Kommentar
Læsetid: 15 min.

’Allen v. Farrow’ er et rent partsindlæg, der udelader væsentlige vidnesbyrd

HBO’s aktuelle dokumentarserie, hvor Mia og Dylan Farrow gentager deres anklage fra 1992 om, at Woody Allen har begået seksuelle overgreb, hævder at være afbalanceret, undersøgende journalistik, men føles som ensidig aktivisme. The Guardian-journalisten Hadley Freeman har set nærmere på seriens udeladelser
Mens Mia Farrow og Woody Allen var sammen, adopterede Farrow børnene Dylan og Moses, som Allen også senere adopterede. Parret fik også sønnen Satchel, som i dag hedder Ronan Farrow.

Mens Mia Farrow og Woody Allen var sammen, adopterede Farrow børnene Dylan og Moses, som Allen også senere adopterede. Parret fik også sønnen Satchel, som i dag hedder Ronan Farrow.

Coqueran

Kultur
9. marts 2021

»Ny HBO-dokumentar om Woody Allen og Mia Farrow ser bort fra Mias tre døde børn, hendes pædofile bror og andre familietragedier« lød rubrikken i et amerikansk showbizmedie over en anmeldelse af den fire episoder lange dokumentarserie Allen v. Farrow om striden mellem Woody Allen og Mia Farrow, der nu raser på fjerde årti.

Anmeldelsen var en sjælden undtagelse, for den altovervejende reaktion på den stærkt Allen-fjendtlige serie har været overvældende positiv: Buzzfeed kaldte dokumentaren »et nuanceret opgør«, mens Entertainment Weekly sammenlignede den med de nylige og roste dokumentarer om Michael Jackson og Jeffrey Epstein.

Den positive modtagelse afspejler dog i højere grad offentlighedens modvilje over for Allen, især i USA, end den afspejler dens holdning til dokumentaren, der præsenteres som en undersøgelse, men mest af alt fremstår som et fordrejet partsindlæg til fordel for Mia Farrow.

Men lad os begynde med at spole tiden tilbage: I 1992 indrømmede Allen, dengang 57 år gammel, at han havde en affære med Soon-Yi Previn på 21 år, hans mangeårige samlever Mia Farrows adoptivdatter. Allen og Farrow havde to adoptivbørn sammen – Dylan og Moses Farrow – foruden et biologisk barn, Ronan Farrow (der dengang blev kaldt Satchel).

Adskillige måneder efter dette, da slagsmålet efter deres forbitrede brud rasede på sit højeste, beskyldte Mia Farrow Woody Allen for at have forgrebet sig seksuelt på Dylan Farrow, som dengang var syv år. Angiveligt var det sket en eftermiddag, da Mia Farrow selv var ude af huset.

Læger undersøgte straks datteren, men fandt ingen tegn på overgreb, mens Allen blev efterforsket af Yale New Haven Hospitals klinik for seksualforbrydelser, som konkluderede: »Det er vores opfattelse, at Dylan ikke blev udsat for seksuelle overgreb fra Allen.«

Sagen blev endvidere undersøgt af staten New Yorks børneværn, som ligeledes noterede: »Der er ikke fundet troværdige beviser for, at det barn, som er nævnt i rapporten, skulle være udsat for seksualforbrydelser eller mishandling.«

Social retfærdighed

I Allen v. Farrow følger instruktørerne Amy Ziering og Kirby Dick to stærke strømme i populærkulturen lige nu: true crime-dokumentarer og reevaluering af fejltagelser begået i en tid, hvor den ’sociale retfærdighed’, som hersker i dag, ikke eksisterede.

Og Allen-sagen kunne i teorien fungere som det perfekte oplæg til en true crime-dokumentar al den stund, at sagen altid har indeholdt mildest talt uklare aspekter, hvoraf mange er blevet glemt i tidens løb. Men Ziering og Dick synes ikke at have nogen interesse for en sådan vinkling.

