Den amerikanske superstjerne Billie Eilish er født i det her årtusind, men hun er en gammelklog teen, toptrænet på internettet i at forstå verden og ikke blive rendt over ende af medierne.
Hendes historie står i kontrast til tragedierne om Whitney Houston, Britney Spears og Amy Winehouse. Hun har ikke været ude i misbrug, faktisk indtager hun angiveligt hverken alkohol eller stoffer. Hun er ikke blevet flået af sladderpressen. I stedet har hun forsvaret sin egenart med en sfinx-agtig ro, en blank afvisning af popkulturens kropsidealer og et skarpt intellekt, der har afvæbnet revolverjournalisterne.
Det bekræfter den spritnye Apple TV+-dokumentar The World’s a Little Blurry. Trods sit ensidige fokus på den emotionelle side af hendes liv og den popmusikalske side af hendes virke er det en virkelig fremragende dokumentar om en teenager, der tror på, at ærlighed varer længst. Det er et to timer og 20 minutter langt, superintimt stjerne- og familieportræt med utrolig adgang til privatsfæren; fra bekymrede, grådlabile forældre over Eilishs dybe tvivl på sig selv til hendes selvmordstanker og kærestesorger.
Seks milliarder aflytninger
19-årige Billie Eilish er en af tidens største popstjerner, men også en anmelderdarling og en prisvinder. Hun har flere Guinness-rekorder, herunder for kvinden med flest streams på Spotify: seks milliarder i 2019.
18 år gammel, i 2020, vandt hun hele fem Grammy-statuetter, blandt andet for årets sang, årets nye kunstner og årets album, det fremragende When We All Fall Asleep, Where Do We Go?
I 2020 var hun den yngste kunstner, som indsang en James Bond-titelsang, til den endnu ikke udsendte No Time To Die. Og hun er indtil videre den eneste kunstner født i det her årtusind, der har ligget nummer et på den amerikanske albumhitliste.
Ikke som de andre børn
Hun blev født Billie Eilish Pirate Baird O’Connell den 18. december 2001 i Los Angeles og voksede op i det i begyndelsen latinodominerede område Highland Park.
Hun har aldrig været som de andre børn i skolegården, ja, faktisk kom hun ikke i nogen skolegård overhovedet. I stedet blev hun og den fire et halvt år ældre bror Finneas hjemmeskolet af forældrene Maggie Baird (som har været Broadway-skuespiller og studeret dans og teater) og Patrick O’Connell (der har været byggearbejder og deltidsskuespiller med en birolle i Iron Man fra 2008).
Og her lægges en vigtig kim til den utraditionelle superstjerne, som Billie Eilish er.
»Jeg forstår ikke gruppepres,« har hun sagt. Hun er en popstjerne, der ikke indlader sig på flokmentalitet og ikke indynder sig. »Jeg hader at smile. Det får mig til at føle mig svag og kraftløs og lille,« sagde hun i 2017 til Harper’s Bazaar.
Et fravær af krop
Billie Eilish ankom som en vrangvillig og mørkrandet antitese til en tid med seksualiserede, kvindelige rappere og sangere. Beyoncé, Nicki Minaj, Taylor, Katy Perry, Ariana Grande, Taylor Swift, Rihanna. Alle i en eller anden grad i færd med at definere sig selv via deres kroppe, hud og hår.
Billie Eilish har i stedet gjort sig bemærket ved et fravær af krop. Generelt ses hun formummet i T-shirts i overstørrelse, camouflagejakker, posede sweatshirts eller hoodies.
Det er med en antiforførelsesteknik, at Billie Eilish har forført – og popkulturen kunne ikke gøre andet end at overgive sig til subjektet med den skjulte krop og de sløve, men intimiderende øjne, der smider det objektiviserende blik tilbage i synet på os.
Britney Spears var udsat for 90’ernes fritløbende sexisme og chikane, men nu er tiden en anden og Eilishs mentale beredskab og afvisning af at være et sexobjekt en helt anden historie. Hun får ikke som Spears spørgsmål om sin mødom eller bryster. Hun imødekommes, som det ses i dokumentaren, med mere filosofiske anliggender: »Når du tænker på din mentale rejse, hvad tænker du så?«
Hun er så også morsomt fri for at være kontrolmanisk kropsforskrækket.
»At skide er min yndlingsdel af dagen,« sagde hun til Pitchfork i 2019.
Og Eilish finder sig naturligvis heller ikke i body- og slut-shaming.
Under de første koncerter på hendes – nu coronaudskudte – turné kunne man i foråret 2020 se en video, der adresserede det seksualiserende og bodyshamende blik. »Jeg mærker jer overvåge … Altid. Og intet, jeg gør, lades uset,« siger hun. Hun ser populærkulturens panoptikon i øjnene, gransker det og udfordrer det. Uden at blinke. »Er min værdi baseret på din oplevelse af mig? Eller er din mening ikke mit ansvar?«
Hun forstår dét ejerskab, som popkulturen føler over hende. Men hun finder sig ikke i det.
