Portræt
Læsetid: 8 min.

Man ler ikke ad Melissa McCarthy og de roller, hun spiller på film – i hvert fald ikke kun

Melissa McCarthy er frygtløs, når hun optræder på film og bruger sin komiske timing, sit udtryksfulde ansigt og sin trinde krop til at skabe skæve figurer og uforglemmelige øjeblikke. I anledning af hendes nye film, Netflix-superheltekomedien ’Thunder Force’, tegner vi her et portræt af den amerikanske skuespiller med de kraftige ’funny bones’
Melissa McCarthy giver den gas i rollen som havnearbejderen Lydia, der i ’Thunder Force’ får superkræfter og begynder at bekæmpe superskurke.

Melissa McCarthy giver den gas i rollen som havnearbejderen Lydia, der i ’Thunder Force’ får superkræfter og begynder at bekæmpe superskurke.

Hopper Stone/Netflix

Kultur
8. april 2021

Den amerikanske skuespiller Melissa McCarthy er en blændende komisk begavelse. Hun har funny bones, som man siger: Timingen, både verbalt og fysisk, til at få en vittighed eller en visuel gag til at fungere, og fysikken til at gå selv de mest garvede falden på halen-mestre i bedene. Hun kan det farceagtige og overdrevne, og samtidig er hun så god en skuespiller, at hun hele tiden – og nok så vigtigt – lader os ane mennesket inde bag den ofte groteske facade.

Det synes oplagt at sammenligne hende med en anden populær, grænseløs komiker, Will Ferrell, der også gerne går linen ud, hvis det tjener et godt, komisk formål. McCarthy smider godt nok ikke tøjet lige så villigt som Ferrell, men ingen af dem er spor forfængelige, hvilket kun gør dem mere elskelige. Der er dog den forskel, at hvor Ferrells figurer ofte er dumme og forbliver sådan, så er McCarthys ’rigtige’ mennesker, som får lov til at udvikle sig.

Der løber nemlig en rød tråd igennem stort set alle de roller, hun spiller på film, som regel komedier. Hun har nærmest specialiseret sig i at spille randeksistenser og helt almindelige mennesker, som i den grad kæmper med livet og sig selv. Hvad enten det er kriminalbetjent Mullins i The Heat (2013), arbejdsløse Tammy i Tammy (2014), kontornusseren Susan i Spy (2015), den vanærede erhvervsleder Michelle i The Boss (2016), privatdetektiven Connie i The Happytime Murders (2018) eller havnearbejderen Lydia i Thunder Force (2021), der fra fredag kan ses på Netflix, så er hendes figurer deres egen værste fjende: vulgære, højtrøstede, kantede, klodsede, uhæmmede, egocentrerede og helt uden selvindsigt eller villighed til at tage ansvar for egne handlinger.

Lidt af en åbenbaring

Men det er også figurer, mennesker, som Melissa McCarthy og de forskellige instruktører, hun arbejder sammen med – især Paul Feig og hendes mand, Ben Falcone – tager med på en komisk opdagelses- og dannelsesrejse. De ejer også charme og er sårbare, og de får lov til at udvikle sig i løbet af filmene, der fortæller deres historie. Som publikum får man serveret en nøgle eller to til, hvorfor de er, som de er, og det har ikke sjældent at gøre med svigt, manglende selvtillid og komplet desillusion i forhold til, hvad livet har at byde på.

Derfor griner man heller ikke ad McCarthy og hendes figurer – i hvert fald ikke kun – men med dem, fordi de minder om mennesker, man har mødt og måske endda selv i glimt er. Og på trods af at de af hensyn til overdrivelse og komik er skruet helt op. Da Lydia i superheltekomedien Thunder Force bliver ladt alene tilbage i sin barndomsveninde Emilys (Octavia Spencer) højteknologiske laboratorium med beskeden om ikke at røre ved noget, kan hun selvfølgelig ikke lade være med at pille alligevel. Det får uheldige konsekvenser, og sådan går det altid for McCarthys figurer – de forstår ikke at stoppe i tide – og det er noget, de fleste kan nikke genkendende til.

