’Ordet’ er skrevet med en overrumplende vildskab, der stadig får os til at sluge stykket scene for scene

Digterpræsten Kaj Munk havde modet til at beskrive danskernes tro og tvivl. Hans teaterstykke Ordet fik premiere på Betty Nansen Teatret tilbage i 1932. Alligevel pirrer Kaj Munk (1898-1944) fortsat sindene med sine replikker. Teaterdirektører bliver i hvert fald ved med at sætte Ordet på repertoiret, og hver gang genfortælles også Kaj Munks barske martyrskæbne som offer for nazisterne under Anden Verdenskrig. 

Ordet bliver typisk let udsolgt, for stykket er blevet sin egen myte. Og publikum bliver tydeligvis ved med at lade sig fascinere af dette mærkelige og kompromisløse stykke om det, som ingen af os helt forstår: miraklet.

Ordet handler om at tro. Det handler om kristne, der tror på hver deres måde – og det handler om de få udvalgte, der tror helt betingelsesløst på Gud, og som derfor er åbne for at opleve et mirakel.

Stykket beskriver altså en tro, der ligger meget langt fra den danske snusfornuft og folkekirkelogik, men som ikke desto mindre sætter eksistensen på spil, så både troende og ikketroende bliver fanget af stykkets bærende dilemma om at acceptere døden. 

Midt i alt det patosfyldte er stykket desuden hyggeligt med hjemlig charme, og det rummer mulighed for masser af komik, ikke mindst når der gøres grin med præsters verdensfjernhed og selvglæde. 

Kaj Munks stykke foregår på en gård i Vestjylland i 1920’erne – hos den gamle, grundtvigianske patriark Borgen med de tre sønner: Ældstesønnen Mikkel er ateist, men lykkeligt gift med Inger, der har sin egen barnetro; de har sammen to små piger, og Inger er gravid med deres tredje barn.

Midtersønnen Johannes er troende, men han er tilsyneladende blevet vanvittig, efter hans kæreste døde ved en ulykke, hvor hun døde, da hun ville redde ham; nu tror han, at han er Jesus. Og yngstesønnen Anders er først og fremmest forelsket i Anne, men han må ikke blive gift med hende, hverken for sin egen far og for Annes far, Peter Skrædder.

For Peter Skrædder tilhører Indre Mission, der ikke kan acceptere Grundtvig som religiøs anfører – og Borgen holder fast i Grundtvigs udlægning af biblen. Selv da Borgens elskede svigerdatter Inger dør i barselsseng, bliver troen ved med at splitte familien.

Indtil den ’vanvittige’ søn Johannes tager ordet i sin magt og beder til Gud om, at der må ske et mirakel ...

På Folketeatret skal Waage Sandø spille den gamle Borgen. Her er han på scenen med syvårige Maren (Mia Ellen Kjær).

Gudmund Thai

Indskrevet i kanon

På næste mandag, anden påskedag, sender Folketeatret en videostreaming af sin nye opsætning af Ordet. Forestillingen skulle have haft premiere den 30. januar, men coronaen har forhindret det. Derfor sendes forestillingen nu som en videostreaming, blot denne ene dag. Gratis for alle. Opsætningen er af instruktøren Simon Moqi Trolin og scenografen Palle Steen Christensen.

Denne streaming er en kærkommen lejlighed til at genlæse Kaj Munks replikker, som de står trykt – efter sigende skrevet af en 27-årig Kaj Munk i løbet af en hidsig skriverus på blot seks dage i 1925, året efter han var blevet præst i Vedersø i Vestjylland.

Men streamingen er også en inspiration til at tænke tilbage på tidligere opsætninger.

