Interview
Læsetid: 13 min.

Sensationelt brevfund kaster nyt lys over Adolf Hitlers tidlige radikalisering

Det var faderen og hjemegnen, der formede Adolf Hitler, og ikke, som hidtil antaget, de trange år som falleret kunstner i Wien og oplevelserne under Første Verdenskrig. Det mener historikeren Roman Sandgruber på baggrund af nye fund
Roman Sandgruber har fået adgang til 31 breve fundet på et østrigsk loft, som Hitlers far, Alois Hitler, forfattede til en bekendt for nu 125 år siden.

Roman Sandgruber har fået adgang til 31 breve fundet på et østrigsk loft, som Hitlers far, Alois Hitler, forfattede til en bekendt for nu 125 år siden.

Harald Eisenberger

Kultur
19. marts 2021

Er hver en sten ikke for længst blevet vendt i fortællingen om Adolf Hitler? Han er verdenshistoriens flittigst portrætterede personlighed i både bogform og levende billeder, og alligevel føjer der sig hvert år troligt nye titler til rækken. Den seneste er skrevet af den østrigske historiker Roman Sandgruber og hedder Hitlers Vater – Wie der Sohn zu Diktator wurde (Hitlers fader – Hvordan sønnen blev diktator). Og spørger man Roman Sandgruber, er der meget, vi endnu ikke ved om Hitler – særligt om hans tidlige år i Oberösterreich og provinshovedstaden Linz, en periode af Hitlers liv, han selv flittigt manipulerede med og løj om for at få den til at passe ind i sin selvforherligende nazistiske vækkelsesfortælling.

I sit selvbiografiske propagandaskrift Min kamp skabte Hitler den barndom, der understøttede hans fortælling. Men i virkeligheden, fortæller Roman Sandgruber til Information, var det i udpræget grad barndommen, der skabte Hitler.

I kraft af nye sensationelle kildefund tegner Roman Sandgrubers bog et detaljeret og velunderbygget billede af den markante ideologiske prægning, som Adolf Hitler gennemgik tidligt i livet. Bogens hovedtese lyder, at det var faderen og hjemegnen, der formede kolerikeren, fantasten, diktatoren, antisemitten, massemorderen og nationalsocialisten Adolf Hitler, og ikke som hidtil antaget de trange år som falleret kunstner i Wien og oplevelserne under Første Verdenskrig, der blev bestemmende for Hitlers nazistiske ideologi og ubændige had.

»Hitler optrådte først som politiker efter Første Verdenskrig, men det tankegods og verdenssyn, han byggede sin politiske platform på, blev formet langt tidligere. Han var allerede nationalsocialist i Linz. Den udvikling skete ikke først i Wien og i Tyskland, som han selv og de fleste historikere har hævdet,« fortæller Roman Sandgruber.

»Det er et stærkt udsagn,« medgiver han, »men de nyfundne kilder, som jeg har fået adgang til, beviser for mig at se, at Hitler var ideologisk afklaret allerede i sin tidlige ungdom.«

Lidt skarpt vinklet var det i Roman Sandgrubers optik snarere nationalsocialismen, der opfandt Adolf Hitler, end omvendt.

Sensationelt fund

Tesen har været fremsat før, men i Sandgrubers bog får den en ny substans og tyngde. Bogen adskiller sig fra hidtil offentliggjort Hitler-forskning på to vigtige punkter. Det ene er forfatteren selv. Roman Sandgruber har været historieprofessor på Linz Universitet i 30 år og er den første lokalforankrede historiker, der i bogform tager livtag med Hitlers barn- og ungdom. Det skinner især igennem i den udførlige og perspektiverende miljøtegning af Hitlers samtid, regionalt og lokalt, på landet og i byen, politisk og socialt.

Det andet og vigtigere scoop er det nylige sensationelle fund af 31 breve på et østrigsk loft, som Hitlers far, Alois Hitler, forfattede til en bekendt for nu 125 år siden, samt fundet af et håndskrevet originalmanuskript til den erindringsbog, som Hitlers eneste ungdomsven, August Kubizek, udgav i 1953 under titlen Adolf Hitler, min barndomsven.

