Reportage
Læsetid: 14 min.

»Lavaen er smuk, men gruopvækkende, når den kommer krybende som dødens sorte hånd og kværker alt på sin vej«

Der er vulkanudbrud i Island, og islændingene strømmer til den glødende lava som fluer til honning på trods af giftgasser og myndighedernes advarsler. Tag med forfatter Hanne Viemose og sagaekspert Annette Lassen på vulkanhike
Det kan i disse dage virke, som om hele den islandske befolkning holder folkefest ude i Geldingadalir ved det fremvoksende bjerg, der fortsat sender brændende stenmasser op i luften og lader dem klaske som tung maling mod fjeldsiden og drive videre ned i små brændende bække.

Det kan i disse dage virke, som om hele den islandske befolkning holder folkefest ude i Geldingadalir ved det fremvoksende bjerg, der fortsat sender brændende stenmasser op i luften og lader dem klaske som tung maling mod fjeldsiden og drive videre ned i små brændende bække.

Hanne Viemose

Kultur
31. marts 2021

I udkanten af den på overfladen størknede, men stadig brandvarme lava står en mand og steger pølser. Man kan lugte, at nogen ryger hash. Redningskorpset er til stede; de har alarmer på deres dragter, som tuder, hvis mængden af giftgas i luften overstiger det tilrådelige. Vi står i en tæt menneskemængde, hypnotiseret af den tykke glødende lavastrøm, der bevæger sig foran os. Luften er iskold i ryggen, lavaen steghed i ansigtet. En guide for en gruppe vandrere har smidt tøjet for at tage et nøgenbillede. Gasfløjterne lyder, vi bevæger os som samlet menneskemasse op ad bjergsiden.

I slutningen af februar begyndte den islandske undergrund at skælve og gynge, og det fortsatte de kommende uger. Mere end 50.000 jordskælv nåede man at måle, mange middelstore og tydeligt mærkbare i Reykjavík. Landet nåede at hive og strække sig seks cm fra hinanden i de uger (normalt regner man med ca. to cm årligt), før der gik hul på naturens byld, jorden åbnede sig i en sprække i en dal ude i bjergene, og magmaen begyndte at fosse op og ud i mægtige lavastrømme (her bør måske indskydes, hvis man ikke er hjemmevant i det vulkanske vokabular, at magma er brændende sten, der befinder sig inde i jorden; når det kommer ud, taler man om lava). Et bjerg begyndte at vokse af jorden, mens dalen kubikmeter for kubikmeter i disse dage og uger, år måske, ingen ved, hvor længe det vil vare, fyldes op af en tyk sort dyne af lava, og nabodalen og den ved siden af og så videre, så længe det underjordiske magmakammer har mere at byde på.

30 kilometer sydvest for Reykjavík udspiller dette drama sig, man kan om natten se røde røgskyer på himlen i syd.

Vi bevæger os som lemminger i en lang række af vulkanhungrende hen mod nedgangen til jordens indre, over størknet lava, hen over en stejl bjergryg, frem mod dalens bløde, grønne mos og sorte, dræbende lava.

Vi bevæger os som lemminger i en lang række af vulkanhungrende hen mod nedgangen til jordens indre, over størknet lava, hen over en stejl bjergryg, frem mod dalens bløde, grønne mos og sorte, dræbende lava.

Hanne Viemose

Informations reportere i Island, Magmamose og Lava-Lassen, kører onsdag morgen, en lille uge efter udbruddets start, ud af Reykjavík for at vandre til krateret i Geldingadalir ved Fagradalsfall. Det er godt vulkanvejr, som islændingene siger: Himlen er klar, vinden er gunstig. En frisk vind blæser giftgasserne mod nord. Vi parkerer i den lange række af biler. Beredskabsstyrelsen holder morgenmøde klokken ti om risikoniveauet; da de åbner området, vandrer vi afsted med vinden i ryggen. Vi har taget en teenager med for at teste rutens turistvenlighed: Det er en kulbider, som de hedder i sagaerne, sådan én, der ligger og flyder i køkkenet, før de endelig vågner op til dåd, når frontallapperne er vokset sammen. Som lemminger bevæger vi os i en lang række af vulkanhungrende hen mod nedgangen til jordens indre, over størknet lava (det ligner gammel havregrød), hen over en stejl bjergryg, frem mod dalens bløde, grønne mos og sorte, dræbende lava. Kulbideren klarer turen let.

