Feature
Læsetid: 7 min.

Debatten om Amanda Gorman-oversætteren, der var for hvid, handler om mere end cancel culture

Ved første øjekast lignede det endnu et eksempel på såkaldt cancel culture, da den hollandske oversætter af afroamerikanske Amanda Gormans digte trak sig efter kritik af, at vedkommende var hvid og nonbinær frem for sort og kvinde. Ved nærmere øjesyn rejser sagen relevante spørgsmål om, hvad oversættelse og inklusion egentlig er. Dem har vi talt med en oversætter og et par forlagschefer om
Debatten om, hvorvidt Marieke Lucas Rijneveld skulle oversætte Amanda Gormans (på billedet) digte eller ej, kan blandt andet opfattes som en principiel diskussion om, i hvor høj grad vi som mennesker med forskellige livsvilkår overhovedet er i stand til at sætte os i hinandens sted.

Debatten om, hvorvidt Marieke Lucas Rijneveld skulle oversætte Amanda Gormans (på billedet) digte eller ej, kan blandt andet opfattes som en principiel diskussion om, i hvor høj grad vi som mennesker med forskellige livsvilkår overhovedet er i stand til at sætte os i hinandens sted.

Abbie Trayler-Smith

Kultur
10. marts 2021

Den hollandske forfatter Marieke Lucas Rijneveld trak sig for nylig som oversætter af den amerikanske digter Amanda Gormans første digtsamling og hendes digt »The Hill We Climb«, der blev fremsagt til Joe Bidens indsættelsesceremoni, og som er en 723 ord lang hyldest og opfordring til forsoning og samhørighed i en splittet samtid.

Rijneveld trak sig, fordi forlaget Meulenhoff, der skal udgive bøgerne, blev kritiseret for at vælge en hvid, nonbinær person uden forbindelse til den spoken word-tradition, Amanda Gorman udfolder sig i, til at oversætte.

Først skrev en afrohollandsk spoken word-digter ved navn Zaïre Krieger i et ramsaltet tweet, at der fandtes masser af brune, unge spoken word-digtere, som egnede sig bedre til opgaven, og så skrev en journalist og aktivist ved navn Janice Deul nogenlunde det samme i et debatindlæg i det hollandske dagblad de Volkskrant.

Som svar på kritikken meldte forlaget ud, at de anså Rijneveld som en ideel oversætter, fordi de – som er det stedord, Rijneveld foretrækker – ligesom Gorman er ung, internationalt anerkendt og arbejder for et mere inkluderende samfund. Amanda Gorman havde også godkendt valget. Ikke desto mindre var planen, at Rijneveld skulle samarbejde med nogle såkaldte sensitivity readers (direkte oversat: følsomhedslæsere), som er en form for tekstkonsulenter med indsigt i teksternes sproglige og kulturelle kontekst.

Men kritikken førte altså til, at den holllandske forfatter den 25. februar trak sig. Ifølge sin udmelding på Twitter var Rijneveld blevet overrasket over kritikken, men forstod godt de mennesker, der var kede af forlagets valg. Meulenhoff er nu i færd med at nedsætte et hold, der sammen kan oversætte Amanda Gormans tekster til hollandsk. 

Amanda Gormans eget ønske

Historien om oversætteren, der var hvid og nonbinær frem for sort og kvinde og derfor måtte trække sig, fik i sidste uge en tur i den verdensomspændende mediemølle, da den britiske avis The Guardian bragte den.

Ud fra The Guardians udlægning kunne historien ses som et tidstypisk eksempel på, at det pludselig er vigtigere, hvem man er, og hvilke minoriteter man repræsenterer, end hvad man kan, og på at identitetspolitiske aktivister på ingen tid kan presse deres dagsorden igennem hen over hovedet på dem, det egentlig handler om.

Helt så skarpt optegnet er historien dog ikke, når man ser nærmere på den.

Ønsket om at oversætteren af Amanda Gorman skulle være en yngre og gerne brun kvinde, kom ikke bare fra hollandske aktivister, men fra forfatteren selv. Det fortæller forlagschef Christian Bach fra forlaget Carlsen, der hører under Lindhardt og Ringhof, over mail til Information.

