Woody Allen og Mia Farrows brud overgår det mest beskidte Hollywood-skilsmissedrama

Er Woody Allen en klam pædofil, eller manipulerede en forsmået og forskruet Mia Farrow parrets syvårige datter til at anklage sin far for seksuelt overgreb for at hævne sig over Allens affære med Farrows 21-årige adoptivdatter? Sagen om Farrows overgrebsanklager mod Allen, som HBO’s aktuelle dokumentarserie Allen v. Farrow atter har sat på dagsordenen, deler vandene.

Men én ting kan de fleste blive enige om: En skilsmisse – også selv om parret ikke var gift – kan dårligt blive grimmere, end den Allen og Farrow gennemgik under massiv medieopmærksomhed i 1992-93.

Dokumentarserien skildrer det dramatiske brud, hvor Farrow finder en stak erotiske polaroidfotos af sin datter, Soon-Yi, hjemme hos Allen, og anklagerne om overgreb, der fører til retsundersøgelser i to stater og en forældremyndighedssag om parrets tre fælles børn, Dylan, Ronan og Moses Farrow.

Allen bedyrer sin uskyld på pressekonferencer, parret sværter hinanden til i medierne, og begge optager deres indbyrdes telefonsamtaler. Skyttegravskrigen, som også børnene er blevet tvunget til at vælge side i, og hvor de med mellemrum beretter om den anden forælders grusomhed i medierne, har nu varet i knap 30 år.

Kastreret af stærke kvinder

Som fiktionsfilm havde konflikten næsten været for ekstrem. De skilsmisser, som Woody Allen jævnligt har skildret i egne film, ligner da også et teselskab i sammenligning.

I tidlige film som Play It Again, Sam (instrueret af Herbert Ross og skrevet af Allen) og Allens helt egne Annie Hall og Manhattan skildrer Allen sin egen karakter som en lidt naiv og nedtrådt romantiker, der er blevet forladt af en stærk kvinde og er uheldig i kærlighed.

Ikke mindst i Manhattan fremstår hovedpersonen Isaac forurettet og kastreret, da hans ekskone, spillet af en kølig og nedladende Meryl Streep, har droppet ham til fordel for en anden kvinde. Ydmygelsen bliver komplet, da hun udgiver en afslørende bog om opløsningen af deres ægteskab.

Generelt skildrer Allen sine figurer – særligt de mandlige – som umodne skikkelser, der ramler ind i midtvejskriser og har svært ved at finde ud af, hvad de vil med deres kærlighedsliv. Tvivlen får dem til at lade sig friste af nye og spændende, gerne yngre personer, som de tror kan forløse dem. Det sker blandt andet i Små og store synder, Mænd og koner, Match Point, Blue Jasmine, Manhattan og Wonder Wheel. At Allens forestillingsevne allerede i 1986 rakte til affærer inden for familien fremgår af Hannah og hendes søstre, hvor Michael Caines karakter er sin kone – spillet af Mia Farrow – utro med hendes søster.

Tilsvarende ironisk og profetisk er det, at instruktørens sidste film med Farrow, Mænd og koner, som de optog færdig i løbet af deres brud, netop handler om skilsmisse. Her bliver Farrow og Allens ægtepar chokeret, da et vennepar annoncerer, at de skal skilles, mest bare for at prøve noget nyt.

Mens venneparret finder sammen igen, ender Allen og Farrows karakterer modsat med at blive skilt efter at have fået øjnene op for livets andre muligheder. Her er skilsmissen en positiv udgang for et dysfunktionelt forhold.

Fars ulige kamp for barnet

I Allen v. Farrow lyder forklaringen på, hvorfor Woody Allen i mange år forblev en succesfuld og afholdt instruktør trods de alvorlige anklager, at det er mere overskueligt at beskylde en kvinde for at være hysterisk end at forestille sig, at en mand, som man sætter højt, har forgrebet sig på et barn.

I dokumentarserien skyldes den antagelse blandt andet elendig forskning. Men bliver fortællingen om den følelsesladede kvinde, rettens forfordeling af moren og barnet som den store taber i forældrenes uskønne tovtrækkeri forstærket af fiktionens skildringer? Vi ser på de billeder, Hollywood har skabt om skilsmissekonflikter.

Robert Bentons oscarvinder Kramer vs. Kramer fra 1979 ramte tidsånden og kvindebevægelsen med historien om Joanna (Meryl Streep), der forlader sin mand, Ted (Dustin Hoffman), og deres syvårige søn, Billy, fordi hun føler sig kvalt og undertrykt i ægteskabet.

Hendes afrejse efterlader Ted med et helt nyt ansvar for både at passe et krævende job som reklamemand, Billy og hjemmet. I begyndelsen sejler det, men efterhånden beviser Ted, at en far kan være en lige så kærlig og omsorgsfuld forælder som en mor. Alligevel vinder Joanna forældremyndigheden, da hun vender hjem til New York.

