Kommentar
Læsetid: 8 min.

Det var en fejl, at Tove Ditlevsen ikke fik Det Danske Akademis store pris

Niels Barfoed bidrager med nye oplysninger i sagen ’Tove Ditlevsen vs. modernisterne’
Det var det modernistiske opbrud, der fandt sted i 60’ernes litteratur, som blæste Tove Ditlevsen omkuld, skriver Niels Barfoed. Og formentlig var det grunden til, at hun aldrig modtog Det Danske Akademis store pris, sådan som hun brændte efter.

Det var det modernistiske opbrud, der fandt sted i 60’ernes litteratur, som blæste Tove Ditlevsen omkuld, skriver Niels Barfoed. Og formentlig var det grunden til, at hun aldrig modtog Det Danske Akademis store pris, sådan som hun brændte efter.

Arkivfoto/Ritzau Scanpix

Kultur
19. marts 2021

I mange slags sammenhænge er forfatteren Tove Ditlevsens liv og værk dukket op igen i de senere år; yngre kvindelige forfatterkolleger har ’rehabiliteret’ hende; scenekunst har fundet materiale i hendes liv og levned, en meddigtende kortfilm er netop vist på tv (Tove i stykker), men mest påfaldende er hendes navn begyndt at dukke op i højlitterære udenlandske forlagsprogrammer, især de angelsaksiske. Hun er blevet en Penguin Classic. Tove Ditlevsen er vendt tilbage i mange skikkelser.

Var der et regnskab, som ikke blev gjort færdig? Eller har hun et budskab til netop vor tid, for eksempel gennem forfatterskabets hensynsløse forbrug af privatlivet, hendes eget og andres? Med Knausgårds gigantiske lokomotiv i spidsen er den øvelse jo blevet dagens orden.

Det er ikke sært, at det er hendes prosa, der har fundet fodfæste ude i verden. Så vidt jeg har forstået frem for alt erindringsbindene Barndom og Ungdom, der afsluttes med den suveræne Gift (1971). Hendes digte vil have sværere ved at slå an, men det vilkår gælder næsten al oversat poesi. Fra nyere tid kan jeg kun komme i tanker om det helt ekstraordinære undtagelsestilfælde, der bekræfter reglen: Inger Christensens sejrsgang i det tysksprogede område, hvor hun i snart en årrække har haft kultstatus, og man nærmest anser hende for en tysk forfatter. Alle hendes bedste digtsamlinger, senest digtcyklussen det fra 1969, har fundet mageløst velkvalificerede oversættere og dermed vej til tyske læsere.

Man kan tilføje meget enkelt: Ditlevsens aktuelle succeshistorie har Det Danske Akademi absolut ingen andel i.

Det er her, jeg bilder mig ind at kunne bidrage med et par erindringer, der om ikke andet har en vis historisk interesse.

Folk elskede hende

Folk elskede Tove Ditlevsen og gik op i hende. Derfor blev hendes bisættelse en veritabel københavnerbegivenhed i fald på Vesterbro. Nogle, først og fremmest kvinder, følte, hun var deres digter. Mange flere, også mest kvinder, slugte hende som livsstilskommentator. Hendes stærkeste medium i denne egenskab var ugebladenes læserbrevkasser. Her var hun orakel og skriftemoder i tidens debat om kvinder, mænd, ægteskab, børn og familieliv – alt sammen noget, der af gode grunde ikke stod øverst på Akademiets dagsorden.

Det er værd at huske, at anmelderkorpset, i store som små blade, gav hende langt overvejende positive anmeldelser, for ikke at tale om store foromtaler, interviewere sværmede om hende som den kendis, hun var og ønskede at være. Men den højeste værdsættelse, som hun tragtede efter, blev hende altså ikke til del: Det Danske Akademis. Hun fik aldrig sæde i den illustre kreds, der i begyndelsen kun talte to kvinder: Karen Blixen og Astrid Henningsen. Og hun modtog aldrig Akademiets store pris eller nogen af dets andre hædersbevisninger for den sags skyld.

I dag synes Tove Ditlevsens kritik, som den kan læses lige ud af hendes sidste romaner, at have været rettesnor for de seneste reformer af det rungstedlundske selskab. Der er nu kønslig ligestilling i medlemskredsen, og med Cecilie Ekens medlemskab er danske børne- og ungdomsforfattere repræsenteret. Tove Ditlevsen ville have nikket tilfreds. Det er gået hendes vej.

Om den gentagne »forbigåelse« – sådan følte Tove Ditlevsen det ­– var en drivkraft i hendes mislykkede selvmordsforsøg i 1974, skal være usagt, men det mente hendes fraskilte mand, redaktør Victor Andreasen, der ganske vist også havde sin spegede aktie i foretagendet. Det afgørende er dog, at Tove Ditlevsens karakter grundlæggende var skrøbelig; den havde klare depressive, ja, suicidale træk; og hun var ikke nogen sjælden gæst på psykiatriske afdelinger.

