Interview
Læsetid: 9 min.

»Det har du bare at rumme. For det, din søn har gjort, er at dræbe andre mennesker«

Det dansk-svenske instruktørpar Frida og Lasse Barkfors afslutter deres dokumentarfilmtrilogi om forældreskabets absolutte skrækscenarier med en film om forældre til skoleskydere. Det mest overraskende ved arbejdet med filmen var, hvor almindelige de er
Frida og Lasse Barkfors har tidligere lavet ’Pervert Park’, der besøger en trailerpark for dømte sexforbrydere i Florida, og ’Death of a Child’, der taler med forældre i USA, der har glemt deres barn i bilen, så det døde af varme.

Frida og Lasse Barkfors har tidligere lavet ’Pervert Park’, der besøger en trailerpark for dømte sexforbrydere i Florida, og ’Death of a Child’, der taler med forældre i USA, der har glemt deres barn i bilen, så det døde af varme.

Åsa Sjöström

Kultur
23. april 2021

Selv om udgangspunktet for Frida og Lasse Barkfors’ nye dokumentarfilm, Raising a School Shooter, var et ønske om at nuancere billedet af nogle mennesker, der er stigmatiserede, fordi de er forældre til amerikanske skoleskydere, så kom det alligevel bag på det dansk-svenske ægtepar, at deres medvirkende ikke var specielt dårlige forældre.

Som med parrets to tidligere film, Pervert Park (2014) og Death of a Child (2017), der henholdsvis handler om løsladte sexforbrydere i Florida og om amerikanske forældre, der har mistet et barn ved at glemme det i bilen, så det døde af varme, har ambitionen været at undgå dæmonisering. Frida og Lasse Barkfors havde en klar forventning om at møde mennesker og ikke monstre, da de opsøgte forældre til skoleskydere, men også en undren over, hvad det er for nogle mennesker, og hvad der gør, at det lige præcis er deres børn, der en dag vælger at slå deres skolekammerater ihjel.

»Vi havde stadig den tanke i baghovedet, at noget galt måtte de her forældre have gjort,« siger Frida Barkfors, som sammen med sin mand tager imod i et mødelokale på produktionselskabet bag filmen, der får premiere på CPH:DOX. Udenfor skinner solen over Langelinje. Hun er svensk, han er dansk, de mødtes, da hun gik på Filmskolen i København, og nu bor de i Skåne med deres to børn på ni og tre.

»De var sikkert ikke superdårlige forældre, men det her kan jo ikke ske for hvem som helst. At møde dem og finde ud af, at de fejl, de har begået, er fejl, som andre forældre også begår, var overraskende.«

I filmen møder man Sue Klebold fra Colorado, mor til Dylan Klebold, der var den ene af to gerningsmænd bag skyderiet på Columbine High School i 1999. Mens man ser hende pusle med dagligdagsgøremål, hører man hende fortælle om frygten, da hun fandt ud af, at et skyderi var i gang på hendes søns skole, og om hvordan den slog om i et ønske om, at han ville dø, da hun hørte, at det var ham, der skød. Et ønske, der gik i opfyldelse, og som siden har ført til skam og skyldfølelse for hende. Det er ikke en følelse, en mor bør have.

Derudover medvirker Jeff Williams fra Ohio, hvis dengang femtenårige søn, Andy Williams, i 2001 dræbte en dreng på 14 og en dreng på 17 med sin fars revolver, og Clarence Elliot fra Virginia, hvis søn, Nicholas Elliot, der som sekstenårig i 1988 dræbte én lærer og sårede en anden. Begge nu voksne sønner afsoner fængselsdomme, der meget vel kan vare hele livet

Lasse Barkfors siger, at forældrene bliver betragtet som en form for medskyldige. »Fordi det er dem, der har opfostret dem, og som kender dem allerbedst. Skulle man mene,« siger Lasse Barkfors. Men de frustrationer, som de tre medvirkende forældre til skoleskydere fortæller om i filmen, er meget almindelige.

»Det med at have teenagebørn og ikke vide, hvad der foregår inde på værelset eller henne på skolen, tror jeg, der er mange, der kan genkende. Sue Klebold fortæller også, at hun fortryder, hun ikke stillede ham nogen spørgsmål. Hun var bare optaget af at fortælle ham, hvordan han skulle gøre tingene ordentligt. Og det tror jeg også, mange teenageforældre kan genkende.«

Forældreskabets skrækscenarier

Med Raising a School Shooter sætter Frida og Lasse Barkfors punktum for en trilogi, der handler om, hvad der sker, når de forskellige former for frygt, der knytter sig til forældreskabet, faktisk bliver til virkelighed. 