Forvildede vulkanhikere

Vulkanen ligger i en afsides dal, men vejen ind i området var ved udbruddets start delvist ødelagt af jordskælvene og derfor lukket. Alle helikopterture til udbruddet blev udsolgt i løbet af ganske få timer, så de første døgn begav folk uden en af de eftertragtede helikopterpladser sig af sted som magnetisk dragede eller hypnotiserede ind over svært farbare lavamarker fra Den Blå Lagune, i et landskab uden stier eller afmærkede ruter. Nogle hastede af sted i så stor fart, at de glemte madpakke og lommelygte i bilen. Mange for vild og gik omkring i mørket i timevis, andre nåede frem med beretninger om, at det var den værste bjergvandring, de havde oplevet. Redningskorpset arbejdede natten lang de første døgn med at redde forkomne og forvildede vulkanhikere og slog så igennem med islandsk pragmatik på trods af de officielle anbefalinger: Bliv væk!, og åbnede nu i stedet den jordskælvshærgede vej, afmærkede en relativt kort og enkel rute til udbruddet, satte et reb op på de stejleste stigninger: en til to timers vandring, hen over en enkelt bjergryg, og voila!

Det har vist sig at være notorisk svært at spå om dette udbrud: Først forlød det, at der var tale om et »behageligt«, et »nydeligt lille« udbrud, der ville være ovre i en fart. Man havde med andre ord travlt, hvis man ville se det. Og det ville man i stor stil, viste det sig.

Luften er iskold i ryggen og lavaen steghed i ansigtet, mens vi står i en tæt menneskemængde, hypnotiseret af den tykke glødende lavastrøm, der bevæger sig foran os.

Luften er iskold i ryggen og lavaen steghed i ansigtet, mens vi står i en tæt menneskemængde, hypnotiseret af den tykke glødende lavastrøm, der bevæger sig foran os.

Hanne Viemose

Island blev grebet af en gammelkendt vulkansk feber, som i år 2000, da Hekla gik i udbrud, i løbet af få timer stod Reykvikingerne trods heftige vejrmeldinger ved foden af bjerget, som skuffede fælt med et alt for lille udbrud. På vej tilbage til byen rasede snestormen, folk sad fast i deres biler i kulde og fygning på fjeldheden, også dengang havde redningskorpset travlt.

I nyere tids Island bevæger trafikken sig sjældent væk fra udbruddene, men den modsatte vej, til udbruddene. Hvem vil ikke gerne være til stede, når naturen afslører værktøjet i sin redskabskasse,  synes at være den almindelige holdning fra en lettere overmodig befolkning, der har vænnet sig til at interagere med de helt store naturkræfter, som for eksempel da lavaen strømmede ned gennem byen på Heimaey under det store udbrud på Vestmannaøerne i 1973. Folk flygtede i første omgang for deres liv, gik i bådene i al hast om natten, da lavaen kom strømmende mod byen, men snart vendte mange om og tog kampen med vulkanen op, for lavastrømmen styrede mod havnen, der som base for den stolte fiskerflåde var øens hjerte. Man fik fat i tusindvis af slanger og indledte, hvad der lignede en håbløst ulige kamp: det lille menneske med sin vandslange mod en gigantisk brølende strøm af brændende sten fra helvede. Det endte uafgjort, lavastrømmen raserede og begravede store dele af byen, men standsede før havnen, som menneskene med deres vandslanger så insisterende beskyttede.

Denne gang har de færreste et praktisk ærinde ude ved vulkanen, og Beredskabsstyrelsen advarede som tidligere nævnt folk imod at tage derud. Men Island er en nation af mennesker, der sætter den frie tanke højt, derom vidner sagaerne, bemærker Saga-Lassen (Lava-Lassen har som enhver ordentlig sagahelt flere tilnavne). Antro-mose (samme gælder Magmamose, der har en muligvis blakket men dog en fortid som antropologistuderende) samstemmer og tilføjer: Men også en form for folkelig teenagermentalitet (folk på fjeld i tynde sneakers, bare ankler og leggings og dynejakker) med præcis samme resultat: at autoriteterne ikke har autoritet per se.

En midaldrende dame i Grindavík, en lille by bare otte kilometer fra vulkanen, interviewes til tv, journalisten refererer myndighedernes anbefalinger: Hold jer væk, flere udbrud kan opstå, bevæg jer ikke ind i området, området er lukket. Vil I følge myndighedernes anbefalinger?

Damen smiler og nikker: Ja, vi er allesammen på vej derud i vores biler.

Folkefest i Geldingadalir

Så snart fyldtes vejene af biler – som i myldretiden.

