»Den bedste bog af den mest talentfulde forfatter i sin generation«. Sådan skrev New York Times Magazine for halvandet år siden om den amerikanske forfatter Ben Lerner (født 1979) og hans seneste roman, Topekaskolen, der markerede hans folkelige gennembrud i USA.
Men trods det fine skudsmål er Ben Lerner nok relativt ukendt for de fleste danskere. Ikke at Ben Lerner er af typen ’voldsomt overset forfatter’, én af dem, der skal genopdages og graves frem fra antikvariatets rodebunker. Så ukendt er han langtfra. Lerners forrige roman, 22:04, udkom på dansk til positive anmeldelser og fik flere steder mærkatet lovende.
Allerede i 00’erne markerede Ben Lerner sig i USA med de tre digtsamlinger The Lichtenberg Figures, Angel of Yaw og Mean Free Path, der alle blev rost af kritikerne og kastede en række priser af sig. Men efterhånden har Lerners tre romaner fra 10’erne, der begyndte med Leaving The Atocha Station, udgivet i 2011 på det lille amerikanske forlag Coffee House Press, overskygget det tidlige forfatterskabs poesi.
Læser man interview med Lerner, beskriver han dog stadig sig selv som »accidental novelist«, en forfatter, der er snublet ind i romangenren. Lerners romaner er da heller ikke klassiske, men måske nærmere poetiske forsøg ud i det autobiografiske: undersøgelser af skellet mellem fiktion og virkelighed, hvor en fiktiv udgave af Lerner står i centrum. I stigende grad har forfatterskabet udviklet sig til en undersøgelse af, hvordan der kan skrives om selvet og nutiden, et arbejde, der synes at kulminere i hans seneste roman, Topekaskolen.
Romandebuten Leaving the Atocha Station er en relativt straight omend stort set plotløs dannelsesroman, der foregår i Madrid. I Ben Lerners næste roman, 22:04, væves forskellige narrative brudstykker sammen om den ældre og etablerede forfatters liv i New York. Topekaskolen cirkler tilbage til Adam Gordons (som Lerners fiktive alter ego hedder) opvækst i byen Topeka i Kansas, hvor en række forskellige stemmer får lov at indvirke på handlingsforløbet.
Jeget og sproget
Listen af forfattere, der i de seneste 20 år har skrevet autobiografisk, er lang, og Lerner kan placeres blandt forfattere som amerikanske Chris Kraus og tyske W.G. Sebald, der begge har skrevet fiktionelle variationer over biografisk materiale. Der er i alle Lerners romaner spor af både Kraus’ essayistiske meditationer over kunsten og kunstverdenen samt Sebalds montagestil og brug af fotografier i teksten. Andre kritikere har påpeget ligheder med Karl Ove Knausgård, ligheder, der dog er mere overfladiske.
Romandebuten Leaving the Atocha Station følger hovedkarakteren Adam, en ung amerikansk digter, der er på et prestigefyldt Fulbright Scholarship i Madrid. Et stipendium, han har tilsneget sig gennem en mild omgang fusk med løfter om at være i gang med at skrive et langdigt om Francos Spanien. Derfor er han hele tiden bange for at blive afsløret.
Allerede i dette værk ankommer Lerner med en distinkt stil. Et skarpt, registrerende sprog præget af en altid overskudsagtig humor, der ofte slår over i noget, der minder om kynisme, kun opvejet af hans kærlige beskrivelser af karakterer og scener.
Adams tid i Madrid går med at læse yndlingspoeten John Ashbery, plagiere Federico García Lorca og ryge pot. Ved et tilfælde bliver han venner med en gruppe hippe, rige og venstreorienterede gallerister. Han gør overvejelser om poesien, litteraturen og kunstens muligheder for at gøre noget i verden på et realhistorisk bagtæppe, hvor tiden op til og efter terrorangrebet på Atocha-stationen i Madrid i 2004 udrulles.
Ligesom forbilledet John Ashbery forsøger Adam at skrive tekster, »der lader læseren fornemme tidens tekstur«, som det hedder i bogen. Hos Ben Lerner kommer arbejdet med tiden til udtryk gennem en undersøgelse af, hvordan nuet gennemstrømmes af andre tider, af fortid og fremtid. Hvordan et ansigtstræk eller en scene helt i det små kan flimre mellem tilstande og skabe brud i vores ellers lineære forståelse af tid, og hvordan det bredere historiske nu hjemsøges.
