Interview
Læsetid: 10 min.

Eva Tind faldt for kompromisløsheden i mosmideforskeren Marie Hammer

Gennem kompromisløs forskning beviste den danske zoolog Marie Hammer, at Jordens kontinenter engang har hængt sammen. Nu har Eva Tind skrevet en roman om hende
»Med Marie har det været vigtigt for mig at følge kronologien i hendes rejser og forskning. Men i hendes relationer har jeg tilladt mig at digte,« fortæller Eva Tind.

»Med Marie har det været vigtigt for mig at følge kronologien i hendes rejser og forskning. Men i hendes relationer har jeg tilladt mig at digte,« fortæller Eva Tind.

Kultur
9. april 2021

Eva Tind og jeg står og betragter et verdenskort, hvorpå der med kuglepen er trukket blå, stiplede linjer fra kontinent til kontinent.

Linjerne er mange og viser, hvor i verden den danske zoolog og pioner Marie Hammer rejste i forbindelse med sin 40 år lange forskning; den forskning der skulle blive bevisførelse for, at kontinenterne engang har hængt sammen.

»Det er en syning,« siger Eva Tind om de stiplede linjer – med en overførsel, der er typisk for hendes billedsprog. »Hun har syet verden sammen.«

Kortet, vi betragter, stammer fra det store arkivmateriale, Eva Tind har haft adgang til, siden hun besluttede sig for at skrive Kvinden der samlede verden, en biografisk roman om mosmideforskeren Marie Hammer, der blev født i København i 1907 og døde i 2002.

Der er dagbøger og breve, avisudklip og tørrede blomster i pres. Der er en omhu og en omhyggelighed i det efterladte materiale fra en forsker, der først efter 40 års intens mikroskopering af jordprøver fra hele verden kunne bevise det, hun hele tiden havde troet på: at Jordens kontinenter engang har hængt sammen i superkontinentet Pangæa.

Eva Tind betegner Marie Hammers videnskabelige landvinding som »en kæmpestor bedrift«, men fremhæver også straks skønheden i erkendelsen om kontinenterne:

»Det er en smuk historie, den om kontinenternes cyklus på jordens overflade. Det er smukt at vide, at for hver 250 millioner år, der går, sætter kontinenterne sig sammen i en ny form og driver siden fra hinanden igen. Fornemmelsen af Jorden som en organisk helhed, hvor kontinenterne bliver ved med at skille sig ad og samle sig – men i en tidsramme, vi jo slet ikke forstår: 250 millioner år.«

En sti gennem en mark

Vi drikker kaffe af mågestelskopper på Eva Tinds kontor på Vesterbro, som hun deler med forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen. I vinduet hænger der en stor plakat med forsiden af Eva Tinds forrige roman, Ophav fra 2019, som var hendes første rene fiktionsværk.

Eva Tinds forfatterskab har siden debuten do i 2009 været kendetegnet ved det tværmedielle og genrebrydende, men har langsomt bevæget sig mod mere klassiske former, som nu den biografiske roman om Marie Hammer.

»Jeg debuterer jo hele tiden,« siger Eva Tind med et smil. »Så blev jeg digter, så romanforfatter, så biografiforfatter osv. Journalister siger altid: nu har du skrevet en rigtig roman, nej nu

Det er her på kontoret på Vesterbro, at Eva Tind opbevarer arkivmaterialet om Marie Hammer.

Hun fortæller, at selv om materialet er stort, har det ikke været svært for hende at prioritere mellem, hvilke virkelige begivenheder der skulle med i hendes bog, og de aspekter, hun kunne tillade sig at digte.

Det skyldes, forklarer hun, at hun er god til at trække en streg i sandet og acceptere, at man aldrig kan lavet et udtømmende portræt. »Jeg træder en sti gennem en mark, men man kunne være kommet over marken på tusind andre måder,« forklarer hun.

