Prisvinder Pernille Ipsens rødstrømpeværk udfordrer vores forståelse af sociale bevægelser

Det blev en kollektiv biografi, der løb med Montanas Litteraturpris 2020 – Informations bogkritikerpris.

Pernille Ipsens Et åbent øjeblik – Da mine mødre gjorde noget nyt beskriver rødstrømpebevægelsen i begyndelsen af 1970’erne gennem forfatterens dokumentariske og personlige fortælling om syv kvinder fra forskellige dele af landet, der mødtes i sommeren 1971 på den første kvindelejr på Femø. Da lejren var slut, tog de deres nye fællesskab med sig til København, hvor de besatte tre faldefærdige huse for at finde ud af, hvad kvinder ville og kunne, hvis de ikke skulle relatere sig til mænd.

Forfatteren blev selv født ind i det fællesskab i 1972. Hun omtaler i bogen alle syv kvinder i kollektivet som sine mødre og bliver her 50 år senere dets historiker.

I bogen løfter hun historien om sine syv mødre til en bredere fortælling om rødstrømpebevægelsen, Lesbisk Bevægelse, køn, seksualitet og feminisme ved, som det lyder i motiveringen for at tildele hende prisen, »at samle og sammenflette et kolossalt materiale af båndede vidnesbyrd til en tankevækkende, nuanceret og vidunderligt upolemisk skildring af en utopisk tænkende tid i danmarkshistorien«.

Den danske historiker, der har boet de seneste 15 år i Wisconsin i USA, var hentet til Danmark og modtog onsdag aften på Det Kgl. Bibliotek litteraturprisen.

I dagene forinden havde jeg sat Pernille Ipsen stævne i gaden Åbenrå i det indre København. I nr. 26 lå det hus, forfatterens mødre i september 1971 havde været med til at besætte og indrette som Kvindehuset, mens de to ligeledes besatte huse ved siden af tjente som boliger. Det var også Pernille Ipsens første hjem.

Det er med andre ord lige her, det hele begynder, selv om det i forbindelse med rødstrømpebevægelsen er umuligt at pege på et egentlig første øjeblik.

»Jeg vil sige, at det begynder på Femø med den første kvindelejr på øen i sommeren 1971, men det er her, det begynder som kollektiv, og her, de begynder at leve en anden hverdag end før Femø. I september flyttede de Femø hertil og begyndte at leve et liv uden mænd.«

Bogen lever op til sin titel. Den følger et enestående åbent øjeblik i danmarkshistorien i halen på det ungdomsoprør, der få år forinden var blevet skudt i gang. Nu gjaldt det kvindekampen.

Begyndelsen med Femølejren og etableringen af kvindefællesskaber beskrives som en stor rus: »Vi vidste overhovedet ikke, hvor vi skulle hen,« fortæller den ene mor, Inger, i bogen, »vi fandt på det fra dag til dag, for vi havde aldrig været der før«.

Og mor Susanne istemmer: »Vi gik bare i gang« og »når der var noget, vi syntes var for galt, så gjorde vi bare noget ved det. Det faldt os slet ikke ind, at der var noget, vi ikke kunne«.

Mor Lotte bekræfter: »Ja, vi var virkelig overbeviste om, vi kunne alt«, mens mor Else Marie supplerer: »Hvis vi ville have et hus, tog vi det bare, og hvis vi blev sure over, at der manglede noget, lavede vi det.«

Og mor Vibeke mindes det sådan her: »Det var som at springe fra tue til tue. Det var virkelig gyngende grund, men da vi først var kommet langt nok ud, holdt vi op med at se os tilbage.«

Kvinderne husker det, som om de i flere år ikke sagde ’jeg’. Det var ’vi’, der gjaldt.

Det kan godt være, at kvinderne følte, at de midt i den store åbning måtte slås for det, de tilkæmpede sig, men de fik også medvind af de myndighedspersoner, der ikke satte sig på tværs, når de besatte huse. Husbesættelserne var i flere tilfælde ledsaget af venligt indstillede boligadministratorer og politikommissærer.

Måske var det derfor, det aldrig gik så galt som i Tyskland. Kvinderne var ellers klar, som Pernille Ipsen beskriver i bogen. De forberedte sig på revolutionen.

Når den kom, så var de klar til at gribe til våben og gå under jorden, ligesom Ulrike Meinhof fra den tyske Rote Armee Fraktion, der forsvandt fra offentligheden i efteråret 1971 for at blive terrorist. Også Pernille Ipsens biologiske mor, Sanne, havde planlagt, hvordan hun ville aflevere datteren hos sin søster, når tiden var inde.

I sidste ende nåede tingene ikke at eskalere – måske fordi de ikke mødte modstand fra systemet.