Kubizeks erindringsbog er indtil nu den mest autoritative førstehåndsberetning fra Hitlers tidlige år og står centralt i de fleste historikeres beskrivelser af den periode, men udgivelsen adskiller sig ifølge Sandgruber radikalt fra originalmanuskriptet, der blev forfattet ti år tidligere. Manuskriptet vender vi tilbage til. Først brevene.

Far og søn

Med faderen Alois Hitler som omdrejningspunkt tegner Roman Sandgrubers bog et samlende portræt af fader, søn og samtid. Heri spiller de nyfundne breve en central rolle. De 31 breve forfattede Alois Hitler i 1895 til sælgeren af en prægtig firlænget gård, som den ældre Hitler købte samme år i en landsby uden for Linz. Gården var tænkt som Alois Hitlers tilbagetrækningsplan efter mange års tro tjeneste som toldembedsmand. Sælgeren var en mand ved navn Josef Radlegger, og det var hans barnebarn, som tilfældigt fandt brevene på sit loft i 2017 og bagefter overdrog dem til Roman Sandgruber. Først med udgivelsen af Sandgrubers bog her små fire år senere er deres eksistens blevet offentligt kendt.

I brevene, der er skrevet i hånden med sirlig kurrent-skrift (den tyske variant af gotisk håndskrift), besværer Alois Hitler sig over sine uduelige tjenestefolk og over bureaukrater og bankfolk, der står i vejen for finansieringen og betalingen af gårdkøbet, som han igen og igen beder om udsættelse på. Brevene tager form af lige dele praktisk kommunikation og personlige skriftemål om livets små og store uretfærdigheder. Og dem er der mange af for den pensionsmodne Alois Hitler, som ikke rigtig formår at realisere drømmen om at bytte jobbet som embedsmand ud med en tilværelse som nobel gårdejer med masser af jord og hestevogn.

Alois Hitler har aldrig afsluttet en formel skolegang. Han er autodidakt og en ærekær mand, der gerne fremturer med den teoretiske viden, han har tilegnet sig ved flittig læsning og selvstudier, også inden for agrarvidenskab. Men når det kommer til at omsætte teori til praksis, fejler han eklatant. Han er tvunget til at sælge gården igen efter mindre end to år, noget han udadtil giver alle andre end sig selv skylden for. Alois Hitlers breve til Radlegger oser af floromvunden selvhævdelse og foragt og hårdhed over for mennesker, som er ham undergivne eller står i vejen for hans succes – retoriske karakteristika der senere gik igen i Adolf Hitlers skriftlige kommunikation, påpeger Roman Sandgruber.

»Brevene viser mange åbenlyse ligheder mellem den gamle Hitler og hans søn. Allerede i den ydre brevstil kan man se det, eksempelvis på underskriften, som sønnen meget præcist kopierede, og i den overdrevent høflige og formelle tiltalestil, som de begge benyttede. Brevene er skrevet i et overpyntet embedsmandssprog med mange fremmedord, men her og der sniger lokale dialektord sig ind, præcis som man kender det fra Adolf Hitlers korrespondance.«

»Samtidig er der også denne hårdhed i omtalen af andre mennesker, fremhævelsen af egen overlegenhed og foragten over for formel uddannelse, akademikere og såkaldte eksperter, som de åbenlyst havde tilfælles.«

Alois forfattede brevene, da Adolf var seks år gammel, så han har aldrig læst faderens breve. Alligevel er lighederne i deres udtryksform så slående, at man kun kan tolke det som udtryk for fælles psykologiske karaktertræk, mener Roman Sandgruber.

Også i de to mænds ydre træk er der mange iøjnefaldende ligheder. Alois Hitler blev af kolleger og venner beskrevet som en pligtopfyldende, men besværlig, opbrusende og rethaverisk mand, der betragtede sig selv som lidt af et selvgjort geni. I hjemmet var han en streng og kold tyran, der fordrede lydighed og flid af sine børn og ikke tøvede med at tæve det ind i dem, når de ikke levede op til de høje krav. Det ramte ikke mindst Adolf, siger Roman Sandgruber og peger på Adolfs ældre halvbror, Alois junior, som en afgørende årsag til faderens brutalitet.