Derudover har Eva Tind erfaring med den biografiske roman fra tidligere: i 2016 udgav hun Astas skygge om den danske stumfilmsskuespiller Asta Nielsen. I begge værker har Eva Tind været drevet af en lyst til at synliggøre historiens glemte skikkelser. For hende fungerer det godt at tage udgangspunkt i noget virkeligt i sin skrivepraksis:

»Jeg stiller mig et sted og har rod i noget virkeligt. Men derfra skaber jeg en fiktion. Med Marie har det været vigtigt for mig at følge kronologien i hendes rejser og forskning og dermed sige: Det skete, hun tog til de her steder, hun fandt de her mider. På den måde føler jeg mig forpligtet over for virkeligheden. Men i hendes relationer har jeg tilladt mig at digte.«

I sit forskervirke rejser Marie Hammer som 25-årig i 1932 til Grønland på Knud Rasmussens 7. Thule-ekspedition for at indsamle jordprøver til sine studier i mosmider. Siden rejser hun blandt andet til arktisk Canada, Island, New Zealand og Sydamerika. Sideløbende med dette får hun fire børn med manden Ole Hammer. »For mig er det ikke enten-eller,« siger hun i romanen, da hun bliver spurgt om det er familien eller forskningen, hun prioriterer.

Eva Tind fortæller, at det blandt andet var virketrangen og kompromisløsheden i Marie Hammer – det at hun både ville være jordomrejser og husmor – der gav hende lyst til at skrive om hende.

»Det har været interessant at arbejde med en figur, som var så sindssygt dedikeret og både er meget beskeden, samtidig med at hun havde et ekstremt storhedsvanvid. Fra hun er helt ung, er hun virkelig god til at lytte til sit indre, til, hvad der spirer i hende. Uanset hvad hun møder af fordomme og begrænsninger, så bliver hun ved med at insistere på sin ret til at udfolde det.«

Man kan aldrig kan lavet et udtømmende portræt af en person, siger Eva Tind: »Jeg træder en sti gennem en mark, men man kunne være kommet over marken på tusind andre måder.«

Man kan aldrig kan lavet et udtømmende portræt af en person, siger Eva Tind: »Jeg træder en sti gennem en mark, men man kunne være kommet over marken på tusind andre måder.«

Forskning kræver tid

I sin roman skildrer Eva Tind, hvordan Marie Hammer insisterede på sit projekt med mosmiderne, selv om hun mange gange blev betvivlet af andre forskere og aldrig opnåede en traditionel stilling som forsker ved et universitet. Gennem årtier levede hun løbende af stipendier og af sin mands løn. Hun arbejde i hjemmet og på sine rejser, hun mikroskoperede og tegnede mosmider.

»Hele hendes forskning baserer sig på en indsamling af, til sidst, 150.000 dyr,« fortæller Eva Tind. »Hvoraf de tusind er helt nye arter, ingen havde set før.«

Først efter 40 års forskning kunne Marie Hammer med sikkerhed konkludere, at kontinenterne har været forbundne. I New Zealand finder hun en mide, hvis høje forekomst i Argentina kun kan forklares med, »at landene på den sydlige halvkugle nord for Antarktis har været forbundne«, som der står i Kvinden der samlede verden.

Eva Tind fremhæver det overvældende i, at der i en mosmide – der er så lille, at den ikke kan ses med det blotte øje – kan ligge nøglen til at forstå de største bevægelser på vores klode.

Men Marie Hammers historie bliver for Eva Tind også et klart eksempel på, at forskning er noget, der kræver omhu, dedikation og, mest af alt, tid.

Selv var Eva Tind i slutningen af 00’erne i begyndelsen af en forskerkarriere som ph.d.-studerende på Arkitektskolen, da hun valgte at springe fra for at blive forfatter.