Filmen portrætterer Joanna med empati, specielt da hun i filmens sidste del i retten forklarer sit behov for at være mere end hustru og mor. Men trods forståelsen fremstiller filmen det som en uretfærdig særbehandling af kvinder fra rettens side, at Joanna vinder forældremyndigheden til trods for, at hun har været ude af Billys liv i halvandet år.

Filmens følelsesfulde pointe er, da hun i sidste ende indser, at det er forkert at rive Billy væk fra sine vante rammer og lader ham blive boende hos sin far. I den forstand repræsenterer filmen en ønsketænkning om en opløsning af de stereotype kønsroller: Manden erkender værdien i det huslige arbejde og samværet med barnet, kvinden får plads til at kombinere karriere og moderskab, og empatien vinder over den juridiske og kønslige skyttegravskrig.

Chris Columbus’ familiekomedie Mrs. Doubtfire er også et eksempel på rettens diskrimination af en dedikeret og kærlig, men også umoden far, der kun må se sine børn én eftermiddag om ugen. Robin Williams spiller stemmeskuespilleren Daniel, der konstant bliver fyret, men tilbeder sine tre børn og bliver knust, da hans kone Miranda (Sally Field) vil skilles, efter at hun endnu en gang er kommet hjem til kaos i form af en løssluppen fødselsdagsfest for sønnen med geder, ponyer og politiklager. Hun er træt af altid at være den sure regelrytter, mens han får lov til at være den sjove.

En dommer tildeler Miranda den fulde forældremyndighed, indtil børnenes far har sikret sig en passende bolig og arbejde. Indtil da må han kun se børnene en gang om ugen. For at fortsætte sit liv med børnene, forklæder han sig som en ældre kvinde, Mrs. Doubtfire, der bliver familiens husbestyrerinde.

Det går godt, indtil han uundgåeligt bliver afsløret, hvilket får retten til yderligere at skærpe restriktionerne for samvær. Filmen ender dog ­– i stil med Kramer vs. Kramer – med, at Miranda anerkender Daniels indsats for at tage mere ansvar i børneopdragelsen og børnenes behov for at se deres far og lader ham hente dem fra skole hver eftermiddag.

Kyniske advokater optrapper konflikten

En 7/7-deleordning ville med moderne øjne være en oplagt løsning på de to konflikter. Men så enkelt er det ikke, når forældrene foretrækker at bo på hver deres kyst, som skuespilleren Nicole og teaterinstruktøren Charlie, spillet af Scarlett Johansson og Adam Driver, gør i Noah Baumbachs Marriage Story fra 2019.

Filmen fortæller på mange måder en nutidig version af Kramer vs. Kramer. Ligesom Joanna føler Nicole, der opgav sin spirende filmkarriere for at blive stjerne i Charlies avantgarde-teatertrup i New York, at hun kun eksisterer i kraft af sin mand.

Vi forstår Nicoles trang til uafhængighed og ser hende blomstre kreativt, da hun får en hovedrolle i en tv-serie og derfor tager parrets otteårige søn, Henry, med til L.A. Her bor hendes familie, og her vil hun også gerne slå sig ned. Men vi føler Charlies desperation, da han midt under sine kostumeprøver på Broadway får et opkald fra Nicoles advokat, der truer med at tage forældremyndigheden fra ham, hvis han ikke finder en advokat i en fart. Parrets enighed om at skilles som venner går op i røg, da Charlie og Nicole bliver statister i et opskruet og kafkask skilsmissesystem styret af kyniske advokater, der kun eskalerer konflikten.

Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at parret godt selv kunne have fundet en løsning, hvis ikke Nicole havde ladet sig forføre af småkager og sympati fra Laura Derns lige dele indsmigrende og bidske advokat, Nora. Advokaten skyder en kile mellem parret ved at opildne Nicoles vrede over Charlies manglende forståelse for hendes ønsker. Nu er det Nicoles tur til at tage styringen, messer Nora.

Skilsmisse bringer det værste op i selv de bedste mennesker, lærer vi af både Kramer vs. Kramer og Marriage Story, hvor alle advokater skyder med skarpt mod den anden parts manglende egnethed som forælder. I Kramer vs. Kramer forhører Teds advokat Joanna om, hvor mange kærester hun har haft, mens Joannas advokat beklikker Teds ansvarlighed ved at udspørge ham om et uheld på en legeplads, der sendte Billy på skadestuen. I Marriage Story beskylder Charlies advokat Nicole for at have et alkoholproblem, efter at hun i nervøsitet over at skulle overrække Charlie skilsmissepapirerne betror ham, at hun er kommet til at drikke lidt for meget vin. Som advokaten siger til Charlie: »Vi vinder ikke, hvis hun er den perfekte mor.«

Spillet er også beskidt i Sharon Horgans HBO-komedieserie Divorce fra 2016-19. Sarah Jessica Parker og Thomas Haden Church spiller det midaldrende newyorkerforstadspar Frances og Robert, der er kørt død i ægteskabet. Parret har to teenagebørn og beslutter sig ligesom i Marriage Story for at skilles i fordragelighed. Men da Robert finder ud af, at Frances har haft en affære, tager vreden, hævnfølelsen og småligheden over på begge sider. Mægleren erstattes af Manhattans dyreste advokater, og Robert køber en slange til børnene og placerer den hjemme hos Frances. Roberts advokat udskammer hende både for affæren og for ikke at engagere sig nok i børnenes skolearrangementer. Forklaring: Hun forsørger rent faktisk familien med et lederjob i byen.

