Essay
Læsetid: 5 min.

En kysk nymfe i marmor viste mig, at kunsten kan tilbyde et hjem for husvilde følelser

For en fremmedgjort teenager var der noget dragende ved Daphnes forvandling til et laurbærtræ i Berninis marmorskulptur ’Apollo og Daphne’, og hun vækkede et umætteligt begær, skriver Anita Brask Rasmussen i vores serie om måder at ankomme til kunsten på

»Når jeg mindes mit møde med Apollo og Daphne, kommer jeg måske også nærmere en forklaring på, hvorfor jeg aldrig kun er en køligt analyserende kulturjournalist,« skriver Anita Brask Rasmussen.

Fredrik Von Erichsen

Kultur
13. april 2021

Mit barndomshjem lignede det indeni, som det også var udenpå: et parcelhus på en lukket stikvej i en landsby i Vestjylland. Vi havde en plakat med en tegning af Fregatten Jylland og et enkelt maleri af en kutter i et stormombrust hav. Vi havde en campingvogn, og vi var aldrig på kunstmuseum. Men mine forældre var og er åbne, nysgerrige og videbegærlige mennesker, og jeg tror, at det må være forklaringen på, at jeg alligevel på en studietur i 2.g. måtte slæbes ud fra mit første møde med kunsten.

Man kan godt kalde mit møde med Berninis menneskehøje marmorskulptur fra 1600-tallet Apollo og Daphne på Galleria Borghese i Rom for en form for vækkelse, og Galleria Borghese, midt i den enorme park Villa Borghese, er et heftigt sted at få taget sin kunstmuseumsmødom. Skønheden er voluminøs, næsten vulgær, som den kun kan være det i Rom.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Maya Drøschler

Meget skøn artikel, tak for den.

Niels-Simon Larsen

Det samme her, og så humoristisk.