Boguddrag
Læsetid: 18 min.

Malaparte blotlægger i sin epokegørende roman det evigt blussende had i de europæiske nationer

I et sydligt hjørne af Europa skrev Curzio Malaparte i slutningen af Anden Verdenskrig en bog, der tegnede konturerne af det Europa, der ville opstå af krigens ruiner. Følgende er et uddrag af essaysamlingen ’Med fortællingen går jeg i døden’ af Informations litteraturredaktør Peter Nielsen. I 15 essays skriver han om det moderne Europa set gennem litteraturen
I et sydligt hjørne af Europa skrev Curzio Malaparte i slutningen af Anden Verdenskrig en bog, der tegnede konturerne af det Europa, der ville opstå af krigens ruiner. Følgende er et uddrag af essaysamlingen  ’Med fortællingen går jeg i døden’ af Informations litteraturredaktør Peter Nielsen. I 15 essays skriver han om det moderne Europa set gennem litteraturen

Grafik: Katrine Bælum/ Flowers in a Metal Vase, Abrham Migmon, 1670

Kultur
26. marts 2021

I de sidste år af Anden Verdenskrig forvandledes Europa til et kulturelt og menneskeligt ruinlandskab. Mange af de store byer var sønderbombede. Verden erfarerede om Auschwitz, den ekstreme tyske ordenssans og tilintetgørelse af millioner af europæiske medborgere. Europa lå blotlagt ind til knoglerne. Kontinentets berømte dyder, den store kunst, de magiske byer, den overlegne videnskab, idealismen og den utæmmelige kreativitet lå knust under en grænseløs stormvind af destruktion. Det europæiske borgerskab var enten myrdet, moralsk kompromitteret eller stivnet i en grimasse af resigneret ligegyldighed.

Flere af Europas forfattere så selvødelæggelsen direkte i øjnene. Albert Camus skrev romanen Pesten om nazismens pest i parablens form. Jean-Paul Sartre dømte os i sine filosofiske romaner til frihed, og Thomas Mann, Tysklands største nationaldigter siden Johann Wolfgang von Goethe, tog i Doktor Faustus et sidste storstilet livtag med de djævelske kræfter, der havde ledt den europæiske civilisation på afveje.

I et sydligt hjørne af Europa, i Napoli og på øen Capri, sad den italienske journalist og forfatter Curzio Malaparte og skrev om Europas kulturelle og menneskelige sammenbrud. Hans roman Det dyrebare skind ligner ikke umiddelbart en roman, men mere en samling reportager eller noveller med samme fortæller. Hvordan kan det så være, at det alligevel er den bog, der bedst repræsenterer essensen af den europæiske historie midt i sammenbruddet og den vigtigste formmæssige fornyelse af romanen ved en ny tids begyndelse? Måske fordi Malaparte midt i sammenbruddet tænkte europæisk og i romanens særegne form ikke bare trak på Europas syge kulturtradition, men også formåede at se fremad og tegne konturerne af det Europa, der ville opstå af krigens ruiner, og forudså de konflikter, der i årtier fremover skulle præge kontinentet.

Malaparte samler alt det, der ligger i hans bestræbelse, i ordet »kaput« og lader sit alter ego fra Det dyrebare skind sige: »Der fandtes jo ingen mere i Napoli eller i Europa, som lå i ruiner, som var ødelagt og jævnet med jorden – huse, kirker, hospitaler, mødre, fædre, børn, tanter, bedstemødre, fætre og kusiner kaput alt sammen.«

Malaparte kommer fra krigen, og med hele kulturhistorien i sin private bagage tegner han i stærke billeder og scener Europas civilisatoriske sammenbrud. Napoli er smadret af luftbombardementer og viser sig efter flere års besættelse i befrielsens dage fra sin mest elendige side.