Mikrohistorie

–Hvornår opstod ideen til at skrive historien om dine mødre?

»Da jeg var 16 år. Her samlede det sig til, at det skulle være en bog. Men først skulle jeg finde ud af, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg blev historiker, og historikere skrev ikke den slags bøger. Jeg overvejede på et tidspunkt, om jeg skulle skrive guldmedaljeafhandling om ungdomsoprøret, men besluttede, at min historie om vores kollektiv umuligt kunne være en akademisk tekst, fordi jeg i så fald skulle gøre for meget vold på stoffet. Siden har historiefeltet rykket sig så meget, at der ikke længere er historikere, der blinker, når jeg fortæller om projekt.«

–Hvad er der sket inden for historiefeltet?

»Det er slut med forestillingen om, at historikere kan være fuldstændig objektive. Da jeg læste, holdt mange stadig krampagtigt fast i, at man skulle kunne skille sig fra den historie, man fortalte. Noget var bedre og mere objektiv historie end andet. I min generation og efter et nybrud i, hvordan man fik lov at bruge sig selv, var det blevet muligt at arbejde bevidst med sin subjektivitet. Derfor turde jeg nu begynde at bruge mig selv mere aktivt i teksten, både som datter, kvinde og historiker.«

–Så bogen er opstået i et åbent øjeblik i historieskrivningen?

»Der er nok snarere tale om en glidende proces. Historikere, som skrev biografier og arbejdede med kvindeliv, insisterede allerede i 1980’erne på, at man ikke kunne isolere individet fra fællesskabet. Når man har argumenteret for, at kvindeliv var relevant, har man også altid skullet sætte kvinder ind i en større sammenhæng. Forestillingen om den unikke personlighed, man beskrev fra vugge til død, blev på mange måder irrelevant. Men den udvikling er så fortsat til et niveau, hvor man kan medtænke fællesskabet helt ind i biografien. Og skrive kollektive biografier.«

De syv kvinder og mødre gjorde det muligt at tegne et bredt billede af bevægelsen. Pernille Ipsen taler selv om ’mikrohistorie’ og peger på, at det er en etableret genre, der har to grene, en italiensk og en tysk. Det kendte eksempel er Carlo Ginsburgs historie om en ostemager i Italien, der fortæller en meget større historie om Italien i 1500-tallet. Ofte er historie bygget op omkring den store historie, som vi kender det fra det store narrativ om Anden Verdenskrig, i forlængelse af hvilket de mindre begivenheder føjes ind.

»Mikrohistorikere insisterer på, at den store historie ligger i den lille, og at man ved at folde en mindre historie ud kan få adgang til den større kontekst.«

Forberedelserne til Et åbent øjeblik begyndte i 2009. I 2015 skrev hun det første kapitel, som handlede om hendes egen fødsel. Pernille Ipsen gjorde sig mange tanker om, hvilken rolle hun selv skulle spille. På et tidspunkt opererede hun med fire forskellige jeger. Et af disse var historiker-jeget, som hun blev nødt til at lægge til side.

»For at kunne skrive om mine mødre og samtidig ikke kun gøre det til deres historie skulle jeg tage historien helt tæt til mig og lægge min alvidende historikerstemme fra mig. Mine mødre skulle stå tydeligt frem med hver sin stemme i hver sit afsnit – også i den del af historien, hvor de blev uvenner og ikke længere kunne tale som et samlet ’vi’. Og jeg insisterede på ikke at vælge side i deres konflikt. Derfor har jeg holdt fast i, at der altid er én, som er hovedperson i et afsnit, og at den person har taleretten, mens de andre i det afsnit er biroller.«

Pernille Ipsen peger på, at hun gør noget andet, end Peter Øvig Knudsen gør i sine to Hippie-bøger, hvor han spiller de enkelte stemmer ud mod hinanden.

»Rent praktisk og etisk kunne det ikke lade sig gøre at spille dem ud mod hinanden. Det var meget vigtigt for historien, at læseren ikke blev bedt om at vælge side. Og jeg ville i øvrigt heller ikke have kunnet skrive bogen, hvis de ikke var venner i dag.«

–Har din bog ændret dine mødres relation i dag?