Dukkeføreren
I 22:04 udgør de to orkaner Irene og Sandys landgang i New York i henholdsvis slutningen af 2011 og begyndelsen af 2012 rammen om bogens handling. Tiden imellem de to orkaner er sammensat af en række mere eller mindre sammenhængende dele. Der er ikke tale om et lineært fremskridende narrativ, men en »kinesisk æske«, som den amerikanske forfatter Maggie Nelson har beskrevet det.
I romanen skal Ben Lerner skrive den svære toer, opfølgeren til Leaving the Atocha Station, og bogen udspiller sig som tilblivelsen af den bog, læseren er i gang med. Lerner er dukkeføreren, der ovenfra orkestrerer bogens væv af sammenhænge og binder dens forskellige dele sammen.
Bogens titel er en reference til 80’er-blockbusteren Tilbage til fremtiden. Konstant vender spørgsmålet om tid tilbage i 22:04 og diskuterer rimeligheden i at sætte børn i verden i et New York dømt til oversvømmelse og med et ødelagt økonomisk verdenssystem. En fremtid, der allerede er tabt, men hvor karaktererne alligevel forsøger at skabe mening.
Da hovedkarakterens litterære agent spørger, hvordan bogen skal skrives, svarer han, at han vil projicere sig selv ind i flere fremtider på samme tid: »Med let rysten på hånden. Jeg arbejder mig fra ironi til oprigtighed i den synkende by.«
Citatet kan bruges som en poetik og beskrivelse af hele Ben Lerners forfatterskab og som Lerners egen læsning af forfatterskabets udvikling. Fra Leaving the Atocha Stations ironiserende sprogleg og udstilling af den unge digters kvababbelser til 22:04, hvor oprigtigheden og en snigende patos til dels kan siges at maskeres bag litterære greb, afsluttende med Topekaskolen, hvor oprigtigheden synes at realisere sig.
Poetikken kan også læses som et foreløbigt svar på spørgsmålet om, hvordan der kan skrives om selvet og nutiden, og på, hvordan litteraturen kan agere politisk: Oprigtigt og med rystende hånd, i en synkende by, der vel kunne udvides til et synkende USA.
Skolen på landet og den hvide vold
Ideen om at skrive med let rystende hånd skal læses i kontekst af en tradition for store amerikanske romaner, som Ben Lerner nemt kunne blive forsøgt mast ind i med skudsmålet om at være sin generations største stemme.
Som han for år tilbage udtalte til The Guardian, har ideen om »den store amerikanske roman« historisk set været udtryk for »hvid universalitet«.
»I bedste fald pompøs og prætentiøs, i værste fald en reel politisk fare.«
Ifølge Ben Lerner selv prætenderer han ikke at skrive fra en universel position eller med en privilegeret indsigt i den amerikanske tilstand.
Alligevel er Topekaskolen Ben Lerners mest tydeligt politiske roman. Bogen foregår i det amerikanske midtvesten i slut-90’erne, hvor en ung Adam går på high school og vokser op med anerkendte psykologforældre. I et Kansas, hvor historien, som Francis Fukuyama bedyrede det, var forbi, og unge hvide mænd, Adam inklusive, opdyrker en giftig, maskulin voldskultur i kældre og til fester.
Ikke bare fysisk voldelig, men også sprogligt, som i de organiserede high school-konkurrencer i debat, som Adam deltager og bliver amerikansk mester i. Konkurrencer, hvor sproget ikke har anden funktion end at besejre og overvælde, hvilket Ben Lerner, i samspil med den fysiske vold, gør til en pointe, der trækker tråde til nutidens USA og Donald Trumps regeringsperiode.
Læst i sammenhæng med Lerners tidligere bøger er det mest markante dog, at Adam/Ben Lerner ikke længere er den eneste stemme i bogen. Her får blandt andre forældrene lov til at komme til orde. Dog fornemmer man stadig stemmerne, som bliver de kanaliseret igennem Adam. Måden, hvorpå sproget strømmer mellem mennesker, muligheden for at danne forbindelser, bliver prøvende vist frem.
I Topekaskolen bevæger Lerner sig mod en ny måde at skrive på, stadig rodfæstet i det biografiske, men nu i et dialogisk samspil med flere stemmer. Mod en oprigtighed, der kan danne et modsprog til et voldeligt politisk sprog, tømt for mening.
For læsere, der endnu ikke har givet sig i kast med Lerner, er Topekaskolen et godt sted at begynde. Et mindre ironisk, mindre eksperimenterende og mere varmt udgangspunkt. At begynde ved slutningen er da også helt efter bogen i Ben Lerners tidsregning.
