Portrætinterview
Læsetid: 16 min.

Iben Maria Zeuthen om #MeToo: Det er farligt at claime rettigheder, man ikke vil give modparten

Interviews er grænseoverskridelser, siger Iben Maria Zeuthen, der er kendt for sin intime interviewform, hvor hun kommer helt tæt på sine samtalepartnere. Det er et paradoks, for samtidig mener hun, at vi skal værne om vores grænser, og at #MeToo er den vigtigste debat i årevis
»Man kommer ikke galt af sted med at tænke sig om og lytte til hinanden. Og så er det altså ikke farligt at lade Jes Dorph-Petersen sige noget. Så længe man er opmærksom på alt det rundt om, så må alle som minimum have ret til at tale,« siger Iben Maria Zeuthen.

»Man kommer ikke galt af sted med at tænke sig om og lytte til hinanden. Og så er det altså ikke farligt at lade Jes Dorph-Petersen sige noget. Så længe man er opmærksom på alt det rundt om, så må alle som minimum have ret til at tale,« siger Iben Maria Zeuthen.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
31. marts 2021

Jes Dorph-Petersen er hektisk.

De flere årtier gamle sager, der for nylig førte til hans fyring, har ramt ham så hårdt, at han har svært ved at tænke på andet, fortæller han, og det har nærmest gjort ham manisk. Urolig indeni. Stresset.

Han fortæller det til Iben Maria Zeuthen, der er vært på P1-programmet Tal til mig, en lille måned efter han på Facebook og i Politiken har breaket historien om sin dramatiske afsked fra TV 2. Måneden har taget hårdt på ham, må vi forstå, og for radioværten er det tydeligt, at Jes Dorph-Petersen er i ubalance.

»Hvordan kan jeg undervejs hjælpe dig til ikke at være manisk,« spørger hun i begyndelsen af udsendelsen.

»Du kan kigge på mig, som du gør nu,« svarer han.

Og det er et vaskeægte radioøjeblik.

For hov. Er Jes Dorph-Petersen ikke i radioen for at tale om, at han føler sig uretmæssigt anklaget for at have krænket kvinder på sin gamle arbejdsplads? Nu står han pludselig og har et utrolig intimt øjeblik med en kvindelig journalist, men på en meget lidt #MeToo-agtig måde. Bør der ikke være en professionel distance mellem interviewer og interviewperson? Ikke mindst i en sag som denne? Og måske først og fremmest: Hvordan kigger hun på ham?

»Jeg er rigtig glad for det øjeblik i interviewet, for der kommer radio til sin ret,« siger Iben Maria Zeuthen, da jeg i begyndelsen af marts møder hende i DR-byen i København og spørger til interviewet med Dorph-Petersen. »Folk ved jo ikke, hvordan jeg kigger på ham. Og der vil være 10.000 forskellige fortolkninger af, hvordan det så er.«

Hvorfor opstår sådan et øjeblik, tror du?

»Det må du spørge ham om, jeg har ikke indsigter i Jes Dorph-Petersens psyke.«

Så lad mig spørge på en anden måde: Hvorfor tror du, at det øjeblik opstår hos dig og ikke andre steder?

»Jeg bruger ikke manuskript,« siger hun efter en kort tænkepause. »Jeg kigger på folk.«

Hun kigger på mig.

»Jeg har tendens til kontrol, men det, jeg er bedst til, er at lytte efter, hvad der sker omkring mig. For mig er radio mere som musik end journalistik. Og jeg er ikke særlig god til at lytte, hvis jeg sidder og kigger ned i et papir. Måske er det derfor, at han siger sådan hos mig. Han er nervøs, og fordi jeg kigger ham i øjnene, bliver jeg det anker, som et andet menneske i et samtalerum kan være. På bunden er vi jo alle sammen mennesker. Og selvfølgelig skal man altid kunne være anker for et menneske, der sejler på et voldsomt oprørt hav.«

For mange nyhedstrekanter

Iben Maria Zeuthen er født i 1985 i København.

Hendes far, Morten Zeuthen, var kongelig solocellist, og moren, Pia Larsen, var operasanger og stemmecoach. Det var ikke radio og journalistik, Iben Maria Zeuthen voksede op med, men lyd og musik. Og masser af lydbøger.

