Interview
Læsetid: 11 min.

En af Danmarks bedste filmfotografer er sprunget ud som instruktør i udlandet

Filmfotografen Charlotte Bruus Christensen har lavet film med instruktører som Thomas Vinterberg, Denzel Washington og Aaron Sorkin. Nu er hun også selv begyndt at instruere – miniserien ’Black Narcissus’ – og det har gjort hende til en bedre filmfotograf, siger hun
Filmfotografen Charlotte Bruus Christensen har instrueret sin første miniserie, den engelsksprogede ’Black Narcissus’, der lige nu kan ses på Disney+.

Filmfotografen Charlotte Bruus Christensen har instrueret sin første miniserie, den engelsksprogede ’Black Narcissus’, der lige nu kan ses på Disney+.

FX Networks

Kultur
25. marts 2021

Charlotte Bruus Christensen er i gang med en undersøgelse. En undersøgelse af forholdet mellem et ansigt og et filmkameras optik – hvor tæt man kan komme på en præstation og en følelse med et kamera. Det er en undersøgelse, som den danske filmfotograf har været i gang med i lang tid i danske film som Thomas Vinterbergs Submarino og Jagten og en række film i udlandet, og som har ført hende et helt nyt sted hen: Hun har nemlig instrueret sin første miniserie, den engelsksprogede Black Narcissus, der lige nu kan ses på Disney+.

Serien, som hun også selv har fotograferet, er den foreløbige kulmination på undersøgelsen, og hun har lært meget af den, fortæller hun over Zoom fra London.

»Jeg tror, at det har gjort mig til en bedre fotograf. Der er mange, der siger, at en instruktør skal spille skuespil for at blive en bedre instruktør. Det kunne også godt være, at en fotograf skulle prøve at instruere for at blive en bedre fotograf,« siger hun.

»Jeg lærte meget mere om det her skuespil. Jeg synes, det er forkert, når instruktøren planlægger noget skuespil, og så planlægger jeg nogle billeder, som skal se cool ud, og så mødes vi på optagelserne, og forhåbentlig passer det sammen. Jeg synes faktisk, at vi kom tættere på præstationerne på Black Narcissus

Nonner på flugt

Black Narcissus er baseret på en roman fra 1939 af den britiske forfatter (Margaret) Rumer Godden og handler om en håndfuld britisk-katolske nonner, der i 1937 sendes til et gammelt palads i Himalaya-bjergene. Det er meningen, at de skal indrette et kloster og en skole for områdets børn, men fortidens spøgelser, stedets på én gang smukke og uvejsomme natur, de lokales tro og traditioner og nonnernes egne fortrængte drømme og begær truer med at ødelægge deres mission.

»I virkeligheden handler det jo om en flugt fra den, man er. Der er mange unge piger og unge mænd, som i dag vil være noget andet, end det de er. Det er det, Instagram handler om. Folk designer deres profiler som det, de gerne vil være,« siger Charlotte Bruus Christensen om historiens aktualitet i dag, selv om den foregår for næsten hundrede år siden.

Hovedpersonen i serien er unge, ambitiøse søster Clodagh (Gemma Arterton), der leder den lille flok nonner, og som plages af minder om en fortid, hvor hun havde sex før ægteskabet – en dødssynd i den irske, katolske rigmandsfamilie, hun er vokset op i – men blev svigtet og derfor kun havde nonnegerningen tilbage.

»Her er en kvinde, som skulle have været født i 2010, fordi hun er ekstremt fysisk, og hendes begær og kvindelighed og trang til fysiske forhold er et narkotikum. Hun er nødt til at gå til det, jeg kalder AA-møder, og det er så at blive nonne. Det er en måde at afvænne sig på,« siger Charlotte Bruus Christensen.

