Interview
Læsetid: 14 min.

Glenn Bech: »Jeg er jo derude, hvor jeg tænker, at giftig maskulinitet er skyld i verdens ulighed«

Glenn Bechs debut er den anmelderroste og formsprængende roman ’Farskibet’ om hans fars selvmord. Vi har talt med forfatteren om selvmordets konsekvenser for familien, om at give erindringen en ny form og problemerne med giftig maskulinitet
I ’Farskibet’ står der blandt andet, henvendt til faren: ’DET VAR GIFTIG MASKULINITET, der ødelagde og fortsat ville ødelægge livet, både for dig, mig og alle omkring os.’

I ’Farskibet’ står der blandt andet, henvendt til faren: ’DET VAR GIFTIG MASKULINITET, der ødelagde og fortsat ville ødelægge livet, både for dig, mig og alle omkring os.’

Kultur
5. marts 2021

»Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel.«

Denne voldsomme sætning er anslaget i 29-årige Glenn Bechs selvbiografiske debutbog Farskibet. Romanen handler om farens selvmord, da Glenn Bech blot var fem år gammel.

Sætningen står alene på en hel side og er vred, sorgfuld og konstaterende. Den kunne næsten minde om den »gudesætning«, som Glenn Bech fortæller, at han i lang tid søgte efter i sin skriveproces:

»Første del af min bog bærer præg af ideen om poesiens blå blomst – at der findes den der gudesætning, som beskriver sandheden i én stråleklar sætning. Den har jeg været på jagt efter i hele del 1, men jeg har aldrig været tilfreds, har aldrig fundet den,« fortæller han.

Allerede på næste side punkteres bogens første sætning da også med følgende ord: »Eller, ’børnene’, for hvad med René?« René er Glenn Bechs lillebror, der var tre, da faren døde.

Den både voldsomme og tøvende åbning er sigende for romanen Farskibet, som især i bogens første to dele er præget af en hakkende skrift fuld af tankestreger, citationstegn og kommaer. Det er en tekst, der konstant tøver, afbryder sig selv eller går i stå. En tekst, der stiller spørgsmål, den ikke selv kan svare på. For eksempel hvorfor hovedpersonen Glenn ikke har nogen minder, fra før hans far døde.

»Jeg ville have, at teksten skulle afspejle erindringsarbejdet,« fortæller Glenn Bech, da jeg besøger ham i hans lejlighed på ydre Nørrebro.

»Selve formen i første del af min bog er, at jeg skriver fra et sted, hvor jeg ikke kan huske, hvad der er foregået. Men jeg vil vide, hvad der er foregået. Så jeg bilder mig selv ind, at jeg kan gestalte både en fortæller og et barnejeg, som hele tiden er i dialog. Så fortælleren sidder på skuldrene af barnet og spørger: ’Hvad ser du nu? Hvad føler du nu?’ Fortælleren tvinger barnet rundt i de her situationer, nogle virkelige, andre mindre virkelige. For at fremprovokere, hvad fanden der foregik.«

Et lille ’dis’ til Knausgård

Glenn Bech er født og opvokset i Horsens, hvor store dele af hans roman finder sted. Som voksen har han studeret psykologi i Aarhus, men da han i 2017 kom ind på Forfatterskolen, flyttede han til København, hvor han i dag bor med sin kæreste.

Hans debutroman Farskibet kan beskrives som erindringslitteratur, men adskiller sig – som man måske kan fornemme – en del fra, hvad man traditionelt forbinder med genren.

Glenn Bech fortæller, at han har et minde om, at hans mor læser farens selvmordsbrev højt for ham, men moren har siden fortalt ham, at det ikke har fundet sted.

Glenn Bech fortæller, at han har et minde om, at hans mor læser farens selvmordsbrev højt for ham, men moren har siden fortalt ham, at det ikke har fundet sted.