Efter hun var færdig på gymnasiet, ville hun gerne på højskole, men det var dyrt, så hun søgte det, hun i første omgang troede var en stilling som jinglespeaker. Det viste sig at være DR’s Talenthold. Her kom hun ind, og nogle år senere blev hun i en alder af 19 fastansat i Danmarks Radio. Hun blev blandt andet vært på børneprogrammet SommerSummarum på DR1, P3-programmet Mundo og i en periode DR1’s Hjerteflimmer. Det var åbenlyst, at hun var dygtig, men det journalistiske miljø ude i Gyngemosens TV-Byen syntes hun var barskt.

»Der var alt for mange nyhedstrekanter og spidse albuer,« husker hun.

Omkring 2010 besluttede hun at opgive branchen og flytte til Stockholm, hvor hun tog nogle fag i litteratur og sprog. Men efter et halvt år blev hun ringet op af den tidligere P3-chef, Mikael Bertelsen, der sagde noget i retning af: »Du har alle redskaber – din største opgave bliver at lægge dem fra dig og kun bruge dem, når det brænder på.«

Når Iben Maria Zeuthen i dag ikke bruger manuskript, er det med Mikael Bertelsens ord i baghovedet.

Hun vendte tilbage til Danmark og den nye Radio24syv, hvor Bertelsen i mellemtiden var blevet programchef. Her blev hun en profil og beværtede blandt andet Det næste kapitel, et samtaleprogram og et slags signaturkoncept for hende, hvor hun mødtes med kendte danskere over to omgange: Først på gæstens præmisser og dernæst i et radiostudie, hvor værten overtog styringen.

Efter Radio24syvs endeligt blev hun ansat på P1, og i dag laver hun kanalens samtaleprogram om tro, Tal til mig. Det er her i DR-byen i København, jeg møder hende, og vi sidder i et utrolig DR-agtigt mødelokale med tomme reoler og kønsløse whiteboard i den del af det store hus, hvor tro-redaktionen holder til. 

Det, troen kan

Iben Maria Zeuthen er specialist i mennesker. Men med sit nuværende program har hun opdaget, at vores tro kan bore hul ind i nogle dybere lag i fortællingen om mennesker.

»Når jeg først har fået tilladelse til at spørge til folks tro, er jeg allerede inde i kernen,« siger hun.

De senere år har Iben Maria Zeuthen været optaget af #MeToo-bevægelsen og grænsedragninger.

Emilie Lærke Henriksen

»Da jeg lavede Det næste kapitel, troede jeg, at dybden kun kunne komme ved at arbejde, arbejde, arbejde. Mødes flere gange, komme tættere og tættere på. Men fordi troen er noget indvendigt og inderligt og har så mange vidtrækkende grene, så er man der bare fra begyndelsen.«

Faktisk – siger hun – har hun lidt vendt sig mod den praksis, hvor den intime relation mellem to mennesker er i centrum. Der, hvor man kan sige, at journalisten indtager en terapeutisk rolle, og samtalen folder personen ud ved brug af lommepsykologi. Ikke desto mindre lyder hendes programmer fortsat ret intime. Det medgiver hun også. Og nogle gange kan hun næsten skamme sig, når hun hører dem, fordi det lyder som to mennesker, der ligger ved siden af hinanden i mørket og snakker under stjernerne.

»Det bliver meget tæt for min egen smag,« siger hun. »Men det ville være kontraintuitivt at gøre noget, man ikke er god til. Og jeg er ikke god til at køre folk rundt i manegen, sætte indslag på og foreholde dem alle mulige ting. Jeg gør det, jeg kan. Også selv om jeg nogle gange selv synes, det er intimiderende.«

Da #MeToo kom

De senere år har Iben Maria Zeuthen været optaget af #MeToo-bevægelsen og grænsedragninger. Tilbage i 2017 lavede hun sammen med præsten Iben Thranholm Radio24syv-programmet Stille før optagelse om den dengang helt nye bevægelse. Siden er hun selv blevet en slags kønsdebattør og er også stået frem med sin egen #MeToo-oplevelse med en chef fra DR. 

Det kan forekomme paradoksalt, at hun plæderer for behovet for grænser, når hun i sine interview mere eller mindre bevidst går ekstremt tæt på kilderne og dermed bryder grænser.

»Det er rigtigt, at jeg nedbryder grænser på mit arbejde, også mine egne,« siger hun.

