Interview
Læsetid: 14 min.

Jamaica Kincaid: »Jeg måtte først blive en anden og så skrive om den person, hvis navn jeg havde forladt«

Som 16-årig forlod Jamaica Kincaid sit hjemland og blev forfatter i USA. Hun flyttede aldrig tilbage, men hendes værker kredser om fortiden i Caribien, om at vokse op i en koloni og om forholdet til moderen. Vi har talt med den verdenskendte forfatter, der regnes for at være en af favoritterne til Nobelprisen i litteratur
Jamaica Kincaid fik unægteligt et anderledes liv, end hvad der havde ligget i kortene for Elaine Potter Richardson. Hun fik kunstnervenner i New York, og i midten af 1970’erne begyndte hun at skrive for The New Yorkers reportage-sladderspalte ’Talk of the town’.

Jamaica Kincaid fik unægteligt et anderledes liv, end hvad der havde ligget i kortene for Elaine Potter Richardson. Hun fik kunstnervenner i New York, og i midten af 1970’erne begyndte hun at skrive for The New Yorkers reportage-sladderspalte ’Talk of the town’.

Fred W. McDarrah

Kultur
23. april 2021

Da Jamaica Kincaid rejste til New York i midten af 1960’erne, var det ikke for at skrive, men for at sende penge hjem til sin familie på den caribiske ø Antigua.

Hun ankom, ulykkelig og 16 år gammel, hos en rig middelklassefamilie i Scarsdale, New York. Her skulle hun arbejde som au pair-pige.

»Som deres tjener,« som hun siger.

Flytningen blev et altafgørende øjeblik i Jamaica Kincaids liv. Der skulle gå tyve år, før hun talte med sin familie igen, og hun endte med at blive i New York og etablere sig som journalist og forfatter.

Og så blev ankomsten til New York et vigtigt motiv i hendes forfatterskab. Flere af hendes bøger er struktureret omkring denne overgang fra ét land til et andet. Romanen Lucy, hendes kendteste værk, starter med en ung, caribisk kvindes ankomst hos en rig middelklassefamilie i New York, som hun skal arbejde for. Bogen skildrer mødet med amerikansk materiel overflod og følelsen af hjemve, som Lucy ellers kun har læst om i bøger.

»Jeg kunne ikke tilgive min mor, at hun sendte mig væk,« fortæller Jamaica Kincaid om rejsen til USA. »Det var opbrydende og på nogle måder meget destruktivt. Men destruktionen viste sig også at være en god ting, den frigjorde mig. Så på en måde er jeg taknemmelig,« tilføjer hun i en omvending, der skal vise sig at være typisk for hende.

Lucy og Jamaica Kincaids debutroman, Annie John, genudgives i næste uge på dansk, og jeg har derfor fået chancen for at tale med en litterær stjerne. Jamaica Kincaid bliver i dag læst verden over, har vundet et væld af priser for sit forfatterskab og underviser i skrivning på Harvard. Og så er hun de seneste år blevet fremhævet som sandsynlig kandidat til Nobelprisen.

»Dengang forestillede jeg mig aldrig, at jeg ville få succes,« fortæller hun mig over FaceTime på sit mere britisk- end amerikanskklingende engelsk. Hun sidder i sin seng i Vermont i det nordøstlige USA og ser ud på pæretræerne i sin have, iført en mørkeblå Biden-T-shirt og briller med tykt stel.

»En af grundene til, at jeg skiftede navn, efter jeg var kommet til New York, var, at jeg var sikker på, at jeg ville blive en fiasko som forfatter, og jeg ville ikke risikere, at min mor fandt ud af det og så grine af mig.«

Jamaica Kincaid i dag.

Jamaica Kincaid i dag.

Fredrik Sandberg

Et nyt navn

Jamaica Kincaid flyttede aldrig tilbage til Antigua efter rejsen til USA som 16-årig. Jobbet i New York, som skulle forsørge hendes mor og brødre, opsagde hun, ligesom hun brød kontakten til sin familie på Antigua.

I stedet sov hun på venners sofaer og havde skiftende småjob som sekretær, model og backupsanger. Hun besluttede sig for at blive fotograf og skribent; hendes første publicerede artikel var et interview med den feministiske journalist Gloria Steinem.