I romanens begyndelse stiger vi lige midt ned i fordærvet i Napolis gader. Forbindelsesofficeren Malaparte, som er romanens fortæller, går med amerikanske officerer gennem et helvede på jord, hvor mennesket er prissat, små drenge og piger prostitueres af deres forældre, og hvor det handler om at redde sit eget skind, heraf romanens titel, og tiltuske sig mad nok fra det sorte marked.

Han skriver tæt på elendigheden med en stærk sans for detaljer. Man er med fortælleren rundt i Napolis stinkende gader og til stede ved de forskellige former for menneskelig prostitution. Eksempelvis træder fortælleren med vennen Jimmy i romanens andet kapitel, »Napolis jomfru«, ned i de små gyder i en fattig bydel. Her står de allierede soldater i kø foran et elendigt hus, og inde bag et beskidt forhæng bliver folk i grupper ført ind for at se ind mellem benene på en purung pige, en ægte jomfru. I døren står pigens far og tager imod betaling i form af en dollar. Fem minutter varer det, mens en af soldaterne med sin ene finger får lov at mærke efter, at pigen virkelig er jomfru. Det er ligesom Johannesevangeliets tvivlende discipel Thomas på den italienske barokmaler Caravaggios billede »Den vantro Thomas«, der med egen hånd skal mærke Jesus’ åbne naglesår.

Det, der fremgår af den scene, er en af romanens bærende erkendelser, nemlig at krigens sejrherrer, amerikanerne, i fornedrelsen af de besejrede europæere selv bliver beskidte. Sådan er historiens logik, der også fremgår af romanens motto, de berømte vers af den antikke tragediedigter Aischylos: »Hvis sejrherrerne respekterer templerne og de besejredes guder, vil de blive frelst.«

Der er ingen tvivl om, at de guder, Malaparte her ironisk hentyder til, er de sultne, elendige og fornedrede napolitanere. Romanens første kapitel har titlen »Pesten«. »Pesten«, der skrives i anførselstegn, fordi den adskiller sig fra den pest, der hærgede Europa gennem middelalderen, kommer til Napoli samtidig med den amerikanske besættelse i 1943. Den nye pest er lige så slem. Godt nok nedbryder den ikke kroppen, men den fordærver sjælen. Den er en slags moralsk pest, der rammer den kvindelige sans for ære og værdighed og fører til hæmningsløs prostitution, skændsel i hver en hytte og hvert et palads. Pesten synes at være en retfærdiggørelse af denne skændsel.

Men ikke kun kvinder rammes, også mænd, der mister selvagtelse og hengiver sig til de laveste forretninger, begår de mest beskidte handlinger og kryber i brækket foran deres befriere og kysser deres støvler. Amerikanernes befrielse fra krigens lidelser afløses af nye og frygtelige lidelser, frembragt af befrierne selv.

Efter amerikanernes ankomst kæmper menneskene anderledes for deres liv og for at redde deres skind. Det er ikke længere en kamp mod knægtelse, kamp for frihed, for menneskeværdighed, for æren, men derimod en kamp mod sulten. Mennesket er for at leve i stand til at begå enhver tænkelig skændig handling, enhver forbrydelse. For et stykke brød vil mennesket sælge sin hustru, sin datter, besudle sin mor og sælge sin bror eller bedste ven. Krigens og befrielsens logik ser Malaparte særlig klart.

Curzio Malaparte (1898-1957). Portrættet er taget cirka 1945.

Akg-Images/Ritzau Scanpix
Romanen er fuld af absurde og obskøne scener. Som nu kapitlet »General Corks middag«, hvor der i Palazzo Toledos store, fornemme sal afholdes en middag »i renaissancestil« til ære for den amerikanske kommandogeneral Flats hustru, Mrs. Flat. I Malapartes erindring forbinder paladset sig med Europas rige adelige kultur, for i denne sal er aragonernes og Anjous triumfer blevet fejret, festerne til ære for Karl den 8. og meget andet. Og her har gæsterne spist af det berømte pompejanske porcelæn fra Capodimonte. Nu skal der overgå salen den skændsel at beværte så primitiv en forsamling af plumpe amerikanske former, at selv tjenerne føler sig ydmyget over at servere for så grove herrer.