»Og det er ikke en intention i sig selv. Men jeg har lagt mærke til, at selv om jeg selv er nem at intimidere, så farer der en djævel i mig, når mikrofonerne er tændt; så er grænserne pludselig mindre vigtige. Og det kan godt undre og forvirre mig, for ude i virkeligheden mener jeg jo netop, at hinandens sfærer og grænser er noget af det vigtigste. Men når jeg står der, bliver jeg suget fuldstændig ind i et interview, og så kommer jeg for tæt på og kan også tit selv mærke det. Det bliver nogle gange sådan, at kilderne bagefter er mærkeligt tilpas og gerne vil væk i en fart.«

Nogle af de mest omtalte interview, Iben Maria Zeuthen har lavet, er et med musikeren Stig Møller fra 2015 og et med Ghita Nørby fra 2019. De kørte begge – hver deres vej – helt af sporet. Stig Møller måtte hun til sidst bede forlade studiet, efter han kritiserede hende for at stille dumme spørgsmål og »ikke fatte en skid«.

Fire år senere måtte Iben Maria Zeuthen selv trække sig fra Ghita Nørbys hjem, hvor hun var dukket op med en madkurv og en mikrofon, der ifølge skuespilleren var alt for dominerende, nærgående og »åndssvag« – ligesom Zeuthen i øvrigt også var.

Og grunden til, at de to seancer skabte så stort postyr, har nok været, at Iben Maria Zeuthen var, ja, intimiderende.

»Men der er stor forskel på at have intimitet som mål – og så at komme til at intimidere i jagten på perspektiver,« siger hun.

Mænd og kvinder

Bortset fra Ghita Nørby er det påfaldende, hvor stor en del af Iben Maria Zeuthens journalistiske generalieblad, der har været bemærkelsesværdige interview med mænd.

– Er du bedre til at interviewe mænd end kvinder?

»Ja. Det er jeg,« svarer hun resolut. 

»Men det er et spørgsmål om, hvordan køn knytter sig til den intime samtaleform.«

»Jeg kan ikke omgå det faktum, at jeg er kvinde, når jeg laver interview. Ellers skal jeg skrælle en stor del af min identitet af. Men jeg ville være ked af, hvis det blev set som, at jeg brugte mit køn i mine interviews. Jeg tror, at lyden af en mand og en kvinde, der taler sammen i vores heteronormative samfund på en eller anden måde er lyden af intimitet. Det vil typisk fremstå mere arketypisk tæt, når en mand og kvinde taler sammen.«

»Jeg kan ikke huske at have lavet et interview med en kvinde, hvor jeg synes, at jeg selv gjorde det godt. … Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan.«

Jeg tror, jeg har svært ved at forestille mig, at et øjeblik som det med Jes Dorph-Petersen ville kunne opstå, hvis det var en kvinde, du havde besøg af.

»Sådan har jeg det også. Jeg tror i hvert fald ikke, at det ville blive sagt sådan. Måske er det, fordi det ligger mere latent, at der er en eller anden form for konkurrence, når man er samme køn, desværre, som gør, at man ikke lader den anden tage den plads i sin tilstedeværelse. Som kunne være at vise vej eller yde omsorg, eller hvad det nu måtte være.«

– Handler det om, at du også bruger elementer fra flirt, når du interviewer?

»Jeg tror snarere, det kan handle om, at mange kvinder måske er bange for at blotte sig. Og det er interessant, for nu har vi talt så meget om, at manden ikke tør være sårbar – måske er det omvendt. Måske er det farligt at blotte sig som kvinde?« 

– Er der en sammenhæng mellem det og #MeToo?

»Det er det, der er så svært. Altså: Hvordan kan jeg på den ene side være så optaget af, at ens arbejdsplads ikke skal være et seksualiseret rum, og så samtidig bevidst eller ubevidst tappe ind i de der konstellationer, som der er mellem mand og kvinde.«

Hun holder en pause, og jeg siger heller ikke noget.

»Måske handler det om, at de rum skal være mere bevidste eller gensidige, og så kan de alligevel godt være der,« siger hun så.

Miste fodfæstet og tage styringen

I 2019 stod Iben Maria Zeuthen bag den prisvindende programserie Læge søger grænser om skandalelægen Søren Ventegodt, der i midten af 00’erne blev frataget retten til at praktisere som læge på grund af anklager om seksuelle overgreb i forbindelse med den alternative behandling »vaginal akupressur«. Ekstra Bladet døbte ham ’Doktor Klam’ og bragte en række forsidehistorier om ham.