Og så skiftede hun navn. De første tyve år af sit liv hed Jamaica Kincaid nemlig Elaine Potter Richardson, men omgivet af sine nye venner i New York – »alle homoseksuelle mænd« – besluttede hun sig for, at hun ville hedde noget andet:

»Det skulle være en ø, fordi jeg kom fra en ø. Vi diskuterede Dominica og Havannah – ikke Cuba – men endte på Jamaica,« fortæller hun.

Hun forklarer, at det var nødvendigt for hende at opgive sit hjemland og sit navn for at blive forfatter:

»Jeg skiftede navn, fordi det navn, jeg voksede op med, og den person, jeg havde været, ikke kunne være blevet forfatter. Jeg blev nødt til at blive en anden person for så at blive forfatter og skrive om den person, hvis navn jeg havde forladt. Jeg ville ikke være blevet forfatter, hvis jeg var blevet i Antigua. Det er blevet tydeligt for mig.«

Antigua var et undertrykt samfund. Øen var frem til 1981 en engelsk koloni, og dette begrænsede Jamaica Kincaids muligheder og hendes tanker om sig selv:

»Mens jeg voksede op, var jeg … undertrykt? Det ved jeg, at jeg var, men på det tidspunkt ville det ikke have forekommet mig at være undertrykkelse, det var bare sådan, min barndom var: Jeg var et begavet barn, men der var et tidspunkt, hvor døren lukkede til alt, hvad jeg ønskede at være. Jeg blev sendt til Amerika af min familie for at arbejde og sende penge hjem for at støtte deres andre børn. Jeg kan huske, at jeg var meget bitter, selv om jeg måske ikke ville have kunnet formulere det. Det er i hvert fald helt sikkert, at jeg ikke vidste, at jeg var deprimeret,« siger hun.

»Jeg vidste kun, at det føltes lidt som bedrøvelse, men tungere« siger Lucy i romanen Lucy. I Jamaica Kincaids forfatterskab er sammenhængen mellem liv og tekst uomgængelig.

Talk of the town

Jamaica Kincaid fik unægteligt et anderledes liv, end hvad der havde ligget i kortene for Elaine Potter Richardson. Hun fik kunstnervenner i New York, og i midten af 1970’erne begyndte hun at skrive for The New Yorkers reportage-sladderspalte ’Talk of the town’.

Jamaica Kincaid var desuden lidt af en »character«, som hun siger på engelsk; en slags stilikon, kunne man tilføje: Der findes billeder af hende fra den tid, hvor hun har affarvet sit korte hår, barberet sine øjenbryn af og tegnet dem op med en tynd, teatralsk streg.

Sidenhen blev hun en fast del af redaktionen på The New Yorker, hvor hun arbejdede i to årtier og skrev både journalistik og fiktion. Tiden på magasinet var formende for Jamaica Kincaids forfatterskab, og hun har tit udtalt sig varmt om kollegaen George W.S. Trow, som Lucy er dedikeret til.

En række af de tekster, Jamaica Kincaid fik trykt i The New Yorker, plus en håndfuld flere, blev i 1983 samlet og udgivet som novellesamlingen At the Bottom of the River. Bogen indledes med den berømte tekst »Girl«: én lang sætning med formaninger fra en mor til en datter om måder at leve og overleve på. Teksten kan læses på The New Yorkers hjemmeside.

I 1985 udgav hun debutromanen Annie John om barndommen på Antigua, og i 1990 udkom Lucy om de første år i New York. Forfatteren Jamaica Kincaid var blevet til virkelighed.

Mor Kronos

Annie John og Lucy er korte, sansemættede erindringsværker om hver sin ensomme, ambitiøse unge kvinde fra Caribien. I Annie John er omdrejningspunktet det først ømme, siden ulykkelige kærlighedsforhold til moren på Antigua; i Lucy er det det komplekse, men mindre tragiske forhold til den hvide, amerikanske middelklassemor, Mariah, som Lucy arbejder for.

Selv om Mariah er god og kærlig over for Lucy, er hun også naiv og ude af stand til at sætte sig ind i Lucys modgang og undertrykkelse. Lucy både elsker, hader og har medlidenhed med Mariah.

Jamaica Kincaid skriver om mørke og besværlige følelser, om sammenhængen mellem had og kærlighed i intime relationer. Den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie har på et tidspunkt beskrevet hendes værker som bærende på en »delicious darkness«, et lækkert mørke. Kritiker og forfatter Susan Sontag har kaldt forfatterskabet »emotional truthfullness«, følelsesmæssig sandfærdighed.

Samtidig antager hendes beskrivelser nogle gange en surrealistisk karakter, som når morens hvide tænder i Annie John sammenlignes med en krokodilles.

Uanset hvordan man vender og drejer det, er mor-datter-forholdet et konstant motiv i Jamaica Kincaids værker. I både Annie John og Lucy forsøger hovedpersonen smertefuldt at gøre sig fri af sin fortid ved at løsrive sig fra sin relation til moren. Romanen Min mors selvbiografi fra 1996 om moderens barndom på øen Dominica starter med den voldsomme sætning: »Min mor døde, det øjeblik jeg blev født.«

»Min besættelse af min mor handler ikke bare om vores uenigheder,« fortæller Jamaica Kincaid, »den er næsten mytologisk. Da jeg var barn, så jeg hende som en slags gud. Hun havde den her utrolige evne til at omforme ting; jeg havde en form for ærefrygt for hende. Når jeg taler med min bror om hende, sammenligner vi hende med titanen Kronos: Hun fødte os om morgenen og åd os om aftenen. Hun var både helt urimelig og utrolig viljestærk.«

Jamaica Kincaid

  • Forfatter og journalist
  • Født som Elaine Potter Richardson i St. John’s, Antigua, 1949
  • Flyttede til New York som 16-årig for at arbejde som au pair
  • Betydningsfulde værker: ’Annie John’ fra 1985, ’A small place’ fra 1988, ’Lucy’ fra 1990, ’Min mors selvbiografi’ fra 1995, ’Mr. Potter’ fra 2002 og ’See Now Then’ fra 2013
  • Arbejdede i årene 1975-1995 for magasinet The New Yorker
  • Gift med komponisten Allen Shawn fra 1979 til 2002, med hvem hun har to børn
  • Bor i Vermont og er professor i engelske, afrikanske og afroamerikanske studier ved Harvard University

Syvårsreglen

Jamaica Kincaid var enebarn, til hun fyldte ni, hvorefter hendes mor fik tre sønner med stedfaren. Dette ændrede Kincaids liv radikalt: både fordi familiens økonomiske situation forværredes med de mange nye søskende, men også – og især – fordi morens opmærksomhed forsvandt.

Længslen og hadet, som en forælders fravær kan efterlade i et barn, er skildret inderligt i debutromanen Annie John, hvor der for eksempel står:

»I det øjeblik savnede jeg min mor mere, end jeg nogen sinde havde troet det muligt, og ønskede kun at bo et fredfyldt og smukt sted med hende alene, men jeg ønskede også i det øjeblik kun at se hende ligge død, fuldstændig indtørret og i en kiste for mine fødder.«

Inden brødrene blev født, havde moderen isoleret Jamaica Kincaid fra andre børn.

»Hun syntes, jeg var hævet over dem, og hun mente, at de ville korrumpere mig,« fortæller Jamaica Kincaid.

– Det må have været ensomt?

»Bestemt, men nu hvor jeg er ældre, er det godt for mig, at jeg nyder at være alene. Når der er pandemi, og folk brokker sig over ikke at kunne gå på restaurant. Jeg forstår det slet ikke! Jeg elsker ensomhed. Og det er gået op for mig, at det kommer fra min barndom, hvor jeg var meget ensom; altid alene med læsningen.«

– Og du tænker, at barndommen er med til at afgøre, hvordan man lever sit liv?

»Oh boy, don’t get me started!« udbryder hun og fortæller, at hun har en teori, hun kalder ’syvårsteorien’:

»Jeg tror, at alt, hvad der sker i de første syv år af dit liv – eller ni, jeg kan godt gå med til ni – det er resten af dit liv. Du kommer til at gøre eller genskabe forholdene i de første syv år af dit liv. Selv er jeg en besegling af det. Jeg giftede mig med en mand, der er ligesom min mor, og i dag bor jeg, som da jeg var syv. Jeg læser og læser og skriver og laver mad. Alt, hvad jeg gør, gør jeg for mig selv, og jeg nyder det. Jeg finder, at andre mennesker trænger sig på.«

– Kan det ikke blive en fatalistisk måde at tænke på sit liv?

»Måske. Men jeg tror på det, fuldt og fast; jeg ser det overalt. Folk tager ud i verden, men de ender altid med på den ene eller den anden måde at genskabe de samme forhold for sig selv, de forhold, der ledte dem til de følelser og glæder og omvæltninger, de oplevede i deres første syv år. Men altså, jeg har ingen videnskabelig data. Det er blot forfatteren eller den fantasifulde person i mig, der siger det.«

Jamaica Kincaid med sine to børn i Vermount i 1980’erne.

Jamaica Kincaid med sine to børn i Vermount i 1980’erne.

Anthony Barboza/Getty Images

Romanens diktatur

I 1979 blev Jamaica Kincaid gift med komponisten Allen Shawn – født i New York og søn af William Shawn, som var redaktør på The New Yorker. Shawn og Kincaid har i dag to voksne børn sammen, en datter og en søn.

I 2002 blev de skilt, og i 2013 udgav Jamaica Kincaid romanen See Now Then om skilsmissen mellem Mr. og Mrs. Sweet, der har to børn, Persephone og Herakles.

Det ligger lige for at kalde Jamaica Kincaids forfatterskab selvbiografisk. Selv mener hun, at det er en betegnelse, der oftest bruges nedsættende om kvinders bøger, særligt sorte kvinder – »din bog handler kun om dig, og du er ingenting værd«, spidsformulerer hun.

Derfor er hun skeptisk over for folk, der vil putte autofiktionsmærkatet på hendes værker. Men hun er med på, at hun ikke »opfinder fantasimennesker«:

»Mine værker er selvbiografiske i den forstand, at jeg kun kan forstå verden, hvis jeg lader den passere igennem mig. På den måde er alt selvbiografisk; hvis jeg kigger ud ad vinduet og betragter pæretræet – hvilket jeg gør, jeg ser ud på et dejligt blomstrende pæretræ – hvis jeg så begynder at skrive om det, forvandler det sig til en erfaring, som er meget personlig. Jeg tager alt i verden meget personligt. Som om det var mit, som om jeg ved at skrive om det indskriver mig selv i det, og det i mig. Alt, hvad jeg skriver, skal sige mig noget, ellers kan jeg ikke gøre det. Jeg tager det at skrive virkelig alvorligt, måske lidt for alvorligt nogle gange.«

Jamaica Kincaid er til gengæld ikke meget for at tale om form og skriveteknik. »Jeg skriver bare,« insisterer hun flere gange gennem interviewet, og hun udbryder på et tidspunkt: »Åh, jeg hader plot! Det virker så forceret.«

Hverken Annie John eller Lucy har en klassisk plotkurve, men er derimod struktureret i kapitler, der sommetider forekommer så afgrænsede, at man kunne fristes til at kalde bøgerne novellesamlinger.

Da jeg spørger, om hun tænker på bøgerne som novellesamlinger eller romaner, siger hun, at hun aldrig har forstået, hvorfor andre forfattere accepterer »den form for diktatur«:

»Hvorfor følge disse regler? Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det kunne være grunden til, at så mange bøger er så kedelige; fordi de passer ind i nogens forestilling, eller kulturens forestilling, om en roman – som om det var en opskrift.«

– Hvorfor er du så meget imod det?

»Altså, så meget er jeg heller ikke imod det, jeg gør det bare ikke. Jeg ser folk gøre det, men til mine studerende siger jeg altid: Bare skriv. Nu vil jeg ikke lyde pompøs, men jeg synes dette fokus på, om det er en roman eller en novelle, gør alt så transaktionelt. Du sætter dig ned for at skrive, men du skriver ikke længere, for du er ude på markedet, novelle- eller romanmarkedet, nonfiktionmarkedet. Så du lader dine tanker bevæge sig i de baner. Det kunne jeg aldrig gøre.«

– Er det en kapitalistisk kritik, når du bruger ordet marked?

»Ja. Jeg er meget bevidst om markedet, da det er en stor del af min historie. Jeg er selv en del af et marked, jeg nedstammer fra slaver. Så jeg er altid meget opmærksom, når det handler om monetære transaktioner; det er sandt, at det gennemstrømmer min tænkning. Og transaktioner er ikke dårlige som sådan, men de har en tendens til at korrumpere. Og en smule korruption er ikke så slemt, men uheldigvis stopper vi mennesker aldrig ved en smule med noget som helst.«

England, synk til bunds

Det koloniale løber som en tematisk understrøm i Jamaica Kincaids forfatterskab.

