Baggrund
Læsetid: 7 min.

»Glostrupgrå« og andre nye bidrag til Glostrup-fejden

Glostrup-fejden vil ingen ende tage. Vi bliver ved med at modtage reaktioner i form af nye digte om Glostrup skrevet af folk, der enten kommer fra eller nu bor i Glostrup. Her er et udvalg af dem, vi har modtaget i den forgangne uge
Kultur
12. marts 2021
Boligkompleks i Glostrup.

Boligkompleks i Glostrup.

Anders Rye Skjoldjensen

Der har de seneste mange uger i Information været en digtfejde i gang med omdrejningspunkt i den københavnske Vestegnskommune Glostrup.

De følgende digte er en reaktion på striden, der startede med Henrik Nordbrandts digt »Glostrup«.

Glostrupgrå

Af Jannik Landt Fogt
 

Glostrup ligger få kilometer fra der hvor Strunge voksede op
men er så evigt oprørsfraværende.
Der er ikke barrikader i Glostrup
kun høje trådhegn omkring fabriksparkerne
og brede veje
så man kan slippe hurtigt ud.
Glostrup er Danmarks Detroit.
En by bygget til at arbejde i.
Den er tilrettelagt
projekteret, planlagt og strømlinet
og fungerer som en god familiebil:
It will do the job, but it won’t make you happy.
Her er konformiteten så lang og høj
som ligusterhækkene.
Og middelmådigheden fylder ligeså meget i borgernes sind
som parkeringspladserne i fabriksparkerne.
Her er ingen Strunge
ingen sol og slet ingen poesi.
Og ungdommen flygter, for der er heller ingen ånd –
byen har ikke engang et gymnasium.

Glostrup mangler
alt
det som gør vestegnen til et sted, der er værd at leve;
sammenholdet i Brøndby,
Albertslunds vildskab,
Rødovres flip
og Taastrups stræben.

Næste gang jeg kører igennem Glostrup
tager jeg Bobergs råd bogstaveligt
og står af i Roskilde.
Jeg foretrækker et afbrudt samleje fremfor kastration.
Og desuden er der musik i Roskilde
og ikke kun motorvejsstøj
lyden fra kasseapparater
og tusinder af suk
fra bysbørn hvis højdepunkt i ugen
er weekenden i Glostrup Storcenter
med sneglen som sit varemærke.
Det er så symbolsk, at det ikke engang behøver en kommentar.
Glostrup er en sang af Talking Heads.
For alle i Glostrup ved hvor de er på vej hen, men ikke hvor de har været.
Historieløse Glostrup
med 180 km i timen on the road to nowhere.
Glostrup ser ud som edens have
hvis den var asfalteret.
Her finder du nothing but flowers
af grus og beton.

Med lidt cityslang kunne man sige om byen:
At Glostrup er
ikke at elske og alt er som det plejer.

Nordbrandt har ret.
Der findes værre steder end Glostrup.
Der findes helt sikkert værre steder end et busstoppested på sidste
augustdag
i udkanten af Glostrup.
Ballerup for eksempel.

Jannik Landt Fogt, f. 1979, forfatter, født og opvokset på Vestegnen
 

Hørt om Glostrup

Af Anna Torp
 

Lige gader op og ned,
det er Glostrup
som jo går for at være en lidt kedelig by
Lone har en veninde, som sælger et hus derude
otte millioner,
hvad giver du mig
Jeg kan huske jeg engang var til et møde i Nordvest-kvarteret,
det er jo nok tyve år siden
Lige gader op og ned,
det er Glostrup, sagde de
Ja, det er ikke som i Nordvest, sagde han,
hvor alting snøvler sig
Men, sagde hun,
det er jo også en eller anden gammel stationsby, Glostrup
Det har jo også sin historie

Nå, men Glostrup er et ventested
Et sted med lige gader, hvor
teenagere bare
går rundt og venter
Det er et sted, hvor jeg selv tit gik rundt og ventede
Ventede på livet, på bussen og på at
få taget min mødom
Men først måtte jeg lige vente lidt på bussen og
lidt på alle togene
De tog mig alle mulige steder hen,
som jeg ventede på sådan rigtigt
at indtage