14 år senere tog Iben Maria Zeuthen alene til Sverige og boede med lægen på hans nye behandlingssted ude i skoven. Hun ville undersøge, om der var nuancer til fortællingen om Doktor Klam. Ventegodts præmis for at deltage var, at Zeuthen til sidst skulle fælde dom over, om han var »slem«. De i alt 30 timers interview blev klippet ned til en fem timer lang og meget intim samtale, hvor han til Iben Maria Zeuthen sagde ting som: »Hvis du tager det, vi laver sammen, alvorligt, så vil det forandre dig.«

Undervejs i samtalerne med Ventegodt gav hun indtryk af at miste det journalistiske fodfæste; at blive set og komme i kildens magt.

Skete det også reelt?

»Ja. Og det var heller ikke uden mentale konsekvenser at lave det interview. Jeg var lang tid om at komme mig over det.«

Mistede du – set i bagspejlet – det journalistiske fodfæste?

»Helt sikkert. Jeg syntes også, det var ekstremt intimiderende. Mine grænser var decideret overskredet, men det var de ud fra den vurdering, at jeg stolede så meget på min egen grænsedragning, at det ikke var uforsvarligt. Og fodfæstet kan man jo altid genvinde i klippeprocessen.«

Er det en metode for dig på den måde at give slip?

»Det kunne være en metode, men med Ventegodt var det ekstremt. Og komplekst, fordi jeg brugte det, at han fik lov til at overskride mine grænser som en slags ’meta-manipulation’. Man kan manipulere andre ved bevidst at lade dem overskride ens grænser – for så at slå tilbage. Det var det, jeg gjorde. Men det er meget krævende for psyken, så jeg vil ikke anbefale det til andre.«

Hun fortæller, at interviewet er optaget med »ekstremt lidt« afstand for at få lyden af den brudte intimsfære med. For at få ham så tæt på, at han faktisk lød for tæt på.

»Jeg gjorde ikke noget i det interview, jeg ikke kan stå ved. Fordi han selv er så stor en manipulator, syntes jeg godt, jeg selv kunne tage hele arsenalet i brug. For det har han virkelig gjort. Sekteriske metoder, psykoterapi, talegaver, what not. Det måtte jeg også. Jeg havde måske bare glemt at tænke på, at jeg godt måtte presseetisk og for ham – men at der også er mig selv.«

Det, Iben Maria Zeuthen konkret gjorde, var at indtage rollen som Søren Ventegodts klient. Derfor endte hun også med selv at fylde en del i interviewet. Og det er måske snarere det, der kan kaldes hendes metode: At hun – som hun siger – stiller sig i forhold til personen, hun interviewer.

»Det passer ikke, at folk siger, jeg bruger mig selv. Jeg stiller mig selv i forhold til personen, hvis det kan forløse noget. Det handler nogle gange om at indtage arketypiske roller. Hos Ghita Nørby stiller jeg mig ind som dattertype, fordi hun selv var datter over for en, der skældte hende ud. At man på en eller anden måde mimer en arketype, som man forestiller sig kan forløse potentialet hos den anden. Søren Ventegodt var en stor manipulator, så han skulle selv have stor manipulation tilbage. Jes Dorph-Petersen havde brug for noget andet.«

Farlige spørgsmål

Efter vi har talt sammen i små to timer, får Iben Maria Zeuthen en sms om, at denne uges gæst, forfatteren Daniel Dencik, er dukket op i receptionen. Ham skal hun ikke stille sig særlig meget i forhold til, men mest bare ’åbne’ ham ved at lytte – og agere lytterens øre. Fra det såkaldte præinterview, hun har lavet med ham over telefonen, ved hun, at udsendelsen risikerer at blive lidt langhåret. Det skal handle om hans perspektiv på jødisk mystik; forfatteren tror på Gud, fordi han ser sit nuværende liv som en belønning for, at han ikke har taget sit eget liv tidligere i tilværelsen.

Vi går ned og henter ham, og sammen går vi op i det radiostudie, hvor interviewet skal foregå.

Inden forbereder hun ham venligt og professionelt. De griner ad almindeligheder og taler om et par fælles bekendte, og hun forsikrer ham om, at det nok skal gå godt, og at det jo ikke er live, så der er mulighed for at klippe i interviewet, hvis noget går helt galt.

Det tager en time og går godt.

Bagefter følger vi Dencik til udgangen og siger farvel, inden vi går i DR’s kantine på den anden side af Emil Holms Kanal. Der er indisk dhal og salat i coronakorrekte portionsanretninger.

Over frokosten kommer vi til at tale om Aftenshowets meget omtalte interview med Jes Dorph-Petersen.

