Kulturen kan gøre os klogere på det, der sker hos Amazon og nemlig.com: Her er fem anbefalinger

De drikker ikke vand af frygt for, at de så skal tisse midt i arbejdstiden. De har mellem ni og 14 sekunder til at finde og pakke en kundes bestilling. Og de er i konstant konkurrence med hinanden for ikke at falde i effektivitet.

Sådan beskrives arbejdsforholdene på lageret hos internetsupermarkedet nemlig.com, som Politiken de seneste uger har sat fokus på.

Forholdene sammenlignes med arbejdsforholdene hos internetgiganten Amazon, der de seneste år har fået hård kritik for at overvåge deres medarbejdere, som konstant måles på præstation og effektivitetsniveau.

Fælles for Amazon og nemlig.com er blandingen af teknologi og usikre ansættelser, et fænomen der også har bredt sig i det danske bybillede med blandt andre madleveringsfirmaet Wolt. Den nye arbejdsform er blevet døbt ’platformsøkonomi’ eller ’gig-økonomi’ og betyder grundlæggende, at job/gigs udbydes og tages på digtiale platforme, som samtidig overvåger de ansattes præstation. 

Vi giver her fem kulturanbefalinger, som giver et indblik i og kaster perspektiv på de nye arbejdsformer og økonomistrukturer.

 

1) Kunst: Simon Denny: ’Mine’ og ’Worker Cage Document Relief’ (2020)

System and Method for transporting Personnel within an active Workspace eller patent 9,280,157. Det er navnet på et menneskebur, designet af Amazon, som siden er blevet til et kunstværk. 

Patentet blev oprettet i 2016, men først offentligt kendt efter forskerne Kate Crawford og Vladan Jolers gravearbejde. Patent 9,280,157 er et jernbur med elektroniske sensorer, der kan transportere fabriksarbejdere rundt i områder af fabrikker, der ellers er for farlige for mennesker at færdes i, fordi de er designet til algoritmisk styrede maskiner. 

Amazons patent blev aldrig gjort til virkelighed. Det fik en shitstorm fra verdenspressen sat en stopper for. Efterfølgende skrev Amazons CEO, Dave Clark, i et tweet, at patentet bare var ét af tusindvis af andre, og at det egentlig var unødvendigt, fordi andre trackingsystemer kunne anvendes. Mekaniske veste, der kommunikerer med lagerhallernes robotter, kameraer og trackingarmbånd kan erstatte buret og sikre arbejdernes sikkerhed – og ufrihed. Teknologierne og sporingssystemerne har på det seneste fyldt i medierne i forbindelse med Amazon-arbejdernes kamp for at organisere sig i fagforeninger i USA.

Buret kunne nemt have forputtet sig i den historiske bevidsthed, men det har det ikke fået lov til. For den newzealandske kunstner Simon Denny er buret blevet et genkommende motiv i hans praksis som installationskunstner.

Både på Museum of Old and New Art (MONA) i Tasmanien og Fine Arts i Sydney har Simon Denny i de seneste år virkeliggjort patentet, der ellers aldrig er blevet brugt. På MONA som en model i de faktiske mål, som buret skulle have haft, og på Fine Arts, Sydney, som håndudskårne relieffer af de papirdokumenter, som patentet er udgjort af.

I begge tilfælde emmer selve ’arbejderburet’, som Denny har navngivet det, af betydning i sin blotte, materielle eksistens. Det er et voldsomt symbol på Amazons teknologiske udvikling og forandring af arbejdsmarkedet, hvis bølgeskvulp i de her måneder kan ses hos det danske firma Nemlig.com – på forholdet mellem menneske og teknologi og på arbejdernes radikale ufrihed.

Simon Dennys bure står som monumenter over det nye fabriksarbejde, der virker til at bevæge sig længere i retning af overvågning og ufrihed, og han giver os nye billeder at forstå det med.

Johann Sten Nielsen

 

2) Filmdrama: ’Sorry We Missed You’ (Ken Loach, 2019)

Med filmen Sorry We Missed You leverede socialrealismens grand old man Ken Loach tilbage i 2019 et hjerteskærende bud på, hvordan virkeligheden tager sig ud for den engelske arbejderklasse.

I filmen følger vi en klassisk kernefamilie, som kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, efter finanskrisen har kastet dem ud i en lang kamp mod økonomisk ustabilitet. Håbet vender, da far Ricky får tilbudt et job som leveringsbud, hvor han ikke bliver ansat, men »kommer om bord«, som den overordnede i firmaet gelinde formulerer det:

»Du arbejder ikke for os, men med os. Du kører ikke for os, du yder en service. Ingen ansættelseskontrakt, ingen performancemål,« lister han op, før han spørger, om Ricky vil leje en varevogn af firmaet til 65 pund om dagen eller investere i sin egen.