Genkendelsen hænger også sammen med, som filmkritiker Manohla Dargis skrev i The New York Times for et par år siden, at McCarthy er en god skuespiller:

»Siden hun tog springet fra tv til film, har McCarthy gentagne gange demonstreret sin bredde og på opløftende vis medvirket til at smadre regressive ideer om, hvem der skal have lov til at blive en filmstjerne.«

Ny generation af sjove kvinder

Med sine blot 157 centimeter og trinde krop var Melissa McCarthy således lidt af en åbenbaring, da hun fik sit egentlige filmgennembrud for blot ti år siden i en birolle i Paul Feigs Brudepiger (2011). I en af filmens mest mindeværdige scener mærker hun, bruden og de øvrige brudepiger, konsekvenserne af en madforgiftning, mens de besøger en meget eksklusiv brudekjoleforretning. Pludselig skal de alle sammen på toilettet, koste hvad det vil.

Synet af McCarthy, der iført et lilla skrud smider sig op på en marmorhåndvask med gulddekorationer – toilettet er optaget – mens hun råber, »kig ikke på mig!«, og det løber som »lava« ud af enden på hende, har for evigt brændt sig fast på min hornhinde.

Med filmen markerede McCarthy sig for alvor som en del af den nye generation af kvindelige komikere – Tina Fey, Amy Poehler, Amy Schumer, Kristen Wiig, Tiffany Haddish, Mindy Kaling – som gennem de seneste 10-15 år har erobret både tv-skærme og filmlærreder, og som ikke står tilbage for mændene, hvad angår dårlig, grænsesøgende og virkelig morsom opførsel.

Hun begyndte sin film- og tv-karriere i slutningen af 1990’erne, og inden Brudepiger havde hun gjort opmærksom på sig selv i en stor og noget mere seriøs og tilforladelig birolle i tv-serien Gilmore Girls (2000-07) og fået hovedrollen i sin egen sitcom, Mike & Molly (2010-16). Men i de ti år, der er gået siden Brudepiger, har hun ikke bare optrådt i, men også været med til at producere – gerne sammen med sin mand, Ben Falcone, der også er skuespiller og instruktør – en række film, som kun har cementeret hendes status som en af sin generations sjoveste. Hun er ofte noget af det bedste også i mindre vellykkede film, men det er ikke mindst i de tre film, hun har lavet sammen med Paul Feig, at hun virkelig stråler.

Feministisk agent

Samarbejdet med Paul Feig begyndte på The Heat, hvor McCarthy spiller en evigbandende, aggressiv og kaotisk kriminalbetjent, der skal arbejde sammen med sit absolutte modstykke, Sandra Bullocks retlinede, ordentlige FBI-agent, der gør alting efter bogen, om at fange en narkobagmand. Det samarbejde slår naturligvis gnister, men lur mig, om ikke de to væsensforskellige kvinder lærer af hinanden undervejs. Det er et tema, som går igen i mange af McCarthys film, og som er en del af den dannelsesrejse, hendes figurer sendes ud på.

McCarthy og Feig har også lavet Ghostbusters (2016) sammen – en vellykket, morsom film – men bedst er Spy, hvor McCarthy spiller den stille CIA-analytiker Susan Cooper, der fra en hemmelig kælder hjælper den James Bond-agtige feltagent Bradley Fine (Jude Law) med at fuldføre farlige missioner. Susan er forelsket i Fine, men han ænser det ikke, taler ned til hende og opfatter hende mest af alt som sin personlige assistent, der også skal tage sig af hans vasketøj. Men så bliver Fine slået ihjel af en våbenhandler, og snart bliver undseelige Susan sendt til Paris for at finde ud af, hvor våbenhandleren er.

Og det er lige, hvad der skal til for at få hende ud af sin skal. Hun var den bedste på sin årgang på FBI-akademiet – også til at håndtere våben – men efter igennem ti år at have fået at vide af mænd, at hun er bedst hjemme i kælderen foran en skærm, er hun selv begyndt at tro på det. I Paris forvandles hun dog til den hemmelige agent, hun faktisk er, og rollen giver McCarthy rig mulighed for at spille med de skuespillermuskler, hun har så mange af. Hun giver den gas, både fysisk og verbalt, og det er virkelig sjovt at se Susan udvikle sig fra forsigtiglise til først glamourøs spion og siden rapkæftet, livsfarlig agent.

