Langsomme Samtaler
Læsetid: 14 min.

Noget ved den amerikanske populærkultur kunne og ville Sartre og Beauvoir ikke modstå

Kulturelt og kunstnerisk var USA en ubetydelig provins i verden i 1945. 20 år senere var amerikanernes populærkultur blevet vores alle sammens kultur, og USA var blevet til en historisk stærk kulturel supermagt. Den amerikanske forsker Louis Menand fortæller, hvordan det gik til
Kulturelt og kunstnerisk var USA en ubetydelig provins i verden i 1945. 20 år senere var amerikanernes populærkultur blevet vores alle sammens kultur, og USA var blevet til en historisk stærk kulturel supermagt. Den amerikanske forsker Louis Menand fortæller, hvordan det gik til

Jesse Jacob

Kultur
5. marts 2021

Langsomme samtaler findes også som ugentlig podcast. Du kan høre den her eller ved at søge på ’Langsomme samtaler’ i din podcast-app.

De amerikanske soldater, der under Anden Verdenskrig blev sendt over Atlanterhavet for at besejre nazisterne og stoppe Adolf Hitler, havde ikke kun våben med på rejsen til Europa.

De havde også nogle andre ting med, som kom til at bidrage til at forme verden i USA’s billede: tegneserier, ungdomsmagasiner og plader.

»Det fik meget stor indflydelse på mange mennesker, at de amerikanske soldater tog vores populærkultur med sig overalt, hvor de blev udstationeret under Anden Verdenskrig«, forklarer Louis Menand.

Han er professor på Harvard University, fast skribent ved magasinet The New Yorker og netop færdig med det kulturhistoriske værk The Free World på næsten 900 sider, der udkommer til april:

»The Beatles lyttede til den musik, soldaterne havde taget med, europæerne kastede sig over de tegneserier og magasiner, de kom med. Det var med til at skabe den globale cirkulation af amerikansk kultur, som vi har levet med lige siden.«

Amerikanerne havde udviklet noget, som vi endnu ikke kendte til i Europa: en kultur for unge. Ordet »ungdomskultur« blev første gang benyttet i 1942 af en amerikansk samfundsforsker til at beskrive en livsform for unge, som handlede om at have det sjovt.

Denne kultur var kendetegnet ved afvisning af samfundets forventninger og disciplin og den totale forkastelse af det, som de voksne regnede for vigtigt i tilværelsen.

Ungdomskulturen blev anset for uansvarlig og farlig. Men den fandt et stort marked, som underholdningsindustrien investerede offensivt i, og den førte til nogle nye måder at udtrykke sig på, der blev til den amerikanske populærkultur.

Det var det farlige, det sjove og det uansvarlige, europæerne blev draget af, når de læste i soldaternes magasiner og lyttede til deres musik. Det var en ny måde at være menneske på: at være ung.

»USA var for os alle sammen det store sted for ungdommen,« udtalte John Lennon i 1966:

»Der var teenagere i USA, alle andre steder var der bare folk«.

Selv europæiske intellektuelle som Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir, der var radikalt kritiske over for USA’s militærmagt og materialisme, var vilde med den amerikanske populærkultur:

»De to elskede Daffy And, vores westernfilm og de populære sange,« siger Menand med et grin.

Sartre og Beauvoir var ikke berømte for at hylde forbrugssamfundets fornøjelser og forlystelser, snarere tværtimod. Men der var noget ved den amerikanske populærkultur, de ikke kunne eller ville modstå:

»Populærkulturen fik et enormt internationalt gennembrud. Folk begyndte at lytte til rock and roll og se hollywoodfilm i biograferne i Europa,« siger Menand.

Det var både almindelige unge mennesker, der ville bevæge hofterne ligesom Elvis Presley, når de dansede, deres forældre, som blev betagede af James Dean og Marilyn Monroe, og eksperimenterende filminstruktører som Francois Truffaut og Jean-Luc Godard, der ville lave film, ligesom man gjorde i Amerika.

»Jeg spørger mig selv, hvorfor alle åbner deres døre for amerikanske film. Det er et mysterium,« sagde Godard.

Han kunne selv mærke det, men han forstod ikke, hvorfor det var sådan. 