I interviewet stiller intervieweren på et tidspunkt den anklagede forhenværende studievært spørgsmålet: »Hvorfor tror du, hun (den anonyme kvinde, der anklager Jes Dorph-Petersen for, at han har slået hende og dyrket sex med hende mod hendes vilje, red.) siger det?« Det mener Iben Maria Zeuthen er et journalistisk problematisk spørgsmål, fordi det lægger op til, at Jes Dorph-Petersen skal udtale sig om disse kvinders bevæggrunde, følelser, tanker eller sårbarheder.

»Faktisk blev jeg lidt forskrækket over at se det interview,« siger hun, »for det spørgsmål lagde op til, at han skulle udtale sig på deres vegne. Den situation, man kunne have risikeret, var, at han var kommet til at levere fortrolige oplysninger eller havde gjort sig klog på noget, han ikke ved noget om.«

Hun understreger, at hendes kritik ikke har noget med værten, Mette Bluhme Rieck, at gøre – en vært, som Iben Maria Zeuthen i øvrigt synes gør »et rigtig godt stykke arbejde«. 

»Jeg tilhører ikke dem, der mener, at de mænd, der er her nu, skal betale for fortidens strukturer. Det er der nogen, der gør. Den tanke er jeg ret bange for. Det bliver farligt, når man begynder at claime rettigheder, som man ikke vil give modparten,« siger Iben Maria Zeuthen.

»Jeg tilhører ikke dem, der mener, at de mænd, der er her nu, skal betale for fortidens strukturer. Det er der nogen, der gør. Den tanke er jeg ret bange for. Det bliver farligt, når man begynder at claime rettigheder, som man ikke vil give modparten,« siger Iben Maria Zeuthen.

Emilie Lærke Henriksen

»Men hvis Jes Dorph-Petersen havde været den krænkede, der skulle forholde sig til, hvorfor gerningsmanden gjorde det, så ville man have kaldt det victim blaiming. Man skal hele tiden holde sig skarp på, hvordan man behandler folk. Og folk skal behandles lige. Det er jo et sindssygt spørgsmål: ’Hvorfor tror du, de har meldt dig, hvis ikke det er, fordi du har gjort det?’«

– Interviewet blev lovprist i journalistkredse, og jeg syntes også, det var godt, fordi det lånte elementer fra den mere hårdtslående journalistik, man kender fra politiske formater – sådan gotcha-agtigt: Hvis man først får ham malet op i et hjørne, så skal han nok sige sandheden til sidst …

»Men det er jo ud fra en fejlagtig opfattelse af, at der er en sandhed. Og i #MeToo-sager er der altid to sandheder. Mindst! Og det er derfor, den journalistiske metode kommer til kort. Man går efter en sandhed, et svar, og det er der ikke.«

Hun tygger lidt på sin dhal.

»At spørge nogen, hvorfor andre siger, man har voldtaget dem, er helt uansvarligt,« siger hun så. »Det er ligesom at sige til et voldtægtsoffer: ’Hvorfor skulle han sige, at han ikke havde gjort det? Hvorfor skulle han have gjort det?’ Det er virkelig for meget at bede om.«

Hvad siger feminister, når du fremfører det argument?

»Det ved jeg faktisk ikke. Men jeg er mere bange for, at vi alle går i takt, end den kritik, der må komme.«

Jes Dorphs rettigheder

I #MeToo-debatten har ofrets rettigheder fyldt meget. Man taler om ofret som den svage part, fordi ofret risikerer meget, men selv om det er en sympatisk tanke, er den ifølge Iben Maria Zeuthen også farlig. 

»Det, man bør sige, er: ’Jeg vil gerne arbejde hen imod at forstå ofret.’ Man kan arbejde hen imod en forståelse, men kilden skal jo altid kvalificeres. Uanset om det er et offer eller ej – ellers er vi henne i noget andet end journalistik.«

– Hvad er det ved netop #MeToo, der gør, at debatterne har tendens til at blive polariserede?

»Journalisterne leder efter sandheden, og i den jagt vil der helt naturligt opstå en polarisering: Er det rigtigt eller forkert? Og så tror jeg på en eller anden måde, at fordi fænomenet er så nyt, så er det et helt nyt sprog, der skal findes. Og for at være sikker på, at man har et sted at stå, vil man nødigt beskæftige sig for meget med kompleksiteten og nuancerne. Det gør, at der opstår nogle poler – polarisering trives ikke med nuancer. Samtidig skal man ikke glemme mediernes krise. Alle kæmper om klik, og vi lever desværre af splid,« siger hun. 