Han står for udgivelsen af The Hill We Climb på dansk og forklarer, at han ikke kan sætte nogle generelle parametre op for, hvilke oversættere der passer til hvilket værk, men at han i det her tilfælde godt kunne se meningen med Gormans ønske om en oversætter, der på visse punkter minder om hende selv. 

»Der kan været noget med hele forståelsesrammen omkring livssituation og følelser, som giver en mere ægte tone i oversættelsen,« skriver Christian Bach.

Derudover var det vigtigt for forlaget Carlsen, at oversætteren af The Hill We Climb er genremæssigt beslægtet med Amanda Gorman: »Det var vigtigt at finde en oversætter med stor forståelse for flow, rim og rytme – og allerhelst med egen baggrund i spoken word-scenen, som Amanda Gorman jo selv udspringer fra.«

Carlsen har fundet en oversætter, der lever op til alle ønskerne, men vil endnu ikke afsløre, hvem det er. Ikke direkte i hvert fald. Ud fra hvad forlagsdirektør for Lindhardt og Ringhof, Lars Enggaard, har fortalt Berlingske om oversætteren – »hun er selv fra spoken word-miljøet, hun har boet i Canada, og hun udgiver allerede på vores forlag« – kan det næppe være andre end den 27-årige digter og aktivist Naiha Khiljee.

På Informations henvendelse svarer Khiljee, at hun lader forlaget om at udtale sig om oversættelsen.

Bekymring blandt oversættere

En af dem, der fandt det problematisk at vurdere Marieke Lucas Rijnevelds egnethed som oversætter af Amanda Gorman ud fra blandt andet hudfarve, er den skønlitterære oversætter Juliane Wammen. Hun er også formand for Dansk Forfatterforenings oversættergruppe og fortæller til Information, at hun og mange af hendes kolleger bliver lidt bekymrede over, hvad sagen rent principielt betyder for, hvordan man vælger oversættere til et værk.

»Betyder det, at jeg kun må oversætte litteratur af forfattere, der er som jeg selv på visse parametre? Og hvilke parametre er det så? Hvis det handler om etnicitet, hvad for en slags hvid eller hvad for en slags sort skal man så være? Man kan også vælge, at oversætteren af en kvindes værk selv skal være en kvinde, men vi er jo også rimeligt forskellige. Der findes 3,5 milliarder af os i verden,« siger Juliane Wammen.

– Spiller ens personlige erfaringer ikke ind i den fortolkning, som en skønlitterær oversættelse også er?

»Jo, det gør de. Oversætteren skal jo skrive digtene igen på sit eget sprog, og der bruger man jo sig selv. Men de fleste oversættere har det nok sådan, at kernen i ens faglighed er, at man kan sætte sig ind i andres udsagn og tekster og oversætte dem i kraft af sine sproglige evner og sin viden. Vi oversætter hele tiden tekster om ting, vi ikke har oplevet selv. Det er derfor, mange af mine medlemmer og kolleger bliver vrede og nærmest lidt sårede over den her kritik, fordi de føler sig beklikket på deres faglighed.«

– Findes der efter din mening noget som helst tilfælde, hvor det giver mening at vælge en oversætter til et værk ud fra parametre som etnicitet, alder eller køn?

»Jeg mener principielt ikke, at der er tilfælde, hvor en oversætter ikke kan oversætte et værk, forudsat at vedkommende har de nødvendige faglige kompetencer. Nogle gange vil man møde et værk, som man ikke har baggrund for at forstå, og så handler det om, hvorvidt man har tid, lyst og mulighed for at sætte sig ind i det,« siger Juliane Wammen.

»Samtidig er det klart, at man har nogle erfaringer i kraft af sit køn, sin hudfarve, sin religion og alt muligt andet, som man har med sig. Og det kan godt være en kompetence i sig selv, at man har en bestemt baggrund at trække på. Jeg bruger givetvis en masse ting i mit arbejde som oversætter, som jeg ikke har lært på en uddannelse, men gennem at være den, jeg er.«

Bred feltet af oversættere ud

Mens Juliane Wammen kan være bekymret for, at forskellige identitetsforhold skal blive afgørende for, om man som oversætter regnes for egnet til en opgave, kan hun godt se behovet for at prøve at brede feltet af oversættere lidt ud og få nogle flere ind i branchen.