Ja, og Glostrup er et handlested,
et storcenter, en domstol, et hospital,
og en stor L’Oréal-bygning
Folk fra hele egnen kommer tit til Glostrup
Til centret, til Idémøbler, til Lampeland,
men også til apoteket og til biblioteket
Der er noget i Glostrup
til de søgende, de syge, de ventende,
men mest til de handlende
Det er ikke en udsøgt fornøjelse at handle i Glostrup
Men det er heller til at komme uden om,
når man er bosiddende kort derfra og far til tre

Nu cykler du gennem Glostrup og du bliver ved
Og så kan du komme både helt til Roskilde og helt til Rådhuspladsen
uden at dreje overhovedet
Det er nok det mest fantastiske ved Glostrup,
at det er et stop på vejen mod alt muligt andet,
som folk i Glostrup og mange andre steder
bare går rundt og venter på

Anna Torp, f. i 1990 og opvokset i grænselandet mellem Brøndby, Albertslund og Glostrup
 

GLOSTRUP

Af Maria Krysfeldt
 

Hvor andre tager til Globryllup med skyklapper på, er jeg født, her har jeg
hjemme.

Motorvejens summen, den forsinkede nummer 166, de vilde buske langs byens
mange cykelstier pyntet med farvelagte tunneler
forventer jeg nostalgisk når jeg står af toget.

»Der var fart over feltet i tresserne, også i Glostrup. Var man god nok? Blev man efterladt på et rustent sidespor?« skriver digter Anders Ingemann Larsens.

Anders Rye Skjoldjensen
På en station der engang bragte mig til både lufthavn og Roskilde,
men i dag giver et hullet smil og harmonika.

I en by bragt til pragt af et socialdemokratisk herredømme,
med en fortid af storhed inden kommunen blev slugt af regionen.
Med en timetervippe i det fri, kunst i alle parker, bajere til alle møder
og et stort center i centrum.

Hvis man glor efter et vandtårn vil man se to lige spektakulære, og hvis
man taler med folket vil man opleve en stemme uhøjtidelig og ægte der
glædes over duften af kebab langs Hovedvejen, der i alle andre byer hedder
Roskildevej.

Hvis man som besøgende i dag gav sig tid og så uden om den slidte skal
havde man set værdien af et blandet hold opretholdt af meningssøgende
ildsjæle.
Mennesker fra lokale haver og opgange der tjener mening, ikke penge
og børn der løber for holdet, ikke hæder.

Det var husket hvordan børn ikke kun blev født men ligeså levede og legede
med dem de kalder venner i dag.
Hvordan den lave og ikke lave middelklasse søger hinanden for at findes, for
identitet og holder fast, da ungdommen for nogle er på gaden,
tilliden er til de jævnaldrende og familie ikke er kernen.

I leder efter poesi i en verden
I ikke forstår.

Maria Krysfeldt, f. 1985 i Glostrup, Ph.d. studerende, Department of Organization, Copenhagen Business School

 

Glostrup Ordrup

Af Jeppe Just
 

i skriver Glostrup
i skriver ordrup

jeg tænker på vizkis 40 cm
og en diskussion om hvem
der må være hjernen hhv hjertet

i skriver udkanten glostrup
jeg tænker udkanten københavn?

tafdrup skriver vrede bølger og havskum
viljeforladt underkuet overset odden

hovedstaden interesserer sig helt vildt
for hovedstaden

glostrup må være udkant
og vi(g) reduceret til mallorca
ikke engang udkant bare
selvfølgeligt sommerland

i skriver glostrup
i skriver ordrup

jeg tænker københavn
jeg tænker københavn

Det var bare lige det.

Jeppe Just, f. 2002 i Prejlerup, elev på Odsherreds Gymnasium

Jeg er fra Glostrup

Af Anders Ingemann Larsen
 

Jeg er fra Glostrup. Har boet dér.
Fra de kolde, dystre og dannende halvtredsere til de ligegyldige halvfjerdsere.
Fra jeg var fire og frem
Jeg kender Glostrup. Men jeg kender ikke forskel på Glostrup og min Glostrup
Kan ikke skelne Glostrup fra mig. Men jeg kender Glostrup.

Glostrup – ikke så fin som Gentofte, ikke så stor som Gladsaxe, ikke besunget som ’Herlev …’
Dog hellere stå af bumletoget i Glostrup end vente til Roskilde.
I Glostrup, hvor man kunne tage S-toget retur til København, inden det blev Tåstrup, Baldersbrønde og Hedehusene, hvor der ingen vej var tilbage, sådan sagde de voksne.

