Et sensationelt fund udgør nøglen til romanmesteren Proust

Der kastes i disse dage et helt nyt lys over den franske forfatter Marcel Prousts uomgængelige romanbedrifter. Opmærksomheden rettes i særdeleshed mod den sensationelle udgivelse betitlet Les Soixante-Quinze Feuillets et autres manuscrits inédits (»De 75 blade og andre uudgivne manuskripter«). Vi taler her om det sensationelle fund af de hidtil uudgivne manuskripter fra Prousts hånd.

De 75 blade er så opsigtsvækkende, afslørende og afgørende læsning, at de for fremtiden vil ændre og angiveligt fuldkommengøre billedet af selve vor forståelse af den proustske skriveplan for altid. Hvad vi her er vidne til, er nemlig Prousts oprindelige synopsis, selve den arbejdstegning, – vi også kan kalde blue printet – han arbejdede ud fra, men som han siden af logiske grunde lagde fra sig, fordi den både var langt mere biografisk beskaffen, end hans dengang stærkt tiltagende litterære ambitioner ville affinde sig med. Proust ville mere. Eller rettere: Hans tekst ville langt mere med ham.

Det var bestemt ikke uvant for Proust at forkaste eller skrinlægge hverken tilløb, kladder eller hele værker. Det skal her opklarende siges, at Proust tidligere til slut i processen droppede enhver intention om at udsende sit romanforsøg, Jean Santeuil på 1.000 sider, som han skrev på i årene 1896-1899, en periode, hvor folk troede, at Proust intet foretog sig. Et værk, der i sig selv forvarslede nærmest samtlige af temaerne i På sporet-romanen. Den var ganske vist fortalt i tredje person ental, men Proust følte til slut, at han udleverede sig selv på skammeligste vis.

Ligger latent i det enkelte individ

Det andet udkast var Prousts opgør med den biografistiske kritiker Sainte-Beuve, der også indbefattede andre artikler og essays. Også dette manus, der for første gang er på vej i dansk oversættelse, strøg han til side, men ikke på samme vis, da flere af bidragene derfra foregreb den roman, han siden skulle skrive.

I et af dem konstaterede Proust, at tiden ikke går tabt. Den nedlejres i ens sjæl – i sjælens kar! – og indre jeg, hvor den ved tilfældets, erindringens og kunstens samvirkende hjælp kan kaldes tilbage fra. Derfor fastholdt han, ikke overraskende, at det, der ligger gemt eller skjult i vores sjæl, udgør et potentiale, som den enkelte bør forholde sig lydhørt til. Ved at skrive, ved at forholde sig litterært eller kunstnerisk eksperimenterende til det, kan man måske få kontakt. Det er dén grundopfattelse, vi nu kommer langt nærmere i de nyudgivne papirer.

Alt ligger latent i det enkelte individ. I det øjeblik, det enkelte menneske får kontakt med dybet og det, der skjuler sig i dets indre, må man for egen regning selv tage fat på eller – såfremt man allerede er i gang med at skabe – genoptage det litterære eksperiment eller bare fortsætte de kreative handlinger, man er i gang med. Det gør Proust i De 75 blade.

Baggrunden for fundet af de magiske nye sider af Proust er denne: I 1949 betroede Prousts niece Suzy Mante-Proust (1903-1986) litteraten og forlæggeren Bernard de Fallois (1926-2018) opgaven med at klassificere den manuskriptsamling, som hun havde modtaget i 1935 fra sin far, doktor Robert Proust, Marcels yngre bror, efter at han selv havde arvet den. Fallois tog sig af samlingen og udgav Prousts to nævnte skrinlagte manuskripter. Fallois valgte til gengæld ikke at udsende de famøse ark, men nævnte dem blot i forordet til Contre Sainte-Beuve.

Siden kastede han sig over sin universitetsafhandling, som han aldrig fuldendte. Ved hans død blev det, man nu kalder for »Fallois«-arkiverne, opdaget i hans hjem, deriblandt de »femoghalvfjerds blade«, som altså skal opfattes som det ældste manuskript af På sporet af den tabte tid og samtidig værkets allerførste egentlige – og nok så personligt funderede – udgangspunkt. Arkivet er overdraget til Biblioteque Nationale. Forlaget Gallimard har siden under Jean-Yves Tadiérs ledelse fået eneret på at udsende dem i bogform.

Den uudgivne masterplan

Forlaget betragter dem allerede som noget nær »den hellige gral«, hvilket er fuldt forståeligt, da der her vitterlig er tale om Prousts uudgivne masterplan, der ligger til grund for et af verdenslitteraturens længste romanværker, På sporet af den tabte tid (1913-1927, dansk udgave i henholdsvis 1932-38/ 2002-2014). De fundne tekster udgør ganske simpelt nøglerne til en forståelse af, hvad romanmesteren Proust ønskede og arbejdede ud fra. Det er det, Christine Marstrand og jeg fra hver vores side af det fundne manus belyser. Det har ikke bare interesse for de særligt indviede, såkaldte Proustnørder, men for alle, for det er en almen ny viden, der bringes for dagen med Gallimards bogudgivelse den 1. april i Paris.