Glenn Bech fortæller, at han finder klassisk erindringslitteratur »megakedeligt«:

»Nu vil jeg ikke disse Knausgård,« siger han og smiler et lille smil, »men det der med at læne sig tilbage i stolen og så bare beskrive tingene, sådan som de var, helt skråsikkert og uden selvkritik eller tvivl og tøven … Eller ideen om linearitet, om tid der foregår herfra og hertil, og så kan man bare fremskrive det – den strategi afspejler slet ikke min oplevelse af tid eller minder.«

Glenn Bech fortæller, at han har et minde om, at hans mor læser farens selvmordsbrev højt for ham, men moren har siden fortalt ham, at det ikke har fundet sted. Han forklarer, at som han ser erindring, fungerer den mere kvantefysisk; den kan være flere forskellige steder på samme tid; steder, der alle er lige sande.

»Når jeg begynder at tænke tilbage, så har jeg måske ti tanker, ti mentale videoer. Og de ti billeder har måske en følelse til fælles, men hvis jeg går ind i den følelse, så er den også ambivalent. Der er aldrig noget entydigt eller simpelt. Og det ville jeg gerne have, at min tekst skulle afspejle. På den måde har jeg trukket forhænget fra og vist min proces frem. Nu har jeg ikke læst litteraturhistorie, så jeg ved ikke, hvor ideen om, at besværet med erindringsarbejdet skal lægges bag teksten, og så skal den stå og stråle, kommer fra … Men det ligger mig ikke naturligt at arbejde sådan.«

– Der er måske et opgør med skønhed? At teksten skal være skøn?

»Det kan godt være. For en af løsningerne eller konklusionerne, som hjælper jeget – og mig – med at bearbejde sorgen, det er jo også at affinde sig med, at sorgen er grim. Det er afmægtigt at være i sorg, man må overgive sig til det og være i det. Det er et nederlag at være i sorg, men sorgen bliver kun værre af, at du prøver at stritte imod.«

Hjælp mod selvmord

  • Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker.
  • Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70 201 201.
  • Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

Onde stedfædre

Glenn Bechs fars selvmord og dets omfattende konsekvenser for resten af familien er omdrejningspunktet for Farskibet, hvis 552 sider er blevet kaldt et mesterværk i flere danske medier.

En af de værste konsekvenser af selvmordet var stedfaren Erik, som repræsenterer det andet store traume i bogen og i Glenn Bechs liv.

Ikke længe efter farens død blev Glenn Bechs mor kæreste med en voldelig mand, der blandt andet voldtog hende, hvilket Glenn Bech var vidne til. Det er beskrevet i bogens anden del.

Efter fem år flygtede familien fra ham, og Søren, bogens anden og mindre voldelige, men stadig grænseoverskridende, stedfar overtager rollen.

Hvor Erik fremstår som ren ondskab, er portrætteringen af Søren både mere omfattende og nuanceret, selv om karakteren overvejende fremstår som en afstumpet og selvoptaget person.

Glenn Bech fortæller, at meget af den voldsomme vrede, han har følt i sit liv, stammer fra oplevelserne med hans stedfædre:

»Jeg lærte som barn af mine stedfædre, at jeg ikke var noget værd som menneske. Min mor kunne ikke beskytte sig selv og lukkede en mand ind, som forgreb sig på hende, også én gang, hvor jeg så det. Det, man så lærer som barn, er, at du ikke har retten til egne grænser. Din overlevelse afhænger af, at andre viser dig nåde, for de har magten over dig. Mine stedfædre har begge haft behov for at være overhovederne i familien, behov for, at man er dem taknemlig – altså, sat på spidsen, at man kysser deres fødder for at få aftensmad. Og når man har været utaknemlig i deres øjne, har de, ofte i et vredesudbrud, gjort et stort nummer ud af, hvor værdiløs man er uden dem.«

Glenn Bech tilføjer, at en af grundene til, at han trods alt er blevet velfungerende i dag, er, at han altid har følt sin mors »ubetingede kærlighed«. Relationen til både stedfædrene og moren er portrætteret levende og dybt rørende i Farskibet.

