Baggrund
Læsetid: 10 min.

Det allersidste Proust, vi får at læse, er det, han skrev allerførst. Læs med her

Christine Marstrand oversætter nogle af de uddrag, hun synes er smukkest fra de nyudgivne skitser til Marcel Prousts roman ’På sporet af den tabte tid’
Kultur
9. april 2021
Portræt af Marcel Proust (1871-1922).

Portræt af Marcel Proust (1871-1922).

Gianni Dagli Orti/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Jeg vil ikke tøve med at kalde dette manuskript, som rummer de allerførste skitser til Prousts roman På sporet af den tabte tid for en åbenbaring. De 75 blade emmer af uendelig megen proustsk sproglig skønhed. De enkelte afsnit har ingen titler i manuskriptet, men udgiverne har betitlet dem alt efter de temaer, de behandler.

Som Jean-Yves Tadié skriver i sit forord, så er det forunderligt, at det allersidste, vi får at læse efter alle disse år, er det, Proust skrev allerførst, da han begyndte at tænke på sin roman.

Det er en stor overraskelse, at han bruger familiens rigtige navne, mormoderen Adèle (Berncastell), moderen Jeanne (Weill) og Marcel. Det ligner begyndelsen på en selvbiografi og ender som en roman. De 75 blade gør det nemmere at forstå meget af romanen, de forklarer en del af det skjulte. En anden interessant ting er, at Marcels bror, Robert, spiller en fremtrædende rolle i første afsnit, mens han skrives helt ud af romanen.

Hvad er der dog sket for den lille Marcel, som gør, at han er så bundulykkelig som barn? Scenerne, der beskriver smerten, når han skal i seng om aftenen, er udpenslede til det næsten ubærlige i denne tidlige version. Han hulker, så moderen til sidst tror, at der er noget alvorligt galt med ham, at han lider af un grand mal. Som Tadié afslutter sit forord: En lille dreng græder i Combray, og ud af det stiger et mesterværk.

Jeg har oversat nogle uddrag fra de forskellige afsnit for at give et indtryk af Prousts smukke sprog.

Une soirée à la campagne (En aften på landet)

Adskillelsesscenerne fra moderen er endnu mere hjerteskærende og angstfyldte, end de bliver det i romanen. Turen op til værelset sammenlignes med den dømtes gang til skafottet, Jeg gik op og ind i mit værelse, hvor jeg konstruerede mit eget fængsel, idet jeg lukkede skodder og vinduer. (Hvem sagde korkbeklædte vægge og tykke gardiner trukket for, som dem Proust selv forskansede sig bag, mens han skrev på sin roman!). Vejen beskrives nærmest som stadier på lidelsens vej til Golgata. Indimellem får han sågar blandet forudanelser om moderens død ind i det med ord og følelser, som i romanen især bruges i forbindelse med bedstemoderens død. Han taler om en uskyldig munterhed, som forsvandt meget hurtigt, og som jeg ikke genså før på hendes dødsleje, da alle smerterne, som livet havde bragt hende, blev udvisket af dødsenglens finger, da hendes ansigt for første gang efter så mange år ikke mere udtrykte smerte og ængstelse, men genindtog sin oprindelige form, som et portræt retoucheret med farvelag, som maleren visker ud med en finger.

Det er da utrolig smukt beskrevet og ligeså:

Men intet kan trænge ind i hjertet, når man er for sorgfuld, de smukkeste ting forbliver udenfor. Det er det, som giver urolige mennesker dette store tomme blik, hvor man ser, at intet trænger ind af det, man siger til dem, ting som de ser, smukke ting eller muntre ting. Det konvekse blik, som er blevet deres sjæl, rækker sine bekymringer udad, men lader intet trænge ind i sig.

Le côté de Villebon et le côté de Meséglise (Vejen til Villebon og vejen til Meséglise)

Dette bliver til côté Guermantes og côté Meséglise i romanen. Villebon-slottet ligger ved Loire-floden cirka 15 kilometer fra Illiers, byen som får navnet Combray i romanen.