Da Kanonudvalget for Scenekunst i 2006 valgte at placere Kaj Munks Ordet i Kulturministeriets nyetablerede kanon, var det blandt andet med denne begrundelse:

»Intet er nemmere end at kritisere Ordet. Både for stykkets radikale genreskred fra de første akters folkekomedie til de sidste akter, der antager karakter af mirakelspil. (...) Men kritikken forstummer, for Ordet er skrevet med en vildskab, der får en til at sluge det scene for scene. Det er vanskeligt at finde plads til tvivlen, så længe man befinder sig i Kaj Munks overspændte univers.«

Og jo, Kaj Munks vildskab virker overrumplende moderne. Hans vovemod ligger i de tilsyneladende almindelige hverdagsreplikker om kaffe og dårligt vejr, som pludselig brydes af de helt store ord om tro og kærlighed. Når den gamle Borgen snakker med Inger, mens de drikker kaffe, handler det både om gigt og om stegt ål til middag. Men også om at tro. Som når replikkerne lyder sådan her:

Borgen: »Du ved det, Inger, jeg tror ikke paa undere nu om dage. Og du ved også, hvornår det gik i stykker for mig.«

Inger: »Fordi Gud ikke hørte dig de nætter, du lå og bad ved Johannes’ seng.«

Vrede, gamle mænd

Kaj Munks frygtløshed ligger blandt andet også i den uforsonlighed, der skildres i Borgens og Peter Skrædders temperamentsfulde sammenstød om troen. Disse to gamle patriarker ender i skænderier, hvor almindelig høflighed skubbes til side af selvtilfredse egoer og barnlige krav om at få ret.

Deres replikker er skrevet med en tilsyneladende spontanitet, som gør dem hidsige og uforudsigelige. Alligevel samler de sig, så dramaet får en perfekt dramaturgisk bue fra begyndelse til slutning. Med mundrette sætninger, der lyder som noget, Kaj Munk har hørt nogen sige i virkeligheden.

Peter Skrædder: »Nu vil jeg da rigtig så hjertensinderlig ønske for dig, kære Mikkel, at Herren må nå dit hjerte denne gang, hvor hårdt han så end skal slå til.«

Borgen: »Hvad er det, du siger, menneske? Jeg tror, gudhjælpemig, du står og ønsker, min svigerdatter må dø.«

Peter Skrædder: »Sjælens frelse går forud for alt. Kan det ikke nås på anden måde, ja, så, kære Mikkel, ønsker jeg det i Jesu navn.«

Borgen: »Så det gør du? Så det gør du?«

I 1956 modtog Carl Th. Dreyer en Golden Globe for sin filmatisering af ’Ordet’. Hans legendariske, sort-hvide film blev optaget i Vedersø – dér, hvor Kaj Munk var præst, og hvor han den 4. januar 1944 blev hentet af tyskerne, der derefter tvang ham med ud til en plantage ved Silkeborg, hvor de henrettede ham.

Peer Pedersen

Præcise replikker

Selv om kampen om trosretningerne fylder meget i stykket, så afvises troen på mirakler ret demonstrativt i begyndelsen af stykket.

»Der sker ikke mirakler nu om dage.«

Sådan siger den gamle grundtvigianer Borgen i hvert fald til sin ateistiske søn Mikkel i stykkets første akt. Alligevel viser hele stykket sig at være et bevis på, at der netop kan ske mirakler. Den troende Johannes siger direkte til sin far, at alt er muligt for Gud – også at skabe mirakler – men at det kræver, at faderen tror. Og at faderen tør sige, at han tror.

»Et ord kun, det koster dig kun et ord,« appellerer han til sin far.

Helt enkelt.

Alligevel bliver stykket aldrig missionerende. Hele tiden vises ikketroen også frem, både den hårdtvalgte ateisme, den dagligdags hverdagslogik og den rationelle videnskabstænkning. 

Fra sin indremissionske opvækst på Lolland og mødet med grundtvigianismen i sin gymnasietid i Nykøbing Falster kendte Kaj Munk glimrende til kampen mellem de forskellige trosretninger. Ikke mindst mellem den livsglade grundtvigianisme over for den strenge Indre Mission. Denne splittelse mødte han også, da han ankom som ny sjællænderpræst til sin menighed i Vestjylland.