En anden pointe, Iben Maria Zeuthen har fremført, har været, at #MeToo i høj grad er blevet behandlet i klummeform, og i klummeform er der ikke nogen, der egentlig har ansvaret, siger hun: 

»Man siger, at det er ’skribentens egen holdning’, og så redigerer mediet i forhold til det faktuelle – men hvad er holdning, og hvad er fakta? Jeg tror, opinion er en farlig form at behandle et emne som #MeToo i, og det har i sig selv en ekstremt polariserende effekt.«

I nogle måneder efter Sofie Lindes tale ved Zulu Comedy Awards havde Iben Maria Zeuthen det sådan, at »al modstand bare skulle dø«. Det handlede om, at hun med programmet på Radio24syv havde været førstehåndsvidne til, at den første bølge af #MeToo bare var skyllet forbi landet, mens Peter Aalbæk Jensen og Zentropa havde fået al opmærksomheden.

Det ville hun ikke have skulle ske igen.

Siden har hun – som hun selv siger det – fundet plads til nuancer.

»Jeg tilhører heller ikke dem, der mener, at de mænd, der er her nu, skal betale for fortidens strukturer. Det er der nogen, der gør. Den tanke er jeg ret bange for. Det bliver farligt, når man begynder at claime rettigheder, som man ikke vil give modparten. ’Nu er det vores tur til at tale, ikke mændenes’.«

Så hvad er den bedste måde, vi – både mænd og kvinder – kan tale om #MeToo på?

»Det er jo det store spørgsmål,« siger hun og løfter brynene.

»Man kommer i hvert fald ikke galt af sted med at tænke sig om og lytte til hinanden. Og så er det altså ikke farligt at lade Jes Dorph-Petersen sige noget. Så længe man er opmærksom på alt det rundt om, så må alle som minimum have ret til at tale.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Desværre er det endnu ikke lykkedes mig at blive fænget af dette program. Om det er formen eller de medvirkende eller begge dele, ved jeg ikke.

Man må af artiklen forstå, at det er noget ganske særligt. Jeg falder bare af.

Gad vide, hvor mange lyttere der er til det.

Hanne Ribens, Eva Rosenstand, Carsten Munk, jens christian jacobsen, Torben Bruhn Andersen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

"claime rettigheder"? Hvorfor er der så mange, der skal erstatte udmærkede, gangbare danske ord (her "kræve") med tilsvarende engelske? Jeg så også for nylig et interview i TV med en overlæge, hvor hun sagde: "og så kan man picke (sic!) vaccinationerne fra en liste".

Ninna Maria Slott Andersen, Ritzaus Bureaueu, Estermarie Mandelquist, Jan Damskier, Mogens Holme, jens christian jacobsen, Torben Bruhn Andersen, Flemming Olsen, Erik Karlsen, Eva Schwanenflügel og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver ikke Stella.
Efterfølgende er et citat fra artiklen.

"Over frokosten kommer vi til at tale om Aftenshowets meget omtalte interview med Jes Dorph-Petersen.

I interviewet stiller intervieweren på et tidspunkt den anklagede forhenværende studievært spørgsmålet: »Hvorfor tror du, hun (den anonyme kvinde, der anklager Jes Dorph-Petersen for, at han har slået hende og dyrket sex med hende mod hendes vilje, red.) siger det?« Det mener Iben Maria Zeuthen er et journalistisk problematisk spørgsmål, fordi det lægger op til, at Jes Dorph-Petersen skal udtale sig om disse kvinders bevæggrunde, følelser, tanker eller sårbarheder.

»Faktisk blev jeg lidt forskrækket over at se det interview,« siger hun, »for det spørgsmål lagde op til, at han skulle udtale sig på deres vegne. Den situation, man kunne have risikeret, var, at han var kommet til at levere fortrolige oplysninger eller havde gjort sig klog på noget, han ikke ved noget om.«

Hun understreger, at hendes kritik ikke har noget med værten, Mette Bluhme Rieck, at gøre – en vært, som Iben Maria Zeuthen i øvrigt synes gør »et rigtig godt stykke arbejde«. "

Jeg så Mette Bluhme Rieck interviewe Jes Dorph Petersen. Jeg har aldrig set så ringe et interview og en interviewer, der var så menneskelig grov.

Det var tåkrummende dårlig journalistik, begået af en kvinde, der ikke evner kunsten at lytte. Det blev til den værste type folkedomstol man kan forestille sig.

