Essay
Læsetid: 12 min.

Kroppen i lockdown har været sårbar og ensom. Måske kan vi bruge dansen til at komme videre?

Dansen, som vi kender den, har forandret sig under pandemien. Vi danser ikke længere til fest eller på festival, ser ikke længere danseforestillinger i fyldte teatersale. Forfatter Ida Luka Holmegaard går på jagt efter nye måder at opleve dans på. Hvad kan dans som kunstform tilbyde os i en nedlukket verden, og hvad skal dansens fremtid bringe?

Mia Mottelson

Kultur
3. maj 2021

I efteråret så jeg rigtig mange videoklip med dansenumre fra gamle Hollywood-musicals. Et af dem var en scene fra filmen It’s Always Fair Weather, hvor Gene Kelly står på rulleskøjter gennem en studiekulisse af Midtown, New York.

Han er iklædt jakkesæt, hat og lædersko i 1950’er-stil og så altså påspændte rulleskøjter. Kelly suser rundt på gader og fortove, folk ser benovede og interesserede til, når han laver step, hop og piruetter. Imens synger han en sang om, at han godt kan lide sig selv, fordi den, han er forelsket i, kan lide ham. »She likes me and so do I.«

Første gang, jeg så videoen, blev jeg forført af den fjoget-selvsikre Kelly, hans virtuose gliden gennem bybilledet. Ingen klodset afstandstape på jorden, ingen lange køer, ingen håndspritdispensere. Gene Kellys dans er en fantasi over bevægelsesfrihed.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her