Frigjorte kvinder forlader reden

Det er en tilbagevendende tendens i Hollywood, at kvinder må træde ud af den traditionelle moderrolle for at realisere sig selv, og at de blomstrer op professionelt, når de bliver fri fra deres egocentriske mænd. Joanna i Kramer vs. Kramer får et job som grafisk designer, hvor hun tjener mere end Ted. Nicole i Marriage Story begynder selv at instruere.

Frances i Divorce åbner det galleri, hun altid har drømt om. I Noah Baumbachs The Squid and the Whale fra 2005 står Joan (Laura Linney) i skyggen af sin oppustede forfattermand, Bernard (Jeff Daniels), men får succes med sin skrivekarriere efter skilsmissen. Også selv om deres teenagesøn, Walt (Jesse Eisenberg), over for sin lillebror insisterer på, at »det er far, der er forfatteren«.

Kvindernes frigørelsesprojekt kræver dog et stort offer i form af en nedprioritering af moderrollen, og smerten over den opofrelse bliver ofte fremstillet på en måde, hvor kvinden fremstår hysterisk, promiskuøs, irrationel og emotionel.

I The Squid and the Whale dømmer Walt sin mor hårdere for at indlede et forhold til brorens tennistræner – i en scene kalder han hende ligefrem en luder – end han dømmer sin far for en affære med en studerende. Meryl Streep græder sig igennem Kramer vs. Kramer, og Joanna er især i første scene, hvor hun forlader Ted, ude af sig selv. Hun starter køligt med at overdrage nøgler og kreditkort, men da han afkræver hende en forklaring og forsøger at overtale hende til at blive, stormer hun i sine følelsers vold ud ad døren uden sin kuffert.

Også i Marriage Story bryder Nicole i gråd flere gange i løbet af filmen, mens Charlie går rationelt til værks. Han mener, at hun overreagerer ved at forlade ham, ved at flippe ud over hans affære og ved at flytte deres barn og hyre en advokat. Hun er den aggressive part, mens han blot forsøger at holde fast i sin søn. Omvendt er det Charlie, der i et stort klimatisk skænderi bryder sammen over for en mere rolig Nicole, hvor han blandt andet siger, at han ville ønske, at hun dør – hvorefter Nicole må trøste ham.

Millimeterdemokrati og omsorgssvigt

Mens Kramer vs. Kramer og Marriage Story udviser empati for begge parter i skilsmissen ser man i andre film forældrenes interne hysteri mere nådesløst fra barnets perspektiv. I The Squid and the Whale insisterer forældrene på en millimeterlige, ufleksibel deleordning, hvor de stakkels brødre skal valfarte frem og tilbage mellem deres forældres lejligheder på hver sin side af Prospect Park i Brooklyn og sove hos faren tirsdag, onsdag, lørdag og hver anden torsdag (en detalje hentet fra instruktør Noah Baumbachs egen barndom). Hvert øjeblik, forældrene ikke bruger på at skændes om deres ret til børnene, tilbringer de med at sværte den anden forælder til.

Endnu mere egoistiske er forældrene i Scott McGehees drama What Maisie Knew fra 2012. Her kommer syvårige Maisie i klemme mellem sine selvoptagede forældre, spillet af Julianne Moore og Steve Coogan, der slås om forældremyndighederne, selv om de hverken har tid til eller interesse i datteren. Begge forældre rejser meget og overlader i stigende grad børnepasningen til de nye ægtefæller, de hver især anskaffer sig i en ruf, og som heldigvis er mere omsorgsfulde end barnets forældre.

De kan dog ikke forhindre omsorgssvigtet, som kulminerer, da moren skal spille koncert og afleverer Maisie på den bar, hvor hendes nye mand arbejder uden at sikre sig, at han rent faktisk er på vagt. En anden bartender må tage sig af pigen, indtil hendes forældre endelig tager telefonen næste morgen.

I Divorce lader børnene til at tackle skilsmissen med ophøjet ro og ruller med øjnene af deres barnlige forældre. Men da Robert i tredje sæson skal giftes med sin nye gravide kæreste, er opbruddet alligevel gået for hurtigt for 13-årige Lila, der gemmer sig i storcentret i stedet for at møde op hos sin far. Frances må bide i det sure æble og droppe sin kærestetur til Miami, impulsivt arrangeret for at slippe væk fra Roberts bryllup, for at overtale datteren til at deltage.

Således illustrerer serien, at en skilsmisse ikke er nok til at slippe ud af eksens liv, når man har børn sammen. At forsmåede følelser ikke bare går væk, men at børnene har brug for, at deres forældre tager sig sammen og tilsidesætter deres egne behov.

Men prøv at sige det til Woody Allen og Mia Farrow.