I Annie John nægter hovedpersonen at synge med på »Rule Britannia, Britannia rule the waves/ Britons never shall be slaves« i skolen, »fordi jeg ikke var brite, og fordi jeg indtil for ikke så længe siden ville have været slave.«

I Lucy er der en tankevækkende beskrivelse af, hvordan Lucy som tiårig har lært et digt om påskeliljer udenad i skolen, men først faktisk ser påskeliljer, da hun kommer til USA, og Mariah glad viser hende blomsterne. Oplevelsen gør Lucy rasende, og raseriet gør hende trist:

»Jeg havde tildelt hendes elskede påskeliljer en rolle i et drama, hun aldrig havde beskæftiget sig med, et drama, der handlede om erobrede og erobrere, et sceneri med barbarer maskeret som engle og engle skildret som barbarer.«

Kolonialismens voldsomme konsekvenser for sorte mennesker har gennemsyret både Antiguas og USA’s historier og dermed hele Jamaica Kincaids liv. Men hvor hendes forhold til Antigua er ambivalent – hun kalder antiguanerne »clanny«, klanagtige, og beskriver sit folk som et, der ikke kan glæde sig over hinandens succeser – er hun vild med afroamerikansk kultur.

»Jeg har altid været lidt misundelig på afroamerikanske forfattere, som har et afroamerikansk publikum. Jeg har aldrig haft et publikum på den måde; det folk, jeg skriver fra, vil ikke have, at jeg skriver om dem,« siger hun.

I værket A small place fra 1988 skrev Jamaica Kincaid kritisk om de mange rige, hvide turister i Antigua, ligesom hun kritiserede Antiguas regering. Bogen, der i dag regnes for et vigtigt postkolonialt værk, blev forbudt i Antigua.

»Efter bogen udkom, sagde folk fra Antigua til mig: Det, du skrev, er sandt, men hvorfor var du nødt til at sige det?« fortæller Jamaica Kincaid. »Da gik det op for mig, at jeg altid havde været anderledes end de mennesker, jeg voksede op sammen med.«

Om den tidligere kolonimagt England siger Jamaica Kincaid kort og godt, at »England er et sted, der bare burde synke til bunds« – og ler.

Ikke desto mindre har den engelske kulturarv formet hende som forfatter. Alt imens hun ikke bryder sig om Jane Austen – fordi Austen aldrig fremhæver sine hovedpersoners afhængighed af kolonier og slavearbejde – er hun anderledes begejstret for Brontë-søstrene. Jane Eyre var hendes yndlingsbog som barn, og hvad angår repræsentation af racialisering, fremhæver hun Heathcliff i Stormfulde højder som »sort eller roma«.

Også forfattere som John Milton og den irske forfatter William Trevor har haft stor betydning for Jamaica Kincaid, fortæller hun.

Allerede som treårig lærte Jamaica Kincaid at læse – moren lærte hende det, så hun selv kunne få fred.

Tvetydigheder

I dag underviser Jamaica Kincaid på Harvard University og skriver bøger, både fiktion og om havearbejde. Og så sætter hun Black Lives Matter-skilte op i sin have, selv om nogen for nylig har prøvet at køre et af dem ned med sin bil.

»Amerika har forandret sig,« siger hun, »men jeg ved ikke, hvor jeg ellers skulle tage hen. Jeg holder så meget af at være afroamerikaner.«

Inden morens død nåede Jamaica Kincaid at slutte fred med hende – moren kom til Vermont og mødte sine børnebørn – og blive uvenner igen.

»Vi blev forsonet, det gjorde vi; og så var vi ikke forsonede længere,« siger hun.

I Annie John har Annies mor samlet en rejsekiste fuld af Annies ting. Via disse ting fortæller moren Annies historie. Jamaica Kincaid henviser til scenen:

»Min mor lavede en mytologi ud af mit liv, ligesom med Annie Johns rejsekiste. Hun kunne fortælle mig alt om mig selv; det var fortryllende.«

– Men også en smule påtrængende?

»Nærmere begrænsende. Men det har du ret i. Ligesom med alt andet er der en tvetydighed. Begge ting er sande, selv om de er hinandens modsætninger. Som med had og kærlighed. Det er to sider af samme mønt. Og spørgsmålet er, hvordan man lærer at leve med begge sider uden at forsøge at forsone dem, men accepterer, at de er to adskilte virkeligheder, der findes lige kraftfuldt.«

– Det lyder svært.

»Det er umuligt! At leve med to modsatrettede ting uden at den ene udsletter den anden eller udsletter dig selv. Det er svært; men det er det eller ingenting.«

’Annie John’ og ’Lucy’ genudgives på dansk på C&K forlag den 29. april.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her