Til sidst i kapitlet får det groteske overtaget. Fordi de allierede har udstedt forbud mod at fiske i havet, serveres en stor sirenelignende fisk fra Napolis Akvarium. Fisken har til gæsternes rædsel en forbløffende lighed med en ung pige: hofternes bløde runding, en lille rund mave og små jomfruelige bryster anrettet på et stort sølvfad, der ligner en båre. Den scene udspiller sig i det fornemme palads og foran de sultne hære af byens befolkning, og det er næsten, som om sejrherrerne spiser folkets kød.

Malaparte skåner ikke sin læser for makabre episoder. Fortællestilen er ekspressionistisk. Her er billeder af krigen, der stammer fra Europas ikonografiske arv, billeder, der kunne være udgået af Francisco Goyas eller Hieronymus Boschs fantasi: ukrainske jøder korsfæstet på træstammer i skoven, mens de med spøgelsesagtige stemmer i »den sorte vind« bønfalder om nådeskud, eller mennesker dækket af fosfor i det bombarderede Hamburg, der har kastet sig i byens kanaler for at slukke den ild, der er ved at fortære dem, og som hver gang de dukker op af vandet, atter bliver antændt og derfor igen og igen må dukke hovedet ned under vandet.

Romanen, der udkom i 1949, er en af århundredets store litterære skandaler i Italien. Den blev med det samme en kontroversiel bestseller. Vatikanet satte bogen på listen over forbudte bøger, og Napoli udstedte et forbud mod, at forfatteren rejste ind i byen. Det skyldes ikke så meget, at han før krigen havde været tilhænger af fascismen – det havde så mange italienere – som hans krasse, ofte obskøne, skildringer af de sidste krigsår. For Malaparte er en grov og illusionsløs skildrer af krigens ødelæggelse, ikke bare af det kulturelle værdiskred, men også af menneskets moralske fordærv, og det var svært at leve med for en kultur, der helst ikke ville se sin alleryngste fortid i øjnene.

Samtidens stærke reaktion på bogen har at gøre med, at den blev læst for dens voldsomme dokumentariske autenticitet. Malaparte havde opfundet en litterær form, som var overraskende og ny i feltet mellem den journalistiske reportage og selvbiografien, mellem det dokumentariske og det fiktive. I dag bliver den fortrinsvist læst som en stor roman, fordi det læsende publikum er blevet vant til disse blandingsformer, og fordi mange af de forhandlinger mellem det fiktive og det virkelige, vi i dag ofte støder på i skønlitteraturen, har et tidligt forbillede i Malapartes roman.

Den nye romanform, Malaparte havde opfundet, gjorde det muligt midt i en desillusioneret skildring af samtiden at reaktivere den europæiske kulturarv. Fortid og nutid spejler hinanden. Malaparte siger med sin roman, at der sådan set ikke er noget nyt under solen. Europæerne har kendt til ødelæggelser og grusomheder i århundreder. Det er, som han siger, »en gammel historie«. Hans romankunst nærer sig af dette dobbeltblik på Europa, et kulturhistorisk og et nutidigt.

Malapartes biografi fortæller den samme historie om at være rundet af den europæiske kultur. Han var en rejsende europæer i Vergils skole, dannet og forfinet til fingerspidserne som kun skønånder fra hjertet af en ældgammel europæisk kultur. Han var født som Kurt Erich Suckert i 1898 af en tysk far og en italiensk mor. I 1925 tog han navnet Curzio Malaparte.