I stedet er deres fokus ’social retfærdighed’, og de er da også tidligere blevet kritiseret for at »sætte aktivisme over nøjagtighed« i deres dokumentar fra 2015 om voldtægter på campus, Hunting Ground, der baserede sig på flere tvivlsomme vidnesbyrd.

The Guardian har sendt en detaljeret liste over udeladelserne i Allen v. Farrow til Ziering og Dick. De har dog ikke ønsket at svare detaljeret på dem enkeltvis, men har blot anmodet om at få dette svar bragt i sin fulde længde:

»Filmproducenterne af Allen v. Farrow har omhyggeligt undersøgt titusindvis af sider med dokumenter, herunder retsudskrifter, politirapporter, vidneudsagn fra øjenvidner og optegnelser fra børneværnet. Vi har talt med snesevis af personer, der var involveret i sagen, som havde førstehåndskendskab til begivenhederne, og hvis beretninger kunne bekræftes uafhængigt. Allen v. Farrow er en komplet, grundig og nøjagtig præsentation af fakta.«

Kirby Dick har tidligere beskrevet sig selv som »aktivist og en filmskaber«, men aktivisme kan nogle gange være det modsatte af journalistik. I stedet for at stille spørgsmål med henblik på at afdække sandheden ser konklusionen ud til at være forudbestemt, samtidig med at de ubekvemme fakta, der ikke passer ind i puslespillet, skubbes til side – og der er ganske mange ubekvemme fakta, når det gælder Woody Allen.

I de tidlige 90’ere var folk mere chokerede over hans forhold til Soon-Yi Previn, end de var over den hurtigt afviste påstand om seksuelle overgreb på et barn. Men lige siden 2014, da Dylan og Ronan Farrow offentligt begyndte at tale imod deres far, har offentligheden og medierne, der er ivrige efter ikke at komme på den forkerte side af historien igen, fokuseret på påstanden om overgreb, og der er nu bred enighed om, at Allen er »problematisk«. »

Det er tid til at stille barske spørgsmål,« skrev Ronan Farrow i en artikel i 2016, hvori han sammenlignede sin far med Bill Cosby.

Et af de barske spørgsmål, som Ziering og Dick gør sig umage for ikke at besvare, kunne være: Er det virkelig rimeligt at nævne Allen på lige fod med Cosby – og Michael Jackson, Jeffrey Epstein, Harvey Weinstein og andre berygtede overgrebsmænd – når disse alle er blevet anklaget eller dømt for flere forbrydelser, der går årtier tilbage, mens Allen kun er blevet beskyldt for én hændelse og aldrig hverken er blevet dømt eller bare sigtet, og der ikke har været antydning af skandale over hans liv i alle årene siden da?

I betragtning af hvor stor ildhu Ronan Farrow har lagt i at eksponere Weinstein og andre vaneovergrebsmænd, skulle man måske tro, at han ville have stillet sig selv det spørgsmål, men det tyder intet på. Ziering og Dick virker lige så sikre i deres sag, men det er svært at tro, at de er oprigtige, når de udelader så mange relevante detaljer.

Isbjergets top

Til trods for dokumentarens prætention om at gå ud over »isbjergets top« har filmskaberne ikke ulejliget sig med at inddrage vidnesbyrd fra Monica Thompson, Dylan Farrows barnepige, som i høj grad er del af isbjergets overflade.

Oprindeligt fortalte Thompson til politiet, at Mia Farrow var »en god mor«, men det udsagn trak hun tilbage med en forklaring om, at hun havde følt sig presset til at sige det »for at beholde mit job«. Herefter aflagde hun to edsvorne erklæringer om, at Mia Farrow havde forsøgt at presse hende til at støtte overgrebspåstanden, og sagde nu, at Woody Allen »altid var den bedste forælder, og alle de ting, Farrow siger om ham, er ikke sandt«.

Dokumentaren har til gengæld fundet frem til en The New York Times-journalist, der med bedrøvelig mine udtaler, at han aldrig kan se en Woody Allen-film igen, som om den besværgelse åbnede en skelsættende ny indsigt for os.

Serien gør sig store anstrengelser for at miskreditere den undersøgelse, som blev gennemført af efterforskere fra Yale New Haven, og giver Farrow’erne god plads til at afvise undersøgelsens konklusion om, at Dylan Farrow havde »problemer med at skelne mellem fantasi og virkelighed«, og i stedet udlægge den sådan, at udenforstående ikke var i stand til at læse hendes referencer rigtigt.

Instruktørerne inkluderer ikke nogen vidnesbyrd fra Dylan Farrows egen psykolog på daværende tidspunkt, dr. Nancy Schulz, der eksplicit sagde, at Mia Farrow og Woody Allen havde bedt hende om at behandle hende, fordi barnet »levede i sin egen fantasiverden«.

Dr. Susan Coates, en anden af ​​familiens mange psykologer, har tidligere fortalt, at en evaluering fra 1990 viste, at Dylan Farrow let blev »revet med af sin fantasi«, selv når hun blev bedt om at beskrive et træ.

Seriens åbningstekster er holdt i en hvid på sort-skrifttype, der ligner den, Allen bruger i sine egne sine film, som om filmskaberne nærmest vigter sig af, at de ikke vil eller ikke kan se ud over Allens offentlige persona. Ziering og Dick breaker den chokerende nyhed om, at Manhattan – uden tvivl Allens mest berømte film – handler om et forhold mellem en teenager og en midaldrende mand.

Woody Allen selv er ikke med i dokumentarserien, angiveligt fordi han nægtede at lade sig interviewe, og der er i det helt taget ikke en eneste medvirkende, der støtter hans version.

Trods erklærede hensigter om »balance« er dette i høj grad Mia Farrows fremstilling, og ofte interviewes hun i et glødende gyldent lys, mens hendes børn Dylan og Ronan Farrow samt Fletcher og Daisy Previn alle bakker op om påstanden, at Mia Farrow var en sand helgen, og at Allen bag sin rare og hyggelige facade i virkeligheden var et sandt uhyre.

Ziering og Dick ved, at de ikke har kunnet grave meget nyt materiale frem bortset fra nogle aldrig tidligere sete Farrow-Allen-familievideoer. Men ak! Disse videoer af Allen, der leger i poolen med sine små børn, er skuffende uskyldige, så filmskaberne tilføjer en dyster og ildevarslende underlægningsmusik.

»Dylan gik fra at sprudle af energi til at være mut og indadvendt,« siger Ronan Farrow og taler her om en periode, da hun var –højst – fire år gammel.

Videoklippet af syvårige Dylan Farrow, der fortæller sin mor, at hendes far rørte hende på hendes »private steder«, er unægtelig hård kost at se, men der har aldrig været nogen tvivl om, at hun har udtalt sig sådan.

Spørgsmålet er alene, om hun blev instrueret i at sige det: Yale New Haven-holdet og senere Moses Farrow siger, at det blev hun; Mia Farrow og alle de talende hoveder, som Ziering og Dick har samlet, siger, at det blev hun ikke.

Det ville være latterligt for udenforstående at gøre krav på vished om, hvem der taler sandt, men det er påfaldende, at serien glider hen over en detalje rapporteret på dette tidspunkt af en journalist, der var sympatisk indstillet over for Farrow’erne: Da Dylan Farrow blev spurgt af en læge, hvor hendes far rørte ved hende, »pegede hun først på sin skulder«.

Dokumentaren gør også meget ud af en udtalelse fra Susan Coates, hvor hun betegner Allens forhold til Dylan Farrow som »upassende intenst« (men meget mindre ud af hendes opfølgning om, at »det var ikke seksuelt«). Men der er ingen henvisninger til Coates’ frygt for Allens »sikkerhed«, da Mia Farrow opdagede affæren med Soon-Yi Previn og Farrows vrede »eskalerede«.