Ved at sælge konens bil, så hun må tage bussen rundt til sit – mindst lige så krævende – arbejde som hjemmehjælper, får Ricky råd til at investere i en varevogn. Og så er det ellers i gang. Rundt til råbende kunder, der ikke vil åbne døren eller vise deres ID, og som har ladet deres bidske hunde løbe frit rundt.

Tissepauser er der ikke tid til, og Ricky får derfor på sin første dag foræret en tom plastikflaske, som han kan ordne den slags i. Mens Abby og Ricky knokler 14 timer om dagen seks dage om ugen, falder familien langsomt fra hinanden. Sønnen stjæler, og datteren begynder at tisse i sengen som tegn på det evigt hektiske hjem.

Det hele kulminerer, da Ricky efter en hurtig flasketissepause bliver overfaldet af tre hætteklædte mænd, der tæsker ham og stjæler de mest værdifulde pakker fra varevognen. Mens Ricky sidder på hospitalet, ringer den overordnede og giver ham bøder for de stjålne pakker. Han skal også finde en afløser til dagen efter, ellers vanker der flere bøder. Næste morgen lister den forslåede Ricky derfor igen ud i varevognen.

»Jeg bliver nødt til at arbejde, jeg har ikke noget valg,« græder han, da hele familien kommer løbende ud i forsøg på at standse ham. Det er så uretfærdigt, at det gør ondt. Et ypperligt eksempel på Ken Loachs nådesløse udstilling af platformøkonomiens ypperste konsekvenser.

Siri Franceschi

 

3) Dokumentarfilm: ’The Gig Is Up’ (Shannon Walsh, 2021)

I musikverdenen er der intet nyt over at spille et gig. Det refererer til et tidsbegrænset job, der udføres og afvikles, før man tager videre til det næste. Det er også sådan, man skal forstå de arbejdsformer, som den canadiske dokumentarfilmsinstruktør Shannon Walsh beskæftiger sig med i The Gig Is Up (2021), der netop har haft international premiere på den igangværende filmfestival CPH:DOX.

Dokumentaren indledes med fakta om, at den globale gig-økonomi estimeres til at udgøre en omsætning på over fem milliarder dollar, og at flere end 540 millioner mennesker i 2025 vil være beskæftiget i gig-job.

Det er et marked i accelererende vækst, må vi forstå, hvis betydning snart vil være umulig at overse. Herfra præsenteres vi for nogle syrede droneskud fra en cykelkirkegård i den kinesiske storby Shenzhen og så videre til en række råbende cykelbude, der gør klar til dagens første tørn. »Hvad siger I, før I forlader kunden?« råber chefen, hvortil de opstillede bude bukker og automatisk svarer: »Jeg ønsker dig et lykkeligt liv, vær venlig at give en god anbefaling.«

Det står hurtigt klart, at tålmodighed og effektivitet går hånd i hånd, hvis man vil tjene penge som gig-arbejder. Det gælder om altid at være den første til at se de job, der bliver udbudt på de forskellige platforme, være den hurtigste til at udføre dem og samtidig bevare fatningen over for kunderne, hvis dom i sidste ende kan afgøre din skæbne.

Dokumentarfilmen krydsklipper mellem internetarbejdere i Nigeria og Florida, cykelbude i Kina og Frankrig og Uber-chauffører i San Francisco, og det er gennem deres fortællinger, at vi indføres i logikken bag den nye arbejdstankegang.

Alle har de haft et håb om øget frihed og gode penge, men hurtigt lært, at usikkerhed er det eneste reelle mærkat, man kan sætte på livet som gig-arbejder. Den fraværende arbejdsgaranti betyder, at de er nødt til at være konstant tilgængelige for at sikre sig nok arbejde, og titlen som ’partner’ frem for ’ansat’ i for eksempel Uber, gør, at alt hvad der hedder forsikringer, fridage og arbejdssikkerhed er for egen regning.

Da coronakrisen rammer, bliver det endnu mere tydeligt, hvor katastrofale konsekvenser gig-arbejdsmarkedet kan have, da flere pludselig står helt uden arbejde, men også uden kontrakt, og derfor uden indtjening.

Siri Franceschi

 

4) Podcast: Vox Media Podcast Network ’Land of Giants’

Kan et job være så uegnet for mennesker, at det er bedst, at robotterne overtager? Rulle Marie må for eksempel gerne beholde tjansen med at skubbe til glemte skoletasker, fordi det jo en dag er en bombe. Men hvad hvis stort set alle jobfunktioner hos en af USA’s største udbydere af ufaglærte job er for farlige og uværdige for vores art?

