Nekrolog
Læsetid: 5 min.

Forfatter Louis Jensen forstod betydningen af barndommens sansninger og delte dem med os

Louis Jensen bar sin barndoms sansninger med ind i sine historier og forblev i dem den dreng, der med stor sorg forlod sin fødeby som 12-årig. Nu er Louis Jensen død, 77 år gammel
Kultur
12. marts 2021
Louis Jensen debuterede i 1970 med digte i Hvedekorn og blev gennem hele sin karriere også ved med at skrive for voksne, men det var børnelitteraturen, der primært fik glæde af den superproduktive, fantasifulde og genreudfordrende forfatter.

Louis Jensen debuterede i 1970 med digte i Hvedekorn og blev gennem hele sin karriere også ved med at skrive for voksne, men det var børnelitteraturen, der primært fik glæde af den superproduktive, fantasifulde og genreudfordrende forfatter.

Det var altid en særlig fryd at opleve Louis Jensen læse sine egne tekster op. Han havde givet sig selv den regel, at han kun måtte grine af noget, han selv havde skrevet én gang, men det var svært for ham at holde.

Han udbrød ofte et enkelt højt »ha«, krydrede måske med lidt fonetisk tegnsætning og lagde ekstra tryk på svarene til de spørgsmål, som han ofte stillede i sine tekster. Som den om den frygtløse and, som tillige var en lidenskabelig pianist: »Slog der flammer op fra klaveret når han spillede? Yes! Gik der ild i hans fingre? Dobbelt yes!«.

Han tog sine elskede eventyrs mundtlige tradition helt med ind i teksten, og det indså man straks, når han læste op. På den måde er det i Louis Jensens tilfælde virkelig sandt, når man siger, at forfatteren lever videre i sine tekster. Louis Jensen døde i sidste uge, 77 år gammel, men jeg kan stadig høre det høje »ha!«

Firkantede historier

Louis Jensen blev uddannet arkitekt, for forfatter kunne han jo ikke blive. Det var umuligt for en arbejderknægt fra Nibe som ham, så meget vidste han. Men han sad nu alligevel og skrev digte og historier, mens han var på arbejde hos stadsarkitekten i Aarhus.

Han debuterede i 1970 med digte i Hvedekorn og blev gennem hele sin karriere også ved med at skrive og udgive digte og tekster for voksne, men det var børnelitteraturen, der primært fik glæde af den superproduktive, fantasifulde og genreudfordrende forfatter. For det blev han jo så alligevel.

Det er næsten umuligt at fremhæve enkelte værker fra hans enorme bagkatalog, der både tæller romanserier som den om Tork og Hest, billedbøger, fagbøger og digte, men hans firkantede historier er noget af det, der indfanger ham bedst.

Det er små korte tekster, der tilsyneladende er vrøvlende, men helt perfekt afsluttede i deres rytme og formet i en firkant. Firkanten er bygget op af støvet fra litteraturhistoriens eventyr og magiske realisme, men samtidig tilføjer Louis Jensen dem deres helt eget udtryk, liv og idéer, der sprænger rammen.

På den måde er de både de grundsten, som Louis Jensen selv står på, og de trædesten, der kan hjælpe nye læsere ind i litteraturen og nye forfattere ind i sproget. De er på en og samme tid komplekse og helt ligetil og bliver ofte brugt i folkeskolens danskundervisning, hvor børnene selv skriver deres egne firkantede historier.

Illustration: Lilian Brøgger

Louis Jensen startede sit årelange projekt med at skrive 1001 firkantede historier i 1992, der fra starten blev illustreret af Lilian Brøgger, og udgav i 2016 den sidste firkantede historie, der tro mod formen er fyldt med spørgsmål. Tekstens jeg er ankommet til stedet, hvor alle historier findes, både de, der er skrevet, og de, der vil blive skrevet.