Tilbage til bogen

Det er ikke første gang, at Black Narcissus bliver omsat til levende billeder. Det blev den også i 1947 af instruktørparret Michael Powell og Emeric Pressburger, der sammen med filmfotografen Jack Cardiff lavede et sansemættet gotisk-erotisk mesterværk i stærke og mættede technicolorfarver. Jack Cardiff, der lavede flere beundrede film sammen med Powell og Pressburger, er et af Charlotte Bruus Christensens store forbilleder, og det var grunden til, at hun til at begynde med sagde nej til at instruere en ny version af Black Narcissus, der har manuskript af Amanda Coe. Det var simpelthen for ærefrygtindgydende.

»Jeg læste titlen og tænkte, at ’det der skal jeg bare overhovedet ikke røre ved’,« siger hun.

Men langsomt lod hun sig overtale, ikke mindst fordi hun læste Rumer Goddens roman og begyndte at tænke på serien som en gentænkning i stedet for en genindspilning af Black Narcissus.

»Samtidig blev jeg måske også lidt fascineret af det angstprovokerende i at tage sådan en klassiker op igen. Da jeg havde besluttet mig for at lave serien, gjorde jeg mig mange overvejelser om, hvordan jeg skulle gribe det an. Skulle jeg sørge for at lave det mere moderne og håndholdt? Eller var jeg så fascineret af romanen, at jeg skulle forblive tro mod den? Jeg valgte at gøre det sidste.«

Inspireret af Cardiff

Det betød også, at Charlotte Bruus Christensen skulle lægge frygten for at gå Powell, Pressburger og Cardiff i bedene på hylden.

»Jeg elsker Cardiffs arbejde. Black Narcissus er jo banebrydende på alle mulige måder. Den var forud for sin tid i forhold til at visualisere kvindeligt begær og seksualitet – uden egentlig at sætte store billeder på det, men bare fortælle historien. Hvilket den gjorde vanvittigt smukt,« siger hun. Hun kom til den erkendelse, at det ville være forkert at kopiere Cardiff – det kan man slet ikke – men at det ville være helt i orden at lade sig inspirere af ham. Det betyder også, at der er en lille håndfuld billeder eller indstillinger i serien, som bevidst hylder Cardiffs arbejde, blandt andet et nærbillede af en kvinde, der tager læbestift på, og et skud fra klosterets klokketårn ned i en dyb afgrund.

Charlotte Bruus Christensen i gang med at instruere ’Black Narcissus’, som er baseret på en roman fra 1939 af den britiske forfatter (Margaret) Rumer Godden og handler om en håndfuld britisk-katolske nonner, der i 1937 sendes til et gammelt palads i Himalaya-bjergene.

Charlotte Bruus Christensen i gang med at instruere ’Black Narcissus’, som er baseret på en roman fra 1939 af den britiske forfatter (Margaret) Rumer Godden og handler om en håndfuld britisk-katolske nonner, der i 1937 sendes til et gammelt palads i Himalaya-bjergene.

FX Networks

»Jo mere jeg tænkte over, hvad jeg kunne gøre anderledes, jo mere irriteret blev jeg på mig selv. Jeg brugte al min tid på det. Men det handlede jo om romanen. Jeg skulle læse og visualisere den. Så kunne det godt være, at det landede i samme boldgade som Powell og Pressburger, men det kunne vel ikke være så forkert. Det er jo den samme roman. Mit helt klare valg var at se filmen, lagre den i mit baghoved, og så gå tilbage til romanen. Rumer Goddens beskrivelser er vanvittigt dybe, og det var dem, vi skulle visualisere.«

Serien er optaget on location i Himalaya og i studier i England, og da den ikke er optaget på film, men digitalt, hvilket giver nogle hårde og skarpe billeder, fik Charlotte Bruus Christensen kameraproducenten Panavision til at lave nogle optikker, som gjorde billederne blødere og mere portrætagtige.

»De skulle ikke være kliniske. Man skulle føle dem. Så billedsiden arbejdede sig hen i en technicolor-verden, hvor grøn er ikke en skarp grøn, der springer ud af skærmen, men en kontrolleret grøn, mættet og afdæmpet. Vi brugte også nogle specielle farver, for eksempel magenta, der giver en lyserød hudfarve, som var perfekt til det pres, nonnerne er under.«

Skal du ikke instruere?