Den sorteste og den hvideste
»Vores familie var bare en fucking stor sang,« siger hun i dokumentaren om sin familie. Man sang hele tiden, og datteren fandt på melodier oven på dem, hun hørte, altså byggede hun nye harmonier. Og netop vokalharmonierne – og hendes hviskende sangstil – er afgørende for hendes egenart.
Hun indspillede sin første sang som 12-årig, og da hun var 14, lod hendes bror Finneas O’Connell hende synge på hans sang »Ocean Eyes«. Det var hendes – deres – gennembrud.
Hun er blevet kaldt den »på én gang ’sorteste’ pige i stuen og den ’hvideste’ pige i stuen.« For hun trækker på sort kultur med sine traphiphop-beats, rytmiske vokal, baggy tøj, halskæder – i så høj grad, at hun hyldes af hiphopkulturen.
Samtidig emmer hun af at være en autentisk hvid nabopige med sin slacker-melankoli, seriøse, poetiske tekster og indie-hviskende stemme.
Det gør hende til et perfekt produkt i en tid, hvor hiphop er hot, og hudfarve stadig spiller en rolle. Så det er hende, der vinder langt de fleste Grammy-priser, ikke hendes sorte, samtidige – rapstjerner som Nicki Minaj og Cardi B.
Resistens og kernemuskulatur
Den dag i dag komponerer Billie og bror Finneas mestendels deres sange, som de gjorde i gamle dage. Ved et klaver eller med en guitar. Prøver sig lidt tilfældigt frem, synger vrøvleord, fjoller. Det dokumenteres i mange fine scener med et kamera som flue i hjørnet i The World’s a Little Blurry.
Det er et unikt samarbejde i en tid, hvor et hit kan have et tocifret antal sangskrivere og producere – og hvor de forskellige elementer af sangen kan udliciteres.
Det er en stærk familiefunderet kernemuskulatur, der holder Eilish resistent over for ydre påvirkninger – selv om managere og pladeselskab faktisk har forsøgt at få bror og søster til at arbejde med mere erfarne sangere og producere.
»Der var jeg, 14, i et rum med nogle 40-årige gutter, som forsøgte at skrive en sang med mig og Finneas, som var 18. Det ville jeg ikke. Helt ærligt! Lukket inde i et rum med en bunke voksne, som forsøgte at skrive en sang? Ulækkert!,« sagde hun til Variety i 2019.
Barberblade gemt i værelset
Hun er en stor formidler af teen-liv i sine sange og har sat en ny standard for tungsind, man kan danse til. Depression, venners stofmisbrug, angst, selvdestruktivitet. Fra mavepinen i »Bellyache« forårsaget af skyldfølelse over tyveri til kærlighedssorger – »Gold’s fake and real love hurts« – til selvmordstanker – »Take me to the rooptop / I wanna see the world when I stop breathing.«
»Vil du virkelig være så mørk i den her sang?« vil moren vide i dokumentaren. »Vil du virkelig hoppe ud fra taget?«
Eilish svarer: »Sangen er grunden til, at jeg ikke gør.«
Det er her, at The World’s a Little Blurry for alvor stråler, familiediskussionerne. Forældrenes bekymringer og fokus på opbyggelighed over for teenagedatterens besværede psyke, som hun ønsker at formidle.
I dokumentaren viser hun en tekst i sin notesbog. »Det her blad kan gøre så meget,« står der blandt andet, og hun fortæller, at hun dengang havde barberblade og plastre gemt på sit værelse og skar i sig selv på badeværelset. »Ærlig talt troede jeg ikke, at jeg ville nå den her alder,« siger hun.
Det er tegninger og tanker, der kan minde om Kurt Cobains – forsangeren i grungebandet Nirvana, der begik selvmord i 1994. Og egentlig burde der have været en henvisning til helplines for selvmordstruede i begyndelsen af dokumentaren.
Det er Eilishs klare instinkt, at ærlighed varer længst, og det har gjort hende intenst elsket som kunstner. Der er én-til-én resonans.
Det efterlades der ingen tvivl om i dokumentarens rørende optagelser af grædende teenagere til hendes koncerter – ikke hysterisk Beatles-vrælende, men med tårer strømmende, mens de opmærksomt synger uhørligt med på sangene.
Og Eilish forstår popsangens sammensmeltning med lytterens følelsesregister. »Hvis du føler, at en sang beskriver dig og dét, du føler, så er sangen om dig. Jeg skrev den om dig,« sagde hun i 2018 til Complex.