Der ruskede til alle tider i hende en kamp mellem selvbevidsthed og mindreværd. Det er en forfatning, der kan have mange årsager, også sociale – hvad den havde i Tove Ditlevsens tilfælde. Hun talte ved flere lejligheder om sit proletarinstinkt … I sin gode, grundige bog om hendes liv og værk fra 1997, Til døden os skiller kalder Jens Andersen det »arven fra barndommens gade«! Og hun havde en stærk trang til at udstille de omkostninger, hendes personlighed havde for hendes tilværelse: i forholdet til sine nærmeste, til (ægte)mænd, børn, venner. Der er vel ingen dansk forfatter, der i den grad har »inviteret indenfor« som Tove Ditlevsen, uden man altid kan være sikker på, om det hele vil ende med en skraldlatter eller et grådanfald – eller begge dele. Denne ekshibitionisme er straks vanskeligere at forklare.

Et poetisk sporskifte

Det var det modernistiske opbrud, der fandt sted i 60’ernes litteratur, som blæste Tove Ditlevsen omkuld. En ny ung generation havde brug for et poetisk sporskifte og en ny udadvendthed. De erfaringer, de gjorde med samtiden, kunne ikke få vejret i de overleverede former. Det var de år, økonomien boomede, velfærdsstaten bredte sig, og mediemulighederne knopskød. Digtningen forlod traditionens osteklokke og tog anderledes frit og aktivt den forhåndenværende verden i øjensyn. Med et nyt sprog og en ny energi. »Nyt lys med Valo!«, som Rifbjerg digtede. Det var ikke just Tove Ditlevsen.

Hun var mest udfordret af Jess Ørnsbo og Klaus Rifbjerg og så af det faktum, at der var lærde og skarpe litterater, der vidste, hvad der skulle til og begejstret førte modernismen frem i blade, radio og tv. Og der stod Tove Ditlevsen med sit pigesind. Hun skrev ikke den type moderne poesi, som de efterhånden toneangivende akademimedlemmer stod for og insisterede på. De syntes, at hendes og talrige andres omgang med poesien var lammet af et traditionelt, konservativt mådehold – med Torben Brostrøms udtryk. For Tove Ditlevsen talte kun digteren (i ental) og læseren, der for hende udgjorde en symbiose og forudsatte et fælles sprog. Et sprog, der derfor aldrig vovede at søge sine grænser.

Selskabeligt nød Tove Ditlevsen at være sammen med nogle af de unge fremadrettede digtere, og det var gensidigt. De fik til tider noget at vide om livet, noget råt og syret, de aldrig havde hørt om før. Sådan husker jeg det selv i al fald. Hun delte humor, bord, flasker og dårlige vittigheder med dem, navnlig på oplæsningsturneer, der til tider også indbefattede gamle Heretica-koryfæer som Thorkild Bjørnvig og Ole Wivel.

Men – et sted nede i sjælen var de alle også fjender. I kraft af en magt, indbildt eller reel eller begge dele, hun aldrig kunne komme på god fod med.

I Rifbjerg var hun, tror jeg, småforelsket. Hvad der ikke havde så meget med litteratur at gøre (det samme gjaldt i øvrigt Agnes Henningsen). I 60’erne udstrålede Rifbjerg jo lige præcis den personlige frigjorthed og fejende respektløshed, hun så som et ideal, dvs. nød hos mænd, men undte kvinder at kunne få mere af. Men som sagt: Den akademisk-intellektuelle og til tider arrogante side af modernismen – som hun mærkede fik overtaget i Akademiet efter de gamle stifteres mandefald – kunne hun ikke med; det kan man læse helt konkret lige ud af romaner som Ansigterne og Vilhelms værelse.

I 1970 fik Ivan Malinowski den store pris. Og næste år Leif Panduro. I 1972 var det så Svend Åge Madsens tur. Men den store skuffelse var nok 1974, da Sven Holm modtog den. Han var dengang i begyndelsen af trediverne og havde et forholdsvis lille forfatterskab bag sig. Da havde den 54-årige Tove Ditlevsen for ret kort tid siden udgivet Gift, efterfulgt af Det runde værelse, og i 1969 havde hun forsøgt sig med en mere ambitiøs, fri og salonfähigt eksperimenterende form med digtsamlingen De voksne, det første værk af hende, der blev taget imod med kyshånd af blandt andre Torben Brostrøm.

Det lille opsummeringsforsøg her er blot en nødtørftig baggrund for et par påfaldende tilkendegivelser, jeg for ikke så mange år siden tilfældigt modtog fra partshavere i sagen ’Tove vs. modernisterne’. Jeg er sikker på, de ikke ville have noget imod at se sig citeret – om de havde levet. Men det gør Torben Brostrøm og Sven Holm ikke, desværre.

