Analyse
Læsetid: 8 min.

Lil Nas X twerker på Satans skød: Sådan kan man forstå tidens mest kontroversielle musikvideo

Lil Nas X er en homoseksuel rapper, der i musikvideoen til hittet »Montero (Call Me by Your Name)« twerker på Satans skød og åbenbarer vigtige skillelinjer i amerikansk kultur. Det handler om countrymusikkens rødder i Vestafrika og om antiracistisk science fiction. Vi reder trådene ud
Musikvideoen til Lil Nas X’S sang »Montero (Call Me by Your Name)« har i skrivende stund 105 millioner visninger på YouTube.

Musikvideoen til Lil Nas X’S sang »Montero (Call Me by Your Name)« har i skrivende stund 105 millioner visninger på YouTube.

Planet Photos

Kultur
9. april 2021

Den amerikanske rapper Lil Nas X’s (født 1999) gigantiske hit »Montero (Call Me by Your Name)« har fået kristne organisationer til at rase og LGBTQ+-forkæmpere til at juble.

Lil Nas X, hvis borgerlige navn er Montero Lamar Hill, synger om sex mellem mænd. Sangen er en lystfuld selvbekendelse og lige så liderlig efter pik, som traditionel mande-mandet hiphop til andre tider har været efter patter og pussy.

Da jeg første gang så musikvideoen til sangen, som lige nu ligger nummer et på alle hitlister i USA og Storbritannien, og som i skrivende stund har 105 millioner visninger på YouTube, følte jeg mig utrolig gammel.

Jeg er 26. Det føltes som at have spist for meget sukker og træde ind i en kombineret stripklub og Fætter BR, og jeg forstod ikke, hvad det skulle gøre godt for.

Men uvidenhed bekæmpes med viden, og jeg har nu forsøgt at bryde sangen ned i sine bestanddele. Og gør man det, viser det sig, at Lil Nas X ikke bare tilfører hiphoppen en tiltrængt homohorisont – men giver os en magiterning af amerikansk kulturhistorie. 

Homoseksuel hiphop

Men først til musikvideoen.

I et dueblåt-babylyserødt landskab sidder en glimmerbestrøet Lil Nas X og slår akkorder an på en pink guitar. Ned ad en træstamme smyger sig en uhyggelig slange med Lil Nas X’s eget mandehoved og lange akrylnegle. Slangen begynder at friste den Adam-lignende guitarspiller, som flygter, alt imens rapperens eget hoved dukker op i blomster og skyformationer som i en narcissistisk Alice i Eventyrland-hallucination. Mandeslangen slikker ham glubsk på maven på vej mod den glimtende buksebule.

Derfra hopper vi ned i en slags gladiatorarena, hvor Lil Nas X står lænket i lyserødt plys og bliver buhet af publikum, der alle er kloner af ham selv – de stener ham fra tribunerne med analdildoer. Så bryder rapperen fri og firer sig selv lige lukt ned i Helvede via en stripperstang. Her twerker han først på Satans skød, så knækker han nakken på den onde og ifører sig hans djævlehorn. Hele molevitten tager kun tre minutter. 

Lad os lige spole tilbage til de indledende guitarakkorder og lytte nærmere til musikken.

De sorte cowboys

Beatet og de rappende sekvenser af sangen lyder af hiphop. Men i sangen finder man også klappelyde, westernguitar og et loop af en folkemusikskinger violin.

For Lil Nas X er lige så meget countrymusiker, som han er rapper.

Han brød igennem i 2019 som totalt ukendt med singlen »Old Town Road«, som var en kæk sang om at leve det søde cowboyliv, og lynhurtigt blev et uundgåeligt hit. Dengang var vi mange, der troede, at vi for første gang var vidner til en uhørt blanding af hiphop og country. To genrer, som man i et racespændt USA forbinder med henholdsvis sort og hvid musikkultur. Hvor rap og hiphop er vokset ud af sorte marchbands og jazzmusik, så forbindes country med landbrug, cowboys og kristen livsførelse.