Det kan i disse dage virke, som om hele den islandske befolkning holder folkefest ude i Geldingadalir ved det fremvoksende bjerg, der fortsat sender brændende stenmasser op i luften og lader dem klaske som tung maling mod fjeldsiden og drive videre ned i små brændende bække, flyde sammen til større floder af ild og ud af den efterhånden enorme, ophobede lavadynge, der mange steder har fået sort skorpe og kunne give indtryk af at være stivnet, men dér må man ikke lade sig narre, advarer det efterhånden hårdtarbejdende redningskorps: Skorpen er tynd, og nedenunder er lavaen flydende og mere end tusind grader varm.

Om dagen sidder man – når vejret tillader det – i fjeldskråningens bløde mos og betragter naturens show. Nogle camperer der også om natten i telte.

Om dagen sidder man – når vejret tillader det – i fjeldskråningens bløde mos og betragter naturens show. Nogle camperer der også om natten i telte.

Annette Lassen

Og faktisk er det ikke alle islændinge, der er taget til vulkanfestival. Da Magmamose forsøger at få sin islandske veninde med på vulkanfærden, er svaret klart: Nej!, efterfulgt af en opsang: »Det derude er ikke Tivoli i København. Der kan opstå sprækker og nye udbrud og lavastrømme når som helst og hvor som helst i det område. Har du slet ikke orienteret dig? Der er giftgasser, som kan dræbe dig på stedet, har du hørt om Pompei? End ikke en gasmaske kan redde dig, når de kommer. Men ellers tak, hvis vi skal spise kage en dag eller gøre noget, der ikke dræber os på stedet, er jeg med«.

Andre holder sig simpelthen væk, fordi det hele forekommer dem lidt plat og pøbelagtigt: menneskemylderet, bacon, æg og pølstestegning i den hede lava.

Den vulkanske aktivitet i Island er et vilkår, som man altid har forholdt sig til. Man kan datere vikingernes bosættelse på grund af et askelag fra et voldsomt vulkanudbrud: landnamslaget fra år 871 +/- 2, der lagde sig over næsten hele landet. Nogle af de tidligste islændinge må have oplevet det. Man ved, at Hekla gik i voldsomt udbrud i 1104; man kan i dag se udgravningen af en gård, Stöng, i det sydlige Island, der blev forladt på grund af udbruddet. Men alligevel nævner islændingesagaerne ingen vulkanudbrud og ingen jordskælv. Vi ved ikke hvorfor. I kristendommens saga går en vulkan i udbrud, »jordilden« flyder truende frem mod en gård, hvad nogle hedninge tager som tegn på gudernes vrede over trosskiftet. I Landnamsbogen nævnes to steder, at områder er forladt på grund af vulkanudbrud, men der knyttes ingen historier til udbruddene. Sagaskriverne må alligevel nødvendigvis have kendt beretninger fra fortid og samtid om vulkanernes hærgen af bøndernes land og liv.

I Snorres Edda og Vølvens spådom, to af de vigtigste værker til vores viden om nordisk mytologi, fortælles der om jætten Surt, en islandsk pendant til romernes Vulkan: Han holder et flammende sværd, og ved verdens ende kommer han hærgende mod guderne, slynger ild over Jorden, brænder hele verden op. Ragnarok afspejler på mange måder et vulkanudbrud: Solen sortner, stjernerne forsvinder, flammer raser og ildens luer når op til himlen.

Laki i udbrud i 1783

Mange husker udbruddet i 2010 i Eyjafjallajökull, der på en og samme gang standsede international flytrafik og gennem sin reklameeffekt boostede Islands turistindustri. Men værre kan det gå. I 1783 gik Laki i udbrud. »Hvilken gru«, skrev øjenvidnet og præsten Jón Steingrímsson. Han fortalte om røg, kraterskyer, utålelig lugt, stank og tågeskyer. Lakis udbrud førte til hungersnød: Man mener, at 50 procent af kvæget døde i Island og næsten 80 procent af får og heste. Titusinder af mennesker omkom, omkring 20 procent af Islands befolkning. De danske myndigheder overvejede at flytte samtlige islændinge til Jylland. Laki forårsagede tilmed hungersnød i Europa, og dermed, vil nogle mene, i sidste ende den franske revolution.