Hitler frygtede sin far

Alois junior, som var fem år ældre end Adolf, blev smidt ud af mellemskolen efter et halvt skoleår og forlod efter voldsomme konfrontationer hjemmet som 13-årig for at gå i lære som tjener. Herefter drev han til Wien, hvor han blev dømt for simpelt tyveri og indbrud og tilbragte sammenlagt over et år i tugthus, inden han drev videre til Frankrig, England og endelig Tyskland, hvor han også fik en dom for bigami.

»Den ældste søns udsmidning fra skolen og halvkriminelle løbebane var et chok for Alois Hitler, en skrækkelig blamage, der førte til en beslutning om, at sådan måtte det under ingen omstændigheder gå Adolf. Derfor var han langt strengere mod Adolf,« forklarer Roman Sandgruber og tilføjer, at Adolf ikke desto mindre forgudede sin far.

»Hitler frygtede sin far, og der har helt klart været et element af opgør med ham i Hitlers liv, men samtidig var han også hans største forbillede. Der er en stærk ambivalens i forholdet mellem fader og søn, og der er ingen tvivl om, at Alois har præget Adolf Hitler mere end nogen anden,« siger han.

Afsmitningen viser sig ikke blot i de to mænds fælles karaktertræk, men også i deres verdenssyn.

Fortællingen om Alois er fortællingen om en fattig bondesøn født uden for ægteskab, der blev forældreløs i en ung alder og kun fik et års skolegang, men alligevel formåede ved egen kraft at tilkæmpe sig en eftertragtet karriere som højtstående toldembedsmand i den øvre del af den østrigske middelklasse.

Dette sociale kvantespring var i sig selv usædvanligt, men ikke det eneste, der fik Alois Hitler til at skille sig ud. Han var gift tre gange med både langt ældre og langt yngre kvinder, og han holdt sig ikke tilbage fra at have affærer med den næste i rækken, før ægtesengen var kold. Adolf Hitlers mor, Klara, der var nummer tre i rækken og hele 24 år yngre end Alois, var samtidig barnebarn af hans plejefar, som igen var bror til den mand, der regnes for Alois Hitlers biologiske far og også blev formelt indskrevet som sådan efter sin død. Det umage par fandt sammen, da en purung Klara hjalp til i huset hos Alois, mens kone nummer et var sengeliggende med tuberkulose.

Trods det incestuøse forhold mellem Klara og Alois, endte Alois med at gifte sig med en lokal servitrice i stedet, da hans første kone døde. Det varede dog ikke længe, inden også hun var sengeliggende og Klara atter måtte hentes ind for at hjælpe med husholdningen og de to børn fra første ægteskab. Da kone nummer to kort efter døde, var det Klaras tur til at blive fru Hitler. Da de kort efter dødsfaldet blev gift, var Klara allerede gravid med Adolf Hitlers ældre bror, Gustav. Også dengang var incest ugleset, så Alois var nødt til at skrive til Rom for at få Pavens personlige tilladelse, før ægteskabet var muligt. Den fik han. Desværre, kan man sige.

Sammen fik de seks børn, fire sønner og to døtre, hvoraf kun Adolf og hans yngre søster Paula overlevede de tidlige år. Tabet af to koner og fire børn kastede lange skygger over Alois Hitlers liv, og han beskrev det til Josef Radlegger som en »personlig krise«. Ellers handlede korrespondancen mest om pengesager og egne fortræffeligheder og ambitioner.

Knagen i fugerne

Alois Hitler var fra første færd en stræbsom person, der efter en toårig mesterlære som skomager valgte at forlade faget til fordel for et mere udsigtsrigt job som toldbetjent. Som sådan var det hans opgave at jagte smuglere, krybskytter, statsfjender og andre overløbere på rigets grænse til Tyskland. Det var et barskt, farligt og upopulært job, som han excellerede i. Han steg i graderne og slæbte familien med sig rundt på forskellige udstationeringer i grænselandet, før han til sidst endte som Zollamtoberoffizial og leder af toldkontoret i den regionale hovedstad Linz, en uhørt høj og velbetalt stilling for en mand uden formel uddannelse.

Mens Alois gjorde karriere, ændrede samfundet sig dramatisk omkring ham. Det oppustede og multietniske kejserrige begynde at knage i fugerne. De tysktalende udgjorde blot 25 procent af den samlede befolkning inden for rigets grænser, og modstanden mod kejser Franz Josefs imperialistiske projekt voksede, i takt med at de tysktalendes privilegerede stilling blev udvandet.