Amerikanerne var de eneste, som opfandt nye fortællinger, mente han. Godard lavede spillefilmen Made in U.S.A og tog på turné i Amerika for at komme tættere på. Hans kollega Francois Truffaut blev dannet af de hollywoodfilm, han så i de parisiske biografer i sin ungdom og stræbte senere efter at ramme stemningen fra de amerikanske noir-klassikere i sit eget værk.

Den såkaldte »nybølge«, der måske er den sidste store bevægelse i fransk film, blev således til under intens indflydelse og kærlighed til den amerikanske filmkunst, og magasinet Cahiers du Cinéma, som var de franske cineasters legendariske intellektualisering over filmkunst, var præget af refleksioner over den amerikanske filmpop. 

USA var på alle måder på toppen efter Anden Verdenskrig, anfører Menand. Amerikanerne var i 1945 et forbillede for de stater over hele verden, som var koloniserede af de europæiske stormagter, fordi USA var bygget på et opgør med undertrykkelse i det gamle Europa.

Og de blev beundret politisk i Vesteuropa, fordi de havde ført an i kampen mod nazismen og nu stod som Vestens moralske leder i kampen mod kommunismen fra Sovjetunionen.

De var den frie verdens moralske og politiske leder.

Det store skifte

Den autoritet tabte USA med Vietnamkrigen i 1960’erne, der afslørede, at USA kunne agere lige så brutalt og imperialistisk som de gamle stormagter.

Nu begyndte de unge i Europa at demonstrere mod amerikanernes skandaløse krig i Vietnam, og antikolonialisterne i Nordafrika blev allieret med borgerrettighedsbevægelsen i USA, der kæmpede mod den systematiske diskrimination af sorte, som var blevet synlig for hele verden som en national skamplet.

Menand skriver, at USA’s moralske og politiske storhedstid var slut allerede i 1965. Men på ét område var USA stadig totalt dominerende, og det er de uanset Vietnamkrigen, Irakkrigen, finanskrisen og Donald Trump stadig i dag: på kulturens område.

Det er den helt store fortælling om, hvordan den amerikanske populærkultur blev til hele verdens kultur, og hvordan USA i perioden fra 1945 til 1965 blev en global kulturel stormagt, som Menand folder ud i The Free World:

»USA var ikke noget særligt kulturelt før 1945, vi var ikke et vigtigt land i kunstverdenen eller i verdenslitteraturen«, siger Menand.

Dengang rejste amerikanske forfattere og kunstnere til Europa for at blive dannede og inspirerede, mens meget få europæiske kulturfolk rejste den anden vej. De havde deres egen musik i USA, men den blev ifølge Menand ikke regnet for interessant i resten af verden. Så var der den amerikanske litteratur, men den var hverken indflydelsesrig eller banebrydende:

»Det store skifte finder sted over de her 20 år. New York blev centrum for kunstverdenen og for de store forlag. Nu rejste europæerne til USA for at lave musik, kunst og litteratur.«

En af forklaringerne er geopolitisk: De europæiske stater blev enten svækkede eller decideret ødelagte under Anden Verdenskrig, hvorimod USA brugte krigen til at investere millioner på at opbygge deres forsvar, så de efter krigen blev verdens førende militære magt.

Amerikanerne investerede også massivt i genopbygningen af de vesteuropæiske stater med den såkaldte Marshallhjælp, der skabte et marked for afsætning af amerikanske varer og nogle stærke alliancer i Europa.

En anden forklaring er, at USA havde gennemført et historisk uddannelsesløft af sin egen befolkning. I starten af det 20. århundrede var det et mindretal, som afsluttede high school, det gjorde næsten hele befolkningen i 1940.

Tilsvarende byggede amerikanerne nye statslige universiteter i hele landet og sikrede, at adskillige millioner kunne tage en lang videregående uddannelse. Den veluddannede befolkning blev grundlaget for nogle store produktivitetsstigninger og gjorde det muligt at effektivisere hele den amerikanske industri.

En tredje forklaring er, at store offentlige satsninger, industrielle projekter og den veluddannede arbejdsstyrke skabte nogle årtier med sensationel økonomisk vækst.

»Der opstod et stort marked for magasiner, musik, film og efterhånden også for kunst og litteratur, efterhånden som befolkningen oplevede større og større fremgang og blev bedre og bedre uddannet«, pointerer Menand.