Det var mennesker omkring Charlotte Bruus Christensen, som først sagde højt, at hun også skulle instruere – men hun havde selv tænkt tanken. På Tate Taylors Kvinden i toget fik hun i vid udstrækning mulighed for selv at stå for det visuelle og scenernes opbygning i tæt samarbejde med hovedrolleindehaver Emily Blunt, der blev en god veninde – og en af de første til at spørge, om fotografen ikke snart skulle instruere. Siden arbejdede de to igen sammen på Blunts mand, skuespilleren og instruktøren John Krasinskis, A Quiet Place. Spørgsmålet blev stillet igen, og Charlotte Bruus Christensen kunne mærke, at hun gerne ville.

Blå bog: Charlotte Bruus Christensen

  • Charlotte Bruus Christensen (født 1978) er uddannet som filmfotograf fra National Film and Television School i London i 2004. Efterfølgende flyttede hun hjem til Danmark og stod bag kameraet på flere af Thomas Vinterbergs danske film. Submarino (2010) og Jagten (2013) - og en af hans engelsksprogede Far from the Madding Crowd (2016). Udlandet fik øjnene op for hendes evner, og hun har siden fotograferet blandt andet Kvinden i toget (2016), Fences (2016), Molly's Game (2017) og A Quiet Place (2018). Senest har hun fotograferet Janus Metz' kommende All of the Old Knives. Black Narcissus er den første tv-serie, hun har instrueret.

I mellemtiden havde hun også fotograferet Denzel Washingtons nye film, Fences, og hun sugede til sig af hans erfaringer: »Han gav mig meget i sin instruktion, og vi snakkede om skuespil. Hvordan jeg skulle tackle filmen rent skuespilmæssigt.«

Det var også ham, hun ringede til, da hun på et tidspunkt var i tvivl om det fornuftige i som filmfotograf at begynde at instruere – om det ville give hende problemer sidenhen, og instruktører ikke længere ville arbejde sammen med hende, fordi de var bange for, at hun ville blande sig i deres arbejde. Ville han for eksempel spørge hende, hvis han mente, at hun passede til en af hans film?

»Han sagde: ’I could not care less! Gør, hvad du har brug for at gøre.’ Jeg talte med Paul Thomas Anderson, der også selv fotograferer nu, og han sagde, ’jeg gør det, der er nødvendigt, og det skal du også gøre’. Jeg tænkte, ’okay, de vil ringe til mig igen.’ At lave film er også en uddannelse. Det må da også være interessant for instruktører, at jeg nu ved endnu mere om, hvordan jeg kan støtte dem, og hvordan jeg skal arrangere en scene. Forholdet mellem en instruktør og en fotograf handler også om meninger og et gensidigt pres, og jeg ved også endnu mere om, hvornår jeg skal trække mig tilbage.«

Tæt på en følelse

Til at begynde med var det ikke meningen, at Charlotte Bruus Christensen også selv skulle fotografere Black Narcissus, men i processen med at forsøge at finde den helt rigtige filmfotograf til projektet, gik det op for hende – og for seriens producenter – at det måske i virkeligheden var hende selv.

»Jeg tænkte: ’Jeg er fotograf. Jeg er ikke instruktør – endnu.’ Det kan godt være, at jeg har haft et tæt forhold til nogle skuespillere, men det er fandeme også et stort spring, og i mit hoved blev det et endnu større spring at skulle slippe fotografiet og instruere. Det blev sådan lidt: ’Jeg tør sgu nok ikke stille mig på scenen og synge uden min guitar,’« siger hun.

»Det er det, jeg ved, jeg er. Det, jeg ved, jeg kan. Og sådan som jeg tænker film og læser manuskripter – og sådan jeg også læste det her manuskript. Det er gennem billeder. Det er sådan, jeg er trænet. Jeg ringede til Gemma Arterton og de øvrige hovedskuespillere og fortalte dem, hvad jeg gerne ville og hvorfor. Det var vigtigt, at de var med på det og ikke følte, at der ikke blev tid til dem.«

Et usynligt kamera

Skuespillerne var med på det, og det blev en spændende proces for Charlotte Bruus Christensen, der kunne se, hvor meget videre i hendes filmiske undersøgelse, serien bragte hende.

