Portræt
Læsetid: 15 min.

Mens andre flygter fra verdens brændpunkter, er fotograf Henrik Bohn Ipsen den, man tager med derhen

Filmfotografen Henrik Bohn Ipsen er den, dokumentarinstruktørerne ringer til, når de skal filme i verdens brændpunkter. Men selv finder han det lige så udfordrende at fange de psykologiske dynamikker i et dansk køkken
Henrik Bohn Ipsen har filmet prisvindende dokumentarer fra verdens brændpunkter, men er forblevet udenfor mediernes søgelys.

Henrik Bohn Ipsen har filmet prisvindende dokumentarer fra verdens brændpunkter, men er forblevet udenfor mediernes søgelys.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
16. april 2021

Skudsalver og bomber brager ned over den irakiske millionby Mosul, da den danske krigsfotograf Jan Grarup kører ind mod frontlinjen, der ligner en ruinhob, for at dokumentere slaget mellem Islamisk Stat og det irakiske militær. En tydeligt presset Grarup ser irriteret ind i det filmkamera, der filmer ham, mens han tager sin skudsikre pressevest på. »Du er i krig nu, Ipsen, for helvede. Hold nu op,« vrisser han, da han får lov til at smage sin egen medicin som objekt for en anden insisterende fotograf.

»Jeg er nødt til at fotografere, at du får den på!« protesterer en stemme bag kameraet.

Stemmen tilhører filmfotograf Henrik Bohn Ipsen, som stod bag kameraet i instruktør Boris Bertrams dokumentariske portræt af Jan Grarup, Krigsfotografen fra 2019. Filmen følger i hælene på Grarup både hjemme på Frederiksberg og ude i felten, hvor især scenerne fra Mosul står intenst tilbage. Det føles som at være der selv, når vi i to et halvt minutters one take følger Grarup og en gruppe kolleger løbe mellem murbrokker og lig i gaderne for at undgå at blive skudt.

Filmfotografen er per definition usynlig, og det er formentlig de færreste seere, der tænker over, at der ud over stjernen Jan Grarup er en anden frygtløs fotograf med i Mosul.

Mens Grarup ofte er blevet hyldet for sit risikofyldte arbejde, er Henrik Bohn Ipsen forblevet en velbevaret branchehemmelighed. Jeg fristes til at udnævne ham til dansk dokumentarfilms hemmelige våben, for i årenes løb er hans navn dukket op igen og igen, når jeg har talt med danske dokumentarister – senest Camilla Nielsson, der med Ipsen som fotograf vandt en særpris på den prominente amerikanske Sundance Film Festival for filmen Præsidenten om valget i Zimbabwe. Nu konkurrerer filmen om hovedprisen på årets forestående CPH:DOX.

Et enigt kor af instruktører har fortalt mig, at Ipsen er den fotograf, man ringer til, når man skal filme under vanskelige eller farefulde forhold i verdens brændpunkter. Der, hvor man skal gå den ekstra mil. De fremhæver ham som en kæmpe gevinst i felten: frygtløs, utrættelig og respektfuld. En cowboy og en klippe og en sjældent nærværende, fokuseret og kunstnerisk ambitiøs filmfotograf.

Fotograf Jan Grarup er her filmet af Henrik Bohn Ipsen i filmen 'Krigsfotografen'. 

Fotograf Jan Grarup er her filmet af Henrik Bohn Ipsen i filmen 'Krigsfotografen'. 

Camera Film
Hvor afholdt han er i branchen, får jeg bekræftet, da jeg på mail spørger nogle af de instruktører, han arbejder fast sammen med, om de vil fortælle om ham til denne artikel. Normalt kan det tage dage at få svar fra travle filmfolk. Men inden for ti minutter har jeg fået positivt svar fra alle.

»Jeg var ikke blevet færdig med Motley’s Law uden Henrik. Så var jeg taget hjem,« fastslår instruktør Nicole N. Horanyi om arbejdet på hendes dokumentarfilm fra 2016 om en amerikansk advokat, Kimberley Motley, der praktiserer i Kabul. For Horanyi var det en voldsom oplevelse at filme i Afghanistan. Journalister og udlændinge blev likvideret på åben gade, og det hotel, som Motley boede på, blev udsat for et attentat dagen efter, at Horanyi og Ipsen var rejst tilbage til Danmark.