Men det virker også, som om han mindst lige så godt kender alle disse typer, som har så travlt med ikke at tro på noget – ikke mindst dem, som har livet og døden som deres arbejde, faktisk både lægen og præsten. Som han nøgternt lader den naturvidenskabeligt ateistiske læge sige til Borgen:

»Når det går galt, er det min skyld, og naar det går godt, (er det) Deres Guds.«

Humor har Kaj Munk såmænd også.

Mirakelkamp i 2008

Opsætningerne af Ordet er mange. I 2008 var stykket interessant nok på repertoiret både på Odense Teater og på Det Kongelige Teater, hvilket skabte en masse diskussioner om Kaj Munks forhold til mirakler.

På Odense Teater havde instruktøren Carsten Brandt valgt at fortolke mirakelhistorien helt realistisk og konkret. Her var det Peter Plaugborg, der spillede Johannes – med en moderne psykologisk fortolkning af den sindssyge søn midt i scenografen Christian Tom-Petersens sortmalede køkken, hvor Sophie Louise Laurings blide Inger stod og bagte småkager. Her genopstod den døde kvinde mirakuløst og næsten filmisk som et drømmesyn af kvindeskønhed og musik.

Da Lars Norén et par måneder senere iscenesatte Ordet på Det Kongelige Teater, foregik det nærmest som en protesthandling. Lars Norén udtalte i hvert fald i interview, at han ikke troede på Gud. Selve forestillingen viste ydermere, at han faktisk slet ikke troede på, at man overhovedet kan tro. Dermed kom han også til at fjerne tvivlen, hvilket reducerede forestillingen til et ret teoretisk studie. 

Skuespillerne spillede ellers stærkt. Henning Jensen spillede den gamle Borgen som både stivstikker og charmetrold – og magnetisk kraftfuldt med sit kolossale raseri. Men selv en uhyggeligt sfærisk Jens-Jacob Tychsen som den sindssyge Johannes og en bedårende Helle Fagralid som Inger i en billedstærk, himmelstræbende scenografi af Steffen Aarfing formåede ikke at bevæge tilskueren. Forestillingen virkede snarere blot som to timers effektivt teaterdementi af miraklets kraft.

Lars Noréns opsætning af ’Ordet’ på Det Kongelige Teater i 2008 var en monumental og ateistisk tolkning.

Per Morten Abrahamsen

Masser af sand

Nyere opsætninger dyrker tydeligvis sanseligheden i Kaj Munks historie – måske for derigennem at skaffe sig adgang til den del af tilskuerens opmærksomhed, som svarer mest til troen: den intuitive og ikkeintellektualiserede oplevelse. Jo mere fysisk og taktil, forestillingen virker, desto nemmere bliver det måske for tilskueren i dag at komme i kontakt med de eksistentielle tanker om kroppen og ånden.

Aarhus Teaters billedstormende opsætning af Ordet sidste år var vi desværre mange, der ikke nåede at se, fordi coronaen lukkede forestillingen ned. Men at dømme efter fotografierne bød forestillingen på en masse sand som glimt fra det stormomsuste Vestjylland. Publikum skulle åbenbart bringes ind i troens univers gennem kroppens oplevelser af den rå natur. Med Henrik Birch som Borgen og Morten Suurballe som Peter Skrædder – og Kjartan Hansen som Johannes og Anne Plaugborg som Inger.

»Skridtene var tunge i sandet, og hænderne vaskede langsomt den døde kvindes nøgne krop,« lød det blandt andet i nomineringsteksten ved Årets Reumert, hvor Ordet vandt prisen for Årets forestilling. Det blev gennem det fysiske udtryk, at tankerne om troen manifesterede sig så stærkt.

Instruktøren Anja Behrends udtalte sig således om sin fortolkning af stykket:

»Selv om det ikke er nemt at tro på, at det umulige er muligt, er den tro også̊ noget, som giver utroligt meget håb, og det er noget, som jeg synes, at vi har brug for i verden.«

Så Ordet er tydeligvis et stykke, der tvinger sin instruktør til at tage stilling til troen – og dermed også til tvivlen.