Hvor McCarthy i de film, hun har lavet med Ben Falcone – Tammy, The Boss, Superintelligence (2020) og senest Thunder Force – ofte balancerer på kanten af karikaturen, så giver Feig McCarthy flere nuancer at arbejde med. Han har på sin vis et mere sikkert greb om hendes figurer, som tilmed er af et feministisk tilsnit. Alle tre er de kvinder, der kæmper for frigørelse, personligt og for andre, og som i den grad sætter mændene på plads.

Et menneske fuld af kanter

Nuancer finder man i høj grad også i Marielle Hellers Can You Ever Forgive Me (2018), der er en af Melissa McCarthys få alvorlige, omend ikke uhumoristiske roller. Filmen, der er baseret på virkelige begivenheder, handler om forfatteren Lee Israel (McCarthy), som har svært ved at leve af at skrive bøger. De sælger ikke, og hun graver sig længere og længere ned i et hul af selvmedlidenhed og alkoholisme, der gør hende aldeles umulig at have med at gøre for en forlagsverden, som i forvejen ikke er så interesseret i de emner, hun skriver om.

Men så opdager Lee, at der er penge i at sælge kendte menneskers personlige breve, og hun sætter sig for at forfalske og sælge breve af blandt andre Noël Coward og Fanny Brice. Det fører til et venskab med en anden kuldsejlet eksistens, Jack Hock (Richard E. Grant), der indvilger i at sælge brevene på vegne af Lee. Det ender selvfølgelig ikke godt for nogen af dem, men samspillet mellem McCarthy og Grant er fantastisk.

McCarthy spiller på sin vis en variation over sin ’sædvanlige’ selvdestruktive figur – bidsk, menneskefjendsk og uvillig til at gribe i egen barm – men takket været Heller og den gode historie har hun mulighed for at dykke endnu længere ned i en vanskelig personlighed og fremmane et rigtigt menneske fuld af kanter og torne og dyb, ødelæggende ensomhed.

Det er en rolle, McCarthy fortjent har høstet mange roser for, og man må håbe på, at hun også får lov til at fortsætte i den retning. Indtil da kan man nu nyde hende – og ja, det mener jeg – i hendes og Ben Falcones nye film, Thunder Force. Den foregår i en verden, hvor ’superheltene’ alle er sociopater, såkaldte misdædere, der kun gør onde ting.

Octavia Spencer spiller den geniale genetiker Emily Stanton, der har opfundet en måde at give almindelige mennesker superkræfter på, og det er nu op til hende – som kan gøre sig usynlig – og hendes veninde, havnearbejderen Lydia (McCarthy) – der er blevet bomstærk – at stoppe skurkene. Som man kan forestille sig, går det ikke stille for sig, når en bramfri og alt andet end elegant type som Lydia pludselig er stærk nok til at kaste med en bybus.

’Thunder Force’ kan ses på Netflix fra den 9. april. Melissa McCarthys øvrige film kan købes/lejes via blandt andre Blockbuster og iTunes

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenneth Krabat

Der er SÅ mange gode skuespillere at skrive om, og så skriver du om hende! Med udgangspunkt i en ligegyldig skodfilm, der lefler for superhelteidealet, mens den forsøger at gå i rette med det, som om biografen er en skole! Skriv om dét i stedet, for pokker!

Hvad fanden, mand?! Har du mistet jordforbindelsen, eller skylder du så mange tjenester nu, at du er nødt til at slikke røv på den amerikanske filmbranche?

Superhelte, miscreants. Same thing. Der kommer ingen og redder nogen. Heller ikke én selv. Det er den "den frie vilje" slugt med krog, flåd og bly. Endnu mere kapitalistisk, enhver for sig selv og først til mølle-ideologi.

Vågn op, hvis du er bygget til det. Du skriver godt. Brug det på noget relevant.