Saks og nåle

I perioden efter bruddet sendte Mia Farrow et valentinsdagskort til Woody Allen, der indeholdt et foto af alle børnene, som hun havde gennemboret med nåle og spidsen af en saks. I et interview fra 1992 sagde Allen, at Mia Farrow havde truet ham: »Du tog min datter fra mig, nu tager jeg din fra dig.«

Da Mia Farrow senere fortalte Coates, at Dylan Farrow havde sagt til hende, at Allen havde begået et seksuelt overgreb mod hende, lød hun for første gang siden afsløringen af Allens affære med hendes adoptivdatter »meget rolig«. »Jeg var forvirret. Jeg forstod ikke hendes ro,« sagde Coates.

Problemet ved bias er, at den kan undergrave alt, hvad der bliver sagt, uanset hvor interessante eller troværdige udsagn der er tale om. Af størst betydning for dem, der har fulgt sagen ud i alle dens enkeltheder, er dokumentarens afsløring af, at Connecticut State Police på deres kort over huset tegnede et togspor på det loft, hvor Dylan Farrow siger, at hendes far misbrugte hende.

Siden 2014 har Dylan Farrow sagt, at hun stirrede på et elektrisk tog, »da det kørte rundt på sporet«, mens hendes far misbrugte hende og lovede hende, at hun skulle blive »en stjerne i hans film«.

Moses Farrow og Woody Allen har imidlertid forklaret, at der aldrig var noget elektrisk tog på loftet, og Allen har sagt, at påstanden om episoden på loftet var inspireret af en sang af Dory Previn, hvis mand, André, forlod hende for Mia Farrow i 1970.

»With My Daddy in the Attic« handler om incest og seksuelle overgreb og indeholder tekster som »Door closed on Mama … /With my Daddy in the attic /That is where my dark attraction lies«. (Denne sang figurerer på samme album som Dory Previns berygtede sang, »Beware Young Girls«, som handlede om Farrows affære med André.)

Politiets tegning anføres som et indicium for, at Dylan Farrow talte sandt. Imidlertid har Robert B. Weide, en instruktør og ven af ​​Allen, i et blogindlæg som reaktion på dokumentarserien berettet, at en barnepige i husstanden på dette tidspunkt har fortalt, at der ganske rigtigt var et legetøjstog på loftet – dog ikke et elektrisk ét, men et stort modeltog i plastic, som børnene kunne sidde på og skubbe frem.

Så med andre ord har alle ret, og alle tager fejl: Der var et tog på loftet, men da det ikke var elektrisk, kunne det ikke have kørt rundt på noget spor, ganske som Moses Farrow og Woody Allen sagde. Denne pointe viser sagens uklarheder, og alligevel gengiver Ziering og Dick den som et sort på hvidt-forhold.

New Yorks borgmester

Ziering og Dick fortæller også historien om New York Citys socialarbejder Paul Williams, som deltog i efterforskningen af Allen, og som hævdede, at han var blevet presset af sine overordnede til at finde anklagerne »ubeføjede«. Da han nægtede – vi ser et klip, hvor han fortæller journalister, at han »tror på barnet« – blev han taget af sagen.

Ziering og Dick mere end antyder, at noget fordækt var på færde her, men i stedet for at finde reelle beviser lancerer instruktørerne helt grundløse teorier om, at Allen blev beskyttet af New York Citys bystyre, måske endda af den daværende borgmester, David Dinkins, fordi han lavede sine film i New York, hvilket indbragte byen millioner af dollar, spekulerer Mia Farrow. Beklageligvis – eller bekvemt nok – er Dinkins nu død og kan derfor ikke kommentere påstanden.

Da efterforskningen stod på, forklarede Allens advokat, Elkan Abramowitz, at Paul Williams blev taget af sagen, fordi han interviewede folk »på en uhøflig måde og forekom partisk«.