Countrymusikken og cowboykulturen har lagret sig i den kollektive underbevidsthed som John Wayne eller Clint Eastwood på evigt ridt mod vest. 

Men denne forestilling er mere Hollywoodmyte end historisk fakta. For læser man op på countrymusikkens ophav, finder man hurtigt ud af, at et af countrymusikkens bærende instrumenter, banjoen, oprindeligt var et vestafrikansk instrument. Det har blandt andre musikhistorikeren Laurent Dubois beskrevet i bogen The Banjo: America’s African instrument (2016).

Da slavegjorte afrikanere blev fragtet over Atlanten, tog de deres musikkultur med til plantagerne. Podcasten 1969 fra The New York Times beskriver, hvordan banjoen i 1800-tallet blev brugt til at parodiere slaver i de såkaldte minstrel shows, hvor hvide skuespillere malede sig sorte i ansigtet og skabte sig, som de racistiske stereotyper foreskrev. Musikken viste sig imidlertid at være populær og voksede fra syngespillene til den genre, vi i dag kender som country.

Det er også værd at bemærke, at mindst 25 procent af de oprindelige cowboys i Texas var sorte ifølge historikere fra det amerikanske videnscenter The Smithsonian Institute. At vogte køer var hårdt arbejde, som man satte slaverne til, men efter slaveriets ophør forsvandt den sorte cowboy ud af den brede bevidsthed. Før borgerrettighedsbevægelserne i 1960’erne kunne sorte ikke konkurrere på lige fod med hvide i rodeoer og stævner.

I Black Lives Matter-demonstrationerne i sommeren 2020 gik billeder af sorte demonstranter til hest verden rundt – og mindede os om, at den sorte cowboy altid har eksisteret. 

Den generobring af country- og cowboyarven spiller sorte megastjerner som Beyoncé, Solange og rapperen Megan Thee Stallion på, når de ifører sig Stetsonhatte og rider på hest i deres musikvideoer – ligesom Lil Nas X gjorde i »Old Town Road«.

I »Montero« flankeres guitaren af håndklap og kastagnetter, der lyder af spansk flamenco. Flamencoen er også en migrationsgenre, selv om den nu hyldes som spansk tradition. Det har professor i musikhistorie ved University of Oklahoma Sandie Holguin beskrevet i bogen Flamenco Nation. Flamencoens rytmer og instrumenter vandrede fra Indien i den tidlige middelalder, og i Spanien blev stilen praktiseret i ildesete sigøjnerkulturer. Det er de fordrevne, de glemte og de undervurderede kulturers musik, som Lil Nas X som solidarisk sort og homoseksuel nu fylder hitlisterne med.

Afrofuturisme

Hvis musikalske fortider er en vigtig del af »Montero«, så er fremtiden og det sprog, vi har til at forme andre verdener med, to andre.

Musikvideoen foregår i en 3D-blød, computeranimeret verden, der kunne ligne et playstationspil. Lil Nas X flyver oppe i skyerne som et menneskeligt rumskib, og han klatrer på et lavaslot i Helvede som en ninja fra fremtiden. Han har endda lanceret et computerspil til sangen, hvor man skal twerke sig igennem kosmiske udfordringer.

Også det er der en mening med. 

Når nogen siger »science fiction« til mig, er flyvende biler og sølvdragter det første, der dukker op på min nethinde. Det burde ikke umiddelbart have noget at gøre med race eller seksualitet, men det har det.

Hvor positive eller negative historier sci-fi-fortællinger som Star Wars eller The Terminator har fortalt om fremtidens teknologiske mirakler, har genren ofte behændigt undgået at inkludere sorte mennesker eller for alvor gøre op med planeten Jordens uligheder. Det dokumenterer blandt andre kulturforskeren Mark Dery i den banebrydende antologi Black to the future fra 1994. 

