Langsomme Samtaler
Læsetid: 14 min.

Noget ved den amerikanske populærkultur kunne og ville Sartre og Beauvoir ikke modstå

Kulturelt og kunstnerisk var USA en ubetydelig provins i verden i 1945. 20 år senere var amerikanernes populærkultur blevet vores alle sammens kultur, og USA var blevet til en historisk stærk kulturel supermagt. Den amerikanske forsker Louis Menand fortæller, hvordan det gik til

Jesse Jacob

Kultur
5. marts 2021

Langsomme samtaler findes også som ugentlig podcast. Du kan høre den her eller ved at søge på ’Langsomme samtaler’ i din podcast-app.

De amerikanske soldater, der under Anden Verdenskrig blev sendt over Atlanterhavet for at besejre nazisterne og stoppe Adolf Hitler, havde ikke kun våben med på rejsen til Europa.

De havde også nogle andre ting med, som kom til at bidrage til at forme verden i USA’s billede: tegneserier, ungdomsmagasiner og plader.

»Det fik meget stor indflydelse på mange mennesker, at de amerikanske soldater tog vores populærkultur med sig overalt, hvor de blev udstationeret under Anden Verdenskrig«, forklarer Louis Menand.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Karsten Nielsen

Ja, ja. Mon ikke denne Menand glorificerer sit eget en smule. De venstreorienterede mente altså, at den amerikanske kultur "hjernevaskede folk" - men de havde slet ikke ret - for vi almindelige danskere er jo ikke hjernevaskede, vel!
Og USA "blev beundret politisk i Vesteuropa, fordi de havde ført an i kampen mod nazismen". Den går altså ikke, Rune! Det var den røde hær, der førte an - og nedkæmpede 9/10 dele af de nazistiske styrker under enorme ofre for hele den russiske befolkning. Men denne historiske fordrejning er åbenbart stadig gangbar.

Lars Løfgren, Erik Guldberg, Mikael Velschow-Rasmussen, Claus Oreskov, Claus Høeg, Flemming Berger og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

So be it. Men lad os så i stedet takke amerikanerne for at de bagefter reddede os fra russerne. Uden de amerikanske styrkers tilstedeværelse og uden USA's atombomber havde Stalin med stor fornøjelse have taget resten af Europa.

Menand har ikke styr på kronologien, når han udnævner 1945 til Stunde 0. Det var det ikke. Amerikansk kultur i dets mange former havde allerede sat sig godt fast udenfor landets grænser i 20'erne. Med filmen og med jazzen, som Menand ikke nævner med ét ord. Hvorfor ikke? Omkring 1930 var Chaplin og Armstrong verdensberørmte. De første danske jazzorkestre er fra 1923, iflg. Erik Wiedemann. I Babylon-Berlin er der en del jazz, og det var et erklæret mål for nazisterne, at få forbudt jazzen. Det samme gjorde Mussolini, men da hans søn begyndte at spille jazz i 30'erne, så stak papa piben ind.
Amerikanske evergreens hørtes overalt, det samme med Hollywood-film - selv i de mindste flækker - før krigen.
Og så fremdeles….der er utallige vidnesbyrd om at "det hele" absolut ikke begyndte i 1945.
Menand tager fejl når han citerer John Lennons forvrøvlede udsagn om, "at før Elvis var der ikke noget". Der var allerede i beg. af 50'erne engelsk pop og New Orleans-jazz, der var inspireret af blues.
Vi, der boede ude på landet i 50'ernes Sønderjylland, hørte skiffle og Bill Haley Rock Around the clock før vi hørte den pomadiserede bonderøv, Elvis. Han havde i øvrigt hugget sin musik fra de sorte, og det gjorde ham ikke mere duelig eller sympatisk i vore øjne. Desuden lugtede han af KKK I dag ville det vist hedde kulturel appropriation, kopimusik.
Så når Menand påstår at "populærkulturen efter 1945 fik et enormt internationalt gennembrud, og at folk begyndte at lytte til rock and roll og se hollywoodfilm i biograferne i Europa" så viser det, at han ikke kender sit stof særlig godt.
Måske er det på tide, at Lykkeberg finder sig nogle andre samtalepartnere - fra andre kulturer og sprogområder end det angelsaksiske. Det er efterhånden så gennemtygget, at der kun er trævlerne tilbage.