Romanen En roman om Jon og hans breve til sin gravide kone, da han opholdt sig i en grotte hen over vinteren og forberedte hendes ankomst og de nye tider af Ófeigur Sigurðsson er en form for historisk biografisme om denne såkaldte ildprædikant Jon Steingrimsson, der sidder og laver optegnelser, skriver breve og oversætter tekster i en grotte i Myrdalen ved en af Islands mest frygtede og eksplosive vulkaner, Katla, der på den tid, i midten af det attende århundrede, er i permanent udbrud. Han er både teolog og læge og har besøg af de to videnskabsmænd, naturforskeren Eggert Olafsson og lægen Bjarni Palsson, der ligesom han selv både i romanen og i virkelighedens samtid rejser rundt på egnen i forskningsøjemed.

Romanen udspiller sig i en brydningstid, hvor nye videnskabelige teorier og verdenssyn, herunder forestillinger om at kunne beherske naturen, møder folkeligt forankrede myter og overtro/metafysik, og Jon Steingrimsson placerer sig med sin baggrund som både læge og teolog i begge lejre: Han er velvilligt og nysgerrigt indstillet over for en spirende ny naturvidenskab, men samtidig er hans verdensbillede præget af metafysik og religiøse forestillinger forankret i den islandske folketro.

Bjarni og Eggert var de officielt første, der besteg Hekla, hvis krater det hidtil var almindeligt at betragte som den direkte nedgang til helvede. Deres bedrift var epokegørende, banede vej for en mere nysgerrig og videnskabsorienteret tilgang til vulkanerne, en vej mod den mere frygtløse tilgang, vi ser i dag, måske, det er næsten, som om faren er glemt.

I slutningen af februar begyndte den islandske undergrund at skælve og gynge, og det fortsatte de kommende uger, hvor man nåede at måle mere end 50.000 jordskælv.

I slutningen af februar begyndte den islandske undergrund at skælve og gynge, og det fortsatte de kommende uger, hvor man nåede at måle mere end 50.000 jordskælv.

Hanne Viemose

Og nu strømmer folk altså til lavaen i Geldingadalir som fluer til honning. Islands elskede og verdensberømte sanger Björk er efter eget udsagn på de sociale medier fuldstændig »blown away« af det udbrud, hun taler om »healing« og »catharsis« og »beautiful lava« og slutter af med at deklamere:

»Vi islændinge er stolte forældre til de nye lavabjerge og bakker«.

Helt så henført begejstret falder det os ikke let at forholde os. Det er storslået og helt usædvanligt at betragte naturen i sin skabelse, den rødglødende lava er smuk, men også gruopvækkende, når overfladen størkner, og den kommer krybende som dødens sorte hånd og kværker alt på sin vej. Den førhen grønne dal efterlades dækket af golde lavamasser, øde de næste mange hundrede år, før en smule mos og lav så småt kan begynde at finde sig til rette på de størknede svovl- og basaltsten.

Vulkanprofetisk roman

Et lignende blik på vulkanaktiviteten kommer til udtryk i en islandsk roman fra 2020, som unægteligt med det aktuelle vulkanudbrud har vist sig foruroligende profetisk (forfatteren har siden fået påbud om fremover kun at skrive romaner om evig fred og lykke). I Eldarnir. Ástin og aðrar hamfarir (Ildene. Kærligheden og andre katastrofer) af Sigríður Hagalín Björnsdóttir vækkes vulkanerne på Islands sydvestlige næs, Reykjanes, nemlig til live efter 800 års dvale. Præcis som det nu sker. De samme eksperter, som Sigríður Hagalín talte med som led i sin romanresearch, er nu dagligt på tv for at forklare scenarier ikke ulig dem i romanen.

Her springer vi ind et sted, hvor barnet Salka ikke må gå ud at lege, fordi hun har astma, og forureningen fra vulkanudbruddet vil skade hendes lunger, hun taler med sin mor, der i det hele taget er sær, har nemmere ved at forholde sig til planetens historie end sit barns hverdagsproblemer (Magmamoses oversættelse):

» – Vulkanudbrud er trælse.

– Søde skat, hvorfor siger du det?

– De gør alt så sort og grimt. Man må ikke gå ud og lege eller noget.

– Ved du hvad, vulkanudbrud er måske lidt besværlige, mens de står på, men uden dem ville vi ikke være her. Alt er blevet til i vulkanudbrud, alt på jorden. Vulkanudbrud byggede landene for længe, længe siden, og Island er stadig ved at blive til i vulkanudbrud. Vi er her på grund af dem, vores huse og gaderne, alt er lavet af materiale fra oldgamle vulkanudbrud. For slet ikke at tale om atmosfæren uden om jorden, uden den ville der slet ikke være noget liv«.