Star Wars-franchisen fik sin første sorte karakter i 2015, og sci-fi-genrens hang til at opdage ’nye’ koloniserbare verdener har ikke en særlig positiv klang for afroamerikanere eller undertrykte folkefærd, der har følt konsekvenserne af europæisk erobringstrang gennem historien. Groft sagt har det været hvide mænd, der i science fiction har formet vores ideer om, hvordan fremtiden kunne tage sig ud. Det har blandt andre den prisbelønnede science fiction-forfatter Samuel R. Delaney beskrevet.

Men noget er under forandring. Sorte musikere som Janelle Monáe og Erykah Badu har proklameret, at de var højteknologiske aliens sendt fra fremtiden.

Forfattere som Octavia Butler og Colson Whitehead har brugt tidsrejse-sci-fi til at digte afroamerikanske livshistorier, der er gået tabt i slaveriets brutalitet. I superhelteblockbusteren Black Panther (2018) er et afrikansk kongedømme lysår længere fremme end resten af kloden.

Sorte kunstnere er i de seneste årtier begyndt at bruge science fiction som afsæt til at skabe deres egne ord og billeder om fremtiden: En fremtid, hvor sorte skæbner ikke er dødsdømte, men traditionsrige, magiske og sejrrige. Afrofuturismen tager kunstens evne til at skabe billeder, lyd og ord, som man kan bygge nye fremtider på, alvorligt.

Hos Lil Nas X er det at være sort at flyve helt tæt på solen og helt ned i helvedes lavastrømme – uden at blive brændt som Ikaros. Han kan give efter uden at brænde nallerne. Fremtiden er et stort farvestrålende orgie. Det er lækkert at mase sit skød mod Satans muskuløse overkrop. 

Musikvideoen kan endda læses som en allegori over menneskelivet. Man fødes, man fristes, men hvad bringer den fremtid, der jo i princippet er alles, nemlig døden? Hos Lil Nas X bringer døden ikke pinsler for et i forvejen race- og seksuelt diskrimineret folk, men en gedigen fest.

Satanisk panik

Nedstigningen fra himmel til helvede er selvfølgelig også tyk bibelsk symbolik. Flere republikanske kommentatorer mener ligefrem, at Lil Nas X må være satanist.

Sammen med firmaet MSCHF har Lil Nas X i forbindelse med musikvideoen lanceret 666 par »Satan Shoes«, angiveligt med en enkelt dråbe menneskeblod indlejret i sålen. Sneakersene blev solgt for 6.450 kroner per par og var udsolgt på et minut.

At lægge sig ud med kristendommen er ikke et nyt popkulturelt træk. 

Da John Lennons udtalelse om, at The Beatles var »mere populære end Jesus«, nåede USA i 1966, førte det til LP-afbrændinger, Ku Klux Klan-protester og fordømmelse i Bibelbæltet. Lennons britiske sarkasme kom til at spille ind i en frygt for, at den nye ungdomskultur var slet skjult djævledyrkelse. 

Den såkaldte »Satanic Panic« voksede i 1980’erne, efter at seriemordere som The Zodiac Killer og Son of Sam begik uhyggelige, rituelle drab, som blev kædet sammen med forestillingen om, at populærkulturen var depraveret. Hvilket Madonna gladeligt spillede med på, da hun i videoen til »Like A Prayer« (1989) brændte kors af og kyssede en sort helgens fødder. 

Konspirationsbevægelsen QAnon mener, at den liberale og kunstneriske overklasse i USA i dag er en del af et hemmeligt pædofilt og satanisk netværk. Det er vand på konspiratorernes mølle og dermed på mediemaskinen, når Lil Nas X med et stort glimt i øjet spiller med på disse konspirationsteorier. 

Amerikansk mig-mig-mig

Så country-rapperen er både i gang med at generobre den sorte cowboyhistorie, bruge science fiction til antiracisme og provokere ømtålelige kirkefædre. Hvad betyder alt det så? 

