" også fortjene at blive nævnt som en fantastisk coversang. Eller BEK kanalen, hvor man kan høre nogle helt fantastiske russiske og altaiske sange fra russisk Siberien, ofte sunget i polyfonisk stil.

Bjarne Jørgensen

Det allermest grundlæggende formuleret af Marc Stewart:
Taste is a form of personal censorship.
Det paradoksale er så, at hans solo-albums nok er lidt kedelige...
Dernæst oplever man efterhånden med alderen det som lidt af en pestilens, at der er et ekstremt fokus på engelsksproget musik. Findes der slet ikke spændende musik på andre sprog?!

Sören Tolsgaard

Morten Balling -

YouTube giver rigtignok adgang til et stort udvalg af hits, albums og liveoptagelser, fra hele verden. materialet er ganske godt at gå på opdagelse i, også mht. mange andre emner.

Jeg synes MySpace havde yderligere kvaliteter sidst i 00'erne, indtil det blev opkøbt af Justin Timberlake og strømlinet til at promovere amerikansk mainstream, hvilket fik millioner af MySpace-fans til at falde fra.

Det geniale var bl.a. søgefunktionen. Musikprofiler taggede nogle kodeord, man kunne søge på (fx 'psykedelisk rock'/'Danmark'), og som derefter kunne sorteres alfabetisk, efter antal afspilninger eller efter profilens alder på MySpace. Dette koncept findes ikke på YouTube, hvor det er vanskeligere at finde ukendte kunstnere, som risikerer at drukne i mængden.

Unge iværksættere burde designe et sådant alternativ til YouTube, begyndende reginonalt et eller andet sted i Europa. Fidusen på MySpace var, at kunstnerne selv, i lighed med Facebook, oploadede en profil inkl. noget af deres musik, hvilket mange gerne gjorde, både kendte og ukendte, det gav jo god reklame, og så var rettigheder ikke noget problem for sitet.

Jeg fandt mange interessante bands og musikere fra hele verden, som det ellers ville have været umuligt at opdage. Nogle følger jeg stadig på YouTube, som også disker op med gode 'forslag' af lignende karakter. Det samme gør Wikipedia, når man har søgt på hvad som helst. Men MySpace's søgefunktion var bedst!

Søren Brøndholt

Kan vi få Lynggaard tilbage?