Reportage
Læsetid: 14 min.

»Lavaen er smuk, men gruopvækkende, når den kommer krybende som dødens sorte hånd og kværker alt på sin vej«

Der er vulkanudbrud i Island, og islændingene strømmer til den glødende lava som fluer til honning på trods af giftgasser og myndighedernes advarsler. Tag med forfatter Hanne Viemose og sagaekspert Annette Lassen på vulkanhike
Det kan i disse dage virke, som om hele den islandske befolkning holder folkefest ude i Geldingadalir ved det fremvoksende bjerg, der fortsat sender brændende stenmasser op i luften og lader dem klaske som tung maling mod fjeldsiden og drive videre ned i små brændende bække.

Det kan i disse dage virke, som om hele den islandske befolkning holder folkefest ude i Geldingadalir ved det fremvoksende bjerg, der fortsat sender brændende stenmasser op i luften og lader dem klaske som tung maling mod fjeldsiden og drive videre ned i små brændende bække.

Hanne Viemose

Kultur
31. marts 2021

I udkanten af den på overfladen størknede, men stadig brandvarme lava står en mand og steger pølser. Man kan lugte, at nogen ryger hash. Redningskorpset er til stede; de har alarmer på deres dragter, som tuder, hvis mængden af giftgas i luften overstiger det tilrådelige. Vi står i en tæt menneskemængde, hypnotiseret af den tykke glødende lavastrøm, der bevæger sig foran os. Luften er iskold i ryggen, lavaen steghed i ansigtet. En guide for en gruppe vandrere har smidt tøjet for at tage et nøgenbillede. Gasfløjterne lyder, vi bevæger os som samlet menneskemasse op ad bjergsiden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Christensen

Så dejlig en reportage. Sjov og belærende. Og så hyggelig.

Alvin Jensen, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen og Bjarne Tingkær anbefalede denne kommentar
Helle Degnbol

Enig !

Hvis naturens skønhed er analog med fascination, lever vi med ekstrem og støjende skønhed.

For tiden lever vi med jordrystelser, dannelse af dybe revner i jorden ofte over kilometre, og pludselig opståede huller i jorden, der fra start er ganske små, men efter blot få dage kan opsluge et helt hus.

- Trods tusinde af huse er rystet fra hinanden, eller er livsfarlige og skal totalt genopbygges, - trods mange andre huse er skredet ned af bjergsiderne, - trods titusende af mennesker og landbrugsdyr er blevet helt hjemløse, - trods stort set alle arbejdspladser over et enormt område er totalt ødelagte, - og trods vores ene skorsten og en gavlmur samt noget klimastyrende elektronik er totalskadet, er det faktisk en fascinerende at være vidne til naturens seismiske kæmpekræfter.

Her føler man sig virkelig uendelig lille som menneske. Men man vænner sig også, og medens det støjer og ryster, kigger man blot på hinanden, og derefter fortsætter samtalen helt naturligt og uden kommentarer. Men efter snart 2½ måned fra den første voldsomt brutale start, vil det være dejligt, hvis det snart stopper igen.