»Det ville være en fordel, hvis flere forskellige slags mennesker blev oversættere. Men hvis man ikke kan se nogen med den samme baggrund som en selv i en branche, så kan det være svært at se sig selv i den. Derudover er der måske noget med uddannelsessystemet, og hvordan man i det hele taget får job som oversætter. Det handler meget om netværk.«

Den opfattelse deler Line Miller, der er forlagschef for oversat skønlitteratur på Politikens Forlag. I de ti år, hun har arbejdet med oversat litteratur, har hun med ganske få undtagelser kun mødt hvide oversættere, og hun mener, at den danske forlagsbranche »har en opgave med at finde ud af, hvem vi lader komme til biddet«.

Ifølge Line Miller handler det om at udvikle nye og mere forskelligartede oversættertalenter løbende.

»Når man begynder at samarbejde med nye oversættere, er der ingen, der fra starten gør det fuldstændig lydefrit. Man kan se, om de har sans for det sproglige og det temperament, arbejdet kræver, men oversættelse handler også meget om øvelse. Så vi skal undersøge, hvem vi giver en chance – og hvem vi giver en chance længe nok til, at de kan nå at øve sig og blive rigtig dygtige. Det er der ingen, der er fra starten,« siger Line Miller.

Neutralt ståsted findes ikke

Line Miller er »ikke nødvendigvis uenig« i kritikken af valget af Rijneveld som oversætter af Amanda Gormans bøger. Simpelthen fordi man her gik glip af muligheden for et mere passende match. Hun understreger, at man ikke én gang for alle kan sige, hvad der er den rigtige tilgang til at vælge oversætter til et værk, men mener, at faktorer som køn, alder og racialiseret perspektiv spiller en rolle i oversættelsesarbejdet.

»Oversættelse er jo ikke neutralt. Oversætteren er et specifikt menneske, der projicerer teksten og bliver en medskaber af den oversatte tekst. Derfor er det relevant, at vi også har adgang til oversættere med en anden erfaring end den hvide mainstream-erfaring.«

Debatten om, hvorvidt Marieke Lucas Rijneveld skulle oversætte Amanda Gormans digte eller ej, kan både opfattes som en principiel diskussion om, i hvor høj grad vi som mennesker med forskellige livsvilkår overhovedet er i stand til at sætte os i hinandens sted; som et spørgsmål om at give plads til nye stemmer eller om at finde en digter inden for samme genre eller en værdig repræsentant for digtenes budskaber.

Som en sidegevinst har den også givet Marieke Lucas Rijneveld inspiration til digtet Everything inhabitable, der i lørdags blev trykt i The Guardian i engelsk oversættelse.

Digtet kan læses som en dybfølt hyldest til oversættergerningen og rummer blandt andet linjerne:

»[ …] du
vil sige at måske forstår du ikke alting
at selvfølgelig rammer du ikke altid den rigtige akkord, men at
du føler det, ja, du føler det, selv om forskellen er en kløft.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Indholdet af digtet taget i betragtning, kan det nok virke en smule paradoksalt.

Christian de Thurah

“Ved første øjekast lignede det endnu et eksempel på såkaldt cancel culture...”.
Det synes jeg også, det gør ved andet og tredje.

Jan Kauffmann, Emil Davidsen, David Hertz-Holm, René Arestrup, Torsten Jacobsen, Karsten Nielsen, Inge Lehmann, Søren Laursen, Susanne Kaspersen, Kenneth Krabat, Mogens Holme, Carl Johan Hollands, Bo Klindt Poulsen , Niels Johannesen, ulrik mortensen og Peter Mikkelsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Min egen lærer i oversættelse sagde det meget godt, synes jeg, nemlig at det handler om at kunne sit eget sprog først og fremmest.
Det burde imidlertid både være muligt og indlysende for forlagene at finde oversættere nu med en decideret tosproglighed, der burde give adgang til også sprog, der ikke tidligere eller kun sporadisk har været udkommet på dansk.
Hvis man skal forholde sig til de kloge tanker, der er tænkt om sprog, også fornylig, burde oversættelse jo slet ikke kunne lade sig gøre; men paradoksalt nok lader det sig gøre i en eller anden form, som dog formodentlig skøjter henover en masse underliggende betydninger af tankemønstre, der forbliver uhåndgribelige.
Min græsklærer brugte i sin tid det græske ord for 'borg' til at forklare dette forhold.: på græsk hedder bord 'trapeza', og det er jo en holdning til dimensionalitet og form, som vi slet ikke ser på samme måde.