Vreden var stor i 1867, da kejseren ved lov gennemtrumfede en ligestilling af alle etniske grupper inden for riget og indførte flersproglighed i embedsværket. Og da det fragmenterede Tyskland i 1871 smeltede sammen til det mægtige tyske kejserrige, mens Franz Josef valgte end ikke at forhandle en økonomisk union på plads mellem de to riger, gav det for alvor den østrigske tysknationale bevægelse vind i sejlene.

Ingen steder slog længslen efter en samling af de tysktalende og antipatien mod de slaviske rigsborgere stærkere igennem end i Oberösterreich, der historisk har vekslet mellem østrigsk og bayersk tilhørsforhold, og i embedsværket og toldvæsnet, der måtte døje med flersprogethed i forretningsgangene og en toldmur mellem Østrig og Tyskland. Alois Hitlers stilling i spørgsmålet var klar: Han var glødende tysknational. Det indebar ikke blot en aktiv modstand mod slaviske rigsborgere, men også mod roma, sinti og jøder. Dertil kom en udpræget modstand mod Den Katolske Kirkes tunge indflydelse på alt fra stort til småt. Det er ingen tilsnigelse at sige, at bevægelsen i lange stræk var forløberen for den nazistiske ideologi – og stærkt animerende for de indre spændinger i Det Habsburgske Kejserrige, der medvirkede til udbruddet af Første Verdenskrig i 1914.

Efter Alois Hitlers mislykkede forsøg som gårdmand, flyttede den pensionerede embedsmand med familien til småbyen Leonding uden for Linz, hvor han engagerede sig aktivt i lokalpolitik. Han blev en slags partisekretær for de tysk-nationale i Leonding og den tysk-nationale borgmesters tro væbner og kommunikationschef. Alois’ flydende pen og selvhævdende facon kom endelig til fuld udfoldelse i talrige avisindlæg og ved valgkampe – og så døde han. Pludseligt, på et værtshus af en blodstyrtning i lungerne, 65 år gammel, i 1903.

»Alois Hitler havde klart politiske ambitioner og de mediale færdigheder til at gøre en forskel. Hvad det kunne have ført til, det ved vi af gode grunde ikke. Han døde jo, inden han rigtig kom i gang,« siger Roman Sandgruber. På det tidspunkt var Adolf Hitler 14 år gammel og pendlede frem og tilbage mellem hjemmet i Leonding, der i dag er en forstad til Linz, og en prestigefuld privat realskole inde i byen. Han var en begavet dreng, der fløj igennem de tidlige klasser med topkarakterer, men han havde det svært med autoriteter, og i takt med at han blev ældre svandt motivationen, og karaktererne dalede. Den eneste lærer, han knyttede sig til, var hans historielærer, der også var glødende tysknational og optrådte som politisk taler i sin fritid.

Erindring om et venskab

Da faderen døde, blev det samtidig dødsstødet for Hitlers boglige løbebane. Presset var væk. Han blev smidt ud af skolen, droppede selv ud af en anden og flyttede ind til Linz, hvor han med en beskeden pension og arven fra faderen begyndte en bohemetilværelse i lediggang i den boomende provinshovedstad. Han overværede teater- og musikforestillinger og gik i biografen. Han tillagde sig et jakkesæt, høj hat og en spadserestok i ibenholt med elfenbensknop.

Det var her, han mødte August Kubizek, på ståpladserne under en teaterforestilling. Kubizek drømte om at blive dirigent, Hitler om at blive kunstmaler; de to teenagere havde de følgende år et nært venskab. De drog senere til Wien sammen og delte en overgang lejlighed i hovedstaden, indtil Hitlers penge slap op, og de gled fra hinanden.

Det var erindringerne om dette venskab, Kubizek beskrev indgående i Adolf Hitler, min barndomsven fra 1953. Men erindringerne var i vidt omfang snyd, siger Roman Sandgruber nu. Det nyfundne, håndskrevne originalmanuskript, der blev forfattet ti år tidligere i 1943, fortæller en anden historie, en historie der tillige på væsentlige punkter er i strid med Hitlers egne beskrivelser i Min kamp.