Nu ville det ikke være så svært at fremstille en sådan indvending som en advokats gustne forsøg på at delegitimere en belastende kilde, så hvorfor inkluderer Ziering og Dick ikke dette modargument i filmen? Fordi modargumenter er af ringe interesse for Ziering og Dick.

Rige og magtfulde mænd kan slippe af sted med mange ugerninger, det er velkendt. Men dokumentarseriens påstand om, at »hvis man er en magtfuld og berømt mand, er man næsten immun over for retsforfølgelse«, undermineres af dens egne hyppige sammenligninger mellem Allen og andre berømte overgrebsmænd – Weinstein, Cosby, Polanski og så videre – som faktisk alle blev retsforfulgt.

Hvorfor så ikke Allen, spørger dokumentaren. Og det kan der ret beset være gode grunde til, der ikke har noget at gøre med borgmester Dinkins.

Modsat de hårdnakkede rygter, der i årevis gik om, at Allen nægtede at tage en løgnedetektortest hos Connecticut State Police, blev han aldrig bedt om at tage en. I stedet tog han en hos Paul Minor, som i mange år var leder FBI’s polygrafafdeling. Og gennemførte den helt uden mistrovækkende udsving.

Tilsvarende modsiges det billede, som dokumentarserien tegner af Allen som en skræmmende magtfuld mand i stand til at fordreje rettens gang, af det faktum, at dommer Elliott Wilk afsagde en kendelse, der ikke gik hans vej, da Allen efter skandalen lagde sag an for at få forældremyndigheden over Ronan, Dylan og Moses Farrow og tabte med et brag.

Mia Farrow gav sit næste adopterede barn, Thaddeus, mellemnavnet Wilk, som tegn på sin taknemmelighed over for dommeren.

Thaddeus Wilk Farrow døde i 2016. Ifølge Moses Farrow begik han selvmord, og det gjorde et andet barn adopteret af Mia Farrow, Tam Farrow, også, hævder Moses Farrow. Mia Farrow siger, at adoptivdatterens dødsårsag var en hjertesygdom.

Filmen nævner ingen af disse forhold og er også tavs om et tredje adoptivbarn, Lark Farrow, der døde i fattigdom af en aidsrelateret sygdom. Den forbigår i kapitlet om Mia Farrows familiehistorie også totalt den omstændighed, at hendes bror, John Villiers-Farrow, er dømt som pædofil.

Så er der Soon-Yi Previn. Dokumentaren og Farrow-familien kan ikke afgøre, om hun er en ond forfører, der skal skyes, eller et tragisk offer for det seksuelle rovdyr, som de hævder, at Allen er. En ven af familien siger i dokumentaren, at Allen kun sagde, at han »elskede« Soon-Yi Previn på en pressekonference i 1992 for at aflede opmærksomheden fra overgrebsanklagerne.

Ingen i hele dokumentarfilmen forholder sig til, at Woody Allen og Soon-Yi Previn nu har været sammen i næsten 25 år, hvilket antyder, at deres forhold – hvor usmageligt det end måtte have forekommet i starten – klart er mere end et røgslør og i dag næsten fremstår upåfaldende.

Efter at affæren blev opdaget, siger Daisy Previn i dokumentaren, at hun sagde til sin søster: »Mor vil tilgive dig.« Farrow insisterer på, at hun »aldrig bebrejdede« Soon-Yi Previn noget, skønt hun indrømmer, at hun slog hende, da hun overraskede hende i en telefonsamtale med Allen.

Soon-Yi Previn og Moses Farrow har hævdet, at hun gjorde meget mere, og at Mia Farrow var fysisk voldelig over for dem og foretrak sine biologiske børn frem for sine adopterede. Disse beskyldninger afvises pure af Dylan Farrow, Ronan Farrow og Fletcher Farrow Previn, men Dylan Farrows barnepige, Monica Thompson, bekræftede dem i sit vidnesbyrd fra 1993.