Bør vi allerede i dag heppe på, at lagerarbejderne hos Amazon bliver overflødige, når firmaet opererer under mottoet ’Customer Obsession’, og at de kunder som de er besat af, dig og mig – typer, der forventer, at varerne står på dørtærsklen en kop kaffes tid efter bestilling?

Man bliver tilbøjelig til at sige ja, når man har hørt første sæson af podcasten Land of Giants fra Vox Media, hvor vært Jason Del Rey over ni episoder stiller spørgsmålet: Hvad var prisen for, at Jeff Bezoz på under to årtier forvandlede en internetboghandel til verdens mest værdifulde firma?

Podcasten taler med det hold, der var sat til at udføre Bezoz’ vilde plan, beskriver virksomhedens indryk i de amerikanske hjem, hvor mikrobølgeovnen nu ved, om du er løbet tør for popcorn – og om du har grædt. Og, ikke mindst, undersøger den de fysiske aftryk, som Amazon sætter i landskabet. Som dengang de rykkede ind i den lille by Coffeyville, skabte en fandens masse job og skred igen. Og efterlod arbejderne med mindet om et varmt kollegaskab. »For vi var alle sammen nede i lortet sammen,« som en lageransat forklarer.

Podcasten handler om USA, men stiller nogle grundlæggende spørgsmål om det nye arbejdsmarked, der også nuancerer debatten om Nemlig.com. For er det her nødvendigvis klaret med en overenskomst? Organiserer fagbevægelsen for eksempel robotter?

For til trods for, at der stadig ikke er udviklet robotter, der kan samle ting effektivt op – ja, det er åbenbart svært – så argumenterer podcasten for, at Amazon-arbejderen i praksis er en robot, fordi den nærmeste chef er en algoritme, der forventer, at kødrobotterne opfører sig ligesådan.

Land of Giants er en eminent podcast. Her er ingen skurke med skumle planer, men god gammeldavs kapitalisme og en stor fed forbrugerkritisk finger, der peger direkte på … dig.

Anna von Sperling

 

5) Film: ’Nomadland’ (Chloé Zhao, 2020)

Fern (Frances McDormand) er nomade og sæsonarbejder og hovedpersonen i Chloé Zhaos tredobbelte oscarvinder, Nomadland, der handler om fattigdom og rodløshed i USA. Fern bor i en varevogn, som hun samtidig kører landet rundt i. Det er ikke noget, hun har valgt. Det er noget, hun er blevet tvunget til, fordi hun ikke har andre muligheder.

Byen, hun engang boede og arbejdede i, eksisterer ikke længere. Huset, hun og hendes afdøde mand gennem mange år skabte en tilværelse i, er tomt og forfaldent, og de ejendele, hun ikke kan have med sig, er opmagasineret.

Hver jul vender Fern tilbage til området og en stor Amazon-lagerhal, hvor hun og andre får midlertidigt arbejde. »Lønnen er god,« som hun siger, og efter nytår er hun på farten igen. Hun kører sydpå, hvor hun får arbejde på en campingplads og på en fastfoodrestaurant og møder mange andre, der som hende tilhører en nomadisk stamme af mennesker, som ikke har ét bestemt sted, de hører til. Men som Fern siger på et tidspunkt: »Jeg er ikke hjemløs, jeg er husløs, der er en forskel.«

Nomadland er et portræt af disse mennesker og det land, som ikke kan eller vil hjælpe dem til at leve en mere ’normal’ tilværelse. Jovist er der nogle af dem, der ikke bryder sig om at bo i en by, og der er dem, som har valgt arbejde og familie fra for at se landet og få luft under vingerne. Men de fleste af disse moderne landevejsriddere – som for en dels vedkommende spiller sig selv i den næsten semidokumentariske film – har ikke haft et valg.

Skæbnens ugunst – ikke mindst en grim finanskrise – har taget alt fra dem. Der er dog også et sammenhold og et fællesskab mellem dem, og de hjælper Fern med at finde ud af, hvordan man klarer sig selv, når ens hjem består af en varevogn eller en autocamper. Hvad man skal passe på, hvordan man vedligeholder sin vogn og indretter den mest praktisk.

Nomadland er en smuk og stærk fortælling om et USA, de færreste kender til. På den ene side hylder den friheden og skønheden i et liv uden samfundets snærende bånd, på den anden side fjerner den det meste af den romantik, der måtte knytte sig til en tilværelse som omrejsende løsarbejder.

’Nomadland’ kan ses på Disney+ fra fredag den 30. april – og i biograferne fra den 6. maj.

Christian Monggaard