»Både Kimberley og Henrik var garvede i at arbejde under de forhold, mens jeg var enormt dødsangst. Jeg kunne ikke komme hjem hurtigt nok, men Henrik trak i den anden retning. Han var min læremester og ham, jeg støttede mig til for at holde det ud. Han har rykket mine grænser for, hvor langt man vil gå for sin film. På godt og ondt.«

Tilbage i Mosul fik instruktøren af Krigsfotografen Boris Bertram det fysisk dårligt, efter at han, Jan Grarup og Ipsen ved en fejl endte i en asymmetrisk frontlinje og måtte løbe ud. Ipsen fortsatte til gengæld ufortrødent med at filme hele vejen tilbage til bilen, husker Bertram. »Mens jeg er ude at kaste op, filmer Henrik Jan i fire minutter, hvor han bare sidder inde i bilen og trækker vejret. Man kan se hans frygt, og jeg føler, at vi i det billede laver et ægte portræt af Jan, der rammer hans sjæl og smerten ved hans arbejde.«

Vil ikke være historien

Henrik Bohn Ipsen kræver en del mere overtalelse til at lade sig interviewe. Af samme grund er det stort set umuligt at opstøve et interview med fotografen nogen steder. Han har en aversion mod den vestlige verdens heltedyrkelse af de journalister og fotografer, der dækker konfliktzoner. Derfor vægrer han sig ved at sætte sig selv i fokus. Opmærksomheden bør i stedet, synes han, tilfalde den lokalbefolkning, der skal leve videre med krig, konflikt eller fattigdom i hverdagen.

»På Krigsfotografen var vi i Mosul i sammenlagt ti-tolv dage,« siger Ipsen. »Det er dem, der bor der, der hører bomberne hver dag, som skal leve med konsekvenserne og den posttraumatiske stress. Ligesom det er zimbabwerne, der skal leve med et korrupt styre og usikkerheden omkring, at deres børn ikke kan komme i skole og med sulten lige om hjørnet. Derfor er jeg påpasselig med at snakke om at fotografere i konfliktzoner. Det lugter lidt af, at vi skulle være specielt modige, dygtige og farlige. I sidste ende er det måske lidt dumt,« argumenterer han, da han alligevel indvilger i at mødes en martsdag i Grand Teatret. Her udviklede han i sine unge dage sin smag for filmkunst, da han kværnede film af instruktører med en markant visuel stil som Krzysztof Kieslowski, Bernardo Bertolucci, Luc Besson og Ridley Scott.

Ipsen møder mig venligt og nysgerrigt med albuehilsen. Han er ligefrem og uhøjtidelig. Høj og rank, en mand, der tydeligvis hviler i sin krop og indtager rummet som alt anden end en undskyldning for sig selv. Samtidig undskylder han i næste øjeblik sin ringe evne til at formulere sig, men fylder snart igen rummet med latter, snak og hyperaktiv energi. Han signalerer en beskedenhed i forhold til at tage sig selv alvorligt som interviewperson. Han er fra vestegnen, forklarer han. Men virker ikke for alvor beroliget, da jeg fortæller, at jeg kommer fra Albertslund. »Shit,« siger han og griner, da jeg tænder for diktafonen. Han flytter sin pakke med nikotintyggegummi, så den ikke skal forstyrre lyden og stikker et stykke i munden, som han gumler ivrigt på under hele interviewet. »Hvordan fanden er du kommet på, at jeg lige skulle interviewes?« spørger han oprigtigt undrende.

Camilla Nielsson om Henrik Bohn Ipsen

Har arbejdet sammen med Ipsen på ’Democrats’ (2014) og ’Præsidenten’ (2021)

»Ipsen og jeg har raffineret vores samarbejde over de seneste ti år. Vi har udviklet et nærmest ordløst sprog, hvor kommunikationen ofte bare kører, også i kaotiske situationer. Ipsen er alle steder, og han er god til at fange de særlige øjeblikke, man kun får én chance for at fange. Jeg guider ham lidt rundt i dialogen med min boom, og vores styrke er, at vi sjældent misser noget sammen. Og så er det aldrig kedeligt at være på tur med Ipsen.«

Han stiller først og fremmest op, fordi han gerne vil bakke op om promoveringen af hjertebarnet Præsidenten, der er en kulmination på ti års samarbejde med instruktør Camilla Nielsson om Zimbabwes demokratiseringsproces. Makkerparret brugte tre år på at filme Democrats fra 2014, der følger tilblivelsen af landets første forfatning. Og i tre hæsblæsende måneder i sommeren 2018 fulgte de i opfølgeren Præsidenten oppositionspartiet MDC-T gennem en højspændt præsidentvalgkamp, der endte i retten.