Til at begynde med var det ikke meningen, at Charlotte Bruus Christensen også selv skulle fotografere ’Black Narcissus’, men i processen med at forsøge at finde den helt rigtige filmfotograf til projektet, gik det op for hende – og for seriens producenter – at det måske i virkeligheden var hende selv.

Til at begynde med var det ikke meningen, at Charlotte Bruus Christensen også selv skulle fotografere ’Black Narcissus’, men i processen med at forsøge at finde den helt rigtige filmfotograf til projektet, gik det op for hende – og for seriens producenter – at det måske i virkeligheden var hende selv.

FX Networks

»En af de ting, der overbeviste mig om, at jeg skulle instruere, var en nysgerrighed i forhold til, hvor tæt man kan få en optik på en præstation. Det er noget, der især har fulgt mig de seneste fem-seks år, for eksempel i mit arbejde med Denzel, hvor jeg også opererede kameraet. Han er lige dér,« siger hun og holder en hånd op foran sit ansigt.

»Hvor tæt kan man komme på en følelse, når det ikke handler om, at kameraet skal flyve rundt på en kran eller bevæge sig igennem et nøglehul? Vi må ikke forstyrre historien med alt det, vi kan med et kamera. Det skal ikke prøve på mere, end instruktøren og spillerne leverer. En optik skal placeres og bevæges i forhold til en præstation, så den føles ’usynlig’.«

Da Charlotte Bruus Christensen gik på National Film and Television School i London – hun tog afgang i 2004 – var hun meget fascineret af den svenske filmfotograf Sven Nykvists samarbejde med Ingmar Bergman, og af hvordan de to kunne lave et næsten kvadratisk billede af et ansigt, uden lyssætning, og alligevel fange publikums opmærksomhed.

»Hvorfor kan jeg ikke lade være med at stirre på det? Hvorfor kan jeg ikke lade være med at føle. Jeg har været fascineret af den enkelhed. Hvorfor vil jeg egentlig instruere? Det har måske også noget at gøre med, at jeg er interesseret i at komme endnu tættere på en præstation. Og det hænger sammen med optikken – jeg tænkte, at jeg skulle have optikken så tæt på noget rigtigt som muligt,« siger hun.

Ikke færdig med fotografiet

Men hvad var det så, at Charlotte Bruus Christensen lærte af at lave Black Narcissus, og som har gjort hende til en bedre fotograf?

»Det blev lidt mere loose med kameraet,« siger hun.

»Jeg havde virkelig planlagt det hele, det var jeg nødt til, fordi jeg havde to-tre hatte på, men det blev tilgængeligt og fleksibelt. Jeg tror, jeg kan blive endnu bedre til det, men jeg opbygger en forståelse for, hvad det vil sige at forstørre en præstation ved at formindske optikkens bevægelse. Det er mit job som fotograf at placere kameraet og optikken lige dér, hvor publikum får størst indblik i historien og karaktererne. Black Narcissus var jo første gang, at jeg fik lov til at gå hele vejen, og det var et stort skridt i min research i forhold til Nykvist-Bergman: Hvad er det, der gør, at man ikke behøver bevæge kameraet, og alligevel sidder publikum med åben mund og studerer et ansigt. Jeg siger ikke, at jeg ramte det.«

Hun griner og fortsætter: »Overhovedet. Men jeg lærte noget om, hvad en optik og en præstation skal kunne. Det er ikke en research, jeg er færdig med, eller som jeg kun skal tage selv. Jeg elsker at samarbejde med instruktører, og jeg vil stadig gerne fotografere. Men jeg har fundet ud af, hvad det er for instruktører, jeg skal arbejde med, og hvad det er for film, jeg skal fotografere. Jeg elsker Paul Thomas Anderson. Hvis man ser på hans film ... billederne og præstationerne passer sammen. Man kan mærke, at han også er i gang med en undersøgelse i sit værk.«

’Black Narcissus’ kan ses på Disney+

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her