Hun mener, at den »superstandardiserede« måde, man bedriver forskning på på universiteterne i dag er et stort problem:

»Da jeg startede på arkitektskolen, havde man en helt anden tilgang til forskning end nu. Dengang kunne man lave ph.d.-projekter, der strakte sig over ti år. Jeg husker, at der var en, der skrev ph.d. om de japanske samlinger, et ekstremt systematisk projekt, der, som jeg husker det, endte med at være 1.000 sider langt,« fortæller hun og fortsætter:

»I dag er der klare begrænsninger på, hvor meget det må fylde; det må ikke være for svært for dem, der skal bedømme det; man skal have udgivet så og så mange artikler, og man skal have undervist osv. Så den reelle forskningstid på de tre år, en ph.d. varer, er måske reduceret til et halvt år. Den reelle, frie forskningstid er et halvt år.«

Hun kommer med et andet eksempel på værdien af langstrakt forskning, som hun har fra mideforskeren Peter Gelstrup. En af hans nu bortgåede kolleger brugte hele sit forskerliv på at tegne insekter og udgav til sidst en lille undseelig pamflet. Ikke noget, der vakte stor benovelse. Men efter nogle år blev pamfletten basis for en stor landvinding inden for forskningen.

»Det fremstod måske, som om den ikke havde en skid betydning, den lille pamflet, men på et tidspunkt bærer den her grundforskning jo frugt. Spørgsmålet er, hvilket tidsperspektiv man anlægger. Hvor travlt har man? Og hvad taber vi ved ikke at lade folk fordybe sig længere? Resultater styrer alt for meget. Det, man kan se og skrive på et CV, betyder mere end den indre bårne følelse af, at det her er vigtigt. Men jeg tror tit, at de mest interessante ting kommer ud af noget, der udspringer af en indre nødvendighed.«

– Som det gør for Marie Hammer?

»Ja. Marie var visionær, og tænkte i et helt andet tidsperspektiv. Hendes forskning endte jo med at sige noget om Jordens bevægelser gennem millioner af år. Og jeg mener ikke, at al forskning skal arbejde i det perspektiv, men måske kigge 100 år ud i fremtiden. Man kunne godt sige: Hvor vil vi hen med vores virkelighed og vores verden, hvis vi ser 200 år frem? Det er jo noget af det, som kineserne er virkelig gode til. Så kan man mene, hvad man vil om Kina, men de har i det mindste nogle visioner, som rækker ud over lige nu og her.«

– Tror du, vi er blevet dårligere til at tænke i større helheder i den vestlige verden?

»Ja, for vi er drevet så meget af det umiddelbare afkast. Lidt ligesom med byggerier i dag. Man er drevet af, at det skal koste mindst muligt og stå klart på det og det tidspunkt. Og dagen efter det står, falder pladerne af, fordi kvaliteten ikke er høj nok. Men ligegyldigt om det er forskning eller arkitektur, vi taler om, er der behov for, at der skabes tid omkring tingene, at der bliver gjort plads til, at der kan opstå tanker – så man kan mærke, hvad der er vigtigt, frem for at man lader sig drive med af det, som forventes udefra. Det er et særligt rum, der kan åbne sig i den proces, og det er også det rum, Marie har insisteret på at have.«

– Er det der, hvor forskeren og kunstneren minder om hinanden?

»Ja, på den måde synes jeg jo, som forfatter og kunstner, at jeg kan spejle mig i hende. Det er lidt det samme: Hun arbejder derudad uden at få penge for det, for det er ikke pengene, der driver hende. Det er en indre nødvendighed. En følelse af at følge sit indre, at udfolde sit indre.«

»Marie var visionær, og tænkte i et helt andet tidsperspektiv. Hendes forskning endte jo med at sige noget om Jordens bevægelser gennem millioner af år.« Eva Tind mener ikke, at al forskning skal arbejde i det perspektiv, men måske kigge 100 år ud i fremtiden.