I dag har Glenn Bech et tæt forhold til sin mor, som han har gået i familieterapi med for at løsne op for nogle af barndomstraumerne. Både Glenn Bechs bror og mor har læst med på Farskibet, inden den udkom, for Glenn Bech ville meget nødig havne i en offentlig familiekonflikt i medierne, sådan som det har været tilfældet for andre forfattere, der skriver autofiktion, som for eksempel nordmændene Karl Ove Knausgaard og Vigdis Hjort eller danske Thomas Korsgaard.

Glenn Bechs mor er stadig gift med den mand, der i Farskibet hedder Søren, men Glenn Bech afbrød kontakten til ham for lidt over et år siden.

»Jeg vil ikke afvise, at vi kan ses igen engang,« siger Glenn Bech. »Men han lever i ideen om, at han var den, der kom ind og reddede familien, og jeg har den opfattelse, at jeg faktisk helst aldrig ville have mødt ham.«

Brillerende vrede

Vreden over barndommen har defineret Glenn Bechs liv på godt og ondt, fortæller han.

Hans ungdom var præget af »selvkritik herfra og til månen«, og han beskriver sig selv som »en selvopofrende soldat«, der stadig i dag kan have svært ved at holde fri.

Men vreden har også hjulpet ham til at brillere: Som den første i sin familie fik Glenn Bech en gymnasial uddannelse, siden en mastergrad i psykologi fra Aarhus Universitet, hvorefter han kom igennem Forfatterskolens nåleøje og nu udgiver en roman til bragende gode anmeldelser.

»Vreden har handlet rigtig meget om at skulle bevise over for verden, at man er noget. På den måde er den produktiv,« forklarer han. »Sådan tror jeg, det er for mange med en opvækst som min; deres liv kommer til at bære præg af at skulle overkompensere. Jeg tror, at mindreværd og vrede kombineret – det kan virkelig drive folk til at opfinde den nye kur mod kræft.«

Blå bog: Glenn Bech

  • Født i 1991 i Horsens
  • Cand.psych. i psykologi fra Aarhus Universitet 2017
  • Uddannet fra Forfatterskolen 2019
  • Farskibet er hans debut

Glenn Bech fortæller, at resultatet af hans fars død blev »ondskab, altså Erik«. Samtidig talte man i familien om hans far som en sand engel efter hans død, sådan som man ofte kan komme til at gøre med de døde. I Glenn Bechs barndom opstod der altså er skarptskåret skel mellem det gode – hans far – og det onde – Erik. Men hvis den gode valgte at begå selvmord, hvad betød det så?

»Dengang havde jeg mine ideer om, at han havde set rigtigt,« fortæller Glenn Bech. »At han havde gennemskuet livet i kraft af sin handling. Helt frem til tyverne havde jeg den tanke i baghovedet. Fordi jeg syntes, livet var svært. Jeg blev mindet om, at det kunne være, han havde ret.«

– Men sådan har du det ikke nu?

»Nej, i tredje del af bogen kommer jeg frem til, at jeg tænker, at han var deprimeret, at han var syg i øjeblikket. Jeg har fået ham menneskeliggjort en del mere. Jeg har fokus på, at han som ung blev slået af sin egen far, at han drak. Han gav min mor en flad én gang. Det er ikke, fordi jeg tænker, at mit liv ville have været fantastisk, hvis han var blevet. Det havde nok været bedre. Men jeg tror heller ikke, at han var en nærværende eller tilstrækkelig omsorgsperson.«

Giftig maskulinitet

Den mere nuancerede forståelse af sin far har Glenn Bech blandt andet hentet i begrebet ’giftig maskulinitet’, som også har fået meget opmærksomhed i modtagelsen af Farskibet. I bogen står der blandt andet, henvendt til faren: »DET VAR GIFTIG MASKULINITET, der ødelagde og fortsat ville ødelægge livet, både for dig, mig og alle omkring os.«

Giftig maskulinitet er den danske oversættelse af det amerikanske begreb toxic masculinity, som beskriver de problematiske sider ved det, vi traditionelt forbinder med maskulinitet. Analysen er for eksempel, at det at drenge ikke i lige så høj grad tillades at udtrykke deres følelser som piger, leder til generationer af mænd med dårligt udviklede empatiske evner.

