Der kastes i disse dage et helt nyt lys over den franske forfatter Marcel Prousts uomgængelige romanbedrifter. Opmærksomheden rettes i særdeleshed mod den sensationelle udgivelse betitlet Les Soixante-Quinze Feuillets et autres manuscrits inédits (»De 75 blade og andre uudgivne manuskripter«). Vi taler her om det sensationelle fund af de hidtil uudgivne manuskripter fra Prousts hånd.
De 75 blade er så opsigtsvækkende, afslørende og afgørende læsning, at de for fremtiden vil ændre og angiveligt fuldkommengøre billedet af selve vor forståelse af den proustske skriveplan for altid. Hvad vi her er vidne til, er nemlig Prousts oprindelige synopsis, selve den arbejdstegning, – vi også kan kalde blue printet – han arbejdede ud fra, men som han siden af logiske grunde lagde fra sig, fordi den både var langt mere biografisk beskaffen, end hans dengang stærkt tiltagende litterære ambitioner ville affinde sig med. Proust ville mere. Eller rettere: Hans tekst ville langt mere med ham.
Suk!
Nu var jeg lige under læsningen blevet så optimistisk mht. Proust. En slags nøgle på 75 sider - og så kommer den til at fylde 378 sider - ifølge "efterskriftet".