Gå en tur på Vestre Kirkegård og læs det fineste digt på Janina Katz' gravsten

Hver uge bringer forfatter Adda Djørup dig bognyheder og litterær sladder fra det store udland, faglitteratur såvel som skønlitteratur.

McCartney går fra Jude til Dude

Uendelig er vist listen over berømt- og berygtetheder, der har fundet tid til også at skrive et par børnebøger. En af dem er sangskriveren og eks-Beatlen Paul McCartney.

I 2019 udgav han Hey Grandude, den første i serien om bedstefaderen Grandude, hans børnebørn og deres eventyr. Nu er nummer to annonceret: Grandude’s Green Submarine, hvori Grandude og hans børnebørn rejser ud for at finde den musikelskende bedstemor Nandude. Flere lunkne anmeldere af første bind er faldet for fristelsen til at lave flere fiffige (og i deres tilfælde lidet flatterende) sprogspil med henvisning til gamle Beatlessange.

Indisk-engelsk digter vinder The T.S. Eliot Prize

En anden af Englands store ’grandudes’ er den modernistiske forfatter T.S. Eliot. Han var egentlig amerikaner, men flyttede til England som 25-årig og blev engelsk statsborger som 39-årig. I 1948 fik han Nobelprisen i litteratur. Hans nok bedst kendte værk er det 434 linjer lange digt »The Waste Land«, der blev udgivet 1922. Der findes naturligvis en T.S. Eliot Foundation. Den uddeler naturligvis en T.S. Eliot Prize.

Prisen er den pengemæssigt største lyrikpris, der gives, og den går til en engelsk eller en irsk digter for et specifikt værk. Juryen består udelukkende af digtere. Vinderne tæller så prominente forfattere som Ted Hughes, Carol Ann Duffy og Seamus Heaney.

I år gik prisen til indisk-engelske Bhanu Kapil for samlingen How to wash a heart. Kapil er født og opvokset i London som barn af indiske forældre, men deler nu sin tid mellem USA og England. How to wash a heart er hendes sjette digtsamling.

Hele verden fejrer World Poetry Day

Den 21. marts var World Poetry Day. Den fandt sted for 22. gang, og æren for dens opfindelse tilfalder UNESCO. Formålet med dagen er at give anledning til en global fejring af lyrikken og dens udøvere, genoplivning af traditionen for recitationen af lyrik, fremme af læsning, skrivning og undervisning i lyrik samt synliggørelse af lyrik i diverse medier.

... også den virtuelle verden

Og genrebrandingen virker. I dagens anledning fandt blandt andet den græsk-russisk arrangerede onlinefestival Poesia 21 sted. Her kunne man i realtid høre digtere fra samtlige kontinenter læse deres tekster op på originalsprog. Som nogle af denne avis’ læsere nok vil have bemærket, blev der desuden flittigt delt digte på SoMe. Også i år kastede mit feed meget godt af sig. Mit eget bidrag var Derek Walcotts digt »Love after love«.

Til min allerede urimeligt lange liste af ’lyrikere, jeg kun har hørt om eller ikke anede eksisterede, men hellere må se at få læst, før jeg dør’, fik jeg til gengæld tilføjet amerikanske Edna St. Vincent Millay, der i 1923 modtog The Pulitzer Prize og indiske Kamala Surayya (hendes nome de plume var Kamala Das).

Desuden fik jeg lyst til at genlæse finlandssvenske Tua Forsström, der i 1997 modtog Nordisk Råds Litteraturpris, japanske Shuntaro Tanikawa, japans helt store grand old man, der kan findes på dansk i Susanne Jorns oversættelse, samt polske Wizlawa Szymborska, der fik Nobelprisen i 1996 og er oversat til dansk af ingen ringere end Janina Katz og Inger Christensen.

Den lyst affødte endnu én: Lysten til at gå tur på Vestre Kirkegård i København, bare for at (gen)læse indskriften på Janina Katz’ gravsten, som er den fineste (og mest fortvivlede og mest forsonende), jeg kender i sin genre: »Det er ikke altid den / der er nødt til at rejse, / der forlader den/ der er nødt til at blive. Hvor er det heldigt, at vi har lyrikken, når vi nu ikke kan slippe for døden.«

Godt nyt fra Utopia (psst, det er fiktion)

De for de fleste mennesker uigennemskuelige økonomiske systemer og følgerne: absurd rigdom, absurd fattigdom … På den græske ø Syros har de fået nok af galskaben. De har afskaffet det i resten af verden gældende monetære system helt og holdent og erstattet det med et nyt. Valutaen hedder venlighed og digte, og øens befolkning producerer pengene selv.

Venligheden består af handling og ord. Digtene, der i folkemunde også kaldes ’smertestillere’, skriver de selv eller kopierer fra bøger. De trykkes på små metalplader eller stof, påmales vaser eller sten og så videre. Banker eksisterer ikke.

Når digtene ikke lige skifter hånd i en handel, tjener de som udsmykning af folks hjem. Deres værdi er, ligesom venlighedens, fuldstændig uberegnelig; altid afhængigt af, hvem der vil købe hvad af hvem. Således kan en pose appelsiner koste samtlige Sappho-fragmenter, mens det flere gange er sket, at et helt hus blot har kostet køberen tre af sine egne bedste linjer.