»Bogen har fungeret som en social tekst. De er tættere i dag end tidligere, og jeg er tættere på dem hver især. Jeg har hevet og trukket i den historie, og det har smeltet os tættere sammen, gjort relationerne stærkere. Det har fået mig til at tænke meget over, hvordan vi egentlig bruger de historier, vi lever med. Hvordan vi hele tiden lever i og af de forskellige tider, vi er lavet af. Eller som Walter Benjamin siger: tiderne lever inde i hinanden. Derfor er det også livgivende at sætte sig ned og tænke over, hvad det er for nogle tider, man har med sig i sine relationer og i sit eget individuelle handlerum. Jeg er slet ikke færdig med at tænke over, hvordan tekster arbejder socialt, og hvordan det har været for mine mødre at få deres historier igen.«

Pernille Ipsen fortæller, hvordan hendes mødre reagerede, da de i julen 2019 var samlet og for første gang læste hendes manus. Det var voldsomt for dem, nogle af dem græd. Men det var ikke så meget portrættet af dem selv hver især, de reagerede på, som det at blive præsenteret for hinandens perspektiver. At de havde levet tæt sammen med hinanden uden nødvendigvis at have forstået, hvordan noget følelsesmæssigt hang sammen for de andre hver især.

Lesbisk identitet

Nogle af Pernille Ipsens mødre levede ligesom en del andre kvinder i Lesbisk Bevægelse. Det lesbiske var i høj grad en politisk identitet, der blev set som et nødvendigt middel for at nå målet om at afskaffe patriarkatet og skabe plads til nye måder at være kvinder på og lave en mere lige og retfærdig verden.

»Mine mødre levede ideologisk rent med få undtagelser. Min mor, Sanne, kunne for eksempel finde på at høre Led Zeppelin, Rolling Stones og Velvet Underground inde på sit værelse, men hun gjorde det kun derinde, og de andre vidste godt, at hun hørte den mandemusik. Hun læste også stadig bøger af mænd. Det var aldrig gået inde i Kvindehuset. Vibeke, som var den ideologisk mest strømlinede, ville aldrig have gjort det.«

–I dag kalder gud og hver mand sig feminist, så det må have været meget anderledes dengang?

»Jeg tror ikke, at mange mænd kaldte sig rødstrømper, men i 1971-72 var kvindebevægelsen det sejeste på den københavnske venstrefløj. Mange mænd kunne sagtens se, at der var brug for et kvindeoprør, og at kvinderne måtte gå forrest.«

Et oprør uden struktur

På side 370 i sin bog gengiver Pernille Ipsen en tegning af, sådan som hendes to mødre Else Marie og Inger forestillede sig rødstrømpebevægelsens struktur. Det var i februar 1974, og de to havde siddet flere aftener i træk ved spisebordet i kollektivet på Rentemestervej og forsøgt at indfange dens struktur i et cirkeldiagram.

Vi er flere år inde i historien af en bevægelse, som har ført til store samfundsforandringer, og alligevel er det umuligt at gengive dens struktur på nogen enkel eller entydig måde. Simpelthen fordi bevægelsen var kendetegnet ved ikke at udgå fra et klart centrum og sprede sig anarkistisk. Om det siger Pernille Ipsen i dag:

»Det er i virkeligheden en historie om, hvordan mange sociale bevægelser udvikler sig. Det starter som et anarkistisk oprør, der blomstrer alle mulige steder. Mange af disse springer ud, får stor succes. Fra april 1970 vælter det ind med kvinder fuld af gode ideer, men de har ikke noget sted at henvende sig, fordi bevægelsen ikke har et centrum. Kvindehuset kan ikke klare det, det er også i sig selv kaotisk, har ikke noget kontor, intet medlemskab, ingen centralkomité.«

Det er en grundpræmis for rødstrømpebevægelsen, at der ikke må være et lederskab. Det er først på et seminar i 1972, at det bliver besluttet at lave et egentligt kontor for bevægelsen, og det skal ligge inde i Kvindehuset.

Den grundkonflikt mellem en anarkistisk struktur og behovet for en orden rækker også ind i kvindekollektivet. Hendes mødre Hanne og Inger bifalder forslag om mere struktur, fortæller hun.

»Hanne vil gerne have mere kontrol. De begynder at have medlemskab, udgive et blad, opkræve kontingent. Hvorvidt de skal have det sidste, og hvor stort det skal være, diskuterer de i årevis. Tegningen i min bog udtrykker et forsøg på at få samling og styr på en bevægelse, som på det tidspunkt består af tusindvis af kvinder, der er politisk aktive og vildt engagerede, men som ikke aner, hvad de skal gøre, fordi de ikke kan melde sig ind noget sted og ikke kan melde sig til at gøre noget,« siger Pernille Ipsen. Hun fortsætter:

»Derfor forsøgte de at institutionalisere bevægelsen. Det var her mine mødre blev uenige. De mere anarkistisk anlagte af dem ville ikke have en strømlinet bevægelse med et overordnet koordineringsmøde, mens andre ønskede bedre kontrol over bevægelsen for at sikre dens overlevelse. I 1974 havde mange rødstrømper en frygt for, at bevægelsen ville gå i sig selv igen, hvis ikke de gjorde noget for at fastholde den. Min kollektivmor Hanne ville gerne som i Sverige, at al den kolossale energi blev kørt over i nogle helt konkrete politiske agendaer eller i et politisk program. For mange andre var det et tabu. Det var at sælge ud. De ville et bredt anarkistisk opgør.«

–Er det udtryk for, at den type bevægelser uden en meget fast struktur har større betydning og bedre forudsætninger for at skabe forandring?