»Forskellene på de to udgaver er graverende. Bogudgaven er fire gange så lang som originalmanuskriptet, og det er ikke tilfældigt, hvad der er blevet redigeret bort, og hvad der er blevet skrevet til,« siger Roman Sandgruber.

Forklaringen er, at Kubizek efter afslutningen på Anden Verdenskrig fik hjælp til redigeringen og udgivelsen af bogen af to tidligere højtrangerende nazister, der havde tjent som propagandachefer for partiorganisationen i henholdsvis Linz og Salzburg. Mens deres version blev udgivet, endte Kubizeks originalmanuskript på et loft i familiens hus, hvor det for nylig dukkede op ved en oprydning og siden blev stillet til rådighed for Roman Sandgruber.

»Bogen har et helt andet fortælleteknisk flow og er langt bedre skrevet end originalmanuskriptet. Det er tydeligt, at de har skrevet historien radikalt om, så den afspejler en Hitler-fortælling, der er mere spiselig for et østrigsk efterkrigstidspublikum,« fortæller han.

Et brisant eksempel er den berømte passage i bogen om Hitlers ulykkelige forelskelse i en pige ved navn Stefanie Rabatsch, som han skrev usendte kærlighedsbreve til og talte henført om, men aldrig havde modet til at tale med.

»Den kærlighedshistorie findes slet ikke i originalmanuskriptet. Jeg formoder, at de to medforfattere, som var bevidste om dramaturgiske virkemidler, har ment, det ville se godt ud med en kærlighedshistorie,« siger Roman Sandgruber.

»Jeg tror dog, at kærlighedshistorien først og fremmest har tjent til at forebygge påstande om, at der var et homoseksuelt element i venskabet. Der gik rygter om, at Hitler havde homoseksuelle tilbøjeligheder, og Kubizek understreger flere steder i bogen, hvor utrolig nært deres venskab var. Kubizek var helt sikkert ikke homoseksuel, men historien om Hitlers forgudelse af en pige har jo i hvert fald modsagt eventuelle mistanker om Hitlers ståsted.«

Nok så vigtigt er det dog, hvad der er blevet fjernet fra bogudgaven, siger Sandgruber.

»Ud er faldet en masse udtalelser, som Kubizek har citeret Hitler for om blandt andet eutanasi og antisemitisme. Der er antiklerikale udtalelser og udtalelser om jødehad og had mod slaviske folk og forestillinger om racehygiejne vendt mod roma og sinti og ’uværdigt liv’ i originalmanuskriptet. De findes ikke i bogen,« siger han.

Han mener, at originalmanuskriptet har en langt højere grad af troværdighed, idet det blev skrevet før krigens afslutning efter aftale med det østrigske nazistparti. De passager, der adskiller sig fra Hitlers egen fortælling, har han derfor skrevet med betydelige risiko for egen sikkerhed, hvilket han næppe ville have gjort, hvis det var opspind.

»En væsentlig konklusion må være, at Hitler allerede i Oberösterreich var stærkt ideologisk og antisemitisk præget. Han var ikke helt sandfærdig i Min kamp, hvor han skrev, at han først blev antisemit i Wien og politisk vækket af nederlaget i Første Verdenskrig. I realiteten var han allerede nationalsocialist i Linz,« siger Sandgruber.

Det kan måske synes hip som hap, om radikaliseringen skete det ene eller det andet sted, men for lokalhistorikeren er det vigtigt, fordi forskellen fortæller noget centralt om nazismens rødder og Østrigs medansvar.

»Der er et massivt medansvar fra østrigsk side. Det var intet tilfælde, at det nationalsocialistiske system kunne blive grundlagt i Østrig og Linz. Det bredere miljø spillede en afgørende rolle. Der er et massivt medansvar fra østrigsk side, og der er stadigvæk meget, vi mangler at få bearbejdet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Carstensen

Spændende.

"Det var faderen og hjemegnen, der formede Adolf Hitler, og ikke, som hidtil antaget, de trange år som falleret kunstner i Wien og oplevelserne under Første Verdenskrig."