Pervert Park handler om frygten for, hvad andre mennesker kan finde på at udsætte ens børn for af overgreb. Den skildrer livet i en trailerpark for løsladte sexforbrydere, der ligger i Florida, som Lasse Barkfors læste en reportage fra i nærværende dagblad. Han gik dengang på kunstakademiet og lavede videokunst, og han foreslog Frida Barkfors, der er uddannet fiktionsinstruktør fra Filmskolen, at de sammen skulle lave en film om de her udstødte mennesker. »Vi var optaget af at portrættere nogle mennesker, der både er ofre og forbrydere,« siger Frida Barkfors. »Og i Pervert Park begår mange af dem de samme forbrydelser, som de selv er blevet udsat for.«

Death of a Child tager fat i frygten for, at man som forælder ikke er god nok til at passe på sit barn og kommer til at gøre skade på det. Her har ren og skær glemsomhed af den slags, den menneskelige hjerne er disponeret for, fået nogle ellers ganske ansvarlige forældre til at glemme små børn på bagsædet med fatale følger. De skal leve med tabet af et barn, men de er på sin vis også selv skyld i det.

Med deres tredje dokumentarfilm skildrer Frida og Lasse Barkfors så det skrækscenarie, at ens barn gør skade på andre. En genkendelig bekymring for mange forældre, der her tages til sin yderste konsekvens, idet de tre medvirkendes børn med fuldt overlæg er troppet bevæbnet op i skolen og har slået andre mennesker ihjel.

En perfekt storm

Frida og Lasse Barkfors ville ikke lave en film om selve skoleskyderierne, dem findes der allerede adskillige af, men derimod give ordet til forældrene, der jo hverken er blevet sigtet eller dømt, men som alligevel tilskrives en vis skyld af folk i deres lokalmiljø og i offentligheden generelt.

»I og med at gerningsmændene stadig er børn under 18, er der en tendens til at skyldiggøre forældrene,« siger Frida Barkfors.

»Vi ville ikke lave film, der belyser det hele fra alle sider, vi ville bare lytte til dem, der normalt ikke bliver hørt og give dem en stemme. Ved at komme med forældrenes perspektiv kunne vi komme med noget, der ikke er blevet fortalt før.«

Frida og Lasse Barkfors’ stemmer er fraværende i alle de tre film, de har lavet. Man hører bare de medvirkende give deres udlægning af, hvad der er sket, og hvad de selv tænker om det.

Frida og Lasse Barkfors’ stemmer er fraværende i alle de tre film, de har lavet. Man hører bare de medvirkende give deres udlægning af, hvad der er sket, og hvad de selv tænker om det.

Åsa Sjöström

Raising a School Shooter er ikke en film, der forklarer – eller prøver på at forklare – hvordan det kunne gå så galt, at et barn beslutter sig for at dræbe andre børn. Frida Barkfors beskriver det som en perfekt storm, hvor en masse sammenfaldende omstændigheder tilsammen skaber en ekstrem situation. 

»Sue Klebold har sagt, at hvis det bare var manglen på kærlighed, der var problemet, så ville vi ikke have nogen skoleskyderier. Der er ikke én ting, der gør det, det er en masse store og små ting som mobning, adgang til våben og fraværende forældre. Men som Sue også siger, så gælder det for mange 17-årige drenge, at de som Dylan er meget inde på deres værelse, trækker sig fra familien og ikke fortæller deres forældre om deres problemer.«

I filmen fortæller Sue Klebold om en episode, hvor hun skubbede sin søn op mod køleskabet og skældte ham ud, fordi han ikke havde passet familiens kat, som han skulle. I årene efter skyderiet bebrejdede hun sig selv, at hun i den og mange lignende situationer ikke bare holdt sin mund, gav ham et knus og spurgte ham, hvordan han havde det.

Jeff Williams kan godt ærgre sig over, at hans søn vidste, hvor nøglen til hans våbenskab var. Men det havde han bare fået at vide, fordi han tit var alene hjemme, og der huserede indbrudstyve i nabolaget, som kunne finde på at true med at skyde folk for at få sådan et skab åbnet. Både Jeff Williams og Clarence Elliot har et mere forsonligt blik på deres sønner, end Sue Klebold havde de første år. De bebrejder først og fremmest skolerne, at deres drenge kom så langt ud, fordi der ikke blev gjort noget eller nok ved den mobning, de blev udsat for.