Allerede som femtenårig blev han i 1913 sekretær for den lokale afdeling af det venstreorienterede republikanske ungdomsparti. Året efter brød Første Verdenskrig ud, og han rejste over den franske grænse og tilsluttede sig en legion af frivillige for at kæmpe mod tyskerne. Mod krigens slutning blev han under et angreb hårdt såret af en granat. Han pådrog sig en livsvarig lungeskade og forblev mærket af krigen.

Efter krigen meldte Malaparte sig ind i Mussolinis parti, fordi han i fascismen så løftet om en revolution, der én gang for alle kunne gøre op med den gamle forhadte verden. Hans politiske engagement var stærkt, men også excentrisk og ukontrolleret. Han tænkte uafhængigt og udisciplineret, var mere under indflydelse af sin litterære helt, den italienske renæssancehumanist og lyriker Francesco Petrarca, end af dogmatisk partidisciplin og kom flere gange i konflikt med magten i partiet. Han angreb på skrift både Mussolini og Hitler og blev anholdt for antifascistisk aktivitet, ekskluderet af partiet og flere gange sendt i fængsel.

I 1939 blev han indkaldt til militæret, hvor han udstyredes med diplomatiske beføjelser, og blev frem til 1943 korrespondent for avisen Corriere della Sera. Malapartes ekstraordinære viden om Europa og møder med politiske ledere stammer fra denne periode.

Hans reportager fra Østfronten og en lang række af disse historiske møder er gengivet i bogen Kaput, der går umiddelbart forud for Det dyrebare skind. Også den har lige siden den udkom i 1944 været en skandale, både på grund af forfatterens tidlige fascistiske sympatier og dens form. I Kaput er krigen nemlig kun biperson, den egentlige hovedperson er den menneskelige grusomhed, ødelæggelse og alt det, der ligger i ordet kaput. Her bevæger han sig også i et uafklaret felt mellem journalistisk reportage, rejseberetning, selvbiografi og fiktion.

Nogle kalder endog Kaput en roman, men det er den ikke. Endnu ikke. Stoffet bliver først til en roman med Det dyrebare skind, som bygger videre på erfaringerne fra Kaput.

Det dyrebare skind knytter også handlingsmæssigt umiddelbart an til Kaput. Hvor Kaput beskriver krigsårene i det østlige Europa fra 1939 til 1943, udspiller romanen sig i tidsrummet fra den amerikanske besættelse af Syditalien i oktober 1943 til befrielsen i foråret 1945.

Forbindelsesofficer Malaparte overtager rollen som en fremmedfører for amerikanerne og indfører dem med sin lakonisk fortvivlede komik i europæernes tænkemåde og væsen, som de ikke fatter ét ord af.

Handlingen i Det dyrebare skind tager ganske vist over, hvor Kaput slutter, men dens forløb og form er samtidig grundlæggende forandret. Bogen er delt op i tolv klart adskilte kapitler, der er som små romaner i romanen. Handlingen forløber ikke kausalt, som en traditionel fortælling, men snarere i separate momenter eller episoder. Hvert kapitel udgør, uden nogen egentlig kronologi, et nedslag i handlingsforløbet fra efteråret 1943 til foråret 1945, og hver del har sin egen form. Dette stærkt heterogene træk svækker dog ikke kompositionens enhed, for delene samles igen i kraft af en række temaer, gentagelse af metaforer og ledemotiver.

Også fortællesituationen er forandret. Det er ikke som i Kaput en iagttager, der rejser gennem Europas dystopiske landskaber og lader sit temperament spille med og synes at kende forskel på godt og ondt. Reporteren er blevet et romanjeg med navnet Malaparte, og den personlige historie og psykologi er trukket i baggrunden. Træk af reportagens form optræder stadig i kraft af de detaljerede beskrivelser i Det dyrebare skind, men bogen er ikke længere en reportage. Det er heller ikke sådan, man læser den, altså for at få indsigt i historien og blive klogere på de sidste krigsår, men for at få indsigt i den menneskelige natur.

