Montanas Litteraturpris
Læsetid: 13 min.

Prisvinder Pernille Ipsens rødstrømpeværk udfordrer vores forståelse af sociale bevægelser

Pernille Ipsens bog om rødstrømpebevægelsen i begyndelsen af 1970’erne ændrer vores forståelse af sociale bevægelsers betydning og af et stykke afgørende danmarkshistorie. Derfor modtager den Montanas Litteraturpris 2020. Vi mødte forfatteren til en snak om bogens tilblivelse

Da Pernille Ipsen var 16 år gammel, fik hun ideen til at skrive historien om sine mødre. Men først skulle hun finde ud af, hvad hun skulle med sit liv. »Jeg blev historiker, og historikere skrev ikke den slags bøger,« fortæller hun.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
4. marts 2021

Det blev en kollektiv biografi, der løb med Montanas Litteraturpris 2020 – Informations bogkritikerpris.

Pernille Ipsens Et åbent øjeblik – Da mine mødre gjorde noget nyt beskriver rødstrømpebevægelsen i begyndelsen af 1970’erne gennem forfatterens dokumentariske og personlige fortælling om syv kvinder fra forskellige dele af landet, der mødtes i sommeren 1971 på den første kvindelejr på Femø. Da lejren var slut, tog de deres nye fællesskab med sig til København, hvor de besatte tre faldefærdige huse for at finde ud af, hvad kvinder ville og kunne, hvis de ikke skulle relatere sig til mænd.

Forfatteren blev selv født ind i det fællesskab i 1972. Hun omtaler i bogen alle syv kvinder i kollektivet som sine mødre og bliver her 50 år senere dets historiker.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Anbefalet.

Både artikel og bog :-)

Anders Olesen, Estermarie Mandelquist, David Zennaro, Hanne Ribens, ingemaje lange, Mette Johansson og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Helene Hansen

Det er en fantastisk spændende bog, som jeg kun kan anbefale. Det er skrevet med stort overskud og omfattende viden. Det fortæller om en tid, som de færreste har oplevet så intenst. Men en tid, der har betydet enorm meget for opfattelen af kønnene i Danmark. (Hvilket ikke er ensbetydende med, at jeg mener, at kvinderne seriøst skulle være "frigjorte" eller "bevidstgjorte" her til lands.)

Og Femø har betydet enorm meget også for tyske kvinder i disse år. En lejr, der - heldigvis uafhængig af økonomiske interesser og statslige tilskud, men båret af aktivister har fundet sted hver eneste år siden, 1971. Uden Corona ville lejren have fejret 50 års jubilæum sidste år. - Fundet sted for 50. gang.

At sige, at det gik galt i Tyskland, fordi ... så nemt er det ikke. De her kvinder har startet en kvindebevægelse. Meinhof forblev i grupper, der samarbejdede med mænd. Det er en stor forskel. Og myndighedernes velvilje i Danmark har også betydet kvindebevægelsens endelig, (se senere i teksten).

Jeg vil mene, at der i dag faktisk har overlevet flere feministiske initiativer i Tyskland. Ikke mindst ved den uafhængige avis Emma (startet af journalisten Alice Schwarzer). Mens de statsstøttede institutioner som Kvinfo og Kvindemuseum i Danmark har mistet betydning, fordi der med et pinagtigt nøjeregnende målebånd holdes øje, at der ikke tales for meget om kvinders vilkår i et patriarkat, mens udgangspunktet i "feminismen" er blevet erstattet af interessen i "ligestillingen". Feministerne har aldrig været interesseret i at blive ledere i hierarkiske firmaer, der udnytter deres arbejdere og den tredje verdenen.
Feminisme har heller ikke ønsket at få "magt" over mænd, men et samfund, som jeg vil kalde for frihedselskende, ikke voldelig og måske med nutidens ord økologisk.
(For mig er feminisme i sin skrabede form sådan set, at se på, om menneskerettighederne egentlig også gælder for kvinder.)

Mee-too er godt nok noget, flere kvinder nu, 50 år efter, omsider engagerer sig i, men hvad er der dog kort mellem dem, der synes det er helt overdrevet og kvinderne skaber sig og lyver sikkert i stor stil.

Nogle af de helt konkrete syv mødre er i øvrigt for halvandet år siden blevet nægtet adgang til det kvindehus, som de engang har besat og etableret. I forbindelse med, at Pernilles bog var på trapperne, ville de begynde selv at tale om deres egen historie med hinanden.
Men de blev dømt ude i nutidens rette ånd, fordi de ikke kan se, at de skal gå i basisgruppe med transkvinder, som har helt andre udfordringer og kæmper kampe, der nogle gange kan komme på tværs feministernes bekymringer.
(Men det er ikke transkvinder, der udfordrer de her feministerne. Jeg ser dem kun som gidsler i en temporær tidsånd at definere køn ud fra kønsidentitet.)

I gamle dage mente de fleste feminister måske, at de godt nok var kvinder, men egentlig ret "androgyne". Mens det i dag ser ud til, at flere mener at insistere på at kalde sig det køn, som de selv mener de er.

Det er ved at spalte kvindebevægelsen i dag. Identitetskampen har aflyst kvindekampen. Om kvinderne bliver mere frigjorte af det? Hvem ved. Måske om yderligere 50 år.

Anders Olesen, Estermarie Mandelquist og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar