Britisk musikselskab fejrer 40 år, og Informations musikredaktør mindes skråleriet og euforien

Der er meget, der er 4AD’s skyld.

Det britiske musikselskab gjorde op gennem 80’erne indiemusikken til et ætsende, euforisk, men også et drømmende og mystisk asyl fra popmusikken.

De fræsede uudslettelige spor i musikhistorien med genrerystende mesterværker fra vidt forskellige kunstnere.

Sidste år fyldte 4AD 40 år midt i coronatiden, og først nu fejrer de sig selv med det spritnye antologialbum Bills & Aches & Blues med coverversioner af deres klassikere plus nogle vildskud. Og det er virkelig imponerende, hvor mange bands og solokunstnere de har opdaget og udgivet.

Et uddrag:

4AD udgav i 1981 det første album, Burning Blue Soul, fra den intellektuelle avantpopmester Matt Johnson, der siden skiftede navn til The The. De satte rocken på den anden ende med amerikanske Pixies i slut-80’erne. Og da bandets bassist Kim Deal lavede sit eget stoner-rockband The Breeders, så var 4AD deres naturlige hjem.

I 1984 udgav de Dead Can Dances goth-debutalbum, men bakkede også op om dem det næste årti, hvor den australske duo tog på en uventet, magisk musiketnologisk rejse gennem århundredres europæisk musikhistorie – endda med en af de vildeste sangerinder, den stadigt ekspanderende Lisa Gerrard ved mikrofonen.

Utroligt nok var Elizabeth Fraser en lige så ufattelig sangerinde i egen ret i front for Cocteau Twins. Dem førte 4AD gennem deres mageløse række på seks – tiltagende magiske – albummer fra 1982 til 1990. I dag står den skotske trios bedste plader som genredefinerende hovedværker i dreampoppen. Og med utallige efterkommere.

Og i 1992 debuterede Redhouse Painters, anført af den siden idiosynkratiske singer-songwriter Mark Kozelek, også hos det britiske selskab.

Al sveden, skubberiet, skråleriet

4AD er også skyld i dybe mærker i netop denne anmelders musikforståelse.

Og al sveden, skubberiet, skråleriet på Dyrskuepladsen og bandet, der står deroppe på Roskilde Festivalens scene i sommeren 1989 – det er også 4AD’s skyld.

Boston, USA-kvartetten Pixies giver eftermiddagskoncert. Noget, som undergrundsrockfans har set frem til. Det er lyden af rocken, der er blevet revet op med rødder og blevet podet med en hallucinatorisk, eksplosiv, skrigende, men melodisk og lige så larmende som tyst eufori.

Den er aldrig blevet ordentligt efterlignet. Bevares, bands har forsøgt. Nirvanas Kurt Cobain forsøgte angiveligt at lave en Pixies-sang og endte med grunge-megahittet »Smells Like Teen Spirit«, og Radiohead havde også lyttet til Pixies’ quiet-loud-quiet-strategi, inden de lavede deres gennembrudshit »Creep.« Og så kan Pixies-klassiker »Where Is My Mind« høres i både filmen Fight Club og i tv-serierne Mr. Robot (i instrumental-coverversion) og The Leftovers.

Kragestemmen synger om Dali

»Slicing up eyeballs / Girlie, so groovy, I want you to know / Don't know about you, but I am un ... / Chien! Andalusia!« skrigesynger Black Francis med sin kragestemme og med reference til Buñuels og Dalis filmklassiker Den Andalusiske Hund deroppe på Orange Scene.

Det er svært at høre, for rundt om mig står en del af den københavnske undergrundsscene, og de kan – ligesom jeg – teksterne udenad. Fra den eftermiddag i Roskilde husker jeg specifikt to af de fire medlemmer af den københavnske kvartet THAU, der nogle år efter begår deres egen nordisk melankolske variant af Pixies på deres debutalbum UTAH i 1994.

Tidligt i årtiet har dé drenge åbnet den stildannende undergrundsklub Propdenoppopklop på Stengade 30, hvor Pixies’ anarki også inspirerer.

Og i 1994 danner THAU-drengene også pladeselskabet Crunchy Frog, der siden udgiver Junior Senior og The Raveonettes og mange andre.

Alt sammen ringe i vandet fra de kunstfærdige sten, som 4AD smed i vandet i deres toneangivende storhedstid.

