Olga Ravn er på ’long list’ til Booker-pris. Det er skønt. Det er Booker-brødrenes historie ikke

Hver uge bringer forfatter Adda Djørup dig bognyheder og litterær sladder fra det store udland, faglitteratur såvel som skønlitteratur.

The Booker Prizes I

Der findes to Booker Prizes: Den første, The Booker Prize, blev uddelt første gang i 1969 og gives for en roman skrevet af en forfatter fra The Commonwealth. Den anden, The International Booker Prize, blev uddelt første gang i 2005 og gives for en roman, der er oversat fra et hvilket som helst andet sprog til engelsk. Prisen på 50.000 pund, der følger med sidstnævnte, deles mellem forfatter og oversætter.

På prisens long list findes i år The employees med originaltitlen De ansatte, skrevet af danske Olga Ravn og oversat til engelsk af Martin Aitken. Romanens litterære kvalitet er ved valget til prisens long list allerede anerkendt. Den ville også i The Booker Prizes’ historiske kontekst være en passende short lister eller ligefrem vinder, denne arbejdspladsroman fra det 22. århundrede, om hvilken man på Booker Prizes hjemmeside kan læse:

»De ansatte viser, hvad det vil sige at være menneske, følelsesmæssigt og ontologisk, samtidig med at den leverer en kærkommen kritik af et liv styret af arbejde og produktivitetens logik.«

The Booker Prizes II

The Booker Prizes hører til blandt de mest kendte litterære priser, men de færreste kender nok prisernes historie. Som meget andet opstod de af en formue bygget på slaveri og – sjældnere og langt senere – opkøb af copyrights til skønlitterære bøger:

Booker-brødrene handlede i 1800-tallet med bomuld, tømmer og sukker fra de britiske kolonier. Da slaveriet i praksis ophørte i 1834, modtog brødrene en rundhåndet kompensation fra staten for de slaver, de var tvunget til at frigive. Blandt andet ved hjælp af denne kapital startede de i fællesskab i 1835 et nyt firma.

Det baserede økonomien på indentured servitude, en form for ’slaveri light’, der godt nok ikke gav arbejdsgiveren direkte hånd- og halsret over arbejdstageren, men til gengæld heller ikke arbejdstagerens løn, nævneværdige rettigheder eller menneskeværdige forhold. Praksissen var udbredt. På disse kontrakter blev for eksempel over en million indere udskibet til kolonierne, hvor de erstattede slaverne i arbejdsstyrken.

Systemet blev først afskaffet i 1917, hvor Booker-firmaet var blevet et veritabelt forretningsimperium bygget på gud ved hvor mange knogler. Men hvordan kom en fin litterær pris ud af den forfærdelige historie?

The Booker Prizes III

I 1960’erne spillede den daværende formand for Bookers bestyrelse, Jock Campbell, jævnligt golf med James Bonds ophavsmand, Ian Fleming. Det gav Campbell ideen til en authors division inden for firmaet. Han købte 51 procent af royaltyindtægten fra Flemings bøger for beskedne 100.000 pund. (Fleming solgte angiveligt for at slippe for at betale topskat).

Senere opkøbte firmaet flere litterære boer, heriblandt Agatha Christies og Harold Pinters. Således var endnu en flink pengemaskine skabt. Denne gang fik den heldigvis et noget noblere formål end blot at forøge nogle få mænds formue.

Booker-prisen blev med et par forlæggeres mellemkomst etableret i 1968 som en engelsksproget pendant til den store franske Prix Goncourt. I 2002 blev prisen lagt ind i en selvstændig velgørenhedsorganisation og har siden haft skiftende sponsorer. Hvad der er blevet af de særdeles lukrative rettigheder til Bond, Poirot, Miss Marple med flere, er en historie om kunst og kapital for sig selv.

International pris søger kandidater og sponsorer

International Publishers Associations Prix Voltaire tildeles mennesker, der har udvist et eksemplarisk mod i forhold til opretholdelsen af trykkefriheden og andres mulighed for at udøve deres ytringsfrihed. Netop nu beder International Publishers Association om såvel indstillinger til som sponsorater af prisen.

Den herhjemme nok mest kendte modtager af prisen er Anna Politkovskaya. Hun blev (med al sansynlighed) myrdet på bestilling af det russiske regime i 2006 og modtog posthumt en særudgave af prisen i 2007.

Godt nyt fra Utopia (psst, det er fiktion)

Egentlig fatter man jo ikke, at flere fortalere for ytringsfriheden og det frie ords udbredelse ikke for længst har gjort fælles kulturpolitisk front, slået sig sammen om at ’put their money where their mouths are’ og stablet nogle store litterære priser på benene.

Men nu er der godt nyt. En ganske stor fraktion af verdens royale familier, hvis formuer om nogens hviler på andres nu- og fortidige (ufrivillige) arbejdskraft, har valgt at give piben en anden lyd, spytte i kassen og slå dørene til adskillige slotte op. I deres fælles presseerklæring lyder det:

»Opskriften er hårrejsende simpel: Jo flere penge, der er i en pris, jo mere offentlig opmærksomhed står der om den, jo mere (kultur)politisk pondus har den. Og vi ved det godt: Det begynder virkelig at batte, når gamle institutioner inviterer herrer i pudsede sko og kvinder med bling til prisoverrækkelse og bobler.

Hvis det kan puffe de politiske vinde i retning af mere demokrati, lighed og frihed på det her ship of fools, der som bekendt går ret i graven – så bevars.«