Størstedelen af Kaj Munks replikker var fjernet i Aarhus Teaters opsætning af ’Ordet’, »men meningen står alligevel knivskarpt frem. Handlinger og kropssprog får fokus«, skrev vores anmelder Trine Wøldiche i februar sidste år.

Emilia Therese

Vasketøj i klitterne

Men hvad vil den nye opsætning på Folketeatret så gøre ved Ordet?

Det vides selvfølgelig ikke, før premierevideoens premiere. Men videoen skabes lovende nok i broadcastkvalitet af den teatergarvede filminstruktør Torben Skjødt Jensen, der tidligere har skabt prisbelønnede dokumentarfilm, ikke mindst filmen Carl Th. Dreyer – min metier om filminstruktøren, der skabte sin legendariske filmversion af Ordet tilbage i 1955.

Dreyers særlige forståelse af Kaj Munks kompromisløse tro kom til at virke så betagende. Hans legendariske, sort-hvide film blev optaget i Vedersø – dér, hvor Kaj Munk var præst, og hvor han den 4. januar 1944 blev hentet af tyskerne, der derefter tvang ham med ud til en plantage ved Silkeborg, hvor de henrettede ham.

På Dreyers film kan man se, hvordan vasketøjet blafrer i den barske vind i klitterne. Stueuret holder tiden i gang med sin faste tikken, mens menneskene ser på hinanden og tier i lange, følelsesladede øjeblikke. Den syvårige Maren ser sin mor ligge på dødslejet, hvorefter hun ser op på sin farbror Johannes med barnets selvfølgelige tillid. For han må da kunne vække hendes mor til live igen …

I filmen spillede Henrik Malberg den gamle Borgen over for Ejner Federspiels Peter Skrædder, og Birgitte Federspil spillede den døde Inger. Men det var særligt Preben Lerdorff Rye, der skabte filmens unikke udtryk i rollen som den troende Johannes, ikke mindst i scenerne med den lille pige Ann Elisabeth Groth Hansen, der kiggede op på sin farbror med et åbent og ubange blik ved sin mors ligkiste. Det er stærke billeder. Og de suppleres af stormbillederne af den vanvittige og ulykkelige Johannes, der står ude i klitterne i blæsten med sine udstrakte arme og anråber Gud.

Kaffesnak i køkkenet

På Folketeatret skal Waage Sandø spille den gamle Borgen over for Preben Kristensens Peter Skrædder. Disse to skuespillere mestrer begge både det realistiske drama og folkekomedien, så det bliver spændende at se, hvilket udtryk iscenesættelsen får frem hos dem.

Inger, der dør i barselsseng, spilles af Amalie Dollerup, der i tv-serien Badehotellet både spiller på folkekomediens overgearede udtryk og det mere lavmælte psykologisk realistiske – og den folkekære Esben Dalgaard spiller den troende Johannes.

Preben Kristensens Peter Skrædder i front.

Gudmund Thai

Det bliver ikke mindst spændende at se, hvordan opsætningen fortolker troen. Kaj Munk formulerede selv en slags kompromissætning om miraklerne i en replik for den gravide Inger. For hun vil ikke være hverken grundtvigianer eller indremissionsk. Hun vil bare have sin egen tro – sin barnetro.

Replikken her er fra første akt, hvor hun sidder i køkkenet og skræller kartofler, mens hun taler om mirakler med gamle Borgen:

»Jeg tror, at der sker mange små mirakler rundt om i det stille også i vor tid, og Vorherre hører folks bøn.«

Sådan siger Inger. Spørgsmålet er så, om instruktøren lader stykkets mirakel ske her i 2021. 

For Inger tilføjer om Gud:

»Men han gør det sådan mere i det skjulte for at slippe for megen unyttig Ballade.

Folketeatrets streaming af ’Ordet’ foregår mandag den 5. april 2021 kl. 15-23.

Gratis billetter fås på folketeatret.dk/shows/ordet