Jegfortælleren ledsages af den amerikanske oberst Jack Hamilton, men fandtes han i virkeligheden eller ej? Og hed han sådan? Spørgsmålet er ikke længere i samme grad interessant og afgørende.

Jack Hamilton har muligvis et historisk forlæg, og romanen omtaler i et indledende afsnit, at bogen er skrevet i erindring om den amerikanske oberst Henry H. Cumming, men Jack Hamilton tilhører helt og aldeles romanens univers. Vi ved i romanen lige så lidt om Jacks rødder og private historie, som vi ved om fortællerens. Også han er mindre privatperson og forbindes som funktion snarere med et helt kontinent, med Europa, som han selv formulerer det: »Jeg var Europas historie, digtning, kunst, alle Europas mysterier og al dets berømmelse. Jeg følte mig skiftevis nedtrykt, ødelagt, skudt, omringet, befriet, jeg følte mig afvekslende som helt og usling, bastard og charming, ven og fjende, besejret og sejrende.«

Personerne er som i så mange andre romaner fra det tyvende århundrede, hvor personernes psykologi er skrevet ned til et minimum, blevet funktioner.

Det dyrebare skind er en radikal roman fra de første efterkrigsår. Reportagens karakter af vidnesbyrd er afløst af en æstetisk tvetydighed. Jegfortælleren er både forfatteren Malaparte selv og ikke ham. Han er del af historien og ikke. Han befandt sig i sit hus på Capri en stor del af den tid, han beskriver i romanen, og samtidig fungerede Malaparte rent faktisk som forbindelsesofficer for amerikanerne. Relationen er ubestemmelig, og det afgørende er ikke, hvad de præcise detaljer er i dette selvbiografiske spil. Malaparte var en mester i selviscenesættelse og kunne være gledet lige ind i dagens litterære miljø.

Den moralske pest i Det dyrebare skind er ingen tilfældighed. Jean-Paul Sartre citeres i romanens første kapitel med størst mulig distance. Det dyrebare skind er dog en bog skrevet direkte imod en anden franskmand, nemlig Albert Camus og hans roman Pesten fra 1947.

Pesten er et levende dokument over krigsårenes mentale tilstand af indespærring, ødelæggelse og død, men også en hævdelse af menneskelig værdighed og det liv, der uanset omstændigheder må leves videre. Det liv bliver skildret i skikkelse af pesten, der uventet opsøger den algeriske havneby Oran et ubestemt år i 1940’erne.

Bag fortællingen om den hærgende pest i Oran ligger fascismens fremkomst og bjerge af lig fra de europæiske slagmarker. Bacillen er den hærgende fascisme i Europa og i mere konkret forstand den tyske besættelse af Frankrig, som Camus, der selv var født i Algeriet, men flyttede til Paris i 1940 for at deltage i modstandskampen, havde tæt inde på livet. Krigstilstanden sidder i knoglerne hos forfatteren selv og hos hans helte i romanen. De er alle i en vis forstand lemlæstet af krigen, i deres indre brænder en tomhed, som kun krigstilstanden kan forårsage.

Camus havde for øje i pestens allegoriserede form at skildre den tilstand af indespærring og magtesløshed, som den tyske besættelse af Frankrig forårsagede. Romanen er mere end et tidsbillede, den løfter sig også til en tidløs og almen skildring af undtagelsestilstanden. Derfor var det heller ikke underligt, at den igen blev en bestseller i foråret 2020, hvor coronavirussen ramte det europæiske kontinent.

Ikke alle i samtiden var begejstrede for Camus’ allegorisering af den fascistiske bacille med pesten. Sartre kaldte romanen for en stor mystifikation. Malaparte rasede mod bogen, fordi han mente, at Camus ved at skildre en kunstig fortidig epidemi havde skabt en falsk dramatik. Ifølge ham havde Camus ikke taget livtag med den nære brutale virkelighed, men uden omkostninger forskudt den til noget, der forsvinder i fiktionen. Han havde med andre ord svigtet sin samtid.