Niels Johannesen

Det mest skræmmende er næsten den enorme indflydelse de skingre stemmer på twitter har fået. Der skal ikke andet til end en overfladisk anklage om racisme, kolonialisme eller sexisme før politikere, forlagsredaktører og universitetsrektorer lægger sig fladt ned og siger undskyld. Folk har jo ret til at tweete præcis så skøre ting som de vil - problemet er at resten af samfundet retter ind.

Hvornår mon det her vanvid driver over?

Jan Kauffmann, Carsten Hansen, Janus Agerbo, David Hertz-Holm, Flemming Berger, Karsten Nielsen, Inge Lehmann, arne tørsleff, Claus Nielsen og Carl Johan Hollands anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Jeg tror desværre ikke at det går over nogensinde, Niels. Verden er fuld af tosser. Før internettet gik de bare rundt i deres nabolag og skabte sig åndsvagt. Nu kan enhver med en PC råbe ud i hele verden.

arne tørsleff, Claus Nielsen og Carl Johan Hollands anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Nu hvor der nævnes skingre stemmer på Twitter, kommer en anden person i erindring.

christen thomsen

Den vulgære forklaring er vel brødnid? Et forsøg på en mere kompliceret går vel i retning af Glieses ovenfor. Hvis den 'hvide' oversætter behersker hollandsk og er fortrolig med den afrikansk-amerikansk retorik, tradition, og de konventioner og fremførelsesmåder Gormans digt trækker på, så er hun kvalificeret til at oversætte digtet. Noget andet er hvad 'man' 'oplever' ved at læse digtet/oversættelsen. Der kommer det helt an på hvem læseren er, 'hvorfra' han/hun/hænde/hæn/sort/hvid/blå osv/berejst/belæst osv osv osv - kommer fra.

Steffen Gliese, Carl Johan Hollands og Kenneth Krabat anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Forudsætningen for, at en dansk oversætter kan skabe en god oversættelse, ud over en passende grad af kendskab til og erfaring med fremmedsproget, må såvel være en grad af litterært digterisk talent (især ved lyrisk prægede tekster) også hos oversætteren, relevant litteraturhistorisk og/eller samtidslitterær traditionsorienteret indsigt og et vist erfaringsfællesskab i forhold til det, som det oversatte handler om, især ved samtidslitteratur.

Spørgsmålet om det at inddrage oversætterens køn og etnicitet ved valget af oversætter kan være relevant i nogle tilfælde, men det forudsætter, at den valgte oversætters øvrige kompentencer også er til stede.

Kenneth Krabat

jeg ville ikke dømmes på mit navn
ikke dømmes på farven på min hud
ikke på mine opvækstvilkår og min boglighed
jeg vil ikke vide at du forstår mig så godt
at du sympatiserer med min tro og lidte afsavn
jeg er uinteresseret i hvad du mener
om min overkrop min underkrop mine lemmer
mine læber øjne ører hals og stemme
jeg ved godt at jeg er rynket
at jeg er gammel
at jeg er uinteresseret i at sælge mig selv
på andet end mine tanker
og mine handlinger jeg siger dig
hvis jeg ku så blev jeg hjemme
antog et neutralt navn holdt mig fra kameraer
fra videochatdiskussioner og gadehjørner
men paradoksalt nok forsvinder jeg helt
uden dig
og al den forskel du ser

KK

Flemming Berger og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Nogle gange vil man møde et værk, som man ikke har baggrund for at forstå, og så handler det om, hvorvidt man har tid, lyst og mulighed for at sætte sig ind i det,« siger Juliane Wammen".

Når det drejer sig om samtidslitteratur, holder den i en række situationer ikke. Ofte er det svært at finde ud af, "hvad det er man ikke ved, og som man burde vide".

Det kommer f.eks. til udtryk i anmeldelser, hvor det er oplagt, at lige netop dette værk burde ikke have været anmeldt af denne anmelder, fordi anmelderen simpelt hen ikke forstår forfatterens anliggende, fordi vedkommende så åbenlyst har sin baggrundsviden og sine præferencer i en anden litterær tradition.

Tilsvarende ved arrangerede forfattersamtaler mellem f.eks. to anerkendte forfattere, måske valgt til arrangementet på grund af deres "kendis - faktor", men hvor de simpelt hen "taler forbi hinanden", fordi den litterære tradition, de skriver sig ind i, og som de viderefører, er meget forskellig.