Her taler han om hvidtjørnene, der bliver en så vigtig del af oplevelsen på turene i området i romanen.

Den busk, jeg altid har holdt mest af, som jeg har elsket så højt, at det i øjeblikke, når den bøjer sig, smilende lader sine rosa, forvirrede blade falde, næsten er umuligt for mig ikke at tro, at jeg er en helt særlig person for den, på samme måde som den er noget helt særligt for mig. […] At se min elskede hvidtjørn, kirkens og forårets fortryllelse, malet i rosa, det var for mig den samme beruselse, som det er for en elsker af en symfoni af Beethoven, som han kun kender ved at have læst partituret, at høre den med orkester, eller for den, som er vild med Vermeer de Delft efter at have set et simpelt fotografi af ét af hans malerier, at se det i alle dets farver.

Séjour au bord de la mer (Ophold ved havet)

Det drejer sig om badebyen Cabourg, hvor Proust ferierede med sin bedstemor, og som blev til Balbec i romanen.

Afsnittet indeholder en meget lang historie om, hvordan bedstemoderen, når hun er på ferie, ønsker at leve i det samme mikrokosmos som hjemme. Hun får gjort hotelværelset parat på forhånd med masser af sager bragt derud fra Paris. Marcel beretter, at hun ankommer til hotellet uden at se til højre eller venstre og kun taler kortest muligt med hoteldirektøren, som sikkert finder hende så stolt og fornem, at hun ikke vil have kontakt med nogen. Hun vil vise ligegyldighed og overlegenhed, men:

Jeg spørger mig selv, om alt det ikke var en løgn, som hun levede i, bestemt til at skjule virkeligheden for hende, og som til sidst virkelig havde skjult den. Jeg spørger mig selv, om hun ikke i virkeligheden var en person, som var meget forskræmt ved at ankomme til et nyt hotel, meget bekymret for de fine herrers mening, de herrer, som røg og konverserede i lobbyen eller tog afsted på en spadseretur, sikkert meget ivrig efter at lære dem at kende, at behage dem, måske finde en ny elsker blandt dem, og meget ængstelig over at skulle træde ind i et ukendt værelse.

Senere lægger han følgende i munden på bedstemoderen:

Jeg kan godt lide at rejse, forudsat at jeg ikke kender nogen, og at man ikke beder mig om at lære nogen at kende, det er så trættende at gøre nye bekendtskaber. Og desuden, med delikat og skælvende følsomhed, analogt med en skælvende snegls, der bærer på hele sit hus, gik hun gennem livet fulgt af sin chauffør, af sin overtjener, af sin guvernante, af sin kammerpige, af sine ting, som lagde deres hårdeste lag mellem livet og hendes alt for delikate følsomhed.

Prousts humor fornægter sig ikke, og en del af disse træk overføres til fortælleren i romanen.

Jeunes filles (Unge piger)

Afsnittet begynder således:

En dag, da to havfugle marcherede på sandet parat til at flyve afsted, fik jeg på stranden øje på to småpiger, ikke mere helt små piger og heller ikke unge piger.

De tre ord, Proust bruger, er fillettes, des petites filles og des jeunes filles. Udtrykket fillette bevares gennem alle notesbøger og skitser helt ind til offentliggørelsen af romanen, hvor de i bindet À l'ombre des jeunes filles en fleurs bliver til unge piger. I denne tidlige skitse er det en rødhåret pige med krøller, Marcel især lægger mærke til, ikke en mørkhåret som romanens Albertine. Hele beskrivelsen af pigegruppen her viser, at de ikke – som i romanen – er fra det folkelige lag, men fra overklassen. De rider, spiller golf og tennis og bor på slotte. Marcel lærer dem at kende gennem en vis Monsieur T., som også bor på et slot, så det er meget forskelligt fra romanen, hvor der er maleren Elstir, der introducerer dem.