En fjerde forklaring er, at mange kunstnere, forfattere, filosoffer og videnskabsfolk blev tvunget til at forlade Europa under krigen:

»USA havde en meget restriktiv indvandringspolitik indtil 1965. Man udvalgte nøje de intellektuelle, kulturfolk og forskere, som ikke ville blive en belastning for staten økonomisk. De ville ikke lukke almindelige mennesker ind, men folk som Albert Einstein, Hannah Arendt og Arnold Schönberg og den type fik lov til at komme.«

Amerikanerne importerede således en hel intelligentsia til et land, der havde vundet to verdenskrige, oplevet enorme sociale og og økonomiske fremskridt gennem den første halvdel af det 20. århundrede og med FN og frihandelsinstitutioner have defineret en verdensorden for Vesten, som de kaldte for »The Free World«.

USA's udveksling med verden

Der var ifølge Menand meget lidt infrastruktur og meget få institutioner for moderne kunst i USA før Anden Verdenskrig: »Folk var ligeglade med det amerikanske maleri. Hvis man gik op i kunst i USA, købte man europæiske malerier – og helst nogle, der var gamle.«

Men der opstod en ny kunstnerisk bevægelse i USA i efterkrigstiden. Robert Rauschenberg havde på Black Mountain College studeret under Josef Albers, der var flygtet fra Tyskland, hvor han havde været med til at grundlægge Bauhaus og udviklet en ny stil, der blev kaldt for ’neo-dadaistisk’. Han anses i dag for en forløber for popkunsten.

Hans kæreste Jasper Johns, der lavede det berømte værk Flag, der var det amerikanske flag som en slags readymade, arbejdede i samme retning, og de dannede sammen med blandt andre avantgardekomponisten John Cage og koreografen Merce Cunningham et kunstnerisk fællesskab:

»Men der var ingen gallerier, som kunne sælge deres arbejde. Der var ingen kunsthandlere, som kunne forhandle dem,« fortæller Menand.

De havde kunsten, men de havde ikke noget marked i USA. Alt det kom med popkunsten i starten af 1960’erne og nåede et højdepunkt med Andy Warhol, der blev en superstjerne for samtidskunsten og et centrum for den kulturelle offentlighed:

»Nu fik man pludselig en galleriverden i New York, en interessant museumsscene. Der opstod en offentlighed omkring samtidskunsten. Det gjorde det muligt for unge kunstnere at leve af at lave kunst i USA, at blive taget alvorligt af kritikere og være en del af en scene. Det var en virkelig transformation af kunsten i USA«, slår Menand fast.

– Din bog giver det indtryk, at USA’s kunstneriske gennembrud skyldes en åben udveksling med omverden – man tog imod meget fra Europa og spredte rigtig meget i resten af verden. At USA snarere var et sted, hvor en masse internationale tendenser blev samlet og kulminerede, end et land, der suverænt skabte sin egen kunst?

»Det var vigtigt for mig at skrive en historie om amerikansk kultur, som ikke var lukket om USA, fordi den netop, som du siger, er et produkt af forskellige kunstneriske og intellektuelle bevægelser, som var internationale. Der blev skabt en meget stor udveksling, fordi USA på godt og ondt var stærkt engageret i verden. Og så var der stor økonomisk vækst i de her årtier over det meste af verden, så folk købte nye ting, tog en ny forbrugskultur og ungdomskultur til sig.«

USA kunne ikke være blevet en kulturel stormagt, hvis landet ikke havde åbnet sig mod verden, forklarer Menand, og ladet sig præge af ideer, impulser og tendenser andre steder fra. Men det var ikke alle, der blev lukket ind og løftet i perioden. 

Det er opsigtsvækkende, at de unge kvinder var det primære publikum for den første populærkultur, men at kvinderne samtidig blev skubbet ud af arbejdsmarkedet. Det var deres begær og fantasier, som kulturindustrien appellerede til, mens deres aspirationer efter økonomisk selvstændighed og frigørelsen blev modarbejdet:

»Det var mest kvinder, som lyttede til Elvis og dyrkede ham. Og hvis du ser klippene af The Beatles, der spiller i USA, var det også kvinder, som stod forrest og skreg højest. Det er dem, som de nye produkter er rettet imod. De købte pladerne, de købte kosmetik, og de købte modebladene. De unge kvinder var markedet for rigtig meget af ungdomskulturen.«

– Hvordan forklarer du det paradoks, at kvinderne under den her historiske højkonjunktur blev sat tilbage økonomisk og socialt i resten af samfundet?