»Marie var visionær, og tænkte i et helt andet tidsperspektiv. Hendes forskning endte jo med at sige noget om Jordens bevægelser gennem millioner af år.« Eva Tind mener ikke, at al forskning skal arbejde i det perspektiv, men måske kigge 100 år ud i fremtiden.

Nye eksperimenter

Uden for Eva Tinds kontor trækker det op til en af mange små aprilsnestorme. Vi har set på billeder af en ung, begejstret Marie Hammer på vej til Grønland, en midaldrende Marie Hammer, der sidder omgivet af sine fire yndige børn, og en ældre Marie Hammer, der med en plaid om skuldrene kigger ned på mosmiderne i sit mikroskop.

Disse billeder og mange flere er også trykt på indersiden af omslaget til Kvinden der samlede verden. Det tværmedielle har ikke helt sluppet taget i Eva Tinds forfatterskab.

I romanen berettes der kronologisk om Maries liv, og fortællingen fordeler sig i kortere kapitler med en tredjepersonsfortæller og fiktive uddrag fra Maries lommebog.

Eva Tind medgiver, at bogen har en mere klassisk, mindre eksperimenterende form end hendes tidligere værker, men holder fast i, at man ikke kan se hendes forfatterskab som en lige udvikling fra det ene til det andet:

»Forskellige ideer eller projekter kalder på forskellige former. Jeg kan ikke sige, hvilket format jeg vil skrive i næste gang, for det kommer an på materialet. Maries historie egnede sig til en mere historisk fortælling. Og så vil jeg gerne udfordre mig selv som forfatter, hver gang jeg laver en ny bog.«

– Hvad har været udfordringen denne gang?

»Denne gang har jeg syntes, det var interessant at prøve tredjepersonsfortælleren af – for jeg har altid haft mindst én førstepersonsfortæller i mine værker. I Ophav er der tre hovedpersoner, men de er alle skrevet i første person. Jeg ville lave en tredjepersonsfortælling som ikke mistede intensiteten eller bliver distanceret. Som et eksperiment for mig selv.«

Hun griner, da jeg spørger, hvordan hun så synes, det er gået.

»Jamen, jeg synes faktisk ikke, det har mistet intensitet. Og den distance, der er, opstår, fordi jeg arbejder med et poetisk, men også et nøgternt sprog, et sprog, der ikke dømmer. Jeg beskriver, hvad der er, og så må læseren bedømme. Og det giver en distance, når man ikke hele tiden får penslet ud, hvad man skal tænke som læser. Man bliver stillet i en situation, og derfra må man klare det selv.«

Eva Tinds 'Kvinden der samlede verden' udkommer i næste uge på forlaget Gyldendal.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Hvad Eva Tind siger om forskning og kunst er så indlysende rigtigt - og det falder tilbage på den helt fejlagtige måde, vi i dag er kommet til at anskue statens rolle, fordi vi i løbet af nogle årtier har accepteret det borgelige bon mot om 'skatteborgernes penge'; men det er jo ikke skatteborgernes penge, det er statens retmæssige middel til at styre samfundets økonomi, så vi ikke drukner endnu mere i overforbrug - mens samfundets investeringer i modsætning til private investeringer sker ved at gøre kapital tilgængelig på baggrund af evnen til produktion.
Statens opgave er at sikre det, der ikke i sig selv skaber indtægter, men som er den inderste kerne i menneskers samfund: produktion af forståelse af den verden, vi bebor, af livet, vi lever, og dets konsekvenser - og på den måde henad vejen gøre det muligt at reparere systemfejl.
Det er ikke alle, måske ikke mange, der i dag tager en videregående uddannelse, der er indstillet på at bære det kors, men så er det måske andre uddannelser, der vil passe dem bedre.
Det var i hvert fald noget chokerende at høre Henrik Dahl i radioen søndag, for han har tydeligvis ikke fattet en hujende fis af den institution, han lod sig uddanne på, endog som sociolog, hvor denne forståelse burde være nærmest mere indlysende end på andre fag.