»De ting [Moses Farrow] beskylder [Mia Farrow] for er latterlige,« siger Dylan Farrow. Straks efter beklager hun sig over, at alle, der sår tvivl om hendes beskyldninger mod sin far, nægter hende retten »til at beskrive mine egne oplevelser«. Nogle børns oplevelser er mere lige end andre.

Ziering og Dick ved ikke, hvad der skete mellem Dylan Farrow og hendes far. Det gør jeg naturligvis heller ikke, ja, det gør måske efterhånden ingen, nu da gentagne genfortællinger er trådt i stedet for ægte erindring.

Modigere og bedre filmskabere ville forholde sig til det faktum, at historiske sandheder kan ændre sig over tid, og at to forskellige mennesker kan have vidt forskellige udlægninger af den samme hændelse.

Var Allens tilbøjelighed til at følge Dylan Farrow ængsteligt rundt på legepladsen »uhyggelig«, som en af ​​Mia Farrows venner hævder, eller var den en forventelig adfærd fra ​en berømt neurotisk mand, der oplevede sit faderskab for første gang?

Og hvis Mia Farrows ven Carly Simon så, hvordan Allen »udhulede [Mia Farrows] selvværd«, som hun hævder i dokumentaren, hvorfor skrev hun så i 1992 en sang med titlen »Love of My Life«, som indeholdt teksten »Jeg elsker … Woody Allen«? Carly Simon ændrede til sidst denne strofe – dog ikke før i 2007 – men en rigtig journalist ville have spurgt hende om dette. Det undlod Ziering og Dick.

Det eneste væsentlige spørgsmål, som denne dokumentar rejser, er, hvorfor den overhovedet skulle være nødvendig. Allens skyld tages allerede for givet, i al fald i USA. I medierne nævnes hans navn i flæng sammen med Weinstein og Cosby.

Amazon afviste en filmaftale med ham, da hans offentlige afvisning af alle anklager imod ham blev anset for for problematisk, og annullerede den amerikanske udgivelse af hans seneste film, A Rainy Day i New York.

Hans oprindelige forlægger afviste også at udgive hans memoirer sidste år efter pression fra Farrow’erne, en detalje, der også er udeladt i dokumentaren, selv om den gør udstrakt brug af lydbogsversionen af Allens erindringsbog i fraværet af et egentligt interview med ham.

»I de sidste 20 år var han i stand til at te sig, som han vil,« klager Dylan Farrow, og det er sandt, det var han. Og det kunne han fortsætte med, fordi han blev undersøgt to gange, og blev der ikke fundet nogen beviser på overgreb, hvilket heller ikke denne dokumentarfilm evner.

Der er en forståelig og anerkendelsesværdig frygt i offentligheden for at gentage fortidens fejltagelser, for at møde kvinder med mistro og for at bagatellisere traumer ved seksuelle overgreb. Men ikke alle beskyldninger er ens, og nogle sager er for komplekse til at passe ind i aktivismens sort-hvide skabelontænkning.

I den tredje episode fortæller Mia Farrow om en samtale, hun havde med Woody Allen, hvor han angiveligt sagde til hende: »Det betyder ikke noget, hvad der er sandt – det betyder noget, hvad folk tror.«

Hun fortæller dette som bevis på Allens kynisme og grusomhed, men han har fuldstændig ret. Der vil aldrig kunne opnås universel enighed om denne sag, selv om dommen blev afsagt for mange år siden. Folk vil altid tro, hvad de ønsker at tro.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Kjær

Den store del af det der skrives om Allen-Farrow er partsindlæg, også dette. Partsindlæg der skrives af folk uden faglig indsigt i misbrug og overgreb. Allen forsvares af nogle kulturskribenter/anmeldere, alene fordi han er en dygtig instruktør, et forhold som er helt uden betydning i sagen.
Woody Allen har muligvis begået overgreb, men der mangler åbenbart sikre beviser, på samme måde som kvinder ofte mangler beviser når de har været udsat for overgreb.
Nu må Information slutte denne alenlange føljeton, TAK!