»Er det så ikke et stort sted? Det er det ikke. Et lille rum. 3x3 meter. Til gengæld er der intet loft. Det fortsætter lige op i himlen. Men der er et gulv? Nej, heller intet gulv. Det fortsætter lige ned. Helt ned, helt ned igennem. Alle historier? Ja! Fortæl en af de nye historier. Ikke i dag, find selv stedet, hvor de fortælles. Det er ikke svært.«

Forbindelse til eventyr

Louis Jensen sammenlignes ofte med H.C. Andersen, og han var heller ikke sen til selv at tage forbindelsen til eventyret til sig. Ikke kun den poetiske Andersen-tradition, men også folkeeventyret med dets voldsomhed og ulykker. I en af hans firkantede historier vender en dreng hjem efter tre års rejse (ligesom i eventyrene, bemærker forfatteren), men hans mor kan ikke genkende ham og slagter ham, hvorefter faren spiser ham.

Ikke bare i historierne, der er fyldt med prinsesser (nogle af dem halve med hele kongeriger) og trolde, men også i forfatterens opfattelse af barndommen lyder klangen af H.C. Andersen. Barndommen som noget enestående, barndomslandet som noget, der mistes og kun kan genfindes i kunsten, barnlighed som et talent, der er værd at efterstræbe, barnet som et åbent og sansende væsen, der er i særlig kontakt med naturen. Børns fællesskab som noget, voksne aldrig vil kunne forstå.

Intet sted bliver det mere tydeligt end i hans bog Elefanterne holdt hver gang med Tarzan, der udkom i 2014 og er en samling af barndommens sansninger. »En fortryllet lille barndomsbog for voksne«, står der bag på den.

Hele sider dedikeres til, at drengen, altid drengen, ligger på maven og betragter en kildes boblende spring, hvori græsset står og vajer, eller at drengen ligger på ryggen og kigger op i træets kroner og lytter til bladenes raslen i vinden, at drengen smadrer en mursten blot for at fornemme forstøvelsen, smuldrer rust mellem fingrene for at mærke de små knæk af noget stærkt, der er blevet skrøbeligt.

I en af de mest betagende tekster tegner drengen Jylland. Han kunne tegne det hele fra hukommelsen med de mange fjordes indhak. »Næsten i én streg, og hvis det passede ham, meget hurtigt.

Men som regel passede det ham at tegne så langsomt, at han kunne mærke blyantens møde med papiret. Det var en stor fornøjelse at se, hvordan det hele dukkede frem. Det var ham, der gjorde det. Han skabte hele verden. Og han kunne gøre det igen og igen.«

Denne konstante forbindelse mellem historien og dens tilblivelse, mellem forfatteren og fortællingen, mellem den, der skriver, og det skrevne. Mellem hånd og ånd. Barndommens sansninger og den voksnes indramning.

Den dukker konstant op i Louis Jensens tekster. I et interview i 2014 sagde han til mig: »Jeg har flere gange tænkt på, at jeg blev forfatter for at kunne genskabe min barndom. Det var for mig en lykkelig tilstand, og jeg overvandt aldrig den ulykke, at jeg måtte flytte væk fra Nibe. Der kom nok det ud af det, at jeg blev forfatter. Men det var en voldsom omkostning.«

Som 12-årig flyttede Louis Jensen fra sit barndomsland og havde som voksen altid hjemve, hvis han var væk fra sit hjem i Viby. Frygten for ikke længere at skulle vågne op i Nibe sad i ham hele livet. Hvis det er sådan, som Louis Jensen troede, at livet giver grundlæggende mening, at der ligger et guddommeligt princip i det, at vi findes, at der findes mønstre og erkendelsesrum, som vi ikke forstår, men skaber tegn og figurer for at nå.

Hvis det er sådan, så håber jeg, at han slog øjnene op i sit mytiske Nibe, efter han i sidste uge lukkede dem på en cykeltur i Marselisborgskovene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er et klip på YouTube, hvor Louis Jensen er indstillet til en fin nordisk bogpris, og intervieweren spørger den danske forfatter, om hvad det betyder at være nomineret. ”Det betyder ingen ting”, svarer Louis Jensen ærligt til spørgerens store overraskelse.
Ingen forstillelse men ærlig snak, sådan var han. Det var en udelt fornøjelse at være i selskab med hans humor og vid. Firkantet på den gode måde og et fint menneske. Ud over litteratur interesserede han sig for bl.a. japansk havekunst, og så kunne Louis Jensen godt lide at cykle.
Hans 1001 firkanter gør mig dagligt glad i låget.