At betragte de fundne sider som »den hellige gral« er ingen overdrivelse. De er så opsigtsvækkende og afslørende læsning, at de vil ændre og bidrage til en fuldkommengørelse af vor forståelse af den proustske skriveplan for altid. Som det fremgår af Marstrands udvalgte stykker, diverteres med biografiske flimrende erindrede steder fra hans eget liv og de steder, han siden omdøbte til andre fiktive steder i sin roman, og som han for alvor – i og med en skrift, der var under stadig tilblivelse – siden kunne gøre til sine egne i en objektiveret litterær form. Her er beretninger med indlejrede sensoriske førsteindtryk og drømme, tilbagevendende indskydelser, ledsaget af naturbeskrivelser og personlige ræsonnementer, der fletter sig ind i hinanden, akkurat som i selve værket. Med den forskel, at alt i det faktisk færdige værk både er langt mere udførligt gennemskrevet og til perfektion æstetisk bearbejdet.

Så det synger for sanserne

Mens man læser siderne, synger det nærmest for sanserne med en så berigende opmærksomhed til følge, som stikker dybt ind i Prousts eget liv og hans egen konstitution, at man holder fast i stolen undervejs. Dertil skal føjes pludselige strategiske overvejelser og afbrydelser, der samler sig for læseren som et navigations- og bevidsthedskort over den indre geografi – selve den proustske mentalgeografi! – der siden blev den æstetiske retningsgiver og selve styregrebet for, hvad han siden skulle gøre. Med andre ord: De 75 blade er første udkast til den roman, vi herhjemme kender under titlen På sporet, nedfældet i 1908 i overgangen fra essay- til romanskrivning.

Med »overgangen« mener jeg billedligt talt den bro, Proust befandt sig på mellem forskellige udtryksformer, forskellige måder at skrive på. Dette kan vi se for os: Proust, der pendler frem og tilbage mellem forskellige (indre) landskaber, han med tiden skulle lægge frem for verden. Det er ingen overdrivelse, at Proust allerede fra 1908 og frem gradvist forvandlede sig til sin egen håndskrivende skrivemaskine, skrivende sig vej gennem et vildnis af indtryk, sorg efter moderen, som han mindes og erindrer så inderligt intenst i disse stykker, samt drømme, fantasier, fornemmelser, syner. Prousts sprog vil til enhver tid fortsætte, efter at du som læser standser op med en form for åndelig åndenød.

Finansierede selv udgivelsen

Som det så tydeligt fremgår af De 75 blade og de øvrige tekster og dagbogsstykker gjaldt det for Proust om altid at forholde sig skabende til livet i alle dets aspekter, for kun på dén vis kunne han holde sig i kontakt med de ressourcer, vi mennesker selv rummer, men langt det meste af tiden er uden for kontakt med: stederne, vi har været, og de mennesker, vi har kendt, for de befinder de sig det meste af tiden i et ukendt område i os og kan ikke bare hentes frem af viljens vej. For der skal sanses og tænkes og skrives på én gang. Ikke efter tur.

Som Christine Marstrand videre belyser, varsler prosastykket »Le côté de Villebon et le côté de Meséglise« for eksempel À la recherche-romanens to sider: »Swanns side/verden« og »Guermantes’ side/verden«, hvor en lyserød tjørn faldt. Et første tilløb til romanens erotiserede hvidtjørn, den busk, han altid havde elsket allermest og udødeliggør i sin roman, og som han havde for vane at læner sig smilende ind over med dens lyserøde og forvirrede blomster.

Det gælder også Prousts allerførste beskrivelser af en af romanens hovedfigurer, kunstelskeren Charles Swann, hvor man i den fundne Cahier 69 kan læse, at Swann – her i min lemfældige gengivelse – af galante grunde faldt ud af sin store verdslige position og emigrerede til ringere kredse. Han gjorde dette, hver gang han havde været forelsket, og det havde han ofte været indtil da, omend ikke seriøst og altid i en ny person. Sådanne betragtninger ligger uhyre tæt på dem, man finder i bekrivelsen af Swann i Du côté de chez Swann, der først udkom i 1913; Proust finansierede selv udgivelsen, da ingen var klar til at udgive hans ejendommelige værk!

Les Soixante-Quinze Feuillets et autres manuscrits inédits rummer de mest fantastiske varslinger af, hvad der venter læseren af Prousts faktiske roman. Her tænker jeg frem for alt på romanens rigt orkestrerede, detaljerede sprog, der møder læseren på hver eneste side i På sporet af den tabte tid. Dér sætter Proust ord på nærmest alt, inklusive vores tid, dem vi er, dem vi helst ikke vil være, vores selvforblindelse, gennemgående ubefindende, og hvor vi er på vej hen.

Selv om Proust ikke blev helt færdig med sit værk, for han døde fra det den 18. november 1922, kun 51 år gammel, ved vi nu, at han ikke alene havde arbejdet på det 14 år før(!), men at han han taget tilløb til det langt tidligere og med tiden stålsat arbejdede efter en på forhånd fastlagt plan for det, som for første gang nogensinde er kommet for en dag.  