I dagene frem mod påske er der meldt storm og frost, men heller ikke det holder folk væk. Det seneste døgn har redningstjenesten indtil videre reddet tre afkølede mennesker, der trodsede det orange vejrvarsel.

Billederne af vulkanens glødende lava i nattemørket har da også talt deres tydelige sprog om et naturfænomen af de store. Folk har camperet derude om natten i telte. Om dagen sidder man – når vejret tillader det – i fjeldskråningens bløde mos og betragter naturens show. Det er som et amfiteater, det ligner en festival, hvor der kun er ét nummer, som alle til gengæld vil opleve. Så ja, man kører uvægerligt af sted mod Grindavík og drejer mod øst og fortsætter mod Ísólfsskáli.

Naturen skaber et nyt bjerg

En ny rute til udbruddet er nu også blevet afmærket, en rute, hvor man kommer ind i dalen nordenfra, i modsætning til den første, hvor man kommer ind søndenfra. Selvfølgelig med det formål at vulkantørstige folk kan komme til udbruddet, hvadenten vinden er norden- eller søndendrejet. For gassen skal tages alvorligt. Mange melder om mærkelige hoveder efter vulkanvandring til stedet selv i gasgunstigt vejr. Magmamose, der måske ikke kan prale af et generelt umærkeligt hoved, oplevede et efter eget udsagn bemærkelsesværdigt mærkeligt hoved den aften. »Det var, som om jeg sejlede, og så fik jeg the munchies på en måde, jeg ikke har prøvet, siden jeg var 20 og havde røget dårlig weed i Australien,« forklarer hun. Lava-Lassen synes, det kradser i halsen, og hun føler sig tømmermandsramt dagen derpå, det samme gælder kulbideren, som dog tog på druk efter hjemkomst og derved kan henføre tømmermændene til deres sædvanlige ophav.

Imens vedbliver magmaen at vælde op fra Jordens indre, og intet tyder på, at udbruddet standser med det første. Det ligger i nærheden af den internationale lufthavn, lige ved Den Blå Lagune, og da det ikke er eksplosivt – selv om der spys giftgasser ud – er udbruddet som bestilt af den coronatrætte turistbranche.

Man mener nu, at der er tale om et skjoldvulkan-udbrud. Den tyndtflydende basaltmagma, der kommer fra omkring 20 kilometers dybde, strømmer ned ad siderne på krateret og størkner først langt væk. Til sidst vil vulkanen ligne et buet skjold, ja, naturen er i færd med at skabe et helt nyt bjerg. Når man tager land i besiddelse, skal det navngives, om det vidner både islændingesagaerne og Landnamsbogen.

Der er blevet udskrevet en konkurrence om et navn til Islands nye bjerg. Forslagene går fra det klassiske, som Fagredalsfjeld, til det absurde, som ’Fílapensill’, der på islandsk spiller på, at man feeler vulkanen, den er stor som en elefant (»fíll«), der kommer blodig, betændt materie ud af den, og den kan males med en pensel.

Her må Saga-Lassen også bryde ind: Trods enkelte måske lovligt friske udmeldinger til udenlandske medier om, at Geldingardalir betyder Eunukkernes dale, skal man nok ikke forestille sig en haremsdal, hvorfra eunukkernes klare drengestemmer har fyldt luften over ødemarken med skønsang; betydningen skal søges i områdets landmandsliv: Bedernes (kastrerede væddere) dale. Bonden, der ejer jorden i Geldingadalir, fortæller, at udbruddet er begyndt akkurat i landnamsmanden Ísólfs gravhøj, Ísólfsskáli, som nævnes i gamle fortegnelser over stednavne. En arkæolog skyndte sig heltemodigt afsted for at undersøge stedet, før det er helt fortæret af den sorte lava og uigenkaldeligt borte. Ifølge bonden, der ejer dalen, ville Ísólfur begraves der, hvor dyrene havde det bedst – så, det er den gamle højbo, der rører på sig. I sagaerne er højboer ikke sjældent skadevoldere af de helt store. De burde ligge døde og rolige i højen, men som begravede, men udøde, plager de i stedet bønder og godtfolk, indtil de får skilt deres hoved fra kroppen. Måske vil det formilde gamle Ísolfur, hvis det nye bjerg kunne få navnet Isolfs Skjold.

Hanne Viemose er forfatter.

Annette Lassen er lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab med speciale i norrøn litteratur, sagaer, kultur og sprog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Christensen

Så dejlig en reportage. Sjov og belærende. Og så hyggelig.

Alvin Jensen, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen og Bjarne Tingkær anbefalede denne kommentar
Helle Degnbol

Enig !