Ofrenes lidelser skal ikke minimeres

I forhold til deres to tidligere film var det anderledes svært for Frida og Lasse Barkfors at finde de medvirkende til Raising a School Shooter. I Pervert Park tog de udgangspunkt i en trailerpark, hvor de bare kunne gå videre og banke på næste dør, hvis der var nogen, der ikke ville være med. I Death of a Child var det en støtteorganisation for familier, der havde mistet børn ved den form for glemsomhedsulykker, man kunne gå igennem. Forældrene til USA’s skoleskydere har det med at holde lav profil, mange flytter og skifter endda navn, og selv om Sue Klebold har skrevet en bog om sit liv efter massakren på Columbine High School, skærmede forlaget hende for Frida og Lasse Barkfors’ henvendelser. Først gennem en forskerkilde fik de kontakt med hende. De to fædre i filmen kontaktede de gennem deres fængslede sønner.

Ud over de tre lavede Frida og Lasse Barkfors optagelser med to forældre til skoleskydere, som ikke er kommet med i filmen. Den ene var meget ressourcesvag og bakkede ud, mens den andens genfortælling af forløbet omkring og efter skoleskyderiet ikke var pålidelig nok.  

»Når vi laver de her film, så er det en balancegang mellem at lade dem fortælle deres egen historie uden at minimere, hvad deres børn har gjort,« siger Frida Barkfors. »Og moren her havde fortrængt, hvad der skete. Hun kunne ikke beskrive det så detaljeret, der var modstridende oplysninger, og det kunne vi ikke stå inde for. Det ville være en krænkelse af ofrene, og det vil vi under ingen omstændigheder. Hvis ikke det var på plads, kunne vi ikke have hende med i filmen.«

Frida og Lasse Barkfors har faktatjekket forældrenes forklaringer ved at interviewe de levende skoleskydere selv og ellers forholde sig til vidneudsagn fra sagerne. Da de lavede Pervert Park, kunne de se de medvirkendes journaler fra terapiforløb i fængslet og konsultere den terapeut, der var tilknyttet trailerparken, som havde helt styr på deres sager. Her valgte de også to medvirkende fra, som de oplevede løj eller minimerede deres egen skyld.

»Der var en medvirkende, der sagde, at han havde downloadet bibelcitater fra internettet, og så havde det vist sig at være børneporno,« siger Lasse Barkfors.

»Dem tog vi ikke med, for vi kan ikke lære noget af de historier,« siger Frida Barkfors.

Af de medvirkende, der kom med i filmen, var der nogen, der fortalte nogle ting, de ikke havde sagt før, siger Lasse Barkfors. »Og de blev forbilleder i parken. Hele formålet med den terapi, de gennemgår der, er netop at tage skylden på sig og få det ud og snakke om det så man kan bearbejde det.«

De medvirkende har ordet

Frida og Lasse Barkfors’ stemmer er fraværende i alle de tre film, de har lavet. Man hører bare de medvirkende give deres udlægning af, hvad der er sket, og hvad de selv tænker om det. Lasse Barkfors filmer de medvirkende, mens de udfører deres normale gøremål. I Raising a School Shooter har han filmet Clarence Elliot på en bustur i nabolaget, han vil tage sin søn med ud på, hvis han nogensinde bliver løsladt, men ellers iscenesætter parret intet. Og så bestræber de sig på at undgå stereotype billeder, såsom beskidte negle og rødmosset hud blandt sexforbryderne i trailerparken. I Death of a Child undlod de at filme billeder af de afdøde børn. Arkivmateriale bruger de heller ikke.

Frida og Lasse Barkfors.

Åsa Sjöström

Men selv om Frida og Lasse Barkfors vil lade de medvirkende tale for sig selv, er en del af deres opgave som dokumentarister at stille de udfordrende spørgsmål, der er nødvendige for, at filmen bliver tilstrækkeligt afbalanceret. Hvad de tror, ofrene eller ofrenes pårørende vil tænke om deres fortælling for eksempel. I Raising a School Shooter har parret valgt at lade de medvirkende sige ting, man ikke nødvendigvis bryder sig om at høre, fortæller Frida Barkfors.

»For eksempel siger Jeff, at det var hårdt for ham at sidde i retten i fire timer og høre på vidneudsagn om, hvad hans søn har gjort. Der kan jeg godt tænke: ’Jamen, altså, det har du bare at rumme. For det, din søn har gjort, er at dræbe andre mennesker.’ Men det var vigtigt for os, at de fik lov at sige ting, som ikke bare skildrer dem i et helligt lys.«

’Raising a School Shooter’ kan ses online på filmfestivalen CPH:DOX. ’Pervert Park’ og ’Death of a Child’ kan ses på dr.dk, sidstnævnte under sin danske titel ’Utilgivet – skyld i sit eget barns død’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Raising a school shooter": Et svært emne at beskrive i dok. film. Men hvor gav det meget stof til eftertanke at se den i dag på Filmstriben.
5-6 stjerner til Frida og Lasse B.

"Raising a school shooter" - dansk titel: "Mit barn blev skoleskyder".