Meningen med begrebet er ikke at sige noget generelt om mænd, men om den følelsesforskrækkede måde, mange drenge og unge mænd socialiseres på, og hvilke konsekvenser det har for dem, når de bliver voksne.

’Farskibet’ rummer mange måder at fortælle på, mange litterære strategier og formgreb, men indholdsmæssigt er det et enormt fokuseret værk: Det handler om farens selvmord og alt, hvad det førte med sig.

’Farskibet’ rummer mange måder at fortælle på, mange litterære strategier og formgreb, men indholdsmæssigt er det et enormt fokuseret værk: Det handler om farens selvmord og alt, hvad det førte med sig.

For Glenn Bechs far var det blandt andet, at han ikke var i stand til at række ud til nogen eller sætte ord på sin egne følelser, da han havde det allerdårligst:

»Han havde nogle følelser, der var svære for ham, et selvbillede, der var svært at gå rundt med, men han tog ikke de her ting og opsøgte en psykolog eller snakkede med sine venner om det. I stedet drak han. Som dreng fik han ikke de redskaber med hjemmefra,« fortæller Glenn Bech og fortsætter:

»Det er jo tøset at kunne sætte ord på sine følelser. Som mand er det jo socialt acceptabelt at være vred. Men en mand, som er angst? Eller en mand, som er ked af det? Så er han jo et skvat, der ikke kan forsørge sin familie, så er han jo – mindre mand.«

– Er det vores samfunds fortælling om manden?

»Ja, og det er vores forventninger til børn. Vi har så travlt med, at piger skal vise hensyn til andre mennesker og lære at sætte ord på deres egne følelser. De fællesskaber, de får, bliver nogle helt andre, end de fællesskaber drenge får, hvor vi mere har forventningen om, at de skal tage verden, udforske den og sig selv og ikke bekymre sig særlig meget om konsekvenserne af deres handlinger. Og i mildeste fald får vi en masse mænd, der ikke lærer at sætte ord på deres følelser på en konstruktiv måde. Hvilket så gør, at de bliver sådan nogle tikkende bomber, der render rundt. Men i de værste tilfælde ... altså, jeg er jo derude, hvor jeg tænker, at giftig maskulinitet er skyld i klimakrisen, i verdens ulighed.«

– Vil du forklare det?

»Den procent af verden, som ejer alt – når jeg læser, hvad de udtaler, så er der jo ikke skyggen af samvittighed. Der er ikke skyggen af empati. Hvis du placerede et barn over for Donald Trump og gav ham ti forsøg til at gætte, hvordan det barn har det indeni, så ville han gætte forkert ti gange.«

– Så Trump er et godt eksempel på giftig maskulinitet?

»Ja, han er det bedste eksempel på den traditionelt konservative form. Men den neoliberale og, synes jeg, endnu værre form er en person som Mark Zuckerberg, som jo er lynende intelligent, men alligevel vælger at tjene penge på at skabe algoritmer på Facebook, der radikaliserer folk og fremprovokerer angst, vrede og fortvivlelse hos dem. Fordi man ved, at det er den slags følelser, der holder folks opmærksomhed længst.«

– Tror du, der er et opgør på vej, en ny måde at være mand på?

»Min optimisme svinger fra dag til dag. Jeg hører drenge på min alder, der siger uden skam, at de synes, de er 70.000 kroner værd om måneden, og samtidig hører jeg veninder, som er underbetalte pædagoger, sige, at arbejdet er løn i sig selv. Så jeg ved det ikke. Men i Z-generationen (dem der født mellem 1996 og 2010, red.) oplever jeg nogle drenge, hvor det er mit indtryk, at den traditionelle mand ikke har så meget autoritet, ikke er så forbilledlig for dem længere.«

I receptionen af Farskibet er det blevet indvendt, at begrebet giftig maskulinitet er et modeord. Men det er Glenn Bech ikke enig i. »Det er i hvert fald noget nyt for folk, der kommer fra Horsens,« kommenterer han tørt.