Malapartes foragt var så stor, at han skrev Det dyrebare skind som en modbog. Den kan læses som en rivaliserende protest mod Camus’ brug af ordet, for her er der tale om pest som et yderst konkret moralsk fordærv, når Malaparte allerede i romanens første kapitel beskriver de allieredes indtog i Napoli og ikke skåner læserne for obskøne detaljer af sædeligt forfald og de værste kønssygdommes hærgen. Det er ifølge Malaparte det sande og håndgribelige udtryk for Europas krise. Allegorien er en løgn eller en ufarlig omskrivning af de hårde kendsgerninger.

Camus og Malaparte gør noget forskelligt ved krigserfaringen. Den ene er distanceret og allegorisk, den anden obskøn og direkte i beskrivelsen af Europas forfald. Den ene skaber en tidløs fiktion over et nutidigt stof og derved også afstand, den anden går lige i kødet på den og konfronterer os med det Europa, der er ved at blive til, i øjenhøjde med sin egen tid og med mulighed for at træde ind bag dets væsen.

Det dyrebare skind har Europa som sit udgangspunkt og hele sin horisont. Igen og igen hedder det, at Napoli er som Europa, eller Europa er som Napoli. Napoli er en miniatureudgave af Europa. Byen har det hele og er derfor særlig velegnet som kulisse for Malapartes kunstneriske vision. Fortælleren formulerer det således for sin ven Jack: »[Napoli] er den sælsomste by i Europa, det er den eneste fortidsby, der ikke er gået til grunde som Ilion, Ninive og Babylon. Det er den eneste by i verden, der ikke er knust under den antikke kulturs skibbrud. Napoli er et Pompeji, som aldrig er blevet begravet. Den er ikke en by, men en verden. Den antikke, førkristne verden findes intakt under den moderne verdens skal.«

Med andre ord, Napoli er både Europa og har del i det gamle Europa, der går tilbage til antikken. Byen er aldrig gået under, den er både en del af den moderne verden og har rødder i den antikke kultur. Mere end nogen anden by i Europa er Napoli essensen af Europa.

Dermed forbindes Napoli også med det, Malaparte benævner det hemmelighedsfulde eller mystiske Europa. For at forstå, hvad der menes med det, er man nødt til at inddrage vennen Jack, der er amerikansk officer, uddannet i Europa. Jack elsker Europa og den europæiske kultur og ånd. Han er typen, der siger, at han har brug for Europa for at føle sig som amerikaner. Men det Europa, han ser for sig, er det, der er præget af filosoffen Descartes og formet af hans fornuft. Jack tænker på idealismens Europa, Goethes gamle kontinent, styret af ånd og fornuft, Vergils og Horats’ hjemstavn.

Malaparte derimod ser et andet Europa for sig, et Europa fuldt af ukrænkelige hemmeligheder, hvor den cartesianske fornuft ikke nødvendigvis kan trænge ind. Det Europa, som også var med til at frembringe Hitler. Jack ser det ene Europa, mens Malaparte ser hele Europa. Derfor forbindes Malaparte som romankarakter med Europa, for han er Europas historie, kultur, digtningen, kunsten og alle de historiske steder.

Det er Malapartes store opfindelse og bidrag til romanhistorien, at han former sin fortæller på den måde, gør ham til et medium for en kulturel genealogi, til en slags medium for det europæiske, for en europæisk ånd. Hans fortæller er gennemvævet af fortid: I porerne mærker han det forgangne, fjerne ikkekendte fædre og urfædre, forsvundne folk. De er i ham, behersker ham, hans depressioner, forvirringer, som en upersonlig tilstand.

