Baggrund
Læsetid: 10 min.

Det allersidste Proust, vi får at læse, er det, han skrev allerførst. Læs med her

Christine Marstrand oversætter nogle af de uddrag, hun synes er smukkest fra de nyudgivne skitser til Marcel Prousts roman ’På sporet af den tabte tid’
Kultur
9. april 2021
Portræt af Marcel Proust (1871-1922).

Portræt af Marcel Proust (1871-1922).

Gianni Dagli Orti/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Jeg vil ikke tøve med at kalde dette manuskript, som rummer de allerførste skitser til Prousts roman På sporet af den tabte tid for en åbenbaring. De 75 blade emmer af uendelig megen proustsk sproglig skønhed. De enkelte afsnit har ingen titler i manuskriptet, men udgiverne har betitlet dem alt efter de temaer, de behandler.

Som Jean-Yves Tadié skriver i sit forord, så er det forunderligt, at det allersidste, vi får at læse efter alle disse år, er det, Proust skrev allerførst, da han begyndte at tænke på sin roman.

Det er en stor overraskelse, at han bruger familiens rigtige navne, mormoderen Adèle (Berncastell), moderen Jeanne (Weill) og Marcel. Det ligner begyndelsen på en selvbiografi og ender som en roman. De 75 blade gør det nemmere at forstå meget af romanen, de forklarer en del af det skjulte. En anden interessant ting er, at Marcels bror, Robert, spiller en fremtrædende rolle i første afsnit, mens han skrives helt ud af romanen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Morten Balling

Da jeg var barn gik jeg på en skole som lå klods op ad det lokale bibliotek, så en gang om ugen fik vi små poder adgang til det helligeste. Dengang var jeg relativt entusiastisk omkring tegneserier, men selvom man kunne få lov til at låne lige så mange skønlitterære værker man kunne slæbe, måtte man kun låne tre (3!) tegneserier ad gangen. Tegneserier var nemlig ikke "rigtige bøger". De var nærmest lidt farlige og forbudte.

Måske var det dette lettere bastante forsøg på at tvinge litteraturen ned i halsen på os, som gjorde at jeg aldrig nåede til Marcel Proust, men nu ser jeg at hans hovedværk er udgivet som tegneserie. Måske ville det være min ultimative hævn, og hvem ved, måske jeg kunne få udvidet mine horisonter. Kager dyppet i thé. Det minder mig om...

Til de litterære som er ved at krumme tæerne ud af sålerne, kan jeg anbefale at starte med Watchmen. Det gør det nemmere at forstå Hergé bagefter.