Sorglitteratur og sci-fi

Arbejdet med at skrive Farskibets 552 sider har været langt og brutalt. Glenn Bech fortæller, at der er sætninger med i bogen, som han kan spore helt tilbage, fra da han var 16 år, men at han de sidste fem år har arbejdet på bogen »fuldtid plus«. Mens han gik på Forfatterskolen, var alt, hvad han skrev, til Farskibet. Han eksperimenterede med formen, men aldrig med indholdet.

Skriveprocessen har været udmattende både fysisk og psykisk, og i arbejdet med bogen har Glenn Bech i perioder negligeret alt andet i sit liv. Han har forsøgt at kontrollere og styre sproget, præcis som han ville have det, men det har været en sej kamp:

»Det har overhovedet ikke været noget med at styre et skib sikkert i havn. For jeg er både skibet selv og havet også. Og jeg har hele tiden haft en idé om, hvor vi skal hen, men det kan jo undslippe. Det har været udmattende. Jeg har aldrig haft en dag, hvor jeg har glædet mig til at skulle skrive på den.«

Af samme grund sagde Glenn Bech også til sig selv, at hvis han ikke kunne finde en ny måde at skrive på efter Farskibet, ville det blive den sidste bog, han skrev. Heldigvis er det ikke tilfældet. For tiden arbejder han på at få udgivet sin anden bog, som han kalder »en selvkritisk LGBTQIA-miljøroman.«

Men Farskibet var nødt til at blive skrevet, før han kunne gå i gang med at skrive på noget nyt, fortæller han. Af den grund spejler han sig i udtalelser fra de danske forfattere Naja Marie Aidt og Harald Voetmann, der begge har skrevet sorglitteratur, og begge har udtalt, at de var nødt til at skrive henholdsvis Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage og Amduat. En iltmaskine, før de kunne skrive noget andet.

En anden vigtig inspirationskilde er den amerikanske science fiction-forfatter Ursula K. Le Guin, som har skrevet en af Glenn Bechs yndlingsbøger The Left Hand of Darkness.

Ligesom Farskibet har The Left Hand of Darkness en eksperimenterende form – fra kapitel til kapitel forandrer fortælleforholdet sig, forklarer Glenn Bech:

»Det er altid i den samme verden, samme plot og personer, men deres forbundetheder er ikke lineære. Det synes jeg, er en helt vildt spændende måde at fortælle på,« siger han.

I tredje del af hans bog, som er den mest forsonende og sorgfulde har han ladet sig inspirere af buddhistiske tanker, naturfilosofi, tyske romantikere som Novalis og den danske digter Inger Christensen. I denne del forsøger han at afmystificere døden og selvmordet.

Farskibet rummer mange måder at fortælle på, mange litterære strategier og formgreb, men indholdsmæssigt et det et enormt fokuseret værk: Det handler om farens selvmord og alt, hvad det førte med sig. Og det handler om forsøget på at finde fred med det ved at vise det frem. Store dele af bogen er henvendt direkte til faren.

Som Glenn Bech siger: »Jeg kunne også passende have skrevet til min far på hver anden side: Hører du stadig efter?«

Et af de store spørgsmål er derfor også, om Glenn Bech har tilgivet sin far? Han svarer tøvende:

»Det er et tricky spørgsmål. Fordi for at tilgive ham føler jeg, at jeg skal tilgive Erik og Søren og min mor og min bror – alle ringene i vandet. Jeg har affundet mig med, at han gjorde, som han gjorde. Jeg har affundet mig mere og mere med, at mit liv er, som det er. Jeg kan godt somme tider være misundelig på andres liv og opvækst, og det vidner jo om, at jeg ikke helt har tilgivet eller fundet fred. Men der er i hvert fald meget mere tilgivelse nu, end der nogensinde har været før.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

En betydningsfuld bog, der må læses på trods af de klaustrofobiske og voldelige temaer.

Jeg både glæder mig, og ikke..

ingemaje lange, Steffen Gliese og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Giftig maskulinitet. Hvad er det dog Glenn Bech? Hvad er den modsvarende giftige femininitet og hvordan kommer den til udtryk?