Anders Rye Skjoldjensen
Optagelserne var kaotiske og »kropumulige« at planlægge, fordi samfundet er præget af paranoia, overvågning, hemmeligt politi, vold og fængslinger. Nielsson og Ipsen måtte hele tiden være opmærksomme på at undgå at gøre noget, som styret kunne sætte en finger på, for ikke at bringe deres medvirkende i fare.

Men hvad var det mest udfordrende ved at optage filmen?

»Det var ikke sjovt, da militæret rykkede ind på valgdagen den 1. august. Vi skulle virkelig passe på ikke at blive anholdt. Så var vi blevet smidt ud, og hele filmen havde været færdig. Den scene i filmen er i øvrigt stykket sammen af flere journalister og pressefotografers optagelser foruden mine egne.«

Henrik Bohn Ipsen holder en tænkepause.

»Men det kan være lige så udfordrende at filme et vælgermøde ude på landet, hvor Chamisa (præsidentkandidat, red.) taler til fattige mennesker, der måske er gået eller har cyklet 20-30 kilometer for at komme til mødet. At fange det håb, han tænder i dem, om et nyt styre, om demokrati og om et bedre liv, er også en kæmpe udfordring. Det var en udfordring at få hele filmen optaget,« siger han og griner.

»I det hele taget er det udfordrende at lave film. Det kan også være sindssygt udfordrende at filme i et hvidt køkken i Danmark og for eksempel fortælle en historie om, hvad der sker mellem en voksen og et barn.«

Boris Bertram om Henrik Bohn Ipsen

Har arbejdet sammen med Ipsen på ’The Human Shelter’ (2018) og ’Krigsfotografen’ (2019)

»Henrik er som en klippe at have med i konfliktzoner, samtidig med at han har et kunstnerisk blik. Den kombination gør ham til en stor fotograf. Til Krigsfotografen lavede han nogle lange takes, der gav en exceptionel nerve til filmen, og som vi lod stå næsten uklippede. Henrik er meget tydelig i sin måde at være til stede på. Han gemmer sig ikke, men er helt oppe i folks ansigter med det samme. Han respekterer de mennesker, han filmer, ved at være ekstremt fokuseret.«

For krigsdokumentarfilm fylder ikke hele hans karriere, pointerer han. De fleste af hans film foregår i et langt mere roligt miljø, men indeholder andre typer vigtige menneskelige historier – som Janus Metz og Sine Plambechs Hjertelandet om ægteskaberne mellem en gruppe nordjyske mænd og thailandske kvinder, Max Kestners københavnerportræt Drømme i København og Nicole N. Horanyis En fremmed flytter ind om en kvinde, der bliver forført af en svindler. Det er det spænd, som driver ham.

Energien omkring et kamera

59-årige Henrik Bohn Ipsen er født ind i en bornholmsk klan i Rønne, men flyttede med sine forældre til Ishøj som syv-otteårig, da hans far fik arbejde som tæppehandler. Han fik sit første kamera i konfirmationsgave og ville oprindeligt være stillfotograf. Men da han blev en del af Filmværkstedet, der giver unge talenter mulighed for at prøve kræfter med filmproduktion, tog filminteressen over. I værkstedets blomstrende filmmiljø i slutningen af 80’erne demokratiserede det billigere videoformat mediet og dannede grobund for eksperimenter og happenings. I starten klippede Ipsen en del, men ultimativt trak kameraet.

»Det var mere mig at være ude i virkeligheden og skabe kontakt med mennesker. Jeg er vokset op i Ishøj, som er et meget diverst samfund, og jeg syntes selv, at den livserfaring satte mig i stand til at komme tæt på andre mennesker.«

Anders Rye Skjoldjensen
I en årrække arbejdede Ipsen som fotografassistent på dokumentarfilm og reklamefilm, men efter at have gået og kigget forskellige fotografer i kortene, fik han lyst til selv at tage styringen. I 1993 søgte han ind på Den Danske Filmskole for at uddanne sig til fotograf. Egentlig var hans tanke at bevæge sig over i fiktionsfilm. Alligevel endte han tilbage i dokumentarfolden, stærkt inspireret af dokumentarlinjens leder Arne Bro og hans tilgang til at gøre dokumentar personlig og i det hele taget af det oprør mod den traditionelle dokumentarfilm, som Ipsens årgangsfæller på dokumentarlinjen var med til at starte. Henrik Bohn Ipsen fik sit gennembrud som fotograf på klassekammeraten Max Kestners Nede på jorden (2002), der dannede skole med sin leg med mediet og brug af fiktionsgreb.