Anders Thornvig Sørensen

Er det ikke netop meningen med oversættelse: at formidle noget fra én gruppe til en anden.

I internettets ekkokamre fatter man ikke noget af den logik. I vores ekkokammer er det os, de rigtige, der siger det rigtige, på den eneste rigtige måde det kan siges kan. Det skal egentlig ikke oversættes - hele resten af verden kan enten være præcis ligesom os, eller være komplet ligegyldig.

Svend Jespersen

Når jeg læser tekster af irske forfattere, (min kone er irsk), støder jeg regelmæssigt på sproglige formuleringer, hvis fulde mening kun kan forstås og tolkes fuldt ud, hvis man har et solidt kendskab til irsk eller katolsk historie. Hentydninger kan være så subtile, at de selv for en dansker som mig, der har brugt megen tid på at lære lidt om Irland og katolicismen, ryger ubehandlede gennem hjernecellerne. Prøv så at oversætte den slags tekster til dansk, så den forstås korrekt af danskere, hvis eneste kendskab til Irland og katolikker er, at katolikker og protestanter vist nok er holdt op med at slå hinanden ihjel, og at den katolske kirke har en pave.

Betyder det så, at ikke-troende danskere, hvis forfædre ikke har været underlagt britisk herredømme, skal føle sig uværdige eller ude af stand til at oversætte den irske forfatter John B. Keane til dansk? Spørgsmålet er egentligt så absurd, at langt de fleste straks ville betegne det som, ja netop, absurd.

Den engelske debattør, Kenan Malik, har på sin hjemmeside formuleret det således: ”Today, however, identity is viewed in almost the opposite way: as a means of shielding oneself from others, of retreating from the possibilities of making more universal connections.”

Niels Johannesen, Kenneth Krabat og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Svend Jespersen:
"Betyder det så, at ikke-troende danskere, hvis forfædre ikke har været underlagt britisk herredømme, skal føle sig uværdige eller ude af stand til at oversætte den irske forfatter John B. Keane til dansk?"

Det betyder i hvert fald, at forlaget skal være sig deres ansvar bevidst i forhold til at finde en oversætter, der har en stort kendskab til irsk kultur, f.eks. en dansk forfatter eller litterat, der har boet en årrække i Irland, eller f.eks. en forfatter, født og opvokset i Irland, men som gennem en lang årrække har boet i Danmark og i høj grad har tillært sig dansk sprog og kultur.

En digter, født og opvokset i Serbien, men som nu får udgivet på dansk, fortalte mig engang om de meget komplicerede valg han stod over for, når han skulle oversætte strofer skrevet på serbisk til dansk.

Valgene stod tit mellem vægten på den sprogligt æstetiske virkning og vægten på alle de små sproglige nuancer med henblik på betydningen.

Bjarne Toft Sørensen

I de grundbøger, jeg anvendte, da jeg underviste i kulturforståelse i handelsgymnasiet, var en væsentligt pointe, at køn, seksualitet og etnicitet ofte betyder meget for folks identitet, men at der altid vil være en fare for reduktionisme i en sådan tilgang, fordi en række andre forhold i folks liv som regel betyder lige så meget eller måske endda mere i deres selvforståelse af, hvem de er som menneske.

Anders Thornvig Sørensen

Bjarne Toft Sørensen 10. marts, 2021 - 18:58

Risikoen kan så være, at hvis oversætteren har boet de sidste 20 år i det pågældende land, kommer han eller hun måske til at oversætte til det dansk man brugte for 20 år siden.

Svend Jespersen

Bjarne Toft Sørensen.
Udgangspunktet i dette indlæg var den hollandske protest mod, at en hvid, non-binær kvinde blev anset som kvalificeret til at oversætte en sort, amerikansk kvindes ord. Amanda Gorman er rent faktisk, så vidt jeg har læst, katolik, og hendes kirke er meget stolt af hende. Protesten gik udelukkende på, at oversætteren var hvid. Hvorfor ikke også insistere på, at oversætteren skulle være katolik?