»Jeg tror, kvindebevægelsen i Danmark havde afsindig stor betydning. Det er først efter at have skrevet bogen, at jeg forstår, hvor vigtig den var. Hvor meget den har rykket ved, fordi den rørte ved alting. Alle sad rundt omkring i landet og diskuterede rødstrømper, tog stilling, diskuterede opvasken ud fra, at nu havde nogle rødstrømper sagt dit og dat. Den slags betydning midt i hverdagen, den slags politisk forandring, tror jeg i højere grad kommer ved en anarkistisk bred oplevelsessituation end ved et enkelt politisk parti. Det er lidt det samme med #MeToo i dag. Der behøver ikke være noget parti, der står for det, samtalen er der alligevel og spreder sig ud i alle fora, fordi der netop ikke nogen, der har sagt, at det skal være på den og den måde. Ligesom hos rødstrømperne er der ikke et fast partiprogram.«

–Hvordan favner man som historiker den løse struktur?

»Det var heldigt, at mine syv mødre kom fra så forskellige steder, for det gav mig en enorm spændvidde. Det var vigtigt for mig at have mange repræsentanter med, men det var også vigtigt, at historien ikke skulle starte ét sted. Når man taler om en social bevægelse, så er det afgørende ikke at lede efter en leder eller en oprindelsesbegivenhed. Det giver ingen mening. Man kan ikke forstå, hvor hurtigt rødstrømpebevægelsen spredte sig i Danmark, hvis man eksempelvis tror, den udelukkende startede på grund af den såkaldte Strøgaktion.«

Pernille Ipsen hentyder til den første rødstrømpeaktion den 8. april 1970, hvor en gruppe deltagere grotesk udklædt som duller med kæmpe ballonbarme, parykker, kunstige øjenvipper og store hatte gik ad Strøget i København til Rådhuspladsen, hvor de smed kvindelighedens kunstige attributter i en skraldepose med påskriften »Hold Danmark rent«.

»Hvordan skulle en række kvinder der går ned ad Strøget med røde hatte på kunne sætte alt det i gang? Det kunne de jo ikke, men aktionen var en gnist på et enormt bål, som allerede var bygget af tusindvis af kvinder og mænd. Det var vigtigt for mig med bogen, at man kom ind midt i historien. For en social bevægelse har ikke en meget klar begyndelse og slutning.«

–Ja, og de fleste bøger har derimod en klar begyndelse, midte og slutning?

»Derfor tog det mig også to et halvt år at skrive de første kapitler, for jeg skulle forholde mig til det. Når vi taler sociale bevægelser i dag som miljøbevægelsen, så nytter det ikke at gå og vente på, at noget skal gå i gang, et tydeligt tegn, en begivenhed, for den har været i gang længe, og der er så meget, man kan gå i gang med. I stedet for at læne sig tilbage og vente, så kan man bare komme i gang. Jeg har selv gået og ventet i 1980’erne – misundelig over ikke at være del af en bevægelse, sådan som mine mødre var i 1970’erne. Og været sørgmodig over, at det, der skete, det var sluttet igen. I virkeligheden sluttede det aldrig helt, det gik ned ad bakke, men der var så mange tråde, man kunne have taget fat i.«

–Hvad er din erfaring fra dit arbejde med rødstrømperne, når det kommer til en bevægelse som Black Lives Matter?

»Jeg var så træt af behovet for at lede efter en leder af bevægelsen. Det afgørende var jo, at tusindvis af mennesker var mødt op til demonstration foran den amerikanske ambassade midt i en coronatid. For det betød, at ideerne var nået ud til mange mennesker, men så gik det hele op i hat og briller om, hvem der var leder, og hvem der havde ret til at gå forrest i demonstrationen. Jeg tænker, at nogle havde en interesse i få debatten afsporet.«

–Det, du beskriver, er jo også en kritik af meget journalistik. Kan vi journalister lære noget af den måde, du som bevægelseshistoriker går til emnet på?

»Man kunne godt lade være med at gå med på den præmis om, at der skal være en leder. I forhold til #MeToo er der jo ikke nogen, der leder efter en leder. Som journalist kunne man godt insistere på at få nogle andre fortællinger frem.«