Niels Johannesen, Gustav Alexander og Jan Kauffmann anbefalede denne kommentar
Birgitte Mulvad

@ Rikke Nielsen:
Glenn Bech forklarer meget fint i interviewt, hvad han forstår ved "giftig maskulinitet", du skulle læse det!
... at begynde at snakke om "giftig femininitet" her, er jo bare at afspore debatten (men et godt eksempel på selvsamme)!

& Birgittes ægtefælle, Joachim Speck

Tine B., Halfdan Illum, Estermarie Mandelquist, ingemaje lange, Steffen Gliese, Lotte Tvede, Eva Schwanenflügel og Inger R-Donnelly anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Der er med den noget misandriske diskurs om 'giftig maskulinitet' opstået en underlig idé omkring at følelsesforskrækkelse er en særlig maskulin ting.

"Er der noget galt?"
"Nej, det er FINT"

Hånden på hjertet - vi kender alle den her klassiske udveksling. Den passivt aggressive kvinde, der ikke vil tale om problemerne, den forskrækkede og lidt underkuede mand. De fleste, om ikke alle, har oplevet situationen fra den ene eller den anden side.

Kom ikke og fortæl mig at kvinder socialiseres til en eller anden særlig færdighed til at håndtere følelser. Det er noget eklatant vrøvl. Men det er derimod tilfældet at vi gennem en ensidig diskurs gerne problematisere 'maskulinitet', mens et blindt øje vendes til problemer i den feminine sfære; ofte med afskrivende bemærkninger som Birgitte Mulvads, der end ikke anerkender, at de kan eksistere.

Diskursanalytisk må det da være sigende, når samtiden danner et kønnet sprog, som kun stikker til den ene side. Det er her vi ser magten i diskursen samt dens egentlige modus operandi: At problematisere og sygeliggøre ét køn, men det andet holdes skadesfri. Har mænd problemer, er det mænds skyld - enten accepteres der slet ikke socialiseret problemer blandt kvinder, eller også antages de at være mænds skyld.

Jeg ville personligt ønske at vi droppede den sekteriske kønskamp mellem mænd og kvinder. Det er tydeligt at begge køn kan have svært ved at udtrykke følelser og derved forkvakler dem på forskelllige måder. I et stereotypt/generaliserende billede med den voldelige eller stille mand, samt den passivt aggressive eller psykisk voldelige kvinde. Man skal være blind eller naiv, hvis man evner at bilde sig ind, at det primært er et problem hos ét køn. Vi kan derimod godt anerkende at problemet ofte udtrykker sig forskelligt - omend også nogle gange ens - hos henholdsvis mænd og kvinder.

Jesper Løvenbalk Hansen, Jacob Mathiasen, jan sørensen, ulrik mortensen, Ninna Maria Slott Andersen, Rikke Nielsen, Niels Johannesen, Jens Christensen og Jens Jensen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

@ Birgitte Mulvad.

'Der er ikke skyggen af empati. Hvis du placerede et barn over for Donald Trump og gav ham ti forsøg til at gætte, hvordan det barn har det indeni, så ville han gætte forkert ti gange.«
Det ville jeg også. Altså gætte forkert. Ville du ikke også?
Men man kan jo snakke med barnet i stedet for at gætte. Det går som regel også hurtigere.
Så egentlig er jeg også nysgerrig efter at vide hvad det 'giftige' består af.
Ikke at spørge?
Så er der rigtig meget her i tilværelsen, der er 'giftigt.'

Birgitte Mulvad

"@ Rikke Nielsen:
Glenn Bech forklarer meget fint i interviewt, hvad han forstår ved "giftig maskulinitet", du skulle læse det!
... at begynde at snakke om "giftig femininitet" her, er jo bare at afspore debatten (men et godt eksempel på selvsamme)!"

For at gøre forvirringen total, så er Rikke Nielsen blevet min klon i debatten, og jeg bakker bestemt ikke om om høns holdninger.

For det er jo præcis hvad indlægget forsøger, at fordreje og forvanske en debat til noget andet. Jeg kommer altid til at tænke på Ulla Nyggard og høns kloner, når jeg hører udtalelser som dette.