Det futuristisk flotte grå og statelige Amtssygehus, og ved siden af Statshospitalet, de ’Lave gule’ (Den lukkede).
Sygehuset var Glostrups ’Riget’, hvor skæbner blev beseglet.

De Lave gule var, sagde man, for de tossede af en anden verden, men der var også dem der bare var nervøse eller triste.

Elektrochok did the job – for nogen. For andre endte det med udspring fra det rigtige sygehus’ tag
Tristheden – kom den af tiden eller stedet, halvtredserne eller Glostrup? Måske man kendte nogen der havde været en tur derovre, og så ku man jo tætte på hvordan det kunne hænge sammen.

Der var fart over feltet i tresserne, også i Glostrup. Var man god nok? Blev man efterladt på et rustent sidespor?

Hvad nu hvis man var doven eller bare uheldig og blev fyret, eller hvis man mistede modet alene med børnene og i konkurrence med de andre villavejsdamer (med hvem man var Des)?

Flovt, ydmygende. Bukke nakken og 6 uger i de lave gule.

Glostrup var i øvrigt fin nok, og der var endda områder for de rigtig fine, dem man havde respekt for.

Ikke bilhandleren, skrothandleren og andre der fik ting gjort og som havde lommerne fyldt med penge hvis de da ikke lige var gået fallit, men kommuneingeniøren (der holdt Information!), advokaten og arkitekten og ikke mindst den urørlige overlæge der med sit tunge ansvar havde så meget at spekulere over.

Modsat visse andre steder i byen: Til jul blev der samlet ind så kurve med flæskesteg og dåser kunne afleveres i de opgange vi godt vidste hvor var, og hvis lugt vi kendte. Hvem der boede der, vidste vi ikke.

Selv på den moderne og arkitekttegnede skole skelnedes mellem de første og de sidste, rig og fattig, belæst og ordblind, fin i tøjet og luset. Morgensang med Fadervor og kollektive skideballer.

Spanskrør – ja, men mest for de sidste, der var de første til at forlade skolen, ud i Glostrup.

Ja, der var forskel på om ens far arbejdede på kontor og havde slips på, eller i en af fabrikkerne i Glostrup hvor der var kemikalier og smelteovne, eller det der var værre, og hvorfra en stank under visse omstændigheder bredte sig også til villaområderne.

Mere kulørt var det hos legetøjshandleren, som vi fnisende og af gode grunde, mente vi, kaldte damemanden; det var noget. Vi fornemmede at butikken, der var placeret på Hovedvejen, men lidt perifert, i nærheden af vandtårnet, ikke var et sted man sku’ besøge på egen hånd.

Andre farer lurede på den modsatte side af Hovedvejen, her var det lidt mere straight med en amerikansk inspireret scooter-milkshake-bar med nappa og jukebox. Her kom ’Læderjakker’ som vist ikke var her fra byen. En softice og ud af butikken med os.

Nordpå i kommunen og i cykelafstand den nu hyggelige landsby Hvissinge. Her var gadekær man kunne falde i med fare for at blive spist af den kødædende gedde. »Jamen, vi fanger bare haletudser.«

Endnu længere ud på landet lå Sortevej, hvor eneboeren og særlingen Sorte boede i sit skur. Her sku’ man ikke gå i stå på sin cykel.

Blev man bange ku man klare det ved bagefter at fnise og tisse i bukserne. Værre var det ikke.

For de voksne truede de lave gule.

Sådan var Glostrup dengang, i hvert fald min Glostrup.

Anders Ingemann Larsen, f. i Valby 1952, opvækst og skolegang i Glostrup på Nordvangsskolen, pensioneret læge i arbejdsmedicin, nu vaccinatør i Ballerup

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Glostrup og Vollsmose lider, ligesom en lang række andre lokationer, begge under deres navnes negative konnotationer. Voll udtales jo vold og det er ikke særligt pænt at glo. Jeg har for længst foreslået at Vollsmose skifter navn til Fredsmose og for Glostrups vedkommende kunne var det måske værd at overveje Kiggestrup - har chedket, ingen af dem er optaget.