En dygtig interviewer lytter, men afbryder ikke konstant. Mange journalister er mere interesserede i at flashe sig selv end at formidle. Samme gælder den nye vært på Aftenshowet, tidligere vært påTV2, Holst. Hvis Holst med den høje stemme og Bluhme er sammen, så lukker jeg.

Jeg har ikke set meget til Jes Dorph Petersen, fordi jeg ser næsten aldrig TV2, derfor har jeg ingen personlig mening om ham.

Men at vente i 20 år med at beklage sig over en hændelse, det er lang tid. Det virker nærmest som nogle kvinder mener, at de mænd, der i fuldskab har lagt hånden på deres lår skal dø. Hvis de ikke skal dø, så skal deres karriere i hvert fald dø og de skal ydmyges så meget, at de må enten indlægges eller må flytte til landes yderste egne for at blive eneboere.

De værste typer, som jeg har arbejdet sammen med eller har haft ansat, er mobbende og chikanerende kvinder. Mænd kan være slemme, men nogle kvinder har udviklet så gemen en adfærd, at intet kan sammenlignes med deres teknik. Kvinder har ikke haft direkte magt i årtusinder, derimod har de fået magt ved at udvikle evner for intriger og andet, som har givet dem magt.

En anden interessant ting at følge med i, er andre journalisters uendelige glæde over at kunne jorde en kollega, der er nede. Der er næsten ikke gået en dag den sidste måned, hvor Jes Dorph Petersen ikke har været i diverse aviser, hvor avisen nærmest med glæde kan skrive, at han endnu engang har mistet noget, som har givet ham brød på bordet.

Det er virkelig Jante og krybdyrhjernen på arbejde.

Torben Nielsen, Steen Sommer, Jesper Frimann Ljungberg, Carl Chr Søndergård, Torben Bruhn Andersen, jan sørensen og arne tørsleff anbefalede denne kommentar
Kai Birk Nielsen

P.1 er efterhånden blevet en meget religiøs programflade, der ikke afspejler det liv jeg kender til som underuddannet, ingen uddannelse eller dannelse, det er et program med de kendte gengangere, der efterhåndener er at finde på alle programflader. Så selvfølgelig også på "Tal Til Mig". Her skal man dog være troende. GUD hvor jeg dog savner "Koples Krydsfelt. Her hørte jeg personer der talte til mig, og om et liv jeg kendte til. Nu er alt så ophøjet og kedeligt. Det var taleradio. Savner nu endnu mere radio 24/7.
Kai Birk Nielsen

Hanne Ribens, Carl Chr Søndergård, Lisbet Møller, Carsten Munk, Pernille Schultz, Mogens Holme, jens christian jacobsen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Ja, Koplevs Krydsfelt er savnet, og tro og religion fylder efterhånden meget på PI.

Med hensyn til Aftenshowet er det overvejende et ligegyldigt sludreprogram, hvor gæster og journalister indbyrdes taler hinanden efter munden, mens der rækkes ud til seerne ved at bede dem give deres mening til kende. Voxpop! Intet er for småt til at blive behandlet i Aftenshowet.

Mette Bluhme Riecks interview med Jess Dorph-Petersen var derimod en kærkommen og prisværdig undtagelse, hvor kritisk journalistik, som sjældent præger Aftenshowet, for en gangs skyld blev bragt i anvendelse.

Hanne Ribens, Christel Gruner-Olesen, Fam. Tejsner, jens christian jacobsen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Martin Sørensen,

Jeg studsede også over det. De sidste par år har vi også mistet ordet 'dagsorden'. Nu har alle en 'agenda' i stedet. Man bliver sindsyg.

Steen Sommer, Jan Damskier, Kim Houmøller og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Henrik Okkels

Det, jeg har sværest ved at kapere i hendes udsendelser, er den tykt drivende, inderlige, forudfattede og dybt naive religiøse dagsorden, som skematisk bliver presset ind i hver eneste sætning, hvert eneste spørgsmål til interviewpersonen.

Det tillægsord, der umiddelbart melder sig, er 'klamt'.

Og så artiklens billedside: Hvorfor i alverden skal vi inviteres med i damens sovegemak?

Mogens Holme, jens christian jacobsen, stephan durhaupt og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

En rose så jeg skyde sang vi da mor blev begravet i Vartov.
Siden har jeg skudt på en kirkegård, set på vandmænd og havfruer i loftet i en hallucinations rus, vågnet ved to mandehænder på min hals, raseret et hotelværelse i en absint brandert, gået på restuarant iført kondom, kvadret mine briller og mit ansigt i en snestorm, ligget under en bil i Tyskland i 30 graders kulde, arresteret i Spanien forde jeg sagde fuck you til en gendarm, badet i Øresund i januar måned, skudt en ringdue, solsort og en håndfuld gråspurve fordi jeg kunne. Jeg græd da jeg havde vredet hovedet af den solsort. Så jeg må være en engel.