Tina Peirano, Flemming Berger, Henrik Plaschke, Jørgen Falck og Breide Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Falck

Gode Rune Lykkeberg, savnet af "jazz" i din journalistiske gengivelse af interviewet med Louis Menand er påfaldende. Amerikanernes populærkultur blev sandt nok et internationalt fænomen, men at sætte Anden Verdenskrig og 1945 som absolut skæringsdato er alså en rigelig unuanceret vinkel.
USAs kampe på Europas slagmarker under den Første Verdenskrig satte da også sine kulturelle spor. Jazz'en kom til Europa og blev hurtigt populær rundt om på caféer og dansesteder - efterhånden også i det den gang nye medie, radioen. Den blev fortrinsvis spillet af hvide musikere, men også af sorte som Louis Armstrong og Duke Ellington.
Flere europæiske komponister lod sig ligeledes rive med af amerikanernes jazz - hør bare Kurt Weill og hans "Dreigroschenmusik" med hittet "Und der Haifisch, der hat Zähne". Inspireret af jazz'en udviklede den tyske komponist sit egenartede tonesprog, som jeg for nylig glædede mig over i en række web-koncerter fra den Digitale Koncertsal i Berlin. Koncertrækken "Die Goldenen Zwanziger" hyldede 100-året for kulturlivet i 1920erne. Se og hør koncerterne her:
https://www.digitalconcerthall.com/en/concerts

Weill var jødisk, og i en tid med udbredt racisme, som nazisterne tilmed institunaliserede på bestialsk vis, medvirkede jazz'en samtidig til at skabe en usædvanlig forbindelse mellem jøder og sorte. Begge parter døjede med den udbredte racisme. Gennem musikken fandt de sammen.

Det kan godt være, at USA sprang ud som kulturel stormagt i 1945 og gjorde ungdomskultur og underholdning til amerikansk business i den helt store stil. Men de kulturelle forbindelser blev allerede etableret, da de amerikanske soldater gik i land i Europa under Første Verdenskrig.

Tina Peirano, Arne Lund og Henrik Plaschke anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Jeg er ganske enig med Arne Lund og Jørgen Falck, der undrer sig over den manglende omtale af jazzens rolle i den amerikanske kultur – og den internationale udbredelse af denne.

Arne citerer Wiedemanns påpegning af de første danske jazzorkestre i 1923. Men Otto Lington (1903-1992) påpeger i sin Jazz skal der til, Carl Allers Forlag, Kbh. 1941 (side 12), at jazzen nåede til København allerede i 1918 med Henrik Clausen og Valdemar Eiberg.

Jazzens ankomst til DK præsenteres også af Kresten Osgood i podcast serien Farlige toner på DR: www.dr.dk/radio/p8jazz/farlige-toner-historien-om-dansk-jazz: ”Et amerikansk krigsskib lægger til kaj i København i sommeren 1919…”.

I andre lande kan vi se en tilsvarende udvikling. I Frankrig ankom jazzen eksempelvis i 1917 med de amerikanske militærorkestre (www.lepoint.fr/culture/en-1917-le-jazz-debarque-et-fait-la-java-en-franc...).

Fra en anden geografisk sammenhæng viser den kinesiske historiker Tong Bingxue på twitter en optagelse fra en danseaften i Shanghai i 1929 (https://twitter.com/AsiaNews_FR/status/1293523262186561536), hvor et vestligt jazz udseende band står for musikken. Måske er det fra Shanghai Peace Hotel, hvor det spilledes jazz fra 1920erne.

Så ja, Menard og Lykkeberg har tilsyneladende ikke særligt godt styr på deres historie. Men Information har vel også for mange år siden valgt helt at droppe denne kunstform – desværre.

"Men Information har vel også for mange år siden valgt helt at droppe denne kunstform – desværre. - faktisk siden Wiedemann døde - Hvad der en sjælden gang skrives om jazz, er ikke noget der ligner.
Derimod er der masser af spalteplads til ligegyldigheder som Badehotellet, Kim Schumacher, Blachmann og i dagens udgave af Moderne Tider Elvis- bonderøv.
Af og til kunne jeg godt ønske, at Information var som de gamle engelske gasautomater, hvor kun skulle betale for det man brugte for. .

Henrik Plaschke

Arne Lund

Blot en enkelt lille korrektion (hvis du tillader): op gennem 00erne (dvs. efter Wiedemanns død i 2001) havde Information faktisk en mere eller mindre fast dækning af jazzen gennem Christian Munch-Hansen. Han blev, så vidt jeg ved det, sparet bort i slutningen af 00erne, og nu må læserne så (bortset fra lejlighedsvise gode bidrag om europæisk klassisk musik) nøjes med den række af ligegyldigheder, som du selv nævner, og som bladet desværre dyrker med stor iver.