»Du har ret – det er et paradoks. Generelt var situationen for kvinder værre i 1963 i USA, end den havde været i 1920’erne. Der var færre kvinder på universiteterne, færre i beskæftigelse. Mange fik det tredje og fjerde barn, hvilket de ikke havde gjort før, og blev hjemme og passede familierne. Det blev til en ny forbrugskultur for den hjemmegående husmor i 1960’erne. Jeg kan ikke forklare det ... set fra et økonomisk synspunkt er det også vanvittigt at have halvdelen af arbejdsstyrken gående hjemme og forhindre den i at uddanne sig.«

Det var ikke, fordi de demokratiske politikere, som på mange måder definerede epoken, gik målrettet efter at modarbejde kvinder, anfører Menand. Men det var en kamp, de ikke var opmærksomme på, og som de ikke var engagerede i. Først i 1964 fik man en lov, som beskyttede kvindernes rettigheder på arbejdsmarkedet:

»Det er helt vildt, når du tænker over det. Indtil da kunne du sige til kvinder, at de ikke kunne søge bestemte job på grund af deres køn. Du kunne fyre dem, hvis de blev gravide. De havde ingen beskyttelse,« siger Menand.

»Det var en bombe, som ventede på at eksplodere. Men da vi endelig fik kvindefrigørelsesbevægelsen i løbet af 1960’erne, ændrede det vores samfund for altid. Uddannelsessystemet, kunstlivet og arbejdspladserne. Det utrolige er, at der gik så lang tid, før det skete«.

Historien om det kulturelle gennembrud i USA er på den måde ikke kun en fremskridtsfortælling. Den handler også om etableringen af nye magtforhold og dannelsen af nye konfliktzoner. Og om hvordan det begær, der blev stimuleret af populærkulturen, både kunne være forbrugernes tilfredshed over nye produkter og borgernes krav om selvrealisering, der blev anerkendt. Det var et kompliceret spil med tabere og vindere. 

Kunsten og CIA

Det var ikke resultatet af en politisk strategi, at USA skulle være en kulturel stormagt. De amerikanske soldater var ikke blevet beordret til at importere den nye populærkultur til Europa, det gjorde de frivilligt, og den amerikanske regering havde ikke satset på popkunst, abstrakt ekspressionisme eller nye forfattere som Allen Ginsberg, Jack Kerouac og William Burroughs.

Men den amerikanske regering forstod ifølge Menand hurtigt, at de forskellige former for kunst kunne være værdifulde våben i Den Kolde Krig:

»De begyndte, nogle gange helt åbent, andre gange i hemmelige operationer og med skjult støtte til en masse forskellige organisationer og kunstinstitutioner, at promovere udstillinger af malerier, litteratur og musik over hele verden. Mange af de her kunstnere og forfattere anede ikke selv, at de var en del af en kulturel offensiv, som ofte blev understøttet af efterretningstjenesterne.«

– Der er to forskellige spor i den amerikanske kultur, som bliver udbredt i verden. Den ene er populærkulturen, som var en del af den nye ungdomsbevidsthed og nogle teknologiske fremskridt, som betød, at middelklassen fik fjernsyn og pladespillere. Dér har den amerikanske indflydelse været nærmest revolutionær. Den ene handler om abstrakt ekspressionisme og avantgardemusik, som kun har optaget små offentligheder.  Hvorfor var den vigtig?

»Den store indflydelse internationalt kom helt sikkert fra Elvis Presley og filmene. Det har du ret i. Men det var også vigtigt for amerikanerne, at verden så, at USA ikke bare var en materialistisk kultur, som byggede på, at man tjente hurtige penge og kørte hurtige biler. Den abstrakte og eksperimenterende kunst var med til at demonstrere over for omverdenen, at de var en rigtig civilisation.«

Jesse Jacob

Jesse Jacob

Den amerikanske regering havde også en anden interesse i at promovere forskellige stilarter, provokerende musik og eksperimenterende genrer, forklarer Menand:

»Den amerikanske regering ville sprede forestillingen om, at der ikke var en bestemt form for autoriseret kunst eller litteratur i USA. Sådan var det i Sovjetunionen, og vores regering ville vise verden, at det var anderledes hos os. Som regel sendte man en mangfoldighed af kunst og litteratur ud i verden for at demonstrere, at USA var et sted, hvor kunstnere havde friheden til at skabe deres egne udtryksformer. Det var selve pointen med den frie verden, at staten ikke ville censurere, hvordan du maler eller skriver. De blev et eksempel på den frihed, som regeringen ville fremhæve som kontrasten til kommunisternes undertrykkelse.«

Den logik førte til, at CIA også understøttede den internationale udbredelse af forfattere, som var aggressivt systemkritiske og musikere, der lavede protestsange:

»De vidste som sagt ikke, at deres arbejde blev delvist finansieret af CIA. Det var et kæmpechok, da det kom ud i midten af 1960’erne. De, der havde været markante kritikere af USA’s politik sagde, at ingen nogensinde havde dikteret, hvad de skulle sige. Men det var netop hele pointen, det var ikke nødvendigt at diktere noget. Og når de kritiserede regeringen, sagde de lige præcis det, som CIA ville have dem til at sige.«

Menand understreger, at CIA kun bidrog til at udbrede det frie ord og den kritiske tanke, når det blev anset for statens interesse. Der var også systemkritikere, som blev overvåget og afpresset i USA, og folk, som blev presset til at sige bestemte ting på bestemte tidspunkter, og andre, som blev truet.

Grundlæggelsen af nutidens USA

Man kan godt læse ’The Free World’ som grundlæggelsen af det USA, vi kender i dag, og man kan se sporene til de konflikter, som er blevet til den totale polarisering i dag. Uddannelseseksplosionen førte til ulighed mellem de højtuddannede i byerne og de andre på landet?

»Sådan ser jeg det også. Da vi når frem til midten af 1960’erne og Vietnam, er det amerikanske samfund blevet til det, som vi lever i nu. Vi er ikke længere en provins i verden, men centrum for alle mulige globale aktiviteter. Det gælder kultur og kunst, men også alt muligt andet. Og universiteterne blev etableret som de magtcentre, de er i samfundet i dag.«

»Og så skal man huske på, at i den periode, som jeg beskriver, var uligheden i indtægter og ulighed i formuer meget mindre. Folk, der tjente mange penge dengang, tjente meget mindre, end de gør i dag. Det, der er sket siden, er, at uligheden er blevet enormt stor, og folk, der har lange uddannelser, tjener langt, langt flere penge end dem, som ikke har de samme meritter. Det har været stærkt medvirkende til den totale polarisering, vi har nu.«

Et andet forhold, som præger konflikter i nutidens USA er, at den amerikanske venstrefløj i 1960’erne blev allieret med kulturindustrien, mens de konservative er blevet kulturlivets moralske kritikere:

»De venstreorienterede var meget bekymrede for populærkulturen indtil midten af 1960’erne. De mente, at den hjernevaskede folk og bedøvede dem med underholdning. Der var en masse kritisk teori, som kom fra Europa til USA og var meget alarmistisk omkring farerne ved annoncer og popmusik og så videre,« siger Menand.

Men så blev de amerikanske venstreorienterede Beatles-fans, erindrer han. Og popmusikken blev til en del af den seksuelle frigørelse og opgøret mod det gamle samfunds autoriteter og normer. Og siden blev den vigtig for kampen mod krigen i Vietnam og racismen i USA:

»Venstrefløjen holdt op med at bekymre sig om de destruktive effekter af populærkulturen. Til gengæld blev de konservative besatte af tanken om, at populærkulturen fordærvede ungdommen, gjorde dem til forbrydere og moralsk korrupte. Man kan også sige, at venstrefløjen i den periode, som min bog beskriver, lærte at elske Hollywood, mens de konservative blev bange for populærkulturen.«

Det har nu i et par årtier været en af de såkaldte kulturkrige i USA: kampen om populærkulturens billeder af retfærdighed, frihed, lighed og moral. Ligesom den kultur, der blev skabt i storbyerne i de år, hvor USA voksede sig til verdens kulturelle enehersker, og den magt, som blev samlet på universiteterne efter de store uddannelsesløft, har været med til at grundlægge de konflikter i nutidens Amerika, der omtales som den store polarisering.

Det kunne de amerikanske soldater ikke vide, da de tog populærkulturen med sig over Atlanten til krig for den frie verden mod nazismen i Europa i 1940’erne. 

