Kommentar
Læsetid: 8 min.

Det var en fejl, at Tove Ditlevsen ikke fik Det Danske Akademis store pris

Niels Barfoed bidrager med nye oplysninger i sagen ’Tove Ditlevsen vs. modernisterne’
Det var det modernistiske opbrud, der fandt sted i 60’ernes litteratur, som blæste Tove Ditlevsen omkuld, skriver Niels Barfoed. Og formentlig var det grunden til, at hun aldrig modtog Det Danske Akademis store pris, sådan som hun brændte efter.

Det var det modernistiske opbrud, der fandt sted i 60’ernes litteratur, som blæste Tove Ditlevsen omkuld, skriver Niels Barfoed. Og formentlig var det grunden til, at hun aldrig modtog Det Danske Akademis store pris, sådan som hun brændte efter.

Arkivfoto/Ritzau Scanpix

Kultur
19. marts 2021

I mange slags sammenhænge er forfatteren Tove Ditlevsens liv og værk dukket op igen i de senere år; yngre kvindelige forfatterkolleger har ’rehabiliteret’ hende; scenekunst har fundet materiale i hendes liv og levned, en meddigtende kortfilm er netop vist på tv (Tove i stykker), men mest påfaldende er hendes navn begyndt at dukke op i højlitterære udenlandske forlagsprogrammer, især de angelsaksiske. Hun er blevet en Penguin Classic. Tove Ditlevsen er vendt tilbage i mange skikkelser.

Var der et regnskab, som ikke blev gjort færdig? Eller har hun et budskab til netop vor tid, for eksempel gennem forfatterskabets hensynsløse forbrug af privatlivet, hendes eget og andres? Med Knausgårds gigantiske lokomotiv i spidsen er den øvelse jo blevet dagens orden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Der skelnes i kommentaren ikke klart nok mellem det at være folkelig og populær og så det at skrive noget, der har høj litterær kvalitet, uden at det ene af den grund nødvendigvis udelukker det andet.

Så vidt jeg har forstået, er denne manglende skelnen også noget, der kendetegner den internationale debat om forfatterskabet.

For et par år siden læste jeg udvalget af digte med titlen "Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø", og mange af digtene havde jeg tidligere læst i andre sammenhænge.

Nogle af hendes sene digte i samlingen fandt jeg glæde ved at genlæse, i kraft af de præcise og rammende livserfaringer, der bliver delt ud af, men litterært at berettige til Akademiets store pris mener jeg ikke, at de gør.

For min skyld kunne man til gengæld godt have givet hende den for "Gift" og for "Ansigterne". Fremragende litteratur.

Lige efter "Ansigterne" læste jeg "Wilhelms værelse", der også har høj litterær kvalitet, men jeg blev lidt skuffet, da den ikke helt kan måle sig med "Ansigterne".

Judith Kaastrup

Kære Niels Barfod .
Det er fint at se at også du reflekterer bagud i me too-debatten.
Jeg husker jo så tydelig elite mændenes arrogance og spydige overbærenhed overfor Tove Ditlevsen, der dybest set bare ønskede at blive set , anerkendt og mødt af de store kloge mænd, præcis som store kloge mænds behov for det samme.

På sine egne præmisser , som det hun havde at byde ind med. Og med de kvindelige “dyder”, der var til rådighed for en ærligheds søgende kvinde, ovenikøbet fra arbejderklassen med et stort følsomt og ituslået hjerte.

Det så I ikke. I så ikke hendes litterære kvaliteter , men var tvunget til at anerkende hendes store popularitet og gennemslagskraft.

Så gemte I jer bag facaden. Den urørlige maskuline elite facade. Hvorfra slet skjult foragt og latterliggørelse sivede. I hvert fald slet skjult for andre opmærksomme kvinder, der kikkede og læste med gennem datidens medier.

Godt det også er ved at dæmre. For dig og dine døde litterater.

Venlig hilsen