Jørgen Mathiasen

I betragtning af hvad der her er skrevet om Kurt Weill og jazzen, vil jeg opfordre til at man kigger kilderne efter en gang til. Et sted er fx. artiklen i The New Grove af David Drew og J. Bradford Robinson, som er opdelt i to efter Weills biografi. Indtil 1934 drejer det sig om europæeren Weill, derefter om den amerikanske Weill, der indarbejdede strømninger af forskellig slags, - senromantik, jazz, underholdningsmusik etc. i sin musik. Det gjorde ham upopulær i begge lejre!

Jørgen - Mht. Kurt weil så deler han jo skæbne med så mange andre eksilerede europæiske kunstnere: Tænderne blev trukket ud da de kom til USA. Så vidt jeg ved et det eneste fra hans sidste år i USA September Song (Lou Reed bl.a. ).

Jørgen Mathiasen

@Arne Lund
Der er anledning til at blade i de diskografiske noter: Palle Mikkelborg og NHØP indspillede i 1990 September Song (komp.: 1938) vel at mærke med Mikkelborg på klaver, og de gav også Lost in the Stars en behandling ved samme lejlighed.

Jeg har ikke kilden mere, men min erindring er, at Bertolt Brecht havde lavet et forlæg til "Morität von Mackie Messer", som ellers er Weills tredje store bidrag til jazzrepertoiret.

Og så skulle man vel tilføje, at der få henvisninger i jazzlitteraturen til Weill: Der betragtes han som en fremmed fugl. Weill, der døde i 1950, mens han medeksilerede begyndte at drysse tilbage til Europa, er og bliver en anledning til at diskutere enhed i mangfoldigheden.

Claus Oreskov

Ledt dybdeborende journalistik har afslørede hvordan det amerikanske efterretningsvæsen stod bag fremme af amerikansk popkultur i Europa efter 2. verdenskrig og dermed den billige amerikanisering af os alle. Man havde indset at den russiske kultur på alle måder var kvalitativt overlegen og derfor oprettedes Congress for Cultural Freedom, som skulle fremme amerikansk pop og mistænkeligøre russisk kultur.
Lyt til: https://sverigesradio.se/avsnitt/171467?fbclid=IwAR2j9BuuRzdR5EPtrTNm966...
I England havde MI6 deres egen dæk organisationer der brugte folk som Bertram Russel og Orwell som deres nyttige idioter i kulturkampen om individet i Europa. SE: “MI6: Inside the Covert World of Her Majesty's Secret Intelligence Service” af Stephen Dorril
Se også: https://monthlyreview.org/1999/11/01/the-cia-and-the-cultural-cold-war-r...

Jørgen Falck

Til Claus Oreskov:
Tænk også på magasinet Reader's Digest. Den danske udgave af denne amerikanske honning-propaganda bragte "Det bedste" fra magasinet og udkom fra marts 1946 til oktober 2005.

Jørgen Mathiasen:
Ved du hvad, Weills musik opføres da stadig i både populær og klassisk sammenhæng. Og kort efter hans død i 1950 gjorde Louis Armstrong og Bobby Darin "Mack the Knife" til standardrepertoire i jazzen. Fortidens surhed over hans vekslende udtryksformer er irrelevant. Tværtimod er Weills bud på musikalske løsninger i en kulturelt stærkt udfordrende tid hans styrke.

Jørgen Mathiasen

@Jørgen Falck
Dreigroschenoper hører til et af det 20. århundredes mest betydningsfulde teaterstykker og muligvis også det mest opførte. Alene af den grund kan man sige, at Kurt Weill var genstand for større opmærksomhed end mange kolleger.

Betragtningen af den tidlige Weill som europæer og den sene Weill som amerikaner er anlagt de biografiske kendsgerninger, men bliver også en anledning til at diskutere forskelle i europæiske og amerikanske musikbetragtninger. Her kan man starte med den oplysning, at Dreigroschenoper i 1933 kun spillede i halvanden uge på Broadway.

Weills modtagelse i USA ændrede sig, men det samme gjorde Louis Armstrongs, som du nævner. I det virvar, som boppen i første omgang medførte for ham og resten af jazzen, gik Armstrong tilbage til sit format fra 1920erne, og det bekræftede han, da han i 1950 satte Mack the Knife på sit repertoire.