Dette er en redigeret version af en samtale, som fandt sted på ZOOM torsdag den 18. februar. Se eller gense videosamtalen her.

Se hvem Rune Lykkeberg interviewer næste gang og tilmeld dig det virtuelle arrangement her. Det er gratis for Informations abonnenter.

Serie

Langsomme samtaler, der sætter verden sammen

Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, interviewer nogle af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Cornel West og Branko Milanovic, kommer de rundt om poesi og popmusik, politik og moralsk orden.

Alle afsnit findes også som podcast. Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

Podcast

Langsomme samtaler der sætter verden sammen

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer nogle af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Cornel West og Branco Milanovic, kommer de rundt om poesi og popmusik, politik og moralsk orden. Interviewene kan også ses på video.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karsten Nielsen

Ja, ja. Mon ikke denne Menand glorificerer sit eget en smule. De venstreorienterede mente altså, at den amerikanske kultur "hjernevaskede folk" - men de havde slet ikke ret - for vi almindelige danskere er jo ikke hjernevaskede, vel!
Og USA "blev beundret politisk i Vesteuropa, fordi de havde ført an i kampen mod nazismen". Den går altså ikke, Rune! Det var den røde hær, der førte an - og nedkæmpede 9/10 dele af de nazistiske styrker under enorme ofre for hele den russiske befolkning. Men denne historiske fordrejning er åbenbart stadig gangbar.

Lars Løfgren, Erik Guldberg, Mikael Velschow-Rasmussen, Claus Oreskov, Claus Høeg, Flemming Berger og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

So be it. Men lad os så i stedet takke amerikanerne for at de bagefter reddede os fra russerne. Uden de amerikanske styrkers tilstedeværelse og uden USA's atombomber havde Stalin med stor fornøjelse have taget resten af Europa.

Menand har ikke styr på kronologien, når han udnævner 1945 til Stunde 0. Det var det ikke. Amerikansk kultur i dets mange former havde allerede sat sig godt fast udenfor landets grænser i 20'erne. Med filmen og med jazzen, som Menand ikke nævner med ét ord. Hvorfor ikke? Omkring 1930 var Chaplin og Armstrong verdensberørmte. De første danske jazzorkestre er fra 1923, iflg. Erik Wiedemann. I Babylon-Berlin er der en del jazz, og det var et erklæret mål for nazisterne, at få forbudt jazzen. Det samme gjorde Mussolini, men da hans søn begyndte at spille jazz i 30'erne, så stak papa piben ind.
Amerikanske evergreens hørtes overalt, det samme med Hollywood-film - selv i de mindste flækker - før krigen.
Og så fremdeles….der er utallige vidnesbyrd om at "det hele" absolut ikke begyndte i 1945.
Menand tager fejl når han citerer John Lennons forvrøvlede udsagn om, "at før Elvis var der ikke noget". Der var allerede i beg. af 50'erne engelsk pop og New Orleans-jazz, der var inspireret af blues.
Vi, der boede ude på landet i 50'ernes Sønderjylland, hørte skiffle og Bill Haley Rock Around the clock før vi hørte den pomadiserede bonderøv, Elvis. Han havde i øvrigt hugget sin musik fra de sorte, og det gjorde ham ikke mere duelig eller sympatisk i vore øjne. Desuden lugtede han af KKK I dag ville det vist hedde kulturel appropriation, kopimusik.
Så når Menand påstår at "populærkulturen efter 1945 fik et enormt internationalt gennembrud, og at folk begyndte at lytte til rock and roll og se hollywoodfilm i biograferne i Europa" så viser det, at han ikke kender sit stof særlig godt.
Måske er det på tide, at Lykkeberg finder sig nogle andre samtalepartnere - fra andre kulturer og sprogområder end det angelsaksiske. Det er efterhånden så gennemtygget, at der kun er trævlerne tilbage.