jens christian jacobsen, Anders Sørensen og Jan Damskier anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Hvem der har ret i denne fejde, ved jeg ikke, og vi får det nok heller aldrig at vide. Det spørgsmål må man lade stå åbent, hvis man da ikke vil vælge side ud fra forudfattede sym- eller antipatier. Men at mistanken/beskyldningerne med et slag skulle betyde, at man ikke længere kan se en Woody Allen-film, forstår jeg ikke. Selvfølgelig vil tanken om beskyldningerne sidde i baghovedet, men det bliver filmene da ikke dårligere af. Hvis man kun kan nyde eller anerkende kunst, der er skabt af mennesker, man anser for 100% “rene”, eller som man er helt enig med, er det en sørgelig begrænsning, man lægger på sig selv. Ud over det vil det også medvirke til at opdele verden i endnu mere indbyrdes uforsonlige “bobler” og “ekkokamre”, end den er i forvejen.

Niels Johannesen, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Jens Christensen, Steffen Gliese og Per Klüver anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Der er vel ingen tvivl om, at grunden til, at Information laver denne ganske rigtigt underlig lange føljeton, er, at filmredaktøren er Woody Allen-fan og simpelthen ikke kan eller vil forstå, at gode gamle Woody er en gammel gris og overgrebsmand i øvrigt.

I hvert fald det første burde ikke være svært at forstå, eftersom en stor del af hans film portrætterer ham i forhold til meget yngre kvinder, og det er sket i en udstrækning, der må give anledning til seriøs bekymring.

At han så har giftet sig med sin adoptivdatter, nå ja, hvad fanden. Det kan vel ske for enhver.

Joy Nitav, jens christian jacobsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Folkedomstolen vil altid være inhabil ud fra private agendaer. Det er derfor vi normalt foretrækker jura.

Nej, Anders Sørensen, Woody Allen har ikke giftet sig med "sin adoptivdatter". Soon-Yi var Mi Farrows adoptivdatter, og har aldrig som barn boet med Allen. (Men det har hun så gjort de sidste 24 år som hans kone.)

Du må også lige redegøre for, i hvor stor en del og i hvilken 'bekymrende udstrækning', at Allens film "portrætterer ham i forhold til meget yngre kvinder".

Hvis ikke, er det lidt svært at tage din holdning til, hvad du tror, at Allen er og ikke er, seriøst.

Hans Larsen, Niels Johannesen, lars søgaard-jensen, Carl Chr Søndergård, Rune Stilling, Steen K Petersen, Maj-Britt Kent Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels Johannesen

@ Anders Sørensen

Dit indlæg er modbydeligt - og som Mikkelt Stolt påpeger urigtigt: Allen har dannet par med Soon-Yi i næsten 30 år og hun er hverken hans datter eller stedddatter.

Hvilken ret har du i øvrigt til at kalde andres kærlighedsforhold for "betænkelige"?

@ Mikkel Stolt

Teknisk set er det sandt at Soon-Yi ikke boede sammen med woody, men når manden har været hos famillien fra tidligt om morgenen til sent om aftenen, siden Dylans andkomst, de fleste dage, kommer du ikke udenom at han har haft en position som en stedfar ift. Soon-Yi.

At han, ifølge ham selv og Soon-Yi, ingen kontakt havde selvom han kom hver dag i hjemmet, er bare sært!

I flg. dokumentaren har 3 ansatte, i Woodys lejlighed, bekræftet at hun kom til ham i skolens frokostpauser længe inden hun fyldte 21. Det har Woody ikke kommenteret på. Hvorfor prøve at skjule at de havde en relation før hun fyldte 21?

@ Mette K. (som er en anonym debattør?)