Stridbart egensindig
På en måde er hun den klassiske teenager. Stridbart egensindig med et nærmest medlidende blik på de voksne, der har fucket så monumentalt her på kloden.
Nu skal der ryddes op, og hun fører an.
Hendes 2020-turné skulle have været af den grønnere variant, og hun optræder med skuespilleren Woody Harrelson i videoen »Our House is On Fire« – en appel til grøn bevidsthed.
Hun har været veganer siden 2014, og i 2019 uploadede hun en video, der dokumenterede overgreb på dyr i kvægindustrien.
I skyggen af mordet på George Floyd støttede hun Black Lives Matter. Og i 2018 opfordrede hun studerende i Californien til at vælgerregistrere sig, og i august sidste år talte hun til demokraternes konvent: »Donald Trump ødelægger vores land og alt, vi holder af,« sagde hun.
Billie Eilish søger at legitimere sin generations position som sansende og tænkende individer på lige fod med de ældre generationer.
»I enhver alder kan du føle alt. Bare fordi du er 40, og du har oplevet mere i dit liv, end jeg har, betyder det ikke, at jeg ikke har følt de samme ting,« sagde hun i 2018 til Complex.
Sammen med Greta Thunberg, antivåbentalskvinden Emma González og poeten Amanda Gorman er hun blevet talerør for en woke generation z – dem født fra slutningen af 1990’erne til de tidlige 2010’ere.
Ikke så nærsynet
Det er et modsætningsfuldt territorium for Eilish. For hun er vild med benzinslugende biler. I dokumentaren ønsker hun sig intet mere end en matsort Dodge Challenger-sportsvogn. Og får den.
Og hun dyrker og reklamerer for tøj fra en modeindustri, der er notorisk forurenende og stimulerer overforbrug.
Hun har i det hele taget svært ved at få øje på problemerne i nærmiljøet.
Eilishs familie flyttede til Highland Park i 2001 og blev således en del af den gentrificering, som har tvunget mange mindre bemidlede latinofamilier til at flytte ud. Ja, hendes forældre købte nabohuset, istandsatte det og solgte det til et hvidt par.
Imens er Highland Park blevet fyldt med alternative filminstruktører, skuespillere, akademikere, kunstnere, øko-donuts. Et stadigt hvidere indie-paradis for en spirende popsanger.
Forståeligt nok vakte det stor vrede, da Eilish udtalte sig om bydelen: »Det var ikke et fedt nabolag, og der boede ikke rigtig nogen,« sagde hun i 2017 til Coup de Main Magazine.
»Gentrificering er neokolonialisme,« tweetede @aiurare. »Nabolaget eksisterede, levende og brunt før alle I hvide besluttede at forflytte alle. F*** @billieeilish, vi boede der.«
Der er altså en blindhed på spil – over for klasse- og raceprivilegier og over for egne knap så økovenlige vaner i Eilishs eget liv. Men, hey, hvilken velfærdsdansker kan sige sig fri for det?
Økonomi versus idealisme
Billie Eilish er flyttet ind i den moderne teenpsyke, og det er ikke den værste sambo, man kan få. For hun formidler – uden at prædike – en autonom tænkning, en overvindelse af selvdestruktivitet og en afvisning af narcissistisk spejlingskultur. Samtidig med at hun kæmper for sin generations ret til en stemme i den offentlige debat.
Dokumentaren The World’s a Little Blurry er på sine egne intime præmisser fremragende. Men den er også et nærsynet og ensidigt familie- og kunstnerportræt, der komplet ignorerer Eilishs politiske engagement. Måske forretningsmæssigt smart, men også enøjet og fortrængende.
Det er et konfliktfyldt sted, Billie Eilish befinder sig lige nu. Dér, hvor hun skal afveje pragmatiske økonomiske interesser over for moral og idealisme. Dér, hvor hun er indlejret i en musikbranche, der tænker appel og købekraft, mens hun ser sig selv som et autonomt individ og som del af en politisk bevidst og ansvarlig generation. Det er en balanceakt, som kan blive sværere de kommende år.
Britney Spears’ offer i spotlyset var hendes krop og mentale førlighed. Billie Eilishs offer kan blive hendes politiske sindelag.
Håbet er, at det ikke sker. Og at hun bliver ved at lave fabelagtige og kloge sange med sin bror derinde bag træhegnet i den gentrificerede idyl i barndomshjemmet.
Kilder: Harper’s Bazaar, Billboard, Junkee, NME, Variety, Ssense, NPR, Coup de Main Magazine, CNN, libcom.org, XXL, Guinness World Records, Complex.
’The World’s a Little Blurry’ – Instruktion og manuskript: R.J. Cutler. Fotografi: Jenna Rosher. 140 minutter. Ude på Apple TV+ nu.
Fin artikel. Tak for den.
Rørende og fin dokumentar. Den kan anbefales.