Teksterne er som en genopstandelse

De nyfundne tekster fra Prousts hånd er at regne for en genopstandelse for den selvanalyserende, astmaramte og overfølsomme forfatter. Verden er nu forsynet med det altafgørende nøglebundt til På sporet af den tabte tid i og med, at vi her har helhedsplanen, arbejdstegningen, inklusive de allerførste biografiske tilløb, Proust siden skulle transponere til fiktion. Det er intet mindre end magisk, for hvem skriver så smukt som Proust?

Les Soixante-Quinze Feuillets et autres manuscrits inédits blotlægger vejen til og ind i den proustske poetisk-æstetiske og ekspansive romanskrivning. En praksis, der med tiden overtog hans liv helt og holdent. Som De 75 Ark og de øvrige tekster viser, er den proustske konstitueret af et overordentlig rigt orkestreret, detaljeret, observerende og poetisk sprog, der siden i romanens form skulle skabe plads for vældige æstetisk detaljerede og erindringsstyrede undersøgelser.

Som Christine Marstrand påpeger og viser med sine oversatte stykker, havde Prousts skrift et tydeligt biografisk udgangspunkt. Han skrev, hvad der pressede på og om dem, der stod ham nærmest, moderen frem for alle, hans livs kærlighed. Der er mange træk at opdage i de fundne papirer, der fører direkte ind i selve romanen, som står at læse dér den dag i dag. Men der vedbliver at stå én gåde tilbage, nemlig hvordan Marcel Proust på én gang formåede både at holde overblik over sin egen skriveproces, at holde blikket klart og samtidig med et ekstra sæt øjne kunne holde rede på, hvad og hvem der skulle transponeres, fjernes fra historien og føjes til.

En uafgrænselig åndelig kraft har stået Proust bi. Ingen tvivl om det. Enhver er for øvrigt på det givne grundlag velkommen til at gøre sig egne gisninger og, om man vil, foretage sit eget komparative studie, hvilket langt de fleste læsere nu vil gøre fremover. Især når vi på dansk får den færdige oversættelse at se. Lad mig kort sammenfatte, hvad det er for en roman, Marcel Proust endte med at skrive.

Uudslukkelige magi til evig tid

De 75 sider afslører selve Prousts metodiske greb, nemlig transposition. Det betyder, at han overførte træk og egenskaber fra ét område over på et andet. Det gælder såvel for de personer, der i det virkelige liv stod model til de typer, han skriver frem i sit værk som diverse kunstoplevelser, Proust selv havde, som overførtes til romanens kunstnere og værkets fortæller.

Transposition er ganske velkendt, enhver forfatter eller kunstner gør brug af det, men Proust gør en dyd ud af det som en metodisk gennemført teknik, hvormed han forvandlede den verden, han kendte og oplevede, til en fiktion, som blev helt dens egen, der inviterede ham til – og gjorde det muligt for ham – at undersøge sig frem til lovmæssigheder, menneskelige og umenneskelige handlemønstre og tilskyndelser samt kunstneriske indsigter og erkendelser som her – i På sporet af den tabte tid vedrørende opfattelsen af komponisten Vinteuils sidste værker, hvis dybde og ægthed er intenst forbundet med kunstnerens indre fædreland:

»Når synet på universet ændrer sig, bliver renset, bringes i bedre overensstemmelse med erindringen om det indre fædreland, er det kun naturligt, at dette kommer til udtryk gennem en generel forandring af klangene hos musikeren ligesom af farverne hos maleren. I øvrigt tager den mest intelligente del af publikum ikke fejl, for senere udnævnte man Vinteuils sidste værker til at være de dybeste. Men intet program, intet emne bibragte denne vurdering et intellektuelt element. Altså anede man, at det handlede om en transponering af dybden ind i lydenes univers.« (På sporet, bind 10, s. 96).

Flere steder i de nyudgivne sider er det næsten fra ord til andet, hvad der faktisk også står at læse i det første bind af værket, Du côté de chez Swann, der først udkom i 1913. En udgivelse, som Proust selv finansierede, da ingen var klar til at udgive hans ejendommelige værk! Samtidig er de udgivne sider den tydeligste dokumentation for, hvordan Proust så og greb sit elaborerede arbejde an.

Dermed sigter jeg til, hvordan han siden transponerede sin nære, biografisk oplevede verden, familien, personer og steder, til et symbolsk og fiktivt-poetiseret selvbiografisk univers, hvor litteraturens transformative strålekraft og sindsoprivende perspektivrigdom kunne komme til fuld udfoldelse. Deri består den proustske uudslukkelige magi til evig tid.

Værket ’De 75 blade’ af Marcel Proust udkommer hos Forlaget Multivers i oversættelse af Niels Lyngsø. Værket fylder 378 sider, fordi det også indeholder andre Proust-manuskripter og kommentarer. Udgivelsesdagen er sat til primo 2022