Dorte Sørensen

Det er ikke et af mine bedste programmer - men jeg har hørt mange af dem fordi jeg har P1 kørende hele dagen.

Det der under mig mest er, at politikere og andet godt folk vil stille op - Det er åbenbart blevet på mode at fortælle om sin tro.

Ja DF vil nu også kræve, at folk skal fortælle hvad de tror på før de kan komme til landet eller få statsborgerskab. Gælder trosfriheden ikke længere i Danmark - men så må DF da begynde på en Grundlovsændring.

Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Ida Marie er god ui i den disciplin det hedder manipulerende reformuleringer: gentag hvad gæsten i studiet siger men brug lidt andre ord i en lidt anden rækkefølge og vupti: Nu mener gæsten det Ida Marie-pigen gerne vil have. Var det endda i en ædel sags tjeneste, men nej, den danske journaliststand er beregnende, småt begavede og dårligt uddannede som udråbere på medie-markedspladsen. Tal til mig er et frygteligt program. Helt ligegyldige 'dybtfølte' sandheder. Som de fleste af DR og TV2s udsendelser ulidelig infotainment.

Stella Lystlund

G.Gustafsdottir skriver ikke Stella.

De er glimrende, at vi har så forskellige programfladen på P1, også om religion.

Nogle mennesker er religiøse, andre ikke. Der er noget for enhver smag på P1. Det er skønt at høre så forskelligartet radio. Jeg hører radio mens jeg arbejder, hvis det lader sig gøre.

Da jeg var barn ville jeg gerne i søndagsskole, jeg havde hørt, at et sted trakterede de med små mælkekiks med forskelligt farvede sukkertoppe.

Min far kørte mig ind til byen og op til den gamle fine træbygning, hvor søndagsskolen holdt til, hver søndag morgen. Jeg kom ind, blev vel modtaget og vi modtog hver en lille kiks med en farvet sukkertop. Jeg tog en med en smuk orange top. Jeg tør slet ikke tænke på hvad sukkeret var farvet med, men flot var kiksen og sød var toppen. Mine forældre var unge og under uddannelse, således havde vi ikke mange penge og jeg fik sjældent slik. Det var velgørende at få smagt kiksen og især sukkertoppen.

Så gik vi videre til at tale om Bibelen. Søndagsskolelæreren forberedte sig til at læse fra bibelen og om universets tilblivelse. Han slukkede lyset i lokalet, men kunne stadigvæk se på bogen fra en lille lampe på bordet. Da han så læser "og der blev lys", hvorefter at han tændte lyset i lokalet, blev jeg så dybt skuffet over, at han brugte så billige metoder, at jeg besluttede mig til, ikke at deltage mere. En gang var nok.

Derimod har jeg i perioder ofte gået i kirke. Min mor sang i et kirkekor, hver søndag, mens jeg var barn og jeg har en datter, der har sunget i Sankt Annæ'
pigekor og kammerkoret samme sted i mange år. Jeg har nydt at komme i kirke med min mor og at høre pigerne i Sankt Annæ pigekor synge i kirken, hver søndag. Det skader ingen at komme i kirke.

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver
Rettelse
Det er glimrende..

Lisbet Møller

Indrømmet, det er endnu ikke lykkedes mig at høre en udsendelse til ende. Det er der to grunde til. Den væsentligste er graden af intimidering, hvor jeg sender en kærlig tanke til Ghita Nørby, der nægtede at blive trukket rundt i manegen, men trak en ikke misforståelig grænse. Den anden grund er valget af gæster. Hver gang en kendt person, der allerede er interviewet og omtalt og endevendt i medierne på fremtrædende pladser og nu lige skal navlepilles til vrangen vender ud.
Hvis programmet handler om tro, hvorfor så ikke få fat i en biskop og spørge om holdningen til kirkelukninger, beskæring af gudstjenester mm. under coronakrisen?

Maj-Britt Kent Hansen

DR lader Iben MZ's program fylde 3 af døgnets 24 timer. Således i dag, jf. P1-programoversigten. I løbet af den sidste uge er det blevet til 6 timer.

Vel, er der generelt mange genudsendelser, men det her er overkill.