En aften for kun et par år siden hjemme i Holbergsgade, sagde den gamle Brostrøm, der kunne være meget lakonisk, utvetydigt: »Det var en fejl.«

Han mente det forhold, at Tove Ditlevsen aldrig havde fået prisen, hvad der havde været rigelig anledning til. Underforstået: Vi havde jo manifesteret os, og vi havde positioneret os. Brostrøm mente modernisterne. Selv havde jeg engang i firserne skrevet en kronik i Politiken under overskriften »Modernismen som dørvogter«. Den handlede om, at det gælder enhver kollektiv overbevisning, der kommer til magten, at den en skønne dag bliver sin egen dørvogter. Dette tema havde Brostrøm og jeg uddebatteret, kort men godt, og jeg følte i grunden, at jeg nu med Torbens indrømmelse af en fejl hørte en fodnote til vores gamle uenighed.

I stueetagen, hvor Torben Brostrøm boede indtil for nylig, er en café, hvor forfatteren Sven Holm og jeg med mellemrum rendte ind i hinanden. Ham kendte jeg godt fra dengang, han var purung debutant og jeg sammen med Brostrøm redaktør af litteraturtidsskriftet Vindrosen.

»Det var en fejl!« sagde han, ligesom et ekko, da vi strejfede den gamle strid. »Tove skulle have haft den! Ikke jeg!«

»Mener du det?« Jeg var forbavset. Ja, det gjorde Sven Holm, og der gjorde han allerede dengang. Han havde i den grad været i tvivl om, hvorvidt det var rimeligt at modtage den store pris (hvad der ville blive opfattet som for næsen af Tove Ditlevsen), at han opsøgte Thorkild Bjørnvig, der i 1974 var Akademiets bestyrer. Så umisforståeligt havde Bjørnvig anbefalet den unge forfatter at modtage den pris, han var blevet betænkt med, at der ikke havde været nogen vej udenom. Hvad man ikke kan fortænke Bjørnvig i.

Der er en tid til at elske og en tid til at dø. Al radikal fornyelse – for eksempel en gennemgribende nyorientering i litteraturen – har en fase, når den har etableret sig, hvor der ikke er plads til eller mening i på én gang at fremme det nye og prise det gamle samtidig. Og alle forivrer sig på et tidspunkt. Især sejrherrer. Humlen er, at især Gift forblev uretfærdigt underkendt som det dybt originale, stilfærdige og sindsoprivende moderne bekendelesskrift – som det er. For den, der vil se.

Dette er alt i alt en lille tankevækkende historie. Måtte den indgå i annalerne som den note, den er.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Der skelnes i kommentaren ikke klart nok mellem det at være folkelig og populær og så det at skrive noget, der har høj litterær kvalitet, uden at det ene af den grund nødvendigvis udelukker det andet.

Så vidt jeg har forstået, er denne manglende skelnen også noget, der kendetegner den internationale debat om forfatterskabet.

For et par år siden læste jeg udvalget af digte med titlen "Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø", og mange af digtene havde jeg tidligere læst i andre sammenhænge.

Nogle af hendes sene digte i samlingen fandt jeg glæde ved at genlæse, i kraft af de præcise og rammende livserfaringer, der bliver delt ud af, men litterært at berettige til Akademiets store pris mener jeg ikke, at de gør.

For min skyld kunne man til gengæld godt have givet hende den for "Gift" og for "Ansigterne". Fremragende litteratur.

Lige efter "Ansigterne" læste jeg "Wilhelms værelse", der også har høj litterær kvalitet, men jeg blev lidt skuffet, da den ikke helt kan måle sig med "Ansigterne".

Judith Kaastrup

Kære Niels Barfod .
Det er fint at se at også du reflekterer bagud i me too-debatten.
Jeg husker jo så tydelig elite mændenes arrogance og spydige overbærenhed overfor Tove Ditlevsen, der dybest set bare ønskede at blive set , anerkendt og mødt af de store kloge mænd, præcis som store kloge mænds behov for det samme.

På sine egne præmisser , som det hun havde at byde ind med. Og med de kvindelige “dyder”, der var til rådighed for en ærligheds søgende kvinde, ovenikøbet fra arbejderklassen med et stort følsomt og ituslået hjerte.

Det så I ikke. I så ikke hendes litterære kvaliteter , men var tvunget til at anerkende hendes store popularitet og gennemslagskraft.

Så gemte I jer bag facaden. Den urørlige maskuline elite facade. Hvorfra slet skjult foragt og latterliggørelse sivede. I hvert fald slet skjult for andre opmærksomme kvinder, der kikkede og læste med gennem datidens medier.

Godt det også er ved at dæmre. For dig og dine døde litterater.

Venlig hilsen