Interview
Læsetid: 11 min.

Politikens film- og tv-redaktør: »Jeg synes ikke, det handler om at nakke Woody Allen«

Toneangivende filmkritikere bør spørge sig selv, hvorfor ensidige dokumentarfilm som Al Gores ’An Inconvenient Truth’ ikke var genstand for den samme metodekritik, som filmen om Woody Allens påståede overgreb på sin datter nu er. For filmene er en del af den samme tendens, mener Politikens filmredaktør, Kristoffer Hegnsvad. Informations filmredaktør tager til genmæle
Christian Monggaard medgiver, at havde han ikke været stor Woody Allen-fan, havde han formentlig ikke været så vred over serien, men håber dog på, at han stadig ville have været kritisk nok til at se alt det, der er så problematisk ved serien.

Christian Monggaard medgiver, at havde han ikke været stor Woody Allen-fan, havde han formentlig ikke været så vred over serien, men håber dog på, at han stadig ville have været kritisk nok til at se alt det, der er så problematisk ved serien.

HBO

Kultur
5. marts 2021

Dokumentarfilm, der vil overbevise sit publikum om én sandhed, har en alenlang historie. Men først med Amy Ziering og Kirby Dicks firedelte HBO-serie, Allen v. Farrow, der kan ses i disse uger, blev det for mange filmfans vigtigt at tale metode frem for indhold. Det mener i hvert fald Politikens film- og tv-redaktør, Kristoffer Hegnsvad, der selv er dokumentarfilminstruktør.

For eksempel kaldte jeg her i avisen serien for et fire timer langt, metodisk set uvederhæftigt karaktermord på Woody Allen. Så jeg følte mig ramt af Hegnsvads kritik og ringede til ham for at høre, hvad han dog bilder sig ind. Og for mere generelt at snakke om dokumentarfilmgenren i en MeToo-tid.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Judith Kaastrup

Jeg har ikke set dokumentaren på HBO ej heller dokumentaren om Jackson . Gore og Moore vil oplyse om og vinkle verdens ubalancer. Ikke lege retssag mod enkelte personer med seerne som jury.

Men det forekommer mig som åbenlys troværdigt at Jackson ku være pædofil. Sådan en skrøbelig lille milliardær dreng med sit Neverland og infantile søgen efter en identitet midt i den svimlende amerikanske glamour pop verden.
Derimod er der ikke meget troværdighed , der støtter anklagerne mod Allen. Ingen andre sager. (?)
Så kan man mene om hans ægteskab med sin halvvoksne steddatter hvad man vil.

For mig ligner det to sårbare mennesker fra en kaotisk , overemotionel celebrity familie, hvor moderen i familien har fundet sin rolle i at adoptere , er det 12 børn? ! Udover de fire hun selv har født !
Alt i alt en overlevelsesstrategi måske enda med en masse ægte kærlighed.

Måtte mia Farrow og hendes mange børn, ikke mindst deres fælles søn Ronan (sinatra? ) og den lille pige, som nu er stor også finde deres overlevelse strategi fri af had og kamp og hele verden som sagesløse inkompetente dommere.

Det gør selvsagt ikke anklagerne mere troværdige , at de alene kommer fra en x-kone og som jeg forstår det, en fælles søn, der åbenlyst er et resultat af Frank Sinatra snarere end Allen selv... og så en 7årig datter, hvis minder kan forekomme hende selv uendelig sande også som voksen, men som al ekspertise tilsiger, ligesågodt kan være plantede minder, støttet af alle de fantastiske ubevidste fantasier, vi alle kan fabrikere som sande, givet lidt hjælp udefra og de rette omstændigheder.

Michael Jacksons musik er suveræn pop. Woody Allens film unikke, skæve og menneske kloge . Mia Farrow i Polanski filmen Rose Marys Baby lige i øjet . Sådan er det. The rest is ...,,,sidelæns , som en vittig ven plejede at citere Shakespeare .

Mikael Velschow-Rasmussen, Dennis Tomsen, Asiya Andersen og Anders Olesen anbefalede denne kommentar