Tina Peirano, Flemming Berger, Henrik Plaschke, Jørgen Falck og Breide Nielsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Falck

Gode Rune Lykkeberg, savnet af "jazz" i din journalistiske gengivelse af interviewet med Louis Menand er påfaldende. Amerikanernes populærkultur blev sandt nok et internationalt fænomen, men at sætte Anden Verdenskrig og 1945 som absolut skæringsdato er alså en rigelig unuanceret vinkel.
USAs kampe på Europas slagmarker under den Første Verdenskrig satte da også sine kulturelle spor. Jazz'en kom til Europa og blev hurtigt populær rundt om på caféer og dansesteder - efterhånden også i det den gang nye medie, radioen. Den blev fortrinsvis spillet af hvide musikere, men også af sorte som Louis Armstrong og Duke Ellington.
Flere europæiske komponister lod sig ligeledes rive med af amerikanernes jazz - hør bare Kurt Weill og hans "Dreigroschenmusik" med hittet "Und der Haifisch, der hat Zähne". Inspireret af jazz'en udviklede den tyske komponist sit egenartede tonesprog, som jeg for nylig glædede mig over i en række web-koncerter fra den Digitale Koncertsal i Berlin. Koncertrækken "Die Goldenen Zwanziger" hyldede 100-året for kulturlivet i 1920erne. Se og hør koncerterne her:
https://www.digitalconcerthall.com/en/concerts

Weill var jødisk, og i en tid med udbredt racisme, som nazisterne tilmed institunaliserede på bestialsk vis, medvirkede jazz'en samtidig til at skabe en usædvanlig forbindelse mellem jøder og sorte. Begge parter døjede med den udbredte racisme. Gennem musikken fandt de sammen.

Det kan godt være, at USA sprang ud som kulturel stormagt i 1945 og gjorde ungdomskultur og underholdning til amerikansk business i den helt store stil. Men de kulturelle forbindelser blev allerede etableret, da de amerikanske soldater gik i land i Europa under Første Verdenskrig.

Tina Peirano, Arne Lund og Henrik Plaschke anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Jeg er ganske enig med Arne Lund og Jørgen Falck, der undrer sig over den manglende omtale af jazzens rolle i den amerikanske kultur – og den internationale udbredelse af denne.

Arne citerer Wiedemanns påpegning af de første danske jazzorkestre i 1923. Men Otto Lington (1903-1992) påpeger i sin Jazz skal der til, Carl Allers Forlag, Kbh. 1941 (side 12), at jazzen nåede til København allerede i 1918 med Henrik Clausen og Valdemar Eiberg.

Jazzens ankomst til DK præsenteres også af Kresten Osgood i podcast serien Farlige toner på DR: www.dr.dk/radio/p8jazz/farlige-toner-historien-om-dansk-jazz: ”Et amerikansk krigsskib lægger til kaj i København i sommeren 1919…”.

I andre lande kan vi se en tilsvarende udvikling. I Frankrig ankom jazzen eksempelvis i 1917 med de amerikanske militærorkestre (www.lepoint.fr/culture/en-1917-le-jazz-debarque-et-fait-la-java-en-franc...).

Fra en anden geografisk sammenhæng viser den kinesiske historiker Tong Bingxue på twitter en optagelse fra en danseaften i Shanghai i 1929 (https://twitter.com/AsiaNews_FR/status/1293523262186561536), hvor et vestligt jazz udseende band står for musikken. Måske er det fra Shanghai Peace Hotel, hvor det spilledes jazz fra 1920erne.

Så ja, Menard og Lykkeberg har tilsyneladende ikke særligt godt styr på deres historie. Men Information har vel også for mange år siden valgt helt at droppe denne kunstform – desværre.

"Men Information har vel også for mange år siden valgt helt at droppe denne kunstform – desværre. - faktisk siden Wiedemann døde - Hvad der en sjælden gang skrives om jazz, er ikke noget der ligner.
Derimod er der masser af spalteplads til ligegyldigheder som Badehotellet, Kim Schumacher, Blachmann og i dagens udgave af Moderne Tider Elvis- bonderøv.
Af og til kunne jeg godt ønske, at Information var som de gamle engelske gasautomater, hvor kun skulle betale for det man brugte for. .

Henrik Plaschke

Arne Lund

Blot en enkelt lille korrektion (hvis du tillader): op gennem 00erne (dvs. efter Wiedemanns død i 2001) havde Information faktisk en mere eller mindre fast dækning af jazzen gennem Christian Munch-Hansen. Han blev, så vidt jeg ved det, sparet bort i slutningen af 00erne, og nu må læserne så (bortset fra lejlighedsvise gode bidrag om europæisk klassisk musik) nøjes med den række af ligegyldigheder, som du selv nævner, og som bladet desværre dyrker med stor iver.