Jeg kommenterede bare, at Soon-Yi ikke (som anført) var Allens adoptivdatter, fordi det er en usandhed, og at de ikke boede sammen "teknisk set", som du kalder det.

Jeg ved derudover ikke, hvad dit sigte er med ovenstående indlæg.

Niels Johannesen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Niels Johannesen

@ Mette K

"I flg. dokumentaren har 3 ansatte, i Woodys lejlighed, bekræftet at hun kom til ham i skolens frokostpauser længe inden hun fyldte 21. Det har Woody ikke kommenteret på."

Måske fordi han ikke anerkender at det ikke er et spørgsmål enhver nævenyttig journalist / dokumentarist har krav på at få svar på.

Anders Sørensen

@Mikkel Stolt, her er en liste over aldersforskellen mellem de elskende parter i Allens film.

Det er selvfølgelig begrænset, hvor stor aldersforskellen kunne være i starten (i det mindste i de film, Allen selv spillede hovedrollen i), da han selv var ung. Men hvis man ikke synes, der tegner sig et mønster, så er man sandsynligvis ikke villig til at se dette, fordi man beundrer Allen.

https://www.bkmag.com/2014/05/22/woody-allens-films-ranked-by-age-dispar...

Det siger selvfølgelig intet om, at Allen er overgrebsmand. Og det er selvfølgelig helt normalt at gifte sig med sin ekspartners adoptivdatter, som man har kendt siden hun var lille ...

Jeg ved, at Allen er en gammel gris. Om han er mere eller værre end det, ved jeg ikke. Men jeg tror det.

@Anders Sørensen

Tak, det er en god liste ... om ikke andet til at få øjnene op for, hvor stor aldersforskel der helt generelt er på mandlige og kvindelige hovedroller i Hollywood-film (Allen er så ikke 'Hollywood', men alligevel ...). Men det siger jo bare ikke noget om, hvordan det (som du skrev) "portrætterer HAM i forhold til meget yngre kvinder" (min fremhævning), altså Allen selv. Det er roller, det er karakterer - men som Allen selv er klar over: det er svært at skelne mellem ham selv og hans film-persona. Rigtig mange afviser i hvert fald at gøre det.

Man kan selvfølgelig så sige. at hvorfor skulle han lave film om noget, der ikke interesserede ham .. nemlig unge/yngre kvinder ... så derfor MÅ han være interesseret i unge kvinder! Ergo er han en gammel gris! Ja, det er muligt, men dels gør det ikke nogen til overgrebsmand (og det siger du heller ikke), dels er han ikke ene om at lave fiktive produkter om egne fantasier. Det er bare ikke bevis på noget som helst, der har med hans private liv at gøre. Men du bryder dig ikke om de aldersforskelle ... det er fint ... det må du jo selv om ...

Jeg hæfter mig mere ved, at du i dit første opslag skrev, at Information "ikke kan eller vil forstå, at gode gamle Woody er en gammel gris og overgrebsmand i øvrigt." Nu skriver du trods alt, at du ikke VED, om han er mere end en gammel gris. Så vi er da kommet lidt videre :).

PS. Men det er klart at bias kan komme i vejen for en sund vurdering. Den webside du henviser til er biased temmelig meget imod Allens film, men det er så i orden, fordi du er enig?

Anders Sørensen

@Mikkel Stolt, jeg har i virkeligheden ikke meget mod Woody Allen. Jeg elskede flere af hans film, og jeg gør det stadig på trods.

Jeg kom dog til et punkt i mit liv, hvor yet another Woody Allen-film portrætterede denne nu ikke blot midaldrende, men decideret gamle mand, der spiller hovedrollen i sin egen film, og fantaserer om at kneppe 30-40 år yngre kvinder. Jeg formoder, at de knepper, selv om Allen jo mest snakker.

Det er måske derfor, han er gift med sin ekskones adoptivdatter, in real life.

Ikke at der er noget galt med det, selvom hun var 9 år, da de mødtes.