Pixies var kronjuvelerne i en ny indierock – eller alternative rock, som det hed i USA – men der var også medsammensvorne hos 4AD, de kvindedominerede, amerikanske bands, førnævnte The Breeders og Rhode Island-kvartetten Throwing Muses. Og senere fulgte briter som Lush og Pale Saints.

I den anden ende af 4AD’s katalog var der magikerne, dem, der foldede drømmenes faner ud på langt mere æterisk vis. Dem vender vi tilbage til.

Covere er portaler ind i musikken

Det var britiske Ivo Watts-Russell og Peter Kent, der grundlagde 4AD i 1980. De var et indieselskab. Det var, før indie var en genrebetegnelse – i stedet betød indie, at selskabet var independent, altså uafhængigt af de store multinationale pladeselskaber.

Til at begynde med var 4AD forankret i den verserende new wave, postpunk og gothrock med plader fra britiske Bauhaus, Modern English samt australske Birthday Party med Nick Cave ved mikrofonen. Ja, goth-påvirkningen var også supertydelig på debutalbummerne fra The Cocteau Twins og Dead Can Dance, der begge siden gik deres helt egne veje.

Det var greed is good-årtiet, og årtiet hvor undergrunden definerede sig i kontrast til den neonlysende synthpop og den flamboyante new romantics.

4AD var langt fra popverdenen. Ikke kun musikalsk, men også grafisk, hvor selskabets albumcovere var blændende smukke, sanseligt mystiske portaler ind i musikken. Det var en del af oplevelsen at granske disse svært gennemskuelige mesterligheder.

Det var den britiske grafiker Vaughan Oliver, der i tegnestuen v23 skabte de mest ikoniske covere og satte en helt ny standard i 80’erne og 90’erne.

»Uden Vaughan ville 4AD ikke være 4AD, og det er sikkert, at hans stil var med til at forme grafisk design i det sene 20. århundrede,« skrev pladeselskabet, da Vaughn Oliver døde 62 år gammel i 2019.

Det kan måske lyde bedaget midt i en streamingtid, hvor covere er et ikon i frimærkestørrelse, men Oliver gjorde noget ufatteligt i disse år. Hans grafik var en uløselig del af dét, der var 4AD’s mystiske tiltrækningskraft.

Når man købte et 4AD-album, følte man, at man trådte ind i en spirituel loge for folk med mere forfinede ører og blikket indstillet på dybere erkendelser.

Man købte ikke kun musikken, men også en sovende kvinde på coveret, der så ud som om hun var nedsænket i gyldent vand (This Mortal Coils It’ll End In Tears). Eller et utydeligt væsen, der synes at have flere slangelignende farvestrålende slanger stikkende ud fra kroppen (Breeders’ Pod). Eller den smukke flamenco-danserinde i bar overkrop under et krucifiks på et sepia-farvet, indrammet foto, der så ud som det var hængt på coveret (Pixies’ Surfer Rosa).

»Et cover skal virke som en indgangsdør, der inviterer dig til at træde ind,« sagde Oliver i 2009 til musikmagasinet Rolling Stone. Især coveret til Pixies’ Doolittle står som en klassiker: En abe med en glorie på et fotografi med en bronzeret og irgrøn patina, der får det til at se ud, som om det er blevet udgravet fra en svunden sekts fællesgrav.

»Hvis jeg havde fået et pund for hver person, som har fortalt mig, at de havde besluttet at studere grafisk design på grund af det ...,« sagde Oliver om coveret.

Selvudbygget og fejludtalt engelsk

En del af den mystiske tiltrækningskraft stammede også fra den mere æteriske, spirituelle del af 4AD’s musikkatalog.

Her anede man sjældent, hvad de sang om, sproget var holdt op med at give gængs mening. Ja, Elizabeth Frazer fra Cocteau Twins sang ofte på et mystisk selvudbygget engelsk, hvor hun bevidst fejludtalte ord.

Og Lisa Gerrard fra Dead Can Dance opfandt helt enkelt sit eget sprog.

Samtidig resulterede Dead Can Dances inspirationer fra europæisk folklore og kirkemusik i en hymnisk højstemning og en middelalderlig markedspladsfornemmelse på deres plader. Der var intet, der lød som denne australske duo.

Dead Can Dance fik så en uventet slægtning på 4AD, da Ivo Watts-Russell på en ulden kassettebåndoptagelse overspillet i tredje led hørte The Bulgarian State Radio & Television Female Vocal Choirs Le Mystere Des Voix Bulgares Vol.1. Det var en opsamling fra 1975 af det bulgarske kvindekors helt ufattelige vokalharmonier optaget over 15 år af den schweiziske musiketnolog Marcel Cellier. Den genudgav Watts-Russell i 1986. Og den står som en anden uforståelig perle i kataloget.