At få det hele til at spille med kameraet er ifølge filmfotografen selv »det bedste kick i verden«.

»Jeg føler mig i mit rette element, når instruktøren har nogle spændende visioner. Når jeg har et kamera, jeg kan lide, og et glas, jeg kan lide at kigge igennem, og jeg kan finde mine optikker nede i tasken. Når jeg får gode ideer i det øjeblik, jeg filmer, så der opstår et flow, og det hele fungerer. Der sker altid noget interessant, når et menneske stiller sig op foran et kamera, fordi kameraet bliver et spejl. Der opstår en refleksion i mennesker, når nogen kigger på dem,« siger Ipsen.

Historien er i centrum

Henrik Bohn Ipsen er altid ude på at udfordre sig selv visuelt og er konstant på udkig efter det gode lys eller en interessant scenografi. Når han ankommer til en ny by på opgave, har han i løbet af køreturen fra lufthavnen til hotellet allerede udpeget fire-fem steder, der ville være spændende at filme. Men det er historien og instruktørens blik, der driver arbejdet.

»Min rolle er at forløse instruktørens visioner og at se ind i verden på den måde, instruktøren kigger ind i verden på. Mit arbejde er at finde ud af, hvilket æstetisk udtryk jeg skal læne mig op ad, og hvilken historie vi fortæller. Den dialog kører hele tiden, men instruktøren bestemmer hundrede procent, hvad vi skal fokusere på, også under optagelserne.«

Nicole N. Horanyi om Henrik Bohn Ipsen

Har arbejdet sammen med Ipsen på ’Au Pair’ (2011), ’Motley’s Law’ (2016) og ’En fremmed flytter ind’ (2017)

»Til trods for at Henrik er en vestegnsdreng med en markant personlighed, bliver han accepteret i alle sociale lag, og han har en varme og en umiddelbarhed, der får de medvirkende til at slappe af. Der er langt mellem fotografer, der har hans forståelse for, hvad der sker psykologisk i en scene. Han er sindssygt insisterende og tålmodig, og så går han tæt på. Det har enkelte gange kostet i forhold til de medvirkende, men for mig er det en fordel at have en fotograf, der går til grænsen, fordi jeg selv kan blive blufærdig på mine medvirkendes vegne.«

Ipsen bliver irriteret over, når for eksempel anmeldere omtaler en films fotografi som »smuk«. For ham er god fotografering, når det visuelle udtryk understøtter og ikke overskygger historien. Fortællingen skal ramme tilskueren i hjertet og intellektet og ud over at kommunikere informationer tilbyde en sanselighed, siger han. »Det vigtigste er, at billederne lever, og at der er nærvær i kameraet.«

– Hvordan skaber man det?

»Det ved jeg sgu ikke. Men det handler i hvert fald om interesse i det, man filmer. At være der på de rigtige tidspunkter og fange og fastholde en energi i et menneske. Man fanger et blik i øjet og finder en rigtig vinkel, hvor man tænker, at nu mærker jeg noget.«

Samme oprigtige interesse er fundamentet for den nødvendige tillid mellem fotograf og medvirkende, siger han. »Fundamentalt tror jeg, at et menneske kan mærke, om jeg kun er interesseret i funktionerne på mit kamera, eller jeg er interesseret i det, der foregår foran kameraet. Så simpelt er det.«

Nysgerrighed og fokus er netop blandt de kvaliteter, som de instruktører, jeg har talt med, fremhæver hos Ipsen. De beskriver ham som en arbejdshest, der kan blive ved med at filme i timevis uden pause.

»Stilstanden, hvor der ikke sker noget i en dokumentarisk scene, kan være utålelig. Jeg tror, at min tærskel for, hvor længe der skal gå, før der sker noget, er høj. Men lige pludselig sker der noget, og så har tålmodigheden betalt sig. Og det er røvirriterende at bruge en hel dag på at filme uden at have lavet en god scene.«

Fra brændpunkt til opvask

At filme i verdens brændpunkter er ikke noget, Henrik Bohn Ipsen bevidst er gået efter, siger han. Men da han første gang stod i Helmandprovinsen i Afghanistan sammen med journalist og dokumentarinstruktør Nagieb Khaja for at filme Mit Afghanistan fra 2012, fandt han ud af, at han var i stand til at navigere i situationen.