I romanen skaber Malaparte Napoli som et sted for det kulturarkæologiske, men også som et sted, hvor det nye sker. Der hersker et dobbeltblik i romanen, hvor man i hvert nyt fænomen på tværs af århundreder ser lagene af Europas kulturhistorie. Den nye verden fødes midt i sammenbruddet af den gamle, og det er i tilblivelsens øjeblik, at essensen af det nye står tydeligst frem. Det er derfor, Malaparte vælger denne overgangsfase som handling for romanen. Undergang og fødsel sker i ét. Europa går under i et nederlag uden historisk fortilfælde. Ikke bare Tyskland, men hele Europa. Hele Europa og dets store kultur er gået under i eget vanvid og ondskab, anført af det nazistiske Tyskland og den generelle radikalisering til fascisme, racisme og nationalisme. Intet land formåede at yde modstandskamp nok mod Tyskland til at befri sig af egen kraft. Derfor blev Europa for første gang i historien besejret og siden befriet af USA og Sovjetunionen. I det øjeblik befrierne besatte Europa, ændrede alt sig.

Malaparte ser lysende klart, at den besejrede kultur altid flytter med ind hos sejrherrerne – og at sejrherrerne også altid går til grunde som følge af denne sejr. Europa bliver både befriet fra egen ondskab og besat igen af de samme lande i én bevægelse. Europas nye eksistens ligger præcis i dette paradoks, som Malaparte indfanger i prægnante og makabre scener til sidst i romanen, hvor fortælleren med sine amerikanske venner er nået til Firenze. På trappen til Santa Maria Novella-kirken er partisanofficerer, italienske kommunistiske frihedskæmpere, i færd med at henrette en gruppe helt unge fascister, faktisk stadig børn, lige inden amerikanerne når frem.

Scenen viser den vej, Europa allerede i krigens sidste krampetrækninger slår ind på. Sejrherrerne definerer og trækker de nye grænser mellem de europæiske nationer for endegyldigt at sætte en stopper for myrderierne mellem dem. Midt i den nye grænsedragning, der skal definere Europas fremtid, tegner Malaparte samtidig konturerne af det nye Europakort, hvor også sporene fra fortiden er kommet med. »Min medynk var opbrugt, hadet var begyndt.«

Hadet flytter sig væk fra den ydre fjende og trækker sig i stedet ind i de europæiske nationers indre. »I denne krigens epoke, frihedskrigen mod tyskerne, begyndte kampene at ændre karakter til en borgerkrig mellem italienerne.« Den nye krig svulmer op i hele Europa »som en stinkende kræftsvulst inde i den krig, de allierede førte mod Hitlers Tyskland. For at befri Europa fra det tyske åg, massakrerede polakker nu polakker, grækere myrdede grækere, franskmændene andre franskmænd, rumænerne dræbte hverandre og jugoslaverne ligeså.«

Allerede i det nye Europas fødselsøjeblik ser Malaparte konturerne af kontinentets fremtidige skæbne aftegnet: fred mellem nationerne, men et evigt blussende had i deres indre. Brodermordet frem for mordet på den fremmede, der ellers havde besat os i årevis. Den store europæiske erindringskrig.

Det er den feber, der i de kommende årtier vil hvile i det besejrede Europas indre for fra tid til anden at slå ud i voldsomme udbrud: retsopgøret i Europa, krigen i Eksjugoslavien, højrepopulismen i Centraleuropa og opfindelsen af den nye indre fjende: muslimen.

Malaparte har i sin epokegørende roman set dybt i europæisk historie og blotlagt dens dybeste intentioner, og han har til en kommende tid overleveret et værk, der minder os om europæisk kulturs brutale tvetydighed af storhed og destruktion. Her er ikke som hos Camus nogen fjern mystifikation, her er en blotlægning til knoglerne af, hvad Europa er og kan blive til. Og det er i romanen, vi første gang hører om det.

Dette er et uddrag af essay fra bogen ’Med fortællingen går jeg i døden - essays om den nye europæiske romankunst’, der udkommer i dag på Informations Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her