Det gør dreampoppen fra Cocteau Twins også. Robin Guthries ekkoende, reverbende guitarer, synth-skyerne, Simon Raymondes bløde bas og Frasers ufattelige stemme, der bevægede sig majestætisk og hvirvlende som en elverdronning i snelandskaber.

Pladerne lød som hymner til hemmelige guddomme, som abstrakte verdensbygninger. Lyden af en æterisk, antimaterialistisk, erotisk-narkotisk drømmetilstand. Og Cocteau Twins har haft utallige efterkommere, herunder Julee Cruise, Cranberries’ forsanger Dolores O’Riordan, Bel Canto, Slowdive, Lush og her og nu unge dansk-chilenske Molina og skotskfødte, herboende Clarissa Connelly.

Cocteau Twins i 1982. Fra venstre: Simon Raymonde, Elizabeth Frasier og Robin Guthrie.

Chris Garnham

En kompromisløs skyggemester

I 90’erne og 00’erne var 4AD ikke nær så toneangivende, det havde også været overmenneskeligt.

Men de kunne fortsat bryste sig af en i branchen helt uhørt procentdel af kvinder. I 1994 var tre ud af syv albummer af kvinder, kun ét af en mand og tre bands af blandet køn og ikke nødvendigvis mandsdominerede.

Ja, i ethvert givet år – med undtagelse af den tidlige halvdel af 80’erne – befinder de sig typisk omkring den i dag så forjættede 50/50-ligestilling.

Kunstnerisk tog det 4AD lang tid for alvor at komme sig over deres storhedstid i 80’erne og lidt ind i 90’erne. Hiphop og triphop og electronica blev nye skelsættende stilarter, og 4AD havde svært ved at tappe ind i talentmassen. Andre tog over.

Men i midten af 00’erne slap de eftertankerne fra deres gyldne år og begyndte at lytte til en ny tid.

De medudgav bands som TV on The Radio, The National og Bon Iver, og de fik elektronikerne Zomby, Holly Herndon og den flyvske electropopmusiker Grimes i porteføljen.

De præsenterer det vidunderligt excentriske Tune-Yards’ debutalbum, og hun er stadig på 4AD. Ligesom de fik folk-fornyerne i Big Thief i stald lige tidsnok til mesterligheden U.F.O.F.

De signede også uforlignelige St. Vincent – lige efter hendes debutalbum – og danske Efterklang og deres sideprojekt Liima samt den nu afdøde islandske komponist Jóhann Jóhannsson. Ja, vildt nok fik de også det stadigt mere kompromisløse ikon, skyggemesteren Scott Walker i deres stald – i hans sidste, kunstnerisk vilde 14 år af hans liv.

En loge for popflygtninge

Så nu fylder 4AD altså 40 år. Ikke på samme måde toneangivende, ikke længere et hemmeligt broderskab. Men stadig med stor kunstnerisk integritet.

Jubilæumsantologien Bills & Aches & Blues byder på 18 nyere kunstnere, der huserer hos 4AD. De har hver valgt en sang fra bagkataloget til fortolkning. Der er to Pixies-sange, tre The Breeders-sange, to Grimes-sange etc.

Nogle højdepunkter: Bradford Cox’ cover af The Breeders’ »Mountain Battles« er den langt mest radikale, den i forvejen uheldssvangert meditative sang er her blevet til et miniavantgardeværk. Big Thiefs knirkende cover af – igen – Breeders’ og »Off You« har også sit helt eget transformative væsen. Mens Ex:Res giver en smuk, måske lige lovlig respektfuld coverversion af Blonde Redheads allerede smukke »Misery Is A Butterfly.«

Som disse jubilæumsplader er flest, så peger også Bills & Aches & Blues væk fra sig selv og tilbage til hovedværkerne.

Det er dem, du skal dyrke, ærede læser.

De plader, som var med til at definere en frit tilgængelig, men aldrig let afkodelig, altid fascinerende loge for misfits, popflygtninge, drømmere og rock-dekonstruktivister. De plader, der bragte os med sjælene i behold gennem 80’ernes neonbad af overfladebegejstring og post-murs-90’ernes ironiske dødvande

Som sagt. Der er meget, der er 4AD’s skyld.

Diverse kunstnere: ’Bills & Aches & Blues’ (4AD/Playground). Udkommer den 2. april.