Jørgen Mathiasen

I betragtning af hvad der her er skrevet om Kurt Weill og jazzen, vil jeg opfordre til at man kigger kilderne efter en gang til. Et sted er fx. artiklen i The New Grove af David Drew og J. Bradford Robinson, som er opdelt i to efter Weills biografi. Indtil 1934 drejer det sig om europæeren Weill, derefter om den amerikanske Weill, der indarbejdede strømninger af forskellig slags, - senromantik, jazz, underholdningsmusik etc. i sin musik. Det gjorde ham upopulær i begge lejre!

Jørgen - Mht. Kurt weil så deler han jo skæbne med så mange andre eksilerede europæiske kunstnere: Tænderne blev trukket ud da de kom til USA. Så vidt jeg ved et det eneste fra hans sidste år i USA September Song (Lou Reed bl.a. ).

Jørgen Mathiasen

@Arne Lund
Der er anledning til at blade i de diskografiske noter: Palle Mikkelborg og NHØP indspillede i 1990 September Song (komp.: 1938) vel at mærke med Mikkelborg på klaver, og de gav også Lost in the Stars en behandling ved samme lejlighed.

Jeg har ikke kilden mere, men min erindring er, at Bertolt Brecht havde lavet et forlæg til "Morität von Mackie Messer", som ellers er Weills tredje store bidrag til jazzrepertoiret.

Og så skulle man vel tilføje, at der få henvisninger i jazzlitteraturen til Weill: Der betragtes han som en fremmed fugl. Weill, der døde i 1950, mens han medeksilerede begyndte at drysse tilbage til Europa, er og bliver en anledning til at diskutere enhed i mangfoldigheden.

Claus Oreskov

Ledt dybdeborende journalistik har afslørede hvordan det amerikanske efterretningsvæsen stod bag fremme af amerikansk popkultur i Europa efter 2. verdenskrig og dermed den billige amerikanisering af os alle. Man havde indset at den russiske kultur på alle måder var kvalitativt overlegen og derfor oprettedes Congress for Cultural Freedom, som skulle fremme amerikansk pop og mistænkeligøre russisk kultur.
Lyt til: https://sverigesradio.se/avsnitt/171467?fbclid=IwAR2j9BuuRzdR5EPtrTNm966...
I England havde MI6 deres egen dæk organisationer der brugte folk som Bertram Russel og Orwell som deres nyttige idioter i kulturkampen om individet i Europa. SE: “MI6: Inside the Covert World of Her Majesty's Secret Intelligence Service” af Stephen Dorril
Se også: https://monthlyreview.org/1999/11/01/the-cia-and-the-cultural-cold-war-r...

Jørgen Falck

Til Claus Oreskov:
Tænk også på magasinet Reader's Digest. Den danske udgave af denne amerikanske honning-propaganda bragte "Det bedste" fra magasinet og udkom fra marts 1946 til oktober 2005.

Jørgen Mathiasen:
Ved du hvad, Weills musik opføres da stadig i både populær og klassisk sammenhæng. Og kort efter hans død i 1950 gjorde Louis Armstrong og Bobby Darin "Mack the Knife" til standardrepertoire i jazzen. Fortidens surhed over hans vekslende udtryksformer er irrelevant. Tværtimod er Weills bud på musikalske løsninger i en kulturelt stærkt udfordrende tid hans styrke.

Jørgen Mathiasen

@Jørgen Falck
Dreigroschenoper hører til et af det 20. århundredes mest betydningsfulde teaterstykker og muligvis også det mest opførte. Alene af den grund kan man sige, at Kurt Weill var genstand for større opmærksomhed end mange kolleger.

Betragtningen af den tidlige Weill som europæer og den sene Weill som amerikaner er anlagt de biografiske kendsgerninger, men bliver også en anledning til at diskutere forskelle i europæiske og amerikanske musikbetragtninger. Her kan man starte med den oplysning, at Dreigroschenoper i 1933 kun spillede i halvanden uge på Broadway.

Weills modtagelse i USA ændrede sig, men det samme gjorde Louis Armstrongs, som du nævner. I det virvar, som boppen i første omgang medførte for ham og resten af jazzen, gik Armstrong tilbage til sit format fra 1920erne, og det bekræftede han, da han i 1950 satte Mack the Knife på sit repertoire.