Jeg er 100% overbevist om, at forlagene er fuldt ud i stand til at finde kapable oversættere, trods sproglige, kønslige, etiske, etniske og æstetiske forhindringer og faldgruber. Nogle nuancer vil altid uvægerligt gå tabt, ligegyldigt hvor hårdt oversættere og forlag anstrenger sig, og det bør ethvert fornuftigt menneske kunne acceptere.

Alternativet er det, Kenan Malik bekriver med disse ord: ”… retreating from the possibilities of making more universal connections.”

Steffen Gliese

At oversætte kan jo også være at skabe mening for sig selv, idet man skaber mening i teksten. Det var min tidlige tilgang, og den gav gode resultater og indeholdt en kerne af begejstring, som jeg i kraft af min erfaring og bedre ordforråd har måttet finde på andre måder at mobilisere.
Nu handler det i høj grad om at gå ind i den talende og tænke i intentionen bag et udtryk - fordi det ikke blot er en tekst, men også en tænkende bag ordene, man skal bringe over i en anden erfaringsverden og kulturelt kontinuum.

Rikke Nielsen

Hvis der går noget tabt ved at en oversætter ikke deler baggrund og etnicitet med forfatteren kan man med rette spørge om Gorman så overhovedet skal udgives i lande uden for hendes eget sprogområde.

kjeld hougaard

@Rikke Nielsen. Der går altid noget tabt af en forfatters ”sjæls text”, om den er udtrykt i ord, når det læses af en anden person. Oversættes det til et andet sprog, et tabet større, oversættes /læses det senere af en oversætte/læser person med et andet køn/etnicitet/kultur bliver tabet selvfølgelig større. Ex om jeg – som mand – læser en kvindes beskrivelse af humørsvingninger relateret til hormon svingninger – så er jeg sikker på et en kvindelig læsers ”sjæl” læser andet end det jeg gør. Hvis den oprindelige text var udtrykt af en Afghansk kvinde – så var mere af det hun udtrykker, gået tabt.

Anders Thornvig Sørensen

Svend Jespersen 10. marts, 2021 - 18:01
Rikke Nielsen 11. marts, 2021 - 00:32

Der er to ting, som man er nødt til at holde adskilt fra hinanden. Den ene ting er oversætterens kendskab til værkets og forfatterens kulturelle kontekst. Den anden ting er de rent sproglige og praktiske muligheder for at få alle nuancer med, når det også skal fungere på modtagersiden.

Hvis oversætteren har et godt kendskab til værkets kontekst, kan bibetydninger, underforståede henvisninger, symbolik, talemåder, m.m. om nødvendigt oplyses i ledsagende fodnoter. Dvs. at oversættelsen bliver annoteret.

Når historikere oversætter tekster fra oldtid og middelalder., gør afstanden i tid og sted annoteringer vigtige, for at en nutidig læser kan få det fulde udbytte.

Man ser det ved de udgivelser, som er blevet lavet af Hildegard von Bingens musik fra 1100-tallet. Hendes sangtekster blev skrevet på latin. Ved den ledsagende tekst til indspilningerne af Hildegard (f.eks. hos Sequentia: Canticles of Ecstasy) er musikanalysen integreret med baggrundsbeskrivelse, for at lytteren og/eller læseren kan komme ind i sangene. M.v.h.

Steffen Gliese

Som regel er der i en oversættelse noget, der ikke rammes helt rent, og noget, der rammes bedre end det oprindelige...

Christian de Thurah og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Svend Jespersen
Bemærk min kommentar kl. 19.21: Generelt set er jeg enig med dig, men der skal altid være plads til undtagelser, og spørgsmålet er, om hele situationen omkring forfatterskabet, værket og fremhævelsen og brugen af det ved den præsidentielle indsættelse, ikke gør, at der med rimelighed kan stilles forventninger om, at der netop her er tale om en undtagelse.

Svend Jespersen

Bjarne Toft Sørensen.
Jeg er ikke helt klar over, hvad du mener med ”… at der med rimelighed kan stilles forventninger om, at der netop her er tale om en undtagelse.” Mener du en undtagelse mht. oversættelsen, valget af oversætter, hendes fravalg, protesten mod en hvid oversætter, eller …?

Bjarne Toft Sørensen

Svend Jespersen
Som der står i artiklen: "Ønsket om at oversætteren af Amanda Gorman skulle være en yngre og gerne brun kvinde, kom ikke bare fra hollandske aktivister, men fra forfatteren selv".