Måske kan man betragte »Montero« som et kæmpehit, der stadfæster den amerikanske drøm: Ideen om, at enhver uanset ophav kan forbedre sit liv.

Lil Nas X står ikke ved sin seksualitet, fordi omverdenen anerkender ham, men fordi han overvinder sin egen frygt og skam. Det er inkarnationer af ham selv som slange, fangevogter og gud, han kæmper imod i videoen. Når han spiller på myterne om cowboyen, sci-fi-astronauten og blasfemikeren, er det enspænderfigurer, der går deres egne veje, han efterligner. 

Den amerikanske drøm lægger et enormt ansvar for lykken over på individet. I Lil Nas X’ sexede vision er det ikke undertrykkende strukturer, men sig selv, man skal overvinde. Det kan virke næsten ensomt. 

Men rapperen giver også et ellers så tabubelagt homoseksuelt begær en ublu sexappeal. Det er nu en del af den amerikanske drøm – og det er måske ikke så lille en sejr igen. 

Kilder: The Guardian, insider.com, ABC News, vox.com, The New York Times, Oxford University African American Studies Center, The Smithsonian Institution. Podcastserien 1969. Podcasten ’Old Town Road, Lil Nas X and the Long History of Country-Rap’ fra podcastserien The New York Times Popcast. Laurent Dubois: The Banjo: America’s African Instrument. Harvard University Press, 2016. Mark Dery: Black to the future, Duke University Press, 1994. Lisa Yaszek: »Afrofuturism, Science Fiction, and the History of the Future« 2006, Isiah Lavender III: Race in American Science Fiction. Indiana University Press, 2011. Kodwo Eshun: »Further Considerations on Afrofuturism«, 2003. Sandie Holguin: Flamenco Nation: The Construction of National Identity. University of Wisconsin Press, 2019. Samuel R. Delany, »Racism and Science Fiction«, i The New York Review of Science Fiction, 1998. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Arne Würgler

Gab Information snu det være progressivt?

Arne Würgler

Gab ska det være progressivt, at gå på nettet og lege med attituderne, planke andres musik, pakke ingenting og alting ind i lir og udstyr, kejserens nye klær for højpandede, kommercielt klip og klistre for småborgerne med udløbsdato, jeg siger GAB for forudsigeligt kedeligt blændværk

David Zennaro

Tak for en interessant indføring i en musikverden, jeg ellers normalt ikke ville beskæftige mig med - rap. Der er utrolig meget humor i den video, eller sådan tolker jeg den i hvert fald. Den gav mig for en gangs skyld lyst til at se mere af en rap-kunstner.

Katinka Alleslev, Frederik Nissen, Niels Bønding, Troels Ken Pedersen og Niels østergård anbefalede denne kommentar
Frank Østergaard

Hørt David Zennaro!
Måske skal Arne have en chance for at karakterisere sin egen musik og virkemidler!
Fedt - at vi i Information har så mange inspirerende musikanmeldere.

David Zennaro, Troels Ken Pedersen og Niels østergård anbefalede denne kommentar
Niels østergård

Intet nyt under solen.
Ungdomskulturen har altid været kopierende lavkulturel størrelse. Sådan var det med Elvis, og sikkert langt tidligere. Ligeledes var det med Beatles, Stones, Black Sabbath, Sex Pistols og sikkert også med Arne Würgler. Ungdomskulturen har altid været forfærdelig og meget værre end dengang vi var unge.
Fedt nummer med Lil Nas X, btw. Og som en ekstra gevinst har det fået anti-cancel- segmentet til at gå i total cancel-mode.
Smukt!

Katinka Alleslev, Jan Jensen, Morten Andreasen, David Zennaro, Jonas Efternavn, Troels Ken Pedersen og Frank Østergaard anbefalede denne kommentar

Er ikke til musikvideoer. Synes de kommercialiserede musikindustrien endnu mere end den var i forvejen. Men absolut fedt nummer.