»Jeg oplevede, at jeg var udsat, men godt kunne håndtere angsten. Jeg kunne klare det.«

– Bliver du ikke bange?

»Jo, selvfølgelig. Alle bliver bange, og det skal man blive. Men det går jo over. For mig er det vigtigste, at jeg har et setup, jeg kan føle mig tryg i, med nogle gode fiksere, og at jeg rejser med nogle gode folk, jeg kan bearbejde oplevelserne sammen med. Og at lære at følge sin mavefornemmelse og ikke presse sig selv.«

Foto fra filmen 'Præsidenten', der følger Zimbabwas første demokratiske valg.

Foto fra filmen 'Præsidenten', der følger Zimbabwas første demokratiske valg.

Still fra filmen
– Men én ting er, at du kan klare det. Hvorfor er det attraktivt for dig?

»Det er spændende at være tæt på de historier, der foregår i verden lige nu og her. Der ligger en tilfredsstillelse i at have dokumenteret de civile afghaneres liv, da de lå og hørte bomberne hver nat. Og at have været med til at lave Præsidenten, der forhåbentlig kan stå i mange år, ikke bare som en god film, men som dokument over, hvad der skete under valget i 2018. Jeg elsker Zimbabwe og det drive, befolkningen har. De vil gerne bygge et samfund med institutioner, politi og retsvæsen, de kan stole på. Det kunne jeg personligt godt tænke mig at se ske,« siger filmfotografen.

»Og så er krigsscenografi fantastisk inspirerende. Man får en dramatik forærende, rent billedmæssigt, et sted som Mosul. Vi er helt ude på kanten.«

Jannik Splidsboel om Henrik Bohn Ipsen

Har arbejdet sammen med Ipsen på ’Misfits’ (2015), ’Between Here and Now’ (2019), ’Drømme fra ødemarken’ (2019) og ’Erikos verdener’ (2020)

»Henrik er ekstremt lydhør over for, hvad instruktøren ønsker. Han er en fotograf, der byder ind og tager ansvar, også i forhold til filmens narrative fokus. Han er enormt dedikeret, og han vil virkelig dokumentarfilm og historierne. Da vi optog Misfits i Tulsa, Oklahoma, var der et par gange, hvor vi sad og skændtes i en bil midt om natten, fordi jeg ikke mente, at vi skulle gå ind i et hårdt kvarter. Henrik sagde bare »Nu går vi derhen« og sprang ud af bilen med sit kamera. Og så fik vi også en fed scene med hjem.«

Coronaåret har været stille, men normalt byder Henrik Bohn Ipsens arbejde på massiv rejseaktivitet, som kræver konstant følelsesmæssig omstilling og tålmodighed fra hans kone og to døtre på 17 og 27 år. For Ipsen er det mest stressende ved jobbet som dokumentarfilmfotograf, at han konstant skal være parat til at rejse afsted, når historien kræver det. »Det gør det svært at planlægge sit liv, og det er hårdt, når man må droppe sommerferien med familien. Men jeg har aldrig kendt andet.«

Dertil kommer den psykiske tæring af at arbejde i konfliktområder. Selv om Ipsen ikke er typen, der beklager sig, påvirker det ham naturligvis at være vidne til de grusomheder, der overgår mennesker ude i verden.

»Jeg kan blive vred og forfærdet over alle de voldsomme ting, jeg har set og oplevet. Men man er nødt til at finde nogle hylder at lægge det på for ikke at blive emotionelt tappet. Et eller andet sted ligger det nok og roder oppe i hovedet hele tiden. Jeg prøver at sige til mig selv, at det ikke må tage over, fordi jeg også skal kunne fungere herhjemme og har en forpligtelse over for min familie. Så jeg prøver at holde det adskilt og at være hjemme, når jeg er hjemme. Og det er en god fornemmelse at komme hjem til nogen, der forventer, at jeg tager opvasken.«

Måske er det opvaskens beroligende effekt, der hjælper Henrik Bohn Ipsen til at holde hovedet koldt og øjet på søgeren i krigszonen – uanset bomber og emotionelle kolleger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Godt portræt + interview. Tak