Estermarie Mandelquist, Randi Seeberg Løbger, David Adam og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Sådan er det jo altid, når der diskuteres køn på Information. Enten er man enig i det dominante narrativ, eller bidragsyder til at "fordreje" debatten med hvad der antageligvis ses som 'forkerte' perspektiver.

Hvis køn kun kan diskuteres komparativt under forudsætning om at det er at fordreje debattens 'sande' karakter, så er den praktiske konsekvens jo at kun ét perspektiv tillades. Kan det ses som andet end en monopolisering af debattens mulige præmis? Og kan problemer i den anden lejr - jvf 'giftig femininitet' overhovedet få taletid eller berettigelse, når spørgsmål under de forudsætninger ikke engang anerkendes som andet end fordrejning? Man skal gøre sig en del krumspring for at undgå at se den diskursive magt i den måde at appropriere idéen om den 'sande' eller 'rigtige' debat. Debatten må jo, som vi ser, åbenbart kun defineres af de såkaldte yes-men.

Rikke Nielsen

Tråden er hurtigt blevet til et studie kønsproblematikken på venstrefløjen. Den fornægter kønsforskelle i det store hele men der er undtagelser til reglerne og de er som regel når det kommer til bestemte karakteristika som vurderes negative og derfor kun kan tilskrives det ene køn. Vi mister vores rummelighed når vi som Speck her straks ser en trussel i at jeg påpeger en problematik der helst ikke skal tales om.

Noget helt andet er at jeg godt kunne finde på at læse Farskibet.

Steffen Gliese

I betragtning af at vi lever under et maskulint regime, er det ikke så svært at definere 'toksisk feminitet', for den er selvfølgelig den, der også baserer sig på de maskuline undertrykkelsespraksisser, især at tiltage sig retten til at bestemme over og dominere andre ud fra egoistiske motiver.

Tine B., Halfdan Illum, ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Birgitte Mulvad

1. Jeg regner mig selv tilhørende venstrefløjen.
2. Jeg er udmærket klar over kønsforskelle og er generelt glad for forskelligheden/mangfoldigheden.
3. Jeg vil gerne tale om /diskutere "giftig femininitet" (jeg har oplevet den på egen krop), bare ikke her i denne sammenhæng.
4. Jeg føler mig på ingen måde truet / ser ingen trussel. Hvor i alverden kom den lige fra?

Joachim Speck

Steffen Gliese, ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
ingemaje lange

virkelig spændende og tankevækkende interview. Tak for det.

Annette Chronstedt

Kære Glenn Bech

- så stærk og smuk en tale, tak.

Ja: Tak, når lyskeglen modigt indrammer den syge mand . . han lider selvfølgelig lisså dybt fornedret under sit énsidige patriarkat. Af sin permanent tændte natur er han tvunget i sine følelsers vold, og sådan lever han i patriarkatets dybe ensomhed med sine tragisk forvredne behov. Og sådan kom hele hans verden selvfølgelig også til at blive. En klode af levende ar.
I nye mænd . . vaklende under giftens traumer . . I kan jo bare ikke rigtig tage rollen alvorligt længere.. Jeres indre kvinde behøver ikke absolut sidde blindfoldet i kældermørket for at forhindre øjeblikkelig psykose, så snart sjælen banker på.

Med Trump & Co's sidste rædselsvækkende krampetrækninger på menneskehedens skueplads er maskulinitetens lange trange krampe ved at køre træt . .
Dit arbejde føjer sig heroisk til dette monumentale slip.

Jeg glæder mig til at gå om bord. Som du siger: hvor det syge finder styrken til at skrive sig synligt for sig selv, står helbredelsen og venter. På os allesammen. Hver især.

PS: Det er bare lidt ærgerligt med dit fur til Knausgaard. Vi ved jo strengt taget ikke om det nu lige er h a n s geni bare at skrive lige ud af luften i en lang, ekstatisk smertekatarsis. Sådan virker det trods alt at læse hans respektindgydende kamp.