Kommentar
Læsetid: 10 min.

Den nye antiracisme fremmer ikke lighed, solidaritet og retfærdighed

Tidens antiracistiske vækkelse i Amerika fokuserer på psykologisk opdragelse, individuelt ansvar og initiativer fra den private sektor – vi har brug for kollektive løsninger, der gennemføres med statsmagt
Tidens antiracistiske vækkelse i Amerika fokuserer på psykologisk opdragelse, individuelt ansvar og initiativer fra den private sektor – vi har brug for kollektive løsninger, der gennemføres med statsmagt

Katrine Bælum

Kultur
12. marts 2021

Amerikanerne taler mere og mere om racisme og ulighed, og det er i princippet værd at glæde sig over. Det handler ikke bare om politibrutalitet og massefængsling, for sorte amerikanere lider uforholdsmæssigt mere under alle aspekter af et uretfærdigt socialt system.

I højere grad end hvide amerikanere er de ofre for fattigdom, usikre boligforhold, arbejdsløshed, ringe eller ingen sygesikring, og sågar perioder med sult.

Efter årene med ’postraciale’ lederskikkelser som Bill Clinton og Barack Obama, erkender stadig flere mainstreamdemokrater nu, at 1960’ernes borgerretskampe ikke har skabt de ønskede resultater. Men flere år inde i den nye antiracistiske vækkelse, the great awokening, som har åbnet øjnene for de kampe, der stadig må føres, er det på tide at stille spørgsmålet, om de valgte strategier baner vej for reelle forandringer?

Ja, faktisk må vi ikke bare spørge, om en ny tids venstreorienterede antiracister overhovedet fremmer lighedens sag? Vi må også stille spørgsmålet, om de snarere skader den.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det er jo superfint at blive oplyst om den slags forhold i udlandet; men ville det ikke være endnu mere fint, hvis danske journalister afdækkede danske vinkler og gik lidt mere i dybden her?
Interessen for sociale vilkår og voksende ulighed, de offentlige systemers elendighed og den genoplivede kadaverdisciplin burde da nok være værd at skrive om.
Denne avis gør det mere end andre; men der mangler en vilje og konsekvens, som nok så meget drukner i dækningen af især angelsaksisk modefilosofi.

Bjørn Pedersen, Eric Philipp, Fahad Saeed, Niki Dan Berthelsen, Eva Schwanenflügel og Nicolaj Ottsen anbefalede denne kommentar
ingemaje lange

tak for god artikel.

Atilla Thcengiz

Hvad med den statsmagt som står bag kultur racistiske tiltag som det nu er tilfældet i DK: tvangsassimilation, ulighed over for loven, dobbeltstandard i.f.t. statsborgerskab, passivitet i.f.t. institutionel og strukturel diskrimination af muslimske mindretal o.sv.
Anti-racisme kampen i DK er stadig i sin klassiske form.

På mig virker den nye antiracisme mere som en nyracisme, der igen trækker raceforskellene skarpt op med raceafhængig forskelsbehandling af vores ligeværdige medmennesker som i 1950erne, og det er faktisk et trist tilbageskridt.

Det virker som om de hvide antiracister erkender sig selv, som værende anderledes og bedre, og det må vi så kompensere for med forskelsbehandling af de andre. A huge freudian slip of mind.

Steffen Gliese

Tværtimod, Peter Bahne, påviser den blot ved sin tilstedeværelse, at disse mønstre findes og har stor betydning - måske dog kun midlertidigt, mens vi tilpasser os en ny situation, som vi ikke havde i '50erne.
Udviklingen fremad førte jo til, at vi endog opnåede den frihed, hvor vi i højere grad bekymrede os om vores eget liv og ikke gik så meget op i, hvordan andre levede deres, og det er jo den demokratiske: at folk indenfor samfundets brede rammer kan leve liv i overensstemmelse med egne, ofte hævdvundne, værdier.
Desværre blev vi løbet over ende af nyliberalismen og dens smalle interesse for økonomisk fremgang og maksimal udnyttelse af ressourcer, så 'det gode liv' som ideal blev trængt i baggrunden, hvor alt er kommet til, desværre endnu også for regeringen, at handle om materiel utilfredshed.

Tidens liberale antiracistiske vækkelse i Amerika fokuserer altså på psykologisk opdragelse, individuelt ansvar og initiativer fra den private sektor.

Og dermed minde den mig om den feminisme, der ville have manifesteret sig, havde Hillary Clinton vundet præsidentvalget i 2016. Et par flere kvindelige milliardærer, et par flere andre kvindelige CEO-ere i våbenindustrien i og et andet lækkert Apple ur lige på kampdagen....