Mennesker påvirkes i hele deres livsløb; idéen om at bestemte begivenheder former mennesker, som blev de gjort i sten, er en omgang (reduktionistisk) populærpsykologi - som illustrerer hvilke arbitrære og politiserende grundlag historieskrivningen ofte udfoldes på (Hitler er et udmærket eksempel på fortællingen om én mands ondskab, én befolknings forførelse og én årsag til Anden Verdenskrig).

Søren Løvborg, Søren Dahl, Mogens Holme, René Arestrup og Jimmy Hansen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er præcist (også) derfor, at mulighedsvinduet for hjemtagelse af børnene i de syriske fangelejre er så småt.

Alvin Jensen, Ole Frank og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar

Hvis Hitler allerede i sine unge år var så glødende antisemit, hvordan hænger det så sammen med, at familielægen var jøde? Lægen, Eduard Bloch, kunne ikke forhindre, at Hitlers mor døde af kræft i 1907, og så skulle man vel have troet, at Hitler - hvis han allerede havde et udtalt jødehad dengang - ville hævne sig på ham sidenhen?

At gøre sig i udtalelser om et menneskes psyke uden at inkludere tidlig tid burde være absurd

René Arestrup

Det er vel blot nogle få facetter af mange i et uhyre kompliceret psykologisk udviklingsforløb.

Fascinationen af Adolf Hitler er tilsyneladende usvækket. Måske fordi han er blevet gjort til inkarnationen af djævlen selv.

Hvilket selvsagt er noget vrøvl.

En rigtig spændende artikel. Jeg forstod ikke helt det incestuøse , men ellers sættes meget mere nu på plads. Og jeg håber, den jager en pæl gennem fortællingen, at Hitler hadede jøder, fordi de forhindrede hans kunstneriske løbebane.
Vil læse bogen hvis den udkommer på et læsbart sprog.

Alice Miller har i bogen "I begyndelsen var opdragelsen" beskæftiget sig med Hitlers barndom på en meget indsigtsfuld måde.
Kan bestemt anbefales !

Søren,
hvordan har Alice Miller haft adgang til materiale om Hitlers barndom, som Roman Sandgruber tilsyneladende ikke har haft?
Hendes bog udkom mere end 10 år førs Roman Sandgrubers.

Søren Kristensen

Nu vi er ved eller lige omkring 2. verdenskrig, så gik der forleden en dokumentarfilm i mit fjernsyn på DR2, hvor der angiveligt skulle være kommet bevis for at tyskerne over en kam var udemæket klar over de rædsler der foregik ved og bag fronten og det allerede i de tidlige stadier af krigen. Beviset var nogle filmklip, optaget af almindelige soldater i frontlinjen og argumentet for hvor oplyste den jævne tysker var omkring folkemordet på jøderne især barbariet på østfronten, var at filmrullerne blev sendt tilbage til hjemstavnen for at blive fremkaldt og at indholdet derfor var alment kendt. Spørgsmålet er bare om disse film-beretninger rent faktisk blev distribueret ud blandt det tyske folk eller om det nærmere forholder sig sådan som det ofte gør under en krig - at livet udenfor kampzonen leves videre, stort set som om intet er hændt. Dokumentaren hævder at give ny indsigt i hvad den almindelige tysker vidste, men eskaleringen af jødeforfølgelserne især i de tyske storbyer er for længst dokumenteret, så jeg hælder mere til den antagelse at 2. verdenskrig ikke er nogen undtagelse i rækken af verdenskrige, som har fået lov til at udspille sig på et tykt lag af propaganda og at det tyske folk i det store og hele ikke vidste hvad der foregik eller at de i hvert fald ikke ønskede at vide det. Mon ikke de hellere lod sig forblændes af en stærk leder og de flotte ugerevuer fremstillet til lejligheden? Altså var det med ærgelse, at jeg så dokumentaren og jeg burde have lugtet lunten allerede efter de første klip, som viste en ung blond tysk kvinde der gjorde gymnastiske øvelser i solen. Hun fyldte fint rollen som den ubekymrede tyske ungdom anno 1939, indtil vi fik at vide, at det var Eva Braun Jeg ville hellere have set en almindelig tysk familie samlet omkring søndagsfrokosten og høre lidt om hvad de vidste og hvad de gik op i? Det er nemlig stadig et godt spørgsmål, som filmen egentlig ikke giver svar på, selv om den hævder det. Og så tilbage til Adolf Hitler.