Men ellers er jeg enig, når du skriver: "Alternativet er det, Kenan Malik bekriver med disse ord: ”… retreating from the possibilities of making more universal connections.”".

Jørgen Christian Wind Nielsen

En oversætter eller en digter er naturligvis i sin gode ret til at foretrække en bestemt oversætter. Det er der ingen der bestrider. Det samme gælder for et forlag.

At oversættere oversætter forskelligt, og at de samme ord og vendinger kan betyde forskellige ting eller fortolkes og oversættes forskelligt alt afhængigt af oversættere og kontekst, er der heller ingen, der bestrider.

Problemet her er kriterierne for valg af oversætter. Hvis kriterier baseret på personens identitet bliver toneangivende på oversættermarkedet, er der mange oversættere, der må vinke farvel til deres arbejde. Uanset hvor kompetente oversættere de er, opfylder de ikke identitetskriterierne.

Fagforeninger, og sådan én arbejder jeg i, og faglige foreninger, vil få problemer med at organisere oversættere. I fagforeningerne og i de faglige foreninger er vi sammen om vores faglighed. Vi er fælles om det faglige. Bliver identitet vigtigere end kompetencer, bliver det vanskeligere at være fælles om fagligheden og om
kompetencerne. Det vil svække oversætternes status og position.

Og hvor går grænsen?
Skal en tekst skrevet af en arbejder også oversættes af en arbejder?
Skal en tekst skrevet af en muslim også oversættes af en muslim?
Skal en tekst skrevet af en kristen oversættes af en kristen?
Skal en tekst skrevet af en kvinde også oversættes af en kvinde?
Skal en tekst skrevet af en homoseksuel også oversættes af en homoseksuel?
Skal en tekst, der handler om en skilsmisse, oversættes af en oversætter, der er blevet skilt?

Som jeg har skrevet det i min artikel "Hvilken farve er din oversætter - for hvid?" går man i store internationalt orienterede virksomheder, der ønsker at rekruttere og kommunikere inkluderende, den anden vej. Her gør man hvad man kan for at
sløre stillingsansøgeres identitet mest muligt, fordi det giver mere fokus på kompetencer. Man gør hvad man kan for at eliminere identitet.

https://www.kommunikationsforum.dk/Joergen-Christian-Wind-Nielsen/blog/h...

Risikerer vi, at kvaliteten og værdien af en oversættelse forringes, fordi oversætterens identitet bliver vigtigere end oversætterens kompetencer?

Oversættelse er et fag, det er en uddannelse, det er en faglighed, det er en kompetence. Oversættelse er ikke en identitet.

Bjarne Toft Sørensen

Jørgen Christian Wind Nielsen:
"Oversættelse er et fag, det er en uddannelse, det er en faglighed, det er en kompetence. Oversættelse er ikke en identitet".

Jeg er langt overvejende enig (i hvert fald mere end 90%), men ved skønlitteratur gør sig nogle særlige forhold gældende. Her er fagligheden dobbelt, såvel i forhold til den umiddelbart sproglige betydning som i forhold til den dybere sproglige betydning, der f.eks. har med anvendelsen af troper og figurer at gøre i det litterære værk.

Oversættelse af skønlitteratur forudsætter også en række kompentencer i forhold til det at undersøge og arbejde med skønlitteratur, specielt ved lyrisk prægede værker.

Ved litterære værker, hvor særlige identitetsproblematikker er på spil, kan det i særlige tilfælde, ved valget af oversætter, være en fordel også at inddrage overvejelser med hensyn til oversætterens identitet. Det kræver så en helt særlig begrundelse i det konkrete tilfælde og skal på ingen måde være noget, der bliver "toneangivende".

Svend Jespersen

Bjarne Toft Sørensen.
Ifølge både Kenan Malik og The Guardian havde det hollandske forlag i første omgang foreslået den non-binære Marieke Lucas Rijneveld som oversætter, et valg som Amanda Gorman havde accepteret. Det var først efter protesterne, al hurlumhejet startede.

Forøvrigt er der nu tilsyneladende fundet en dansk oversætter. Kristeligt Dagblad skriver: ”Lindhardt og Ringhof har netop offentliggjort navnet på Amanda Gormans danske oversætter, og valget er faldet på den unge dansk-pakistanske digter Naiha Khiljee. ”