I slutningen af kapitlet vil monsieur T. tage sin unge ven med på stranden. Marcel får øje på pigerne og tager muntert T. under armen for at vise, at de er venner. Han hænger ved hans arm og taler ham ihjel for at få pigernes opmærksomhed, og T. synes noget knuget ved al denne intimitet:

Og så pludselig i et øjeblik, hvor jeg så, at de alle kiggede på os, og hvor jeg må sige, at parasollen ikke syntes at producere den nøjagtige effekt, jeg havde ønsket mig, kastede jeg mig, med et absurd påskud, for at bevise over for dem, at jeg var meget tæt knyttet til én, som kendte deres forældre, om halsen på monsieur T. og kyssede ham.

Det har naturligvis den modsatte effekt af den ønskede, og denne historie overføres bestemt ikke til Elstir!

Noms nobles (Adelige navne)

Proust interesserer sig for navnenes poesi, og som altid bliver han skuffet, når han lærer de mennesker eller steder at kende, som bærer de poetiske navne, men som efter hans mening ikke lever op til dem.

Hele dette afsnit handler om adelige navne og deres herkomst. Det begynder således:

Det er stadig i dag én af de store charmer ved de adelige familier, at de synes at høre til på et særligt stykke land, at deres navn, som altid er et stednavn eller navnet på deres slot (og det er af og til det samme), med det samme giver fantasien et indtryk af residensen og en længsel efter at rejse.

Om udenlandske adelsfamilier:

Navnet på en vis af disse kendte tyske adelsmænd er kommet rejsende som et åndedrag af eventyrlig poesi i hjertet af en indelukket duft, og den borgerlige gentagelse af de første stavelser får én til at tænke på kulørte bolsjer, spist i en lille købmandsbutik på en gammel tysk plads, mens den urgamle glasmosaikrude fra Aldegrever i den gamle gotiske kirke overfor formørkes i den sidste stavelses mangefarvede lyd. Og dette andet er navnet på en bæk, der udspringer i Schwarzwalds skove ved foden af den gamle Wartburg og gennemstrømmer alle de dale, der er hjemsøgt af dværge og er domineret af alle de slotte, hvor de gamle adelsmænd hersker, og så drømte man om Luther, og alt dette er indeholdt i adelsmandens ejendomme og bebor hans navn.

I et langt afsnit spiller billedkunsten med:

Slottet, hvis navn optræder hos Shakespeare og hos Walter Scott, er fra det 12. årh. og ligger i Skotland. På dets jorder ligger det vidunderlige kloster, som Turner har malet så mange gange, og det er deres forfædre, hvis grave står på række i katedralruinen, hvor køerne græsser mellem de ødelagte buer og brombærbuske i blomst. […] Denne katedral blev bygget til deres forfædre og tilhører dem stadig, og det er på deres jorder, vi finder denne guddommelige rivende strøm, i al sin friskhed og mysterium under to bøgetræer med en slettes uendelighed og den dalende sol på et stort stykke blå himmel, omgivet af to skyer, der ligesom markerer en solramme for lysets bøjning, lyset som berører dem i den sene eftermiddags lykkelige time, og hele byen ligger udstrakt i det fjerne, og den så lykkelige linefisker, som vi kender fra Turner, og som vi gennemrejser hele jorden for at finde, for at lære, at skønheden, naturens charme, livets lykke, stedets og den nuværende times enestående skønhed eksisterer.

Venise (Venedig)

Her, i de 75 sider, skrevet i 1908, har vi Prousts første personlige fortælling om La Serenissima. Kapitlet begynder således:

Mens jeg læste disse sider om Venedig (formodentlig hos Ruskin), faldt solen ind i mit værelse og badede halvdelen af det i sit lys. Og snart forlod jeg sengen og gik rundt på solen, som lå spredt ud i mit værelse, gik ned ad marmortrapperne, hvor de dårligt lukkede døre lader gennemtræk af den friske havbrise passere igennem på disse varme dage, og vel ankommen foran den store blå Canal Grande, på hvilken blikket hæftede sig, hvilede sig, henrykkedes, fortrylledes, på samme måde som en kind, der endnu er blød af den nylige søvn, hviler sig, frydes på den bløde pude, kommer man til hotellets port med de tre trin op, hvoraf de to skiftevis var skjult af vandet eller drivvåde, for andre steder bor man ved havet, men her bor man i havet. Palæerne er prægtige, og gondolerne er lige så talrige som biler om søndagen på den store plads i en feststemt by. Hop ned i gondolen og lad os sige: »Dogepaladset«, »San Marco«, hvor jeres venner allerede venter jer med bøgerne. For siden barndommen, på smukke solskinsdage, kender I fortryllelsen ved at sige »Jeg kommer jer i møde«, når dagen er fremskreden og mødet sikkert, og vejen, man skal følge alene for at møde de venner, der tog afsted i forvejen, er overfyldt af den smukke dags rigdom af lykke, selvom man nødvendigvis må følge floden, hvor man hører fiskene springe op og strømme til omkring en brødkrumme, tudserne, hvor de gyldne knopper trænges i de omgivende enge med margueritterne, og hvor man har travlt med at råbe på den lille bro, når man passerer over den, og med at gå i duften af hvidtjørnene hvor, når man vil løfte blomsten op til sin næse for at dufte til den, ikke mere kan dufte noget, eller glidende i en gondol ... Her passerer I ikke forbi konditoren, I går ikke over gaden for at komme over i skyggen. Men gondolieren, som fører jer derhen, hvor I har bedt ham om, siger, idet han peger: »Palazzo Foscari«. Derhenne, idet de stiger op af det blå vand, nærmer sig, sejler langs med og derefter overhales af gondolen, er palæerne, som har opildnet jeres drømme på samme måde, som Anna Karenina eller Julien Sorel har gjort det.

Jamen, er det da ikke smukt? I dette afsnit finder vi således det ældste spor af forsøget på at etablere en parallel mellem Venedig og den barndomsby, der endnu ikke har fået navnet Combray.

Christine Marstand er tidligere operasanger og cand. mag. i musikvidenskab og kunsthistorie og Proust-ekspert.

Marcel Proust: ’Les Soixante-quinze feuillets’, Gallimard

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

Da jeg var barn gik jeg på en skole som lå klods op ad det lokale bibliotek, så en gang om ugen fik vi små poder adgang til det helligeste. Dengang var jeg relativt entusiastisk omkring tegneserier, men selvom man kunne få lov til at låne lige så mange skønlitterære værker man kunne slæbe, måtte man kun låne tre (3!) tegneserier ad gangen. Tegneserier var nemlig ikke "rigtige bøger". De var nærmest lidt farlige og forbudte.

Måske var det dette lettere bastante forsøg på at tvinge litteraturen ned i halsen på os, som gjorde at jeg aldrig nåede til Marcel Proust, men nu ser jeg at hans hovedværk er udgivet som tegneserie. Måske ville det være min ultimative hævn, og hvem ved, måske jeg kunne få udvidet mine horisonter. Kager dyppet i thé. Det minder mig om...

Til de litterære som er ved at krumme tæerne ud af sålerne, kan jeg anbefale at starte med Watchmen. Det gør det nemmere at forstå Hergé bagefter.

Maj-Britt Kent Hansen

Med krum hals gik jeg i gang med Proust for mange år siden, men blev desværre ikke fænget. En stor utålmodighed indfandt sig hos mig. Siden foretog jeg andre krumspring. En filmatisering og et kursus hos Neal Ashley Conrad på Folkeuniversitetet blev det også til.

Og nu skulle en slags nøgle på 75 sider kunne hjælpe os (frafaldne). Jeg ser til min skræk, at den på dansk vil fylde 378 sider.

https://www.information.dk/kultur/2021/04/sensationelt-fund-udgoer-noegl...

Så, ja - Morten Balling, det må vist blive til tegneserien. Og efter at have læst Henriette Harris' 10 år gamle anmeldelse forstår jeg